Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fødevareforsyning til byerne en udfordring

Fødevareforsyning til byerne en udfordring

Fødevareforsyning til byerne en udfordring

„Det er et stadig større problem at skaffe tilstrækkelig føde til verdens byer. Det kræver et koordineret samarbejde mellem producenter, distributører, grossister og et utal af detailhandlere.“ — JACQUES DIOUF, GENERALDIREKTØR FOR FN’S ORGANISATION FOR ERNÆRING OG LANDBRUG (FAO).

EKSPERTER der beskæftiger sig med distribution af fødevarer, går endda så langt som til at sige at fødevaresikkerheden i byområder meget vel kan blive „det største humanitære problem“ i det 21. århundrede.

Fødevaresikkerhed er blevet defineret som dét at „alle mennesker til alle tider har mulighed for at få den mængde fødevarer der er nødvendig for at kunne føre et sundt og aktivt liv“. I dag er der mad nok til at brødføde jordens befolkning — hvis blot fødevarerne blev fordelt efter behov. Men som forholdene er nu, må cirka 840 millioner underernærede mennesker gå sultne i seng hver aften. Mange af dem bor i byer. I det følgende vil vi se på nogle aspekter af problemet.

Storbyer med en glubende appetit

Efterhånden som byer vokser, bliver de omkringliggende marker der tidligere blev brugt til landbrug, erstattet af boliger, industribygninger og veje. Resultatet er at der bliver større og større afstand mellem dyrkningsområderne og de byer de forsyner med mad. Ofte dyrkes der ingen fødevarer inde i byerne, og kød må transporteres fra fjerntliggende landdistrikter. I mange udviklingslande er de veje der bruges til transport af produkter fra landbrugene til byerne, mangelfulde. Det betyder længere transporttid, større spild og, i sidste ende, højere priser for forbrugerne, hvoraf mange er meget fattige.

Nogle byer i udviklingslandene er allerede store og vil ganske givet blive endnu større. Det forventes at Mumbai (tidligere kaldt Bombay) vil have 22,6 millioner indbyggere i 2015. I Delhi vil tallet være 20,9 millioner, i Mexico City 20,6 millioner og i São Paulo 20 millioner. Man anslår at en storby med ti millioner indbyggere — som for eksempel Manila eller Rio de Janeiro — skal importere helt op mod 6000 tons mad hver dag.

Det er ikke nogen let opgave, og den bliver stadig sværere at løse, især i områder der oplever hurtig vækst. Byen Lahore i Pakistan har for eksempel ikke alene en høj fødselshyppighed (2,8 procent), men også det der er blevet betegnet som et „alarmerende“ stort antal tilflyttere fra landområder. I mange udviklingslande er millioner af mennesker strømmet til byer der i forvejen er overfyldte, for at få bedre levevilkår og arbejde og lettere adgang til varer og offentlige serviceydelser. På grund af en sådan tilflytning forventes indbyggertallet i Dhaka i Bangladesh i den kommende tid at stige med en million eller mere om året. I dag bor to tredjedele af Kinas befolkning på landet, men ifølge beregninger vil størstedelen af befolkningen i år 2025 bo i byer. Man anslår at der til den tid vil være 600 millioner byboere i Indien.

Tilstrømningen til byerne er ved at ændre befolkningssammensætningen i mange dele af verden. I Vestafrika, for eksempel, boede kun 14 procent af befolkningen i byområder i 1960. Men i 1997 var tallet steget til 40 procent, og i 2020 forventes det at ligge på 63 procent. På Afrikas Horn forventes befolkningstallet at stige til det dobbelte inden for de næste ti år. Man regner desuden med at 90 procent af den samlede befolkningstilvækst i udviklingslandene i den nærmeste fremtid vil ske i byerne.

At øge fødevareforsyningen til byområderne for at kunne brødføde alle disse sultne mennesker er en kolossal opgave. Det vil kræve en koordineret indsats af tusinder af landmænd, pakkere, lastbilchauffører, næringsdrivende og ufaglærte arbejdere samt tusinder af køretøjer. Men nogle steder kan fødevareproduktionen i landområderne slet ikke holde trit med efterspørgselen fra byerne. Dertil kommer at transportsektoren samt lagerbygninger, markeder, slagterier og lignende allerede er belastet til det yderste i de fleste byer i udviklingslandene.

Udbredt fattigdom

Problemet med at skaffe mad til de voksende befolkninger forværres yderligere i områder med udbredt fattigdom. Mange storbyer i udviklingslandene — som for eksempel Dhaka, Freetown, Guatemala City, Lagos og La Paz — har allerede en fattigdomsprocent på 50 eller derover.

I forbindelse med at skaffe føde til sådanne befolkninger skelner analytikere mellem den situation hvor fødevarerne slet ikke er til rådighed, og den situation hvor fødevarerne er til stede, men folk ikke har råd til at købe dem. For den fattige byboer er det ingen trøst at maden kan købes på torvet hvis den er så dyr at han ikke har råd til at betale for den. Man har bemærket at byboere efterhånden som deres indkomst stiger, kræver og forbruger større mængder og et større udvalg af fødevarer. De fattige i byerne har derimod svært ved at købe den mængde fødevarer de har brug for og kan lide. Sådanne fattige familier må måske bruge mellem 60 og 80 procent af deres samlede indkomst på mad.

Én måde at spare penge på er at købe stort ind, men for dem der ikke har nok rede penge, er det umuligt. Mange familier har ikke engang råd til at købe det allermest nødvendige, og den uundgåelige konsekvens er under- og fejlernæring. I byerne syd for Sahara, blot for at nævne ét område, er underernæring efter sigende „et alvorligt og udbredt problem“.

Nye tilflyttere fra landdistrikter som har svært ved at tilpasse sig bymiljøet, er særlig udsatte for ikke at få mad nok. Det drejer sig om enlige mødre, yngre embedsmænd som ikke har fået udbetalt deres løn fordi regeringen mangler midler, samt handicappede, ældre og syge. Sådanne risikogrupper er ofte bosat i afsidesliggende områder der mangler de mest fundamentale bekvemmeligheder, som for eksempel elektricitet, indlagt vand, kloakering, veje og renovation. Her bor et stort antal mennesker i midlertidige eller vakkelvorne boliger. De millioner der lever under sådanne forhold, og som kæmper for at få det hele til at løbe rundt, er meget sårbare over for enhver forsinkelse eller forstyrrelse i fødevareforsyningen. De bor ofte langt fra de nærmeste markeder og har ikke andet valg end at betale høje priser for fødevarer af en dårlig kvalitet. Det er virkelig en sørgelig situation de befinder sig i.

Utrygge og usunde forhold

I mange byområder med hurtig vækst er bebyggelserne ofte vilkårligt placeret eller ulovlige. Konsekvensen er et usundt og utrygt miljø med stor kriminalitet. FAO-publikationen Feeding the Cities siger: „Bystyret i mange byer i udviklingslandene kæmper ofte en hård kamp for at huse en hurtigt voksende befolkning på et areal som i virkeligheden kun er egnet til at rumme en brøkdel af indbyggerne.“

I de fleste afrikanske lande er markederne ikke anbragt efter en plan, men placeret tilfældigt. De handlende begynder bare at sælge deres varer hvor der er efterspørgsel. De markeder der opstår på den måde, mangler derfor selv de mest nødvendige faciliteter.

I Colombo i Sri Lanka er engrosmarkederne og detailmarkederne dårligt placeret og tætpakket med mennesker. Og lastbilchauffører klager over at det tager dem flere timer at køre til og fra markedet midt i byen. Der er heller ikke plads til parkering og af- og pålæsning.

Andre steder er markedspladserne dårligt vedligeholdte og uorganiserede. Uhygiejniske forhold som følge af stigende mængder organisk og uorganisk affald udgør en sundhedsfare. En borgmester i en by i Sydøstasien siger: „Disse problemer er medvirkende til at livskvaliteten bliver ringere og ringere.“

Hvor alvorlige problemer der er i forbindelse med hygiejne og miljøspørgsmål, fremgår af en undersøgelse af animalske produkter solgt i en sydøstasiatisk by. Dér er det normalt at kødet „udstilles på jorden, i direkte kontakt med støv og snavset vand“. Der var salmonella i 40 procent af de prøver man havde taget af svinekød, og i 60 procent af dem man havde taget af oksekød. Samtlige prøver af oksekød indeholdt colibakterier. Kødet var også forurenet med tungmetaller, eksempelvis bly og kviksølv.

Den manglende, upålidelige eller uregelmæssige fødevareforsyning har fået nogle byboere, deriblandt mange i byen Kano i Nigeria, til at dyrke afgrøder på de ubebyggede grunde de kan finde. Men de fleste af disse mennesker har ingen ejendomsret over jorden, og de risikerer derfor at blive forvist og at få ødelagt de afgrøder de har slidt og slæbt for at dyrke.

Olivio Argenti, en FAO-ekspert inden for fødevaresikkerhed i byerne, beskriver de iagttagelser han gjorde da han besøgte et landbrugsområde i Mexico tæt på en flod hvori der løb spildevand fra en nærliggende landsby. De lokale landmænd anvendte vandet fra floden til vanding af grøntsager, og mudderet derfra brugte de til deres frøbede. Olivio Argenti skriver: „Jeg spurgte myndighederne om de var klar over faren, og de sagde at de ikke var i stand til at gøre noget ved problemet da de hverken havde de økonomiske eller tekniske midler til det.“ Sådanne problemer findes i alle udviklingslande.

Byernes fortsatte kamp

Listen over problemer som de hastigt voksende byer står over for, synes endeløs. Internationale organisationer, byplanlæggere og administratorer gør hvad de kan for at løse dem. Nogle af deres strategier går ud på at øge fødevareproduktionen i landområderne, at sikre bedre adgang til fødevarerne og at opføre nye veje, markedspladser og slagterier. De har indset behovet for at fremme privat investering i lagerfaciliteter, at gøre det lettere for landmænd, handlende og distributører at låne penge samt at indføre passende regulativer for handel og hygiejne. Men ifølge analytikere undlader mange lokale myndigheder, trods alle de bestræbelser der er blevet gjort, at erkende og tage fat på de problemer der er. Og hvis de gør det, er de midler de har til deres rådighed, ofte utilstrækkelige.

På grund af de enorme udfordringer som byerne står over for, især i udviklingslandene, er der blevet fremsat alvorlige advarsler. Ifølge International Food Policy Research Institute (det internationale forskningsinstitut for fødevarepolitik) i Washington D.C., „vil bybefolkningerne fortsat vokse, og det vil disse problemer [sult, underernæring og fattigdom] også — medmindre vi allerede nu gør noget ved det“. Janice Perlman, der er leder af Mega-Cities Project, et internationalt netværk af organisationer hvis mål er at finde løsninger på problemerne i byerne, siger om fremtidsperspektiverne for byer i de fattige lande: „Aldrig før i historien har man skullet brødføde, huse, beskæftige og transportere så mange mennesker i så tætbefolkede områder og under så store økonomiske og miljømæssige begrænsninger. Byerne er ved at nå deres bæreevne.“

Der er dog gode grunde til at tro at problemerne i forbindelse med forsyningen og distributionen af fødevarer snart vil blive løst.

[Ramme på side 5]

VOKSENDE BYER

Størstedelen af verdens forventede befolkningstilvækst i de næste 30 år vil hovedsagelig ske i byerne.

Man anslår at over halvdelen af jordens befolkning i år 2007 vil bo i byområder.

Det skønnes at det globale antal byboere gennemsnitligt vil vokse med 1,8 procent om året; i så fald vil der på 38 år ske en fordobling af befolkningen i byerne.

Antallet af byer med fem millioner indbyggere eller derover forventes at stige fra 46 i 2003 til 61 i 2015.

[Kildeangivelse]

Kilde: World Urbanization Prospects — The 2003 Revision, United Nations Department of Economic and Social Affairs, Population Division

[Ramme på side 6]

UPÅLIDELIG FØDEVAREFORSYNING — NOGLE ÅRSAGER OG VIRKNINGER

„I hele verden er det en veldokumenteret kendsgerning at det medfører politisk uro og social ustabilitet i byerne hver gang der sker pludselige og kraftige prisforhøjelser på fødevarer.“ — Jacques Diouf, FAO’s generaldirektør.

I 1999 blev det caribiske område og Centralamerika ramt af orkanerne Georges og Mitch, der forårsagede store ødelæggelser, kaos og fødevaremangel.

Demonstrationer mod høje benzinpriser i Ecuador i 1999 og i Storbritannien i 2000 medførte betydelige afbrydelser i fødevareforsyningen.

En af de ulykkelige konsekvenser af krig er fødevaremangel.

[Ramme/illustration på side 7]

ÉN BLANDT MILLIONER

CONSUELO og hendes 13 børn bor i en ulovlig barakby (vist ovenover) i udkanten af Lima i Peru. Tre af børnene har tuberkulose. „Engang boede vi i bjergene,“ fortæller hun, „men en nat flyttede vi og hundredvis af andre fra vores landsby ind til byen. Vi tænkte: ’I Lima kan vi sørge for at vores børn får en uddannelse og sko på fødderne. Dér kan de få en bedre tilværelse.’“ Landsbybeboerne lavede sig nogle stråmåtter, og en nat flyttede de alle sammen til byen og opførte stråhytter. Om morgenen var der så mange slumbeboere at myndighederne opgav at fjerne dem fra området.

I Consuelos bolig, der har lergulv og et stort hul i taget, løber der dyr omkring. „Jeg opdrætter høns som jeg sælger til de rige,“ fortæller hun. „Jeg ville gerne have haft råd til at købe sko til min datter. Men nu skal jeg bruge pengene på hospitals- og medicinregninger.“

Den eneste mad Consuelo har, er nogle få løg. Det er svært at få arbejde, og selv vand har hun ikke altid råd til at købe. Der er hverken rindende vand eller toilet i hendes vakkelvorne hus. „Vi bruger denne beholder som toilet. Om aftenen får jeg børnene til at tømme den et eller andet sted,“ fortæller hun. „Sådan er vi nødt til at gøre.“

Consuelo får ingen hjælp af sin mand, som hun sjældent ser. Hun er kun i trediverne, men virker meget ældre. „Hendes små mørke øjne er udtryksløse, og ansigtet ophovnet,“ siger en skribent som interviewede Consuelo. „Der er intet håb at se i hendes øjne.“

[Kildeangivelser]

Kilde: In Context

AP Photo/Silvia Izquierdo

[Ramme/illustration på side 9]

„SKAL JEG FLYTTE TIL BYEN?“

ALLE der tænker på at flytte til en by, gør klogt i at overveje visse faktorer. „Noget af det der lokker mest, er forventningen om at få et bedre liv end dét man kan få på landet,“ siger FAO-publikationen Feeding the Cities. Men „det er ikke sikkert at der straks sker en forbedring — måske går der en generation eller mere“.

Faktum er at mange der flytter fra land til by, står over for problemer som hjemløshed, arbejdsløshed og større fattigdom end før, alt sammen i ukendte omgivelser. Så de der overvejer at flytte til byen, bør spørge sig selv om de er sikre på at de vil kunne forsørge deres familie. Arbejde i byerne — hvis der overhovedet er noget at få — er ofte lavtlønnet. Kunne dét at man er nødt til at arbejde i mange timer blot for at holde skindet på næsen, medføre at man selv og ens familie forsømmer aktiviteter som man synes er vigtige? — Mattæus 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25.

I nogle familier har man valgt at lade faderen flytte til byen for at finde arbejde. Er det klogt? Kristne forældre er forpligtet til at forsørge deres familie, men hvilke følelsesmæssige og åndelige konsekvenser kan det få hvis familieoverhovedet er adskilt fra familien? (1 Timoteus 5:8) Vil faderen i så fald kunne blive ved med at opdrage sine børn „i Jehovas tugt og formaning“? (Efeserne 6:4) Og kunne en sådan langvarig adskillelse udsætte manden og hustruen for fristelsen til at begå ægteskabsbrud? — 1 Korinther 7:5.

Det er selvfølgelig en personlig afgørelse om man vil flytte ind til byen. Men før man som kristen træffer en beslutning, bør man overveje alle de relevante faktorer og under bøn søge Jehovas ledelse. — Lukas 14:28.

[Illustrationer på side 8, 9]

Mange byer er plaget af dårlige sanitære forhold og tung trafik

Indien

Niger

Mexico

Bangladesh

[Illustration på side 8]

I mange fattige familier i byområderne er selv børnene nødt til at arbejde

[Kildeangivelser på side 8]

Indien: © Mark Henley/Panos Pictures; Niger: © Olivio Argenti; Mexico: © Aubrey Wade/Panos Pictures; Bangladesh: © Heldur Netocny/ Panos Pictures; nederste billede: © Jean-Leo Dugast/Panos Pictures