Tomaten — En alsidig „grøntsag“
Tomaten — En alsidig „grøntsag“
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I STORBRITANNIEN
„HVAD skulle jeg gøre uden tomater!“ udbryder den italienske husmor. Denne opfattelse deler hun med utallige andre kokke i hele verden. Ja, tomaten bruges i mange opskrifter jorden over. Havefolk dyrker den mere end nogen anden afgrøde. Men er det en frugt eller en grøntsag?
Botanisk set er tomaten en frugt fordi den er et bær der indeholder frø. De fleste mennesker opfatter dog tomaten som en grøntsag fordi den ofte spises i forbindelse med en hovedret. Denne velsmagende frugt har en spændende fortid.
En interessant historie
I Mexico fremavlede aztekerne tomaten til brug i madlavningen. I begyndelsen af det 16. århundrede havde hjemvendte spanske conquistadorer den med til Spanien, og ved at låne ordet tomatl fra sproget nahualt benævnte de den tomate. Snart spiste enklaver af spaniere i Italien, Nordafrika og Mellemøsten den nye delikatesse.
Senere i det 16. århundrede blev tomaten introduceret i Nordeuropa. I begyndelsen troede man at den var giftig, og dyrkede den kun som en dekorativ busk i haven. Planten tilhører natskyggefamilien og har kraftige aromatiske blade og stængler der er giftige, men frugten er fuldstændig uskadelig.
De første tomater der kom til Europa, var sandsynligvis gule eftersom italienerne kaldte den for pomodoro (guldæble). Englænderne kaldte den for tomate og senere tomato, men benævnelsen „kærlighedsæble“ blev også brugt. Nybyggere fra Europa bragte tomaten den lange vej tilbage over Atlanten til Nordamerika, hvor den i det 19. århundrede efterhånden blev en væsentlig del af den daglige kost. *
Varieret og populær
Hvis man spørger hvilken farve tomater har, vil svaret højst sandsynlig være „røde“. Men vidste du at der er varianter som er gule, orange, lyserøde, violette, brune, hvide og grønne, og at nogle endda er stribede? Alle varianter er heller ikke runde. Nogle er flade, andre er ovale eller pæreformede. De kan være på størrelse med en ært eller med en knyttet hånd.
Denne populære plante dyrkes så nordligt som Island og så sydligt som New Zealand. De største producenter er USA og Sydeuropa. I områder med koldere klima bliver tomaten dyrket i drivhuse, mens man i regnfattige områder benytter hydroponik, en teknik der muliggør dyrkning af planter i næringsvæske.
Tomatplanten vil altid være en favorit blandt havefolk. Den er nem at få til at vokse, og nogle få planter giver tomater nok til at dække en lille families behov. Hvis man ikke har så meget plads, kan man vælge sorter der er fremavlet specielt til gårdhaver eller altankasser.
Tips om tomater
Lave temperaturer forringer tomatens smag, så lad være med at opbevare dem i køleskab. Man kan fremskynde modningsprocessen ved at opbevare dem ved stuetemperatur i nogle dage, enten i en skål sammen med en moden tomat eller banan, i en mørk lukket papirspose eller ved at stille dem i en solrig vindueskarm.
Det er sundt at spise tomater. De indeholder A-, C- og E-vitamin samt kalium, calcium og mineralske salte. Forskere har fundet ud af at de også er rige på lycopen, en kraftigt virkende antioxidant som man mener kan mindske risikoen for visse sygdomme, som for eksempel kræft og hjertesygdomme. Vandindholdet i tomater er tæt på 95 procent,
og folk der holder øje med vægten, kan glæde sig over at de er kaloriefattige.Smagfuld og alsidig
Når du køber tomater, hvilken type vælger du så? Den klassiske og almindelige røde tomat er god i salater, supper og saucer. Den lille røde, orange eller gule cherrytomat, der på grund af sit høje sukkerindhold er meget sød, er dejlig at spise rå. Hvis du skal lave en pizza eller en pastaret, vil den ovale blommetomat med sit faste kød måske være et godt valg. De store bøftomater — det kaldes de fordi de er faste og kødfulde — er ideelle at bage eller at bruge som fyldte tomater. Den grønne tomat, der til tider har nogle særprægede striber, er god at bruge til relish. Ja, tomater sætter med deres karakteristiske smag og farve præg på et utal af velsmagende retter med grøntsager, æg, pasta, kød og fisk. Hvis du ikke kan skaffe friske tomater, kan du uden tvivl finde mange færdiglavede tomatprodukter dér hvor du handler.
Hver kok har sine egne opskrifter med tomater, men her er et par stykker du måske har lyst til at prøve.
1. En hurtig og farverig forret: Læg skiftevis tomat-, mozzarella- og avocadoskiver i et fad. Stænk dem med en dressing af olivenolie og sort peber, og pynt med basilikumblade.
2. Bland en græsk salat af tomatstykker, rødløgs- og agurkeskiver, fetaost og sorte oliven. Smag til med salt og peber, og server den med en dressing af olivenolie og citronsaft.
3. Lav en mexicansk salsa af friskhakkede tomater, løg, grønne chilier og korianderblade, og bland det sammen med lidt limesaft.
4. En enkel, men velsmagende tomatsovs til pasta: En dåse hakkede tomater, en knivspids sukker (eller ketchup), lidt olivenolie, et finthakket fed hvidløg, nogle få krydderurter (for eksempel basilikum, laurbærblade eller oregano) samt salt og peber kommes i en gryde. Bring blandingen i kog, og lad det herefter simre i 20 minutter indtil sovsen er kogt ind. Hæld sovsen over den kogte og afdryppede pasta.
Tomaten er bare ét eksempel på den vidunderlige variation af fødemidler som Skaberen har givet os, og som vi kan gøre brug af.
[Fodnote]
^ par. 8 I Danmark blev tomaten indført omkring 1770.