Skønhed skjult i mørket

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SLOVENIEN

I SKÆRET fra en fakkel gik Luka Čeč langsomt frem gennem det tætte underjordiske mørke. Dybt nede under jorden kravlede han op på en høj klippe hvor der mødte ham et fantastisk syn. En funklende verden viste sig for ham. Hvad havde han fundet? En ny hule i Postojnagrotten.

Denne opdagelse i foråret 1818 markerede begyndelsen til det der i dag er en blomstrende turistattraktion. Opdagelsen har desuden banet vej for yderligere huleforskning. Hvis du kunne tænke dig at se nærmere på disse storslåede drypstenshuler, så tag med os til Postojna, en by i det vestlige Slovenien.

Et landskab fyldt med huler

Med sine over 20 kilometer tunneler og grotter er hulesystemet i Postojna et af de største i Europa. Hulerne ligger i Kras- eller Karstområdet i Slovenien. Området er et kalkstensplateau der ligger mellem de Julijske og de Dinariske Alper, og som strækker sig fra Adriaterhavet og 50 kilometer ind i landet. Der er tusindvis af huler i dette område, og hulerne i Postojna er nogle af dem.

I dag har ordet „karst“ en bredere betydning. Udtrykket bruges af geologer i hele verden til at beskrive landskaber der minder om det i Karstområdet. Der findes karstlandskaber mange steder i verden, i Australien, Indokina, Kina, Mellemamerika og Rusland såvel som i Caribien og i Middelhavsområdet. Disse landskaber er kendetegnet af gold klippegrund hvori erosion har dannet grotter, jordfaldshuller og underjordiske vandløb og søer.

En stor del af Slovenien er karstlandskab, så der er mange huler og andre underjordiske formationer i landet. Postojnagrotten kan sidestilles med kendte karstgrotter som Mammoth Cave i Kentucky, USA, og Rørfløjtegrotten i Guilin, Kina.

Et kig ind i hulerne

Postojnagrotten blev første gang beskrevet i det 17. århundrede hvor den slovenske forsker Janez  Vajkard Valvasor skrev om grotten i sin bog Die Ehre des Herzogthums Crain. Han skrev at der var „søjler i besynderlige former“ i hulerne. Han forklarede at søjlerne lignede „alle mulige slags skadedyr, slanger og andre dyr . . . eller forskellige monstre, deforme ansigter, djævle og deslige“. Han tilføjede: „Skrækken og rædselen bliver kun værre af de mange gange, huller og dybe kløfter der er til alle sider.“ Efter at have læst sådan en beskrivelse er det forståeligt at der var mange som ikke turde begive sig ret langt ned i hulernes uhyggelige mørke!

Siden Luka Čečs opdagelse i 1818 blev Postojnagrotten dog mere og mere populær. Allerede det efterfølgende år blev hulerne åbnet for offentligheden. Men det var først efter at man i 1872 anlagde en jernbane i hulerne og i 1884 fik elektrisk lys, at mange selv kunne se disse naturens vidundere.

I dag er hulesystemet i Postojna kendt for dets smukke gange. Nogle af de farverige og ejendommeligt formede stalaktitter og stalagmitter giver hulernes gange en glans som var de overstrøet med diamanter. I andre hulegange er der et spil af varme okkerfarver. Inskriptioner på væggene vidner om at besøgende igennem flere århundreder har nydt hulernes enestående skønhed.

Nyfundne arter

Forskning i de vidtstrakte huler har ikke bare budt på nye og usædvanlige geologiske formationer, men har også bragt tidligere ukendte livsformer frem i lyset. Man har indtil videre fundet mere end ti nye arter i Postojnas hulesystem.

Luka Čeč gjorde en sådan opdagelse tilbage i 1831 til stor fryd for huleforskere verden over. Han opdagede en usædvanlig hulebille der fik navnet Leptodirus hohenwarti, som betyder „den smalhalsede“. Som navnet indikerer har billen en tynd hals. Den har desuden et lillebitte hoved, en stor rund bagkrop og usædvanligt lange følehorn og ben. Desværre kom man til at beskadige det første eksemplar man fandt, så en mere indgående undersøgelse var ikke mulig før man fandt endnu en bille 14 år senere.

En anden mærkværdig skabning der blev fundet i dette område, er hulepadden, en blind salamanderart. Allerede i 1689 omtalte Janez Valvasor dette dyr, som han kaldte ’dragens afkom’. Denne lille padde har været genstand for en række videnskabelige undersøgelser.

Nærliggende huler

Postojnagrotterne er blot et af mange hulesystemer i området. Den nærliggende Škocjangrotte der siden 1986 har været opført på UNESCO’s verdensarvliste, er særlig bemærkelsesværdig. Besøgende i dette hulesystem bliver slået af forbavselse over hvor store hulerne og kløfterne er. De menes at være de største i Europa. For eksempel er en af grotterne i hulesystemet 300 meter lang, 100 meter bred og 110 meter høj!

Foran indgangen til et andet hulesystem, Predjamagrotten, ligger en stor borg hvor en sagnomspunden ridder, Erazem Jamski, har boet. Det påstås at borgen holdt stand mod fjender i flere hundrede år. Man kunne få forsyninger ind i borgen gennem underjordiske gange der førte ind i en hule under borgen. Efter hvad der siges hånede Erazem Jamski belejrende styrker ved at kaste friske kirsebær eller stegt kød ud til dem; på den måde viste han at de ikke led afsavn inde bag borgens mure. Det er ikke sikkert at historien er sand, men de hemmelige gange eksisterer i hvert fald.

Det kan være utrolig spændende at undersøge den fascinerende verden af huler i dette karstområde. Den verdensberømte billedhugger Henry Moore beskrev Postojnagrotten på denne måde: „Det er den bedste udstilling af naturskabte skulpturer jeg nogen sinde har set.“ Hvis du får mulighed for at besøge grotten, vil du måske give ham ret.

 [Ramme/illustration på side 24]

„Menneskefisken“

Proteus anguinus er kendt som menneskefisken fordi dens hud har en usædvanlig farve der minder om menneskers. Dette amfibiske hvirveldyr findes udelukkende i underjordiske vandsamlinger i karstområder i det nordøstlige Italien, Slovenien og sydligere områder. Dens manglende pigment og dens reducerede øjne er ikke noget handicap da den lever i fuldstændig mørke lige fra den ligger i ægget til den dør. Nogle skulle angiveligt have levet op mod 100 år, og padden kan klare sig i flere år uden føde.

[Kildeangivelse]

Arne Hodalic/www.ipak.org

[Illustrationer på side 24]

1. I en af hulerne i Škocjangrotterne er der 110 meter til loftet

2. Denne borg ligger foran indgangen til Predjamagrotten

3. Postojnagrotterne er blevet verdensberømte

[Kildeangivelse på side 23]

Arne Hodalic/www.ipak.org