Hvad siger Bibelen?

Hvordan skal vi behandle de ældre?

I LØBET af sommeren 2003 døde tusinder i Europa som følge af en af de værste hedebølger man havde oplevet i 60 år. De der døde, var for det meste ældre mennesker. Nogle var ladt alene tilbage efter at den øvrige familie var taget på ferie. Andre var efter forlydende blevet forsømt eller overset af hospitals- eller plejepersonale der var overbebyrdet med arbejde. Den franske avis Le Parisien meddelte at der alene i Paris var 450 døde som ikke var meldt savnede. „Hvad er det for en verden vi lever i, siden vi glemmer fædre, mødre og bedsteforældre?“ spurgte avisen med tanke på alle dem der døde alene og anonyme.

I en verden hvor befolkningsgruppen på 65 og derover vokser med et hidtil uhørt antal af 795.000 om måneden, er omsorgen for de ældre blevet et stort problem. „Verdens befolkning af ældre øges med en hastighed som aldrig før, og det er nødvendigt at vi holder øje med hvordan landene tackler de udfordringer der er forbundet med at folk bliver ældre, og de muligheder de ældre har,“ siger Nancy Gordon, der er meddirektør for de demografiske programmer under USA’s folketællingsbureau.“

Jehova Gud er også interesseret i de ældre. Hans ord, Bibelen, giver os vejledning om hvordan de skal behandles.

Respekt for de ældre

Guds lov, der blev givet til Moses, fremmede respekten for de ældre. Det hed i denne lov: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand som er til stede.“ (3 Mosebog 19:32) Det forventedes at de der tilbad Jehova og ønskede at adlyde ham, ’rejste sig’ for de ældre (1) som tegn på deres respekt for dem der er oppe i årene, og (2) som et bevis på deres ærefrygt for Gud. Det vil sige at man skulle have respekt for de ældre, og at de skulle betragtes som et aktiv i samfundet. — Ordsprogene 16:31; 23:22.

Skønt Moseloven ikke gælder for kristne, bygger den på stadig gældende principper der afspejler Jehovas tanker og dét han anser for betydningsfuldt, og der er ingen tvivl om at han har omsorg for de ældre og sætter dem højt. Det forstod medlemmerne af den første kristne menighed. Et tidligt vidnesbyrd herom findes i bogen Apostelgerninger i Bibelen. Blandt de kristne i Jerusalem på den tid var der nogle enker som trængte til hjælp. Uden tvivl var flere af dem ældre kvinder. Apostlene udpegede derfor syv mænd som havde „godt vidnesbyrd“, for at sikre at disse kvinder på ordnet vis fik deres daglige forsyning af mad, og apostlene betragtede denne ordning som ’et nødvendigt arbejde’ i menigheden. — Apostelgerninger 6:1-7.

Apostelen Paulus anvendte princippet om at ’rejse sig for de grå hår’ på den kristne menighed. Han sagde til den yngre kristne tilsynsmand Timoteus: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, . . . til ældre kvinder som til mødre.“ (1 Timoteus 5:1, 2) Selvom den unge Timoteus havde en vis myndighed over ældre kristne, fik han at vide at han ikke måtte tale strengt til en ældre mand.  Han skulle derimod tale respektfuldt til ham som til en far. Og en lignende respekt skulle han vise de ældre kvinder i menigheden. Ja, Paulus formanede Timoteus — og dermed alle medlemmer af den kristne menighed — til at ’rejse sig for de grå hår’.

De der frygter Gud, behøver naturligvis ingen lov om at de skal behandle de ældre med den værdighed og respekt der tilkommer dem. Et eksempel herpå er Josef, der ikke sparede sig nogen anstrengelser for at bringe sin aldrende far — den 130 år gamle Jakob — ned til Ægypten og dermed reddede ham fra en udbredt hungersnød. Da han så sin far for første gang efter mere end tyve år, „faldt han ham straks om halsen og græd længe ved hans skulder“. (1 Mosebog 46:29) Før det blev lov blandt israelitterne, viste Josef altså at han havde Guds syn på de ældre idet han havde omsorg og dyb respekt for dem.

Jesus viste også da han levede på jorden, at han havde omsorg for de ældre. Han fordømte i stærke vendinger de religiøse ledere der mente at de havde ret til at forsømme deres aldrende forældre til fordel for deres religiøse overleveringer. (Mattæus 15:3-9) Desuden tog Jesus sig kærligt af sin egen mor. Mens han gennemgik ulidelige smerter på marterpælen, sikrede han sig at hans elskede apostel Johannes tog sig af hans mor i hendes alderdom. — Johannes 19:26, 27.

Gud forlader ikke sine loyale

Salmisten bad: „Kast mig ikke bort i alderdommens tid; forlad mig ikke når min kraft svinder hen.“ (Salme 71:9) Gud kaster ikke sine trofaste tjenere bort, heller ikke når de selv føler at de ikke længere gør gavn. Salmisten følte sig ikke forladt af Jehova, men han erkendte at han havde behov for at stole endnu mere på sin Skaber efterhånden som han blev ældre. Jehova gengælder sine tjeneres loyalitet ved at yde dem støtte livet igennem. (Salme 18:25) Ofte kommer denne støtte gennem deres trosfæller.

I betragtning af det ovenstående er det klart at alle der ønsker at ære Gud, også må ære de ældre. De er dyrebare i Jehovas øjne. Måtte vi, som mennesker der er skabt i Guds billede, have det samme syn som han på „de grå hår“. — 3 Mosebog 19:32.

[Illustration på side 23]

Kristne behandler de ældre med ære og respekt