Hvordan kan jeg blive en dygtig taler?
Unge spørger:
Hvordan kan jeg blive en dygtig taler?
„Jeg forestillede mig at folk lagde mærke til hver eneste fejl jeg gjorde og hvor usikker jeg var. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om min tale. Jeg følte at tilhørerne lo ad mig.“ — Sandy. *
SKOLENS auditorium er fyldt til bristepunktet. Du hører dit navn over højttaleren, og pludselig er alles øjne rettet mod dig. De få skridt op til talerstolen føles som en kilometer. Du bliver klam i hænderne, dine ben er som gelé, og din mund er utrolig tør. Pludselig mærker du sveden løbe ned ad kinden. Hvor pinligt! Du føler det som om din sidste time er kommet.
Vi kan lige så godt indrømme det. De fleste af os gruer for at skulle tale foran et publikum. (Jeremias 1:5, 6) For nogle er frygten for at tale til en offentlig forsamling endda større end frygten for døden. Uanset hvordan du har det, er der gode grunde til at være interesseret i at lære at tale til et publikum. Lad os se på nogle af grundene og overveje hvad du kan gøre for at blive en dygtig taler.
Når du skal tale til en forsamling
„At kunne tale offentligt er en færdighed alle har brug for.“ Sådan står der i en annonce for et talerkursus. Ja, før eller siden bliver du måske nødt til at tale til en forsamling. Mange skoler lægger vægt på at man lærer det. En ung kvinde ved navn Tatiana mindes: „I skolen måtte jeg mange gange holde et indlæg for hele klassen.“ Elever må være parate til at tale både når de skal give en mundtlig fremstilling af en rapport, en bog eller en multimedie-præsentation, og når de skal deltage i debatter.
Også når du kommer ud på en arbejdsplads, kan du blive bedt om at undervise en gruppe af dine arbejdskammerater, præsentere et forslag for en klient eller fremlægge et regnskab for en bestyrelse. Faktisk er det nyttigt at kunne formulere sig ved en lang række job, blandt andet inden for journalistik, management, public relation og salg.
Selv hvis du vælger at arbejde som ufaglært, er det at kunne tale godt for sig af betydning. Ved en jobsamtale kan det være afgørende for om man får jobbet eller ej. Desuden kan det være en stor fordel at man forstår at udtrykke sig godt på sit arbejde. Corrine arbejdede 3 år som servitrice efter endt skoleuddannelse. Hun fortæller: „Hvis man forstår at
formulere sig godt, bliver man betragtet som moden og i stand til at påtage sig et større ansvar. Det kan endda betyde et bedre job, en højere løn eller i det mindste større respekt.“Endelig kan nævnes at unge kristne har den opgave at tale til offentligheden om deres håb. (Hebræerne 10:23) „Det er vigtigt at kunne udtrykke sig klart,“ fortæller Taneisha. „Vi har den forret at forkynde den gode nyhed om Guds rige.“ (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Hvad enten det er i menigheden eller i den offentlige forkyndelse, kan unge kristne ikke „holde op med at tale om det [de] har set og hørt“. — Apostelgerninger 4:20; Hebræerne 13:15.
At blive en god taler kan altså gavne dig i mange situationer. Alligevel er du måske stadig nervøs ved tanken om at tale til en forsamling. Er der noget du kan gøre for at overvinde din nervøsitet? Ja, det er der.
Hvordan man overvinder sin frygt
„Du behøver ikke at være exceptionel eller perfekt for at blive en god taler,“ siger Morton C. Orman, der er professionel offentlig taler og specialist i stress. „Det vigtigste når du taler til en forsamling, er at give dine tilhørere noget værdifuldt.“ Med andre ord: Koncentrer dig om dit budskab, ikke om dig selv eller om din frygt. Nogle i det første århundrede syntes ikke at apostelen Paulus var en særlig god taler, men fordi han altid havde noget værdifuldt at sige, var hans tale virkningsfuld. (2 Korinther 11:6) Hvis du også fremholder noget vigtigt som du selv brænder for, vil du sikkert være mindre nervøs.
Ron Sathoff, en anden anerkendt taler, der underviser i talekunst, foreslår: „Tænk ikke på din tale som en optræden, men som en samtale.“ Ja, prøv at få kontakt med dine tilhørere, ikke som gruppe betragtet, men som enkeltpersoner, nøjagtig som du ville gøre i en almindelig samtale. Vær personlig interesseret i dit publikum, og tal til dem i et almindeligt hverdagssprog. (Filipperne 2:3, 4) Jo mere naturligt du taler, jo mere afslappet bliver du selv.
Mange bekymrer sig af frygt for at blive stillet i forlegenhed eller kritiseret af publikum. Lenny Laskowski, en professionel taler og lærer i talekunst, minder os om at tilhørerne som regel er positive over for det der bliver fremført. „De ønsker at det skal lykkes for dig — ikke at det skal mislykkes,“ siger han. Vær derfor positivt indstillet. Hvis det er muligt, så hils på nogle af tilhørerne når de kommer. Prøv at betragte dem som venner, ikke som fjender.
Ordsprogene 11:2) Mange atleter, musikere og skuespillere synes ligefrem at deres præstationer bliver bedre når de har lidt nerver på. Og det samme kan siges om nogen der taler til en forsamling.
Husk også at nervøsitet ikke altid er en ulempe. „I modsætning til den almindelige opfattelse, er nervøsitet en fordel for dig og din fremførelse,“ siger en ekspert. Hvorfor? Fordi lidt nervøsitet viser at du er beskeden, og det vil hjælpe dig til ikke at blive alt for selvsikker. (Hvordan man får succes
Nogle unge kristne har allerede opnået en hvis erfaring og succes som talere i skolen, på arbejdspladsen og i menigheden ved blandt andet at anvende følgende forslag. Måske kan nogle af disse råd hjælpe dig.
Jade: „Brug dine egne ord når du skal fremføre stoffet. Overbevis dig selv om at det du vil sige, er til gavn for andre. Hvis du synes at dit stof er vigtigt, synes tilhørerne sikkert det samme.“
Rochelle: „Jeg føler det er en hjælp at optage mig selv på video. Det gør mig ydmyg og gavner mig. Prøv også at vælge et emne du kan lide. Det vil kunne mærkes i din tale.“
Margrett: „Jeg synes at jeg taler mere naturligt, som i almindelig samtale, når jeg bruger disposition i stedet for at skrive alt ned ord for ord. Inden jeg begynder at sige noget, tager jeg desuden en dyb indånding. Det gør mig mere rolig.“
Corrine: „Vær ikke bange for at le ad dig selv. Alle begår fejl. Man må bare gøre sit bedste.“
I enhver form for stræben, hvad enten det er inden for sport, kunst eller musik, er der ikke noget der kan erstatte erfaring og masser af øvelse. Tatiana foreslår at man udarbejder sin tale i så god tid at man kan nå at øve sig. Og giv ikke op. „Jo oftere jeg taler til en forsamling, jo lettere bliver det,“ siger hun. Men du må aldrig glemme at der er endnu et sted at hente hjælp, især når du bliver bedt om at skulle forsvare den sande tilbedelse.
Hjælp fra Jehova — en Gud der kommunikerer
Allerede som ung havde David, Israels fremtidige konge, ry for at være „veltalende“. (1 Samuel 16:18) Hvad var grunden? David havde i sin ungdom, hvor han tilbragte mange timer under åben himmel mens han vogtede får, udviklet et nært forhold til Jehova Gud gennem bøn. (Salme 65:2) Dette nære forhold hjalp ham til at udtrykke sig klart og tale med styrke og overbevisning, selv under prøvende omstændigheder. — 1 Samuel 17:34-37, 45-47.
I forbindelse med din tilbedelse kan du være sikker på at Gud også vil hjælpe dig, som han hjalp David, til at tale med overbevisning ved at give dig „de oplærtes tunge“. (Esajas 50:4; Mattæus 10:18-20) Ja, hvis du benytter dig af de muligheder der er for at forbedre din talefærdighed nu, kan du blive en dygtig offentlig taler.
[Fodnote]
^ par. 3 Nogle af navnene er ændret.
[Ramme på side 18]
Oplært som talere
I Jehovas Vidners menigheder jorden over er der udarbejdet et ugentligt bibelsk undervisningsprogram, kaldet Den Teokratiske Skole. Eleverne deltager i klassedrøftelser og holder små indlæg for menigheden. Bagefter får de personlig vejledning der hjælper dem til at gøre fremskridt. Virker dette undervisningsprogram? Lad os høre hvad Chris på 19 har at sige om det:
„Før jeg meldte mig til skolen, følte jeg mig dårlig tilpas når jeg var sammen med andre,“ fortæller han. „Jeg troede aldrig jeg kunne klare at stå på et podium foran en tilhørerskare. Men flere i menigheden opmuntrede mig; de sagde at om jeg så stammede hele tiden, ville de alligevel være glade for at høre mig, for de vidste hvad det havde krævet at gå derop. Hver gang jeg havde fremført en elevopgave, roste de mig. Det var en stor hjælp.“
I dag, efter at have været tilmeldt denne skole i fem år, er Chris nu i gang med at forberede sit første offentlige foredrag, der varer 45 minutter. Udnytter du muligheden for at være med på Den Teokratiske Skole?
[Illustrationer på side 16, 17]
At blive en dygtig taler kan hjælpe dig på alle livets områder