Bogen der forbød andre bøger

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

HVORFOR nærer mange mennesker fordom mod Bibelen? I nogle lande skyldes det at kirken engang har forsøgt at kontrollere „kætteri“ ved at udarbejde en fortegnelse over forbudte bøger — det såkaldte Index librorum prohibitorum.

Den katolske kirke, deriblandt nogle paver, var begejstret da trykketeknikken blev opfundet. Visse gejstlige kaldte den ligefrem for „en guddommelig kunst“. Men inden længe opdagede det kirkelige hierarki at man benyttede trykningen til at udbrede idéer der stred mod katolicismen. Derfor indførte man i slutningen af det 15. århundrede i flere europæiske bispedømmer nogle begrænsninger, blandt andet det såkaldte imprimatur (latin: ’må trykkes’) der viste at en bog var godkendt til offentliggørelse. I 1515 vedtog man på det femte Laterankoncil nogle retningslinjer for at kontrollere hvad der blev trykt. De der overtrådte dem, kunne blive ekskommunikeret. Men det kunne ikke forhindre at der blev udbredt tryksager og bøger der af kirken blev betragtet som farlige for troen og moralen, især ikke efter at reformationen var begyndt. Hen mod slutningen af det 16. århundrede  håbede man i vatikanske kredse „at der i mange år fremover ikke ville blive trykt mere“.

For at hindre det som en italiensk jesuit så sent som i 1951 kaldte „den voldsomme strøm af modbydelige og smitsomme bøger“, ønskede kirken en liste over forbudte bøger der skulle være gældende for alle katolikker. I 1542 blev den romerske inkvisition oprettet. Det lader til at noget af det første den foretog sig, var at udstede et dekret der begrænsede trykkefriheden på det religiøse område. Da den tidligere storinkvisitor, Gian Pietro Carafa, blev udnævnt til pave Paul IV i 1555, nedsatte han omgående en kommission der skulle udarbejde en liste over forbudte bøger. Det første Index der gjaldt for alle katolikker, blev trykt i 1559.

Hvilken slags bøger blev forbudt?

Dette Index var inddelt i tre kategorier. Den første kategori bestod af navnene på de forfattere det var forbudt at læse, uanset hvilket emne de skrev om. Den anden kategori indeholdt titlerne på enkelte forbudte bøger som var skrevet af forfattere hvis øvrige værker det var tilladt at læse. Den tredje kategori indeholdt en lang liste over anonyme værker. Dette Index indeholdt 1107 forbud, der også omfattede forfattere som ikke skrev om religiøse emner. Et tillæg anførte desuden forbudte oversættelser af Bibelen og pointerede at alle oversættelser til modersmålet var forbudt.

Der havde tidligere været visse lokale forbud, men „disse forholdsregler, der omfattede alle katolikker, var kirkens første officielle forbud mod at trykke, læse og eje Den Hellige Skrift på modersmålet,“ siger Gigliola Fragnito, der er historielærer ved Parmas universitet i Italien. Både boghandlere, trykkere og statsmagter, der alle tjente på trykkevirksomheden, var stærke modstandere af Index. Af denne og andre grunde blev der i 1564, efter Tridentinerkoncilet, fremstillet en revideret udgave.

I 1571 oprettede man Indexkongregationen, der skulle forestå en revision af udgaven fra 1564. På et tidspunkt var der hele tre uafhængige organer der afgjorde hvilke værker der skulle forbydes, nemlig Inkvisitionskongregationen, Indexkongregationen og den pavelige hof-teolog. Grunden til at udgivelsen af den tredje fortegnelse over forbudte bøger blev forsinket, var at de tre organers ansvarsopgaver overlappede hinanden. Der var desuden uenighed om hvorvidt det var biskopperne eller de lokale inkvisitorer der skulle have mest at sige. Efter at Indexkongregationen havde forberedt et Index, der i marts 1596 blev godkendt af pave Clemens VIII, blokerede Inkvisitionskongregationen for udgivelsen indtil Index indeholdt et kategorisk forbud mod al bibellæsning på modersmålet.

Med denne udgave af fortegnelsen over forbudte bøger fik Index stort set sin endelige form. I århundredernes løb er den dog blevet ført ajour. Mange protestanter, der så at deres bøger var opført i fortegnelsen, betragtede den som „det bedste sted at finde frem til den mest eftertragtelsesværdige litteratur“. Her skal det nævnes at på dette tidspunkt i historien havde protestanterne mere eller mindre den samme holdning som katolikkerne hvad angik censur.

Udgivelsen af Index havde en katastrofal virkning på kulturen, og i nogle lande, som for eksempel Italien, „isolerede den sig fra omverdenen,“ siger historikeren Antonio Rotondò. En anden historiker, Guido Dall’Olio, hævder at Index var „en af hovedårsagerne til at Italien kulturelt set kom til at halte bagefter de fleste andre lande i Europa“. Ironisk nok er nogle bøger blevet bevaret fordi de blev anbragt i det såkaldte „inferno“, et sted man indrettede i mange kirkelige biblioteker for at holde den forbudte litteratur under lås og slå.

 Den offentlige menings nye rolle i oplysningstiden medvirkede gradvis til at „det mest imponerende apparat der nogen sinde er blevet sat i værk for at knægte trykkefriheden“, gik sin undergang i møde. I 1766 skrev en italiensk bogtrykker: „Roms forbud er ikke bestemmende for om en bog er værd at læse. Det er noget menigmand afgør.“ Efterhånden mistede Index sin betydning, og i 1917 blev Indexkongregationen, der førte fortegnelsen ajour, opløst. Siden 1966 har Index „med sin censur ikke længere haft gyldighed som kirkelov“.

Bibelen på modersmålet

Historien om Index viser at dén af de „smitsomme bøger“ der især vakte den kirkelige myndigheds bekymring, var Bibelen på modersmålet. I det 16. århundrede var „cirka 210 oversættelser af hele Bibelen eller Det Ny Testamente“ opført i Index, forklarer specialisten Jesús Martinez de Bujanda. I 1500-tallet var italienerne kendt som ivrige bibellæsere. Men med sit strenge forbud mod Bibelen på modersmålet ændrede fortegnelsen over forbudte bøger italienernes holdning til Guds ord. „Forbudt og fjernet som en kilde til kætteri, endte det med at italienerne forvekslede Den Hellige Skrift med kætterske skrifter,“ siger Fragnito, og tilføjer: „Vejen til frelse for katolikker i Sydeuropa gik gennem katekismus . . . Man foretrak en befolkning der religiøst set befandt sig på børnestadiet, fremfor en befolkning der bestod af religiøst modne mennesker.“

Først i 1757 gjorde pave Benedikt XIV det lovligt at læse ’de oversættelser af Bibelen til modersmålet som pavestolen havde godkendt’. Dermed kunne en ny italiensk oversættelse, baseret på den latinske Vulgata, omsider blive udarbejdet. Men de italienske katolikker måtte vente indtil 1958 før de fik den første komplette bibeloversættelse oversat direkte fra grundsprogene.

I dag er det først og fremmest ikkekatolikker der har travlt med at „udbrede Bibelen overalt,“ siger Fragnito. Jehovas Vidner er uden tvivl nogle af de mest ihærdige på dette område, eftersom de har uddelt mere end fire millioner eksemplarer af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på italiensk. Derved har de været med til at genoplive kærligheden til Guds ord hos hundredtusinder af mennesker. (Salme 119:97) Hvorfor ikke lære denne usædvanlige bog bedre at kende?

[Illustration på side 20, 21]

Sider fra fortegnelsen over forbudte bøger

[Kildeangivelse]

Su concessione del Ministero per i Beni e le Attività Culturali

[Illustration på side 22]

En italiensk bibel fra det 16. århundrede forbudt af kirken

[Illustration på side 22]

„Ny Verden-Oversættelsen“ har genoplivet kærligheden til Guds ord hos mange