Den usædvanlige yurumí

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ARGENTINA

EN UNDERJORDISK fæstning bliver angrebet, og nede i mørket er der vild kamp. Forsvarstropperne haster til farezonen, men deres våben står slet ikke mål med opgaven. Pludselig braser en stor del af den beskyttende mur sammen. Mange af indbyggerne bliver mast ihjel af brokkerne, og i det blændende lys trænger fjenden igennem forsvarsværket.

Er det et angreb på en by i romertiden der bliver beskrevet her? Eller er det et klip fra en actionfilm? Nej, slet ikke. Det er et angreb fra en yurumí — set i myreperspektiv. Men for yurumíen, eller den store myresluger, er der blot tale om endnu et termitbo på dens daglige runde.

Et nærmere kig på en yurumí

Der findes forskellige slags myreslugere, men vi vil koncentrere os om den store myresluger. På nogle sprog bliver den kaldt myrebjørnen; måske fordi den har en klodset gang, og fordi den ofte rejser sig på bagbenene når den skal forsvare sig. Desuden ’omfavner’ den en angriber med sine kraftige forlemmer på samme måde som en bjørn.

I det nordøstlige Argentina og i de omkringliggende lande bliver den store myresluger kaldt yurumí. Det er guarani og betyder „har lille mund“. Navnet passer godt til myreslugeren, for selv om den har langstrakte kæber der giver den et aflangt hoved, er mundåbningen meget lille. Det første man lægger mærke til når man ser yurumíen, er netop dens langstrakte og rørformede mund. Yurumíen har også en lang, busket hale, som den nogle gange holder næsten lodret. Pelsen på halen er lang og busket og får halen til at se tykkere ud end den er. Man må sige at yurumíen har et iøjnefaldende udseende. Til gengæld vækker den ikke opsigt på grund af sin størrelse, for den er ikke større end en schæferhund. En fuldvoksen yurumí kan veje op til 25 kilo, og fra mund til halespids kan den blive over 1,8 meter lang.

Den store myresluger lever hovedsagelig på Sydamerikas sumpede savanner, hvor den vandrer ensomt omkring. Når man tænker på det sydamerikanske kontinent, forestiller man sig ofte tætte regnskove og frodig vegetation. Men det er også et kontinent med store strækninger af tørre græsstepper, hvor der spredt vokser klynger af palmer og tornet buskads. Jordbunden i et sådant område er rig på nedbrudt plantemateriale og derfor ideel for termitter. Her bygger de deres skyskrabere af mudder og spyt — en blanding der bidrager til en meget stærk konstruktion. Disse søjleformede bygningsværker kan blive over to meter høje.

Det er midt i denne overflod af insekter at vi finder yurumíen — der er særlig tilpasset til at æde dem. Det første som fremgår af dens videnskabelige navn Myrmecophaga tridactyla er da også dens kostvaner (myresluger). Derudover røber navnet at tre af de fire tæer på hver forfod er udrustet med nogle drabelige, kroglignende kløer. I dyreleksikonet Enciclopedia Salvat de la fauna står der: „Kløerne bruges til jagt og til selvforsvar: Når myreslugeren bliver angrebet, bruger den kløerne som skarpe stikvåben, og når den behændigt rejser sig op på bagbenene, kan den anrette alvorlige skader med forføddernes kløer og slå selv jaguarer på flugt.“

Hvordan æder yurumíen?

Yurumíen har ingen tænder. Det er dog ikke noget problem, for den har mange fine hjælpemidler når den søger efter føde. Yurumíen har en fintmærkende lugtesans der er 40 gange så skarp som et menneskes. Når den har fået færten af noget, bruger den forfødderne med de ti centimeter lange  kløer til at grave i de fæstningslignende termitboer efter insekter, larver og æg. Derefter stikker den sin 45 centimeter lange og spidse tunge ind i insekternes skjulte gange.

Yurumíens overordentlig store spytkirtler udskiller noget klæbrigt spyt der holder tungen fugtig og klistret sådan at myrer eller termitter hænger fast på tungen og kan trækkes ind i munden. Men insekterne skal ikke bare sluges, de skal også fordøjes. Yurumíen har interessant nok nogle stærke mavemuskler der knuser insekterne.

Hvad med yurumíens fremtid?

Selv om yurumíerne findes spredt over et stort område der strækker sig over Mellem- og Sydamerika, har de aldrig været særlig talrige. En forklaring kan være at yurumíerne ikke får mange unger — hunnerne føder kun én unge efter en drægtighedsperiode på cirka 190 dage. Det første år efter fødselen bærer moderen sin unge på ryggen. En argentinsk naturforsker har beskrevet et interessant aspekt i den forbindelse: „Jeg mødte en mor med sin lille unge, der kun var et par dage gammel. Det var let at overse den lille unge på ryggen af den voksne, og det var interessant at se at ungen var helt camoufleret på grund af sin særlige placering. Ungen lå sådan at dens sorte stribe på ryggen passede med moderens sorte stribe, og derved var ungen mindre synlig for rovfugle.“

Yurumíen har stor betydning for økosystemet. En enkelt yurumí kan dagligt sætte titusinder af myrer eller termitter til livs. Ville der være fare for en insektplage hvis ikke yurumíen konstant gjorde indhug i bestanden? Uanset hvad, er den naturlige balance ved at ændre sig. Hvorfor?

Desværre er mennesker skyld i at yurumíen lidt efter lidt forsvinder. Nogle jager dem for sportens skyld; andre slår yurumíerne ihjel fordi de anser dem for et dårligt varsel. Andre igen indfanger dem og sælger dem videre til samlere af sjældne dyr, hvorefter yurumíerne ender i et bur eller som udstoppede dyr på et museum. Er yurumíen snart en uddød dyreart? Det kan kun tiden vise. Der gøres dog en indsats for at beskytte dette enestående eksempel på naturens mangfoldighed.

[Illustration på side 15]

På udkig efter en af sine livretter — termitter

[Illustration på side 15]

En unge der bliver båret på ryggen af sin mor

[Illustration på side 14, 15]

Yurumíens imponerende tunge er 45 centimeter lang

[Kildeangivelse]

Kenneth W. Fink/Bruce Coleman Inc.