Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lad dig ikke lokke af spil

Lad dig ikke lokke af spil

Lad dig ikke lokke af spil

„Det gik ikke ud over mit helbred at jeg spillede, og jeg havde altid styr på hvor mange penge jeg spillede for. Men okay, hver gang jeg spillede i lotteriet, valgte jeg de tal jeg betragtede som mine lykketal.“ — Linda.

MANGE spillere får efterhånden en urokkelig tro på lykketal eller lykkebringere. De mener måske ikke selv at deres overtro stikker særlig dybt, men har alligevel svært ved at ryste den af sig.

Nogle spillere beder endda til Gud om at han må hjælpe dem til at vinde et spil. Bibelen viser ikke desto mindre at Gud fordømmer dem der hævder at tilbede ham, men som „dækker bord for lykkeguden“. (Esajas 65:11) Gud afskyr skikke der fremmer en overtroisk tillid til heldet. Hasardspil fremmer i sagens natur en blind tillid til den såkaldte fru Fortuna.

Hasardspil fremmer også på skamløs vis kærligheden til penge. I vore dages stadig mere irreligiøse samfund er penge blevet en erstatningsgud, og hasardspil en populær måde at tilbede denne gud på. De imponerende kasinoer er vore dages katedraler, og vore dages trossætning er at griskhed er godt. Forskere har fundet ud af at det store flertal af kasinogæsterne ifølge eget udsagn ikke kommer der for adspredelsens eller atmosfærens skyld, men for at vinde „en virkelig stor sum penge“. Bibelen siger dog advarende: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Timoteus 6:10.

I Første Korintherbrev 6:9,10 siger Bibelen ligeud: „Bliv ikke vildledt. Hverken . . . afgudsdyrkere . . . eller havesyge . . . skal arve Guds rige.“ Begærlighed er ikke kun en social sygdom, det er også en dødsensfarlig åndelig sygdom. Men den er ikke uhelbredelig.

De fik styrke til at forandre sig

„Jeg prøvede gentagne gange på at holde op med at spille,“ fortæller Kazushige, der er nævnt i den indledende artikel. „Jeg indså at det skadede familien at jeg spillede på væddeløbsbanen med mine venner. De penge jeg vandt, tabte jeg altid igen. Jeg spillede endda de penge væk som min kone havde sparet op til vores anden søns fødsel, og det endte med at jeg spillede for firmaets penge. Følgen var at jeg mistede min selvrespekt. Min kone græd tit og bønfaldt mig om at holde op med at spille, men jeg kunne simpelt hen ikke.“

Så begyndte Kazushige at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Han beretter: „Jo mere jeg læste i Bibelen, jo større tillid fik jeg til at der var en Gud, og at jeg ville have gavn af at lytte til ham. Jeg nåede til den konklusion at jeg med styrken fra Gud kunne holde op med at spille. Til min store forbløffelse har jeg ikke kun opgivet hasardspil, men også fået afsky for det. Nu skærer det mig i hjertet at tænke på den sorg jeg har forvoldt min familie ved at spille. Hvor er jeg taknemmelig mod Jehova for den hjælp han har givet mig til at frigøre mig fra min spilletrang og til at leve et meningsfyldt liv!“ — Hebræerne 4:12.

John, der også er nævnt i den indledende artikel, begyndte ligeledes at undersøge Bibelen. Han fortæller: „Mit studium af Bibelen hjalp mig til at tage min situation op til fornyet overvejelse. Nu gik det virkelig op for mig hvilken skade mit spilleri voldte min familie og mig selv. Jeg blev klar over at hasard fremmer en selvisk og begærlig indstilling hos folk — egenskaber som Jehova hader. Efterhånden som jeg fortsatte mit studium, gav min kærlighed til Jehova mig styrke til at frigøre mig for hasardspillet. Jeg var begyndt at spille fordi jeg drømte om at få et bedre liv. Nu da jeg har opgivet spilleriet og er en glad tjener for Jehova, er den drøm gået i opfyldelse.“

Johns kone, Linda, besluttede også at give afkald på hasardspil. „Det var ikke nemt,“ siger hun. „Men efter at min mand og jeg var begyndt at undersøge Bibelen med Jehovas Vidner, lærte jeg at fokusere på de mere vigtige ting i livet. Jeg lærte ikke kun at elske det som Gud elsker, men også at hade det som Gud hader, deriblandt alle former for havesyge. Ud over at have fået et mere meningsfyldt liv har jeg også fået flere penge til min rådighed.“ — Salme 97:10.

Ved at opdyrke et forhold til Jehova Gud kan også du få den nødvendige styrke og visdom til at undgå at blive lokket af hasardspil. På den måde kan du værne om din økonomiske, følelsesmæssige og åndelige velfærd, og du vil kunne glæde dig over selv at erfare sandheden i det der står i Ordsprogene 10:22: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“

[Tekstcitat på side 11]

Begærlighed er ikke kun en social sygdom, det er også en dødsensfarlig åndelig sygdom

[Ramme/illustrationer på side 9]

Spil og det overnaturlige

I en rapport til National Gambling Impact Study Commission henviste forskere ved Duke University til sammenhængen mellem måden hvorpå der reklameres for hasard, og troen på det overnaturlige. I rapporten hedder det: „Mange [lotteri]reklamer er skamløst materialistiske . . . Dog er det ikke den slags materialisme der gør folk flittige og udholdende, men snarere en materialisme der får dem til at sætte deres lid til det overnaturlige, en der bunder i forhåbninger, drømme og overtro. Og enhver lotteridirektør véd at mange af de bedste kunder baserer deres satsninger på personlig overtro, astrologi, sandsigere og gamle ’drømmebøger’ med lister over numre der svarer til bestemte navne, datoer og drømme. I stedet for at fremhæve at alle numre har lige stor sandsynlighed for at blive udtrukket, og at man i visse former for totalisatorspil formindsker sit forventede udbytte ved at satse på populære numre, opmuntrer lotterierne spillerne til at vælge (og holde sig til) numre der betyder noget for dem personligt.“

[Illustrationerer på side 10]

’Min kærlighed til Jehova gav mig styrke til at frigøre mig for hasardspillet.’ — John

„Ud over at have fået et mere meningsfyldt liv har jeg også fået flere penge til min rådighed.“ — Linda

[Illustrationerer på side 10]

„Til min store forbløffelse har jeg ikke kun opgivet hasardspil, men også fået afsky for det.“ — Kazushige