Vi betragter verden
Vi betragter verden
Tobaksfirma vedgår at rygning er kræftfremkaldende
Efter årtiers polemik om lægers diverse undersøgelsesresultater indrømmer USA’s største cigaretproducent, Philip Morris, nu at rygning forårsager lungekræft og andre dødelige sygdomme. I en pressemeddelelse fra firmaet står der: „Der er overvældende enighed blandt medicinere og forskere om at cigaretrygning forårsager lungekræft, hjertesygdomme, emfysem og andre alvorlige lidelser hos rygere.“ „Før hævdede firmaet . . . at rygning var en ’risikofaktor’ eller en ’udløsende faktor’ i forbindelse med sygdomme som lungekræft, men at det ikke forårsagede sygdommene,“ skriver avisen The New York Times. På trods af denne indrømmelse siger virksomheden dog: „Vi er stolte af vores cigaretmærker og de reklamekampagner vi i årenes løb har ført for dem.“
Særpræg forsvinder
Kornsiloer forsvinder langsomt fra Canadas vestlige prærier. Det højeste antal siloer blev nået i 1933 da der rundt omkring på landet stod 5758 af slagsen. Siden da er antallet faldet brat til 1052. Hvorfor? En der har været vidne til nedrivningen af en silo, siger beklagende: „Tiderne har ændret sig. Landbruget er blevet en industri. Familielandbruget er ved at uddø, og det samme er kornsiloerne.“ „Prærier uden kornsiloer ville være lidt ligesom Venedig uden kanaler, New York uden skyskrabere eller England uden pubber,“ skriver tidsskriftet Harrowsmith Country Life. Interesseorganisationer arbejder på at bevare det der betragtes som de canadiske sletters arkitektoniske særpræg. En af siloerne har man bygget om til museum, og en anden til kabaret.
Aldrig tid nok
Stadig flere europæere føler sig under tidspres, oplyser den tyske avis Giessener Allgemeine. Det gælder hvad enten de arbejder ude eller hjemme, eller de nyder deres fritid. „Folk sover mindre, spiser hurtigere og føler sig mere pressede på arbejdspladsen end for 40 år siden,“ siger sociologen Manfred Garhammer fra universitetet i Bamberg. Han konstaterer at dagliglivet er blevet mere forjaget i alle de europæiske lande han har undersøgt. Arbejdsbesparende husholdningsudstyr og nedsat arbejdstid har ikke ført til noget „fritidssamfund“ eller nogen „overflod af tid“. I stedet er måltiderne i gennemsnit blevet forkortet med 20 minutter, og nattesøvnen med 40 minutter.
Australiernes spillelidenskab
„Hasardspil, som berører mindst 330.000 ’kroniske’ spillere, er nu et alvorligt sundhedsproblem i Australien,“ skriver avisen The Australian. Ifølge avisen befinder 20 procent af verdens elektroniske spilleautomater sig i Australien, hvor 82 procent af den voksne befolkning spiller. En kommission der kulegraver Australiens spilleindustri, er kommet frem til at 2,3 procent af Australiens voksne har et alvorligt spilleproblem. Syvogtredive procent af disse har overvejet selvmord, mere end 11 procent har forsøgt selvmord, og halvfems procent siger at de er stærkt nedtrykte på grund af deres hasardspil. Kommissionen har krævet at man kritisk gennemgår de forskellige former for spil og har foreslået at der ophænges advarselsskilte i spillesalonerne.
Kampen mod stress
Føler du dig stresset? Ifølge avisen El Universal anbefaler Det Mexicanske Institut for Bistandshjælp følgende retningslinjer til bekæmpelse af anspændthed: Få dit søvnbehov dækket — sov mellem seks og ti timer i døgnet. Spis et solidt og varieret morgenmåltid, et mellemstort middagsmåltid og kun lidt aftensmad. Eksperterne anbefaler i stor udstrækning at man skærer ned på stærkt fedtholdige fødevarer, begrænser brugen af salt og, fra 40-årsalderen, reducerer sit forbrug af mælk og sukker. Man bør prøve at finde tid og ro til eftertanke. Desuden kan man mindske stress ved at bevare kontakten med naturen.
Giftig skønhed
For at fjerne ansigtsrynker er man begyndt at bruge en
kosmetisk fremgangsmåde der omfatter indsprøjtning af den dødelige gift botulinumtoksin, skriver avisen The Toronto Star. Giften lammer udvalgte ansigtsmuskler, der i løbet af få dage mister deres spænding, hvilket glatter rynkerne ud. Behandlingen holder cirka fire måneder og giver patienten et mere afslappet og ungdommeligt udseende. Men det har sin pris. Artiklen advarer om at „de behandlede ikke blot mister deres rynker, men også evnen til at løfte brynene af overraskelse, til at smile med øjnene og til at rynke panden“. Spørgsmålet er om man er villig til at „lamme dele af sit ansigt for skønhedens skyld,“ skriver avisen.„Hvem holder Gud med?“
„Ikke for at forklejne nogens tro; men har offentligheden ikke i overdrevent omfang stillet sin gudfrygtighed til skue i sportssammenhæng?“ spørger sportsskribenten Sam Smith. „Hvorfor beder fodboldspillere efter at de har scoret mål?“ De selv samme spillere som lige har klumpet sig sammen i bøn efter et spil, kan i omklædningsrummet opleves i færd med at „svine journalisterne til verbalt“, og de viger ikke tilbage fra at „forsøge at skade deres modspillere“ under kampen, bemærker Smith. Når man tror at Gud foretrækker ét hold frem for et andet, „er det som om man forklejner troen på Gud,“ siger han. Artiklens konklusion er derfor: „Lad os ikke gøre sportsbegivenheder til mere end de er.“
Farlige erhverv
Hvad er de ti farligste erhverv? Ifølge tal indsamlet af USA’s Kontor for Arbejdsstatistik står skovhuggere øverst på listen med næsten 129 dødsulykker pr. 100.000 arbejdere, skarpt efterfulgt af fiskere og sømænd med henholdsvis 123 og 94 dødsfald pr. 100.000 arbejdere. Andre risikobetonede erhverv nævnes i følgende rangorden: piloter, folk der arbejder med stålkonstruktioner i byggesektoren, minearbejdere, bygningshåndværkere, taxachauffører, lastbilchauffører og landarbejdere. Men i de sidste fem år „er erhvervsdødeligheden generelt faldet med omkring 10 procent, til 4,7 pr. 100.000 ansatte,“ oplyser tidsskriftet Scientific American.
Kvikke fugle!
„Calcuttas spurve undgår malaria,“ melder det franske naturtidsskrift Terre Sauvage. Eksperter har bemærket at spredningen af malaria har fået spurvene til at flyve længere væk efter blade fra et træ der er kendt for sit høje indhold af naturligt kinin, som modvirker malaria. Det lader til at fuglene ikke nøjes med at beklæde deres reder med bladene, men at de også spiser dem. „De spurve der gerne opholder sig i byer, men undgår malaria, har tilsyneladende fundet en måde at beskytte sig på,“ oplyser tidsskriftet.
Forurenede penge
Over 99 procent af Londons pengesedler er forurenede med kokain, skriver avisen The Guardian. Eksperter har undersøgt 500 pengesedler og konstateret at 496 indeholdt spor af rusgiften. Forureningen begynder når misbrugere rører ved sedlerne. Disse sedler efterlader igen spor på andre penge når de kommer i bankens sorteringsmaskine eller pakkes i bundter. Kokain er blevet det mest efterspurgte narkotiske stof i Storbritannien blandt unge mellem 20 og 24. Ifølge Youth Awareness Project i London bruger teenagere kokain fordi de synes det giver dem større anseelse og øger deres evner.
„Den mest almindelige blodoverførte infektion“
„Mindst 2,7 millioner amerikanere er smittebærere af hepatitis-C-viruset, hvilket gør denne sygdom til den mest almindelige blodoverførte infektion i USA,“ forlyder det i en rapport fra Associated Press. Hepatitis-C spredes hovedsagelig ved seksuel kontakt eller gennem inficeret blod. Stiknarkomaner der genbruger andres kanyler, og folk der dyrker ubeskyttet sex, er mest udsatte for at pådrage sig sygdommen. Men infektionen kan også overføres af tatovører og akupunktører der ikke renser deres udstyr ordentligt. Folk der har modtaget blodtransfusion, er også i risikogruppen. Hvert år får omkring 1000 amerikanere en levertransplantation som følge af leversvigt forårsaget af dette virus.