Nehemias 4:1-23
4 Så snart Sanballat+ hørte at vi var ved at genopbygge muren, blev han vred og meget irriteret,* og han gjorde nar af jøderne.
2 Til sine brødre og Samarias hær sagde han: “Hvad er det de ynkelige jøder er i gang med? Har de tænkt sig at gøre det alene? Kommer de til at bringe slagtofre? Vil de gøre muren færdig på en dag? Vil de bringe de forkullede sten til live af murbrokkerne?”+
3 Ammonitten+ Tobija,+ der stod ved siden af ham, sagde: “Selv en ræv vil få deres stenmur til at falde sammen hvis den springer op på det de bygger.”
4 Hør, du vores Gud, for vi bliver behandlet med foragt,+ og lad deres hånlige ord komme over deres egne hoveder,+ og lad dem blive udplyndret og ført som fanger til et andet land.
5 Dæk ikke over det de har gjort, og visk ikke deres synder ud,+ for de har hånet dem der bygger.
6 Vi byggede så videre på muren, og hele muren blev føjet sammen og genopbygget til sin halve højde, og folkene lagde hele deres hjerte i arbejdet.
7 Så snart Sanballat, Tobija,+ araberne,+ ammonitterne og ashdoditterne+ hørte at det gik fremad med udbedringen af Jerusalems mure, og at de gennembrudte steder var ved at blive lukket, blev de meget vrede.
8 De dannede en sammensværgelse for at angribe Jerusalem og skabe uroligheder i byen.
9 Men vi bad til vores Gud og havde folk til at stå vagt dag og nat for at beskytte os mod dem.
10 Men folkene fra Juda sagde: “Arbejdernes* kræfter er opbrugt, og der er så mange murbrokker. Vi vil aldrig kunne klare at bygge muren.”
11 Og vores fjender blev ved med at sige: “Før det går op for dem eller de får øje på os, står vi midt iblandt dem og slår dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet.”
12 Når de jøder der boede i nærheden af dem, kom ind til Jerusalem, sagde de til os igen og igen:* “De vil angribe os fra alle retninger.”
13 Derfor havde jeg mænd opstillet bag muren på de lave og udsatte steder, og jeg opstillede dem familievis med deres sværd, lanser og buer.
14 Da jeg så at de var bange, trådte jeg straks frem og sagde til de fornemme+ og de højtstående embedsmænd og resten af folkene: “Vær ikke bange for dem.+ Husk på Jehova, der er stor og ærefrygtindgydende,+ og kæmp for jeres brødre, jeres sønner og døtre, jeres hustruer og huse.”
15 Da vores fjender hørte at vi vidste hvad de ville gøre, og at den sande Gud havde forhindret det de havde planlagt, vendte vi alle tilbage til arbejdet på muren.
16 Fra den dag udførte halvdelen af mine mænd arbejdet,+ mens den anden halvdel bar lanserne, skjoldene, buerne og brynjerne. Og fyrsterne+ støttede jøderne*
17 der byggede muren. Bærerne udførte deres arbejde med den ene hånd, mens de holdt et kastevåben i den anden hånd.
18 Og alle der byggede, havde et sværd bundet ved hoften mens de arbejdede, og den der skulle blæse i hornet,+ stod ved siden af mig.
19 Så sagde jeg til de fornemme og de højtstående embedsmænd og resten af folkene: “Arbejdet er stort og foregår over en lang strækning, og vi er spredt og står langt fra hinanden på muren.
20 Når I hører hornet, skal I samle jer der hvor vi er. Vores Gud vil kæmpe for os.”+
21 Vi blev så ved med at arbejde mens den anden halvdel af folkene holdt lanserne, fra det begyndte at blive lyst, til stjernerne brød frem.
22 På det tidspunkt sagde jeg til folkene: “Lad mændene overnatte inde i Jerusalem, hver især med en medhjælper; de skal være vagter for os om natten og arbejde om dagen.”
23 Og ingen af os, hverken jeg, mine brødre, mine medhjælpere+ eller vagterne som fulgte mig, tog tøjet af, og hver mand beholdt sit våben i højre hånd.
Fodnoter
^ Eller “følte sig meget krænket”.
^ Eller “Bærernes”.
^ Bogst.: “sagde de ti gange til os”.
^ Bogst.: “stod bag hele Judas hus”.