med urene hænder, det vil sige uden at have vasket dem: Markus’ forklaring her og i vers 3 og 4 var til gavn for læsere der ikke kendte til udtrykket “urene hænder” eller den jødiske praksis i forbindelse med håndvaskning. (Se “Introduktion til Markus”). Der var tale om en rituel håndvaskning som overleveringen påbød, snarere end af hygiejniske grunde. Senere sidestillede Den Babyloniske Talmud (Sotah 4b) en der spiste med uvaskede hænder, med en der var seksuelt sammen med en prostitueret, og den sagde at den der tog let på det at vaske hænder, ville blive “udryddet fra verden”.

vaske hænderne: Ifølge Moseloven skulle præsterne vaske deres hænder og fødder før de gjorde tjeneste ved altret eller gik ind i mødeteltet. (2Mo 30:18-21) Men som man kan se af studienoten til Mr 7:2, fulgte farisæerne og andre jøder på Jesus’ tid menneskers overleveringer når de rensede sig selv ceremonielt. Af de fire evangelier er det kun Markus’ beretning der nævner at rituel håndvaskning betød at man vaskede hænderne op til albuen.

vaske sig: I mange gamle håndskrifter anvendes her det græske ord baptizo (at dyppe; at nedsænke), et ord der oftest beskriver den kristne dåb, men i Lu 11:38 bruges det til at beskrive en bred vifte af gentagne rituelle afvaskninger der byggede på jødisk tradition. I andre gamle håndskrifter står det græske ord rhantizo, der betyder “at stænke; at rense ved bestænkning”. (He 9:13, 19, 21, 22) Uanset hvilken læsemåde man foretrækker, er tanken den samme – fromme jøder ville ikke spise før de på en eller anden måde havde renset sig ceremonielt. I Jerusalem har man fundet arkæologiske vidnesbyrd om rituelle bade fra den tid, og det kunne tale for at man i denne sammenhæng gengiver udsagnsordet baptizo med “nedsænke sig”.

døbe: Dvs. nedsænke ceremonielt i vand. Det græske ord baptismos bliver her anvendt i forbindelse med de renselsesritualer som nogle religiøse jøder på Jesus’ tid praktiserede. De døbte, eller nedsænkede i vand, de bægre, kander og kobberkar de brugte ved måltiderne.

hyklere: Se studienote til Mt 6:2.

korban: Det græske ord korban er et låneord fra det hebraiske qorban, der betyder “en offergave”. Det hebraiske ord forekommer ofte i 3. Mosebog og 4. Mosebog i forbindelse med både dyreofre og blodløse ofre. (3Mo 1:2, 3; 2:1; 4Mo 5:15; 6:14, 21) Det beslægtede ord korbanas finder vi i Mt 27:6, hvor det er oversat med “tempelkassen”. – Se studienote til Mt 27:6.

en gave der er viet til Gud: De skriftlærde og farisæerne lærte andre at penge, ejendom eller andet en person havde viet som en gave til Gud, tilhørte templet. Ifølge denne tradition kunne en søn beholde sin indviede gave og bruge den på noget der tjente hans egne interesser, idet han hævdede at den var sat til side til templet. Nogle prøvede åbenbart at slippe for det ansvar de havde for at tage sig af deres forældre, ved at vie deres midler på denne måde. – Mr 7:12.

Nogle håndskrifter indeholder her følgende ordlyd: “Hvis nogen har ører at høre med, lad ham høre efter.” Men disse ord forekommer ikke i tidlige og vigtige håndskrifter. Disse ord er derfor tydeligvis ikke en del af den oprindelige tekst i Markusevangeliet. Et lignende udsagn findes dog i Mr 4:9, 23 som en del af de inspirerede skrifter. Nogle bibelforskere mener at en afskriver tilføjede disse ord som en naturlig kommentar til vers 14 ved at låne ordlyden fra Mr 4:9, 23. – Se Tillæg A3.

Dermed slog han fast at al mad er ren: Den græske tekst giver rum for at disse ord kan være en fortsættelse af det Jesus sagde, men de bliver generelt opfattet som Markus’ kommentar til det Jesus lige havde forklaret. Der er ikke tale om at Jesus nu sagde at det var tilladt for jøder at spise noget der ellers var urent ifølge Moseloven. Loven stod ved magt til Jesus døde. Markus’ kommentar skal ses i den historiske sammenhæng. (3Mo, kap. 11; ApG 10:9-16; Kol 2:13, 14) De traditionsbundne religiøse ledere mente at man endda blev uren ved at spise “rene” fødevarer hvis man ikke først havde gennemgået omstændelige renselsesritualer der ikke var påkrævet af Loven. Derfor er tanken med Markus’ kommentar åbenbart at Jesus erklærer at mad der var “ren” ifølge Moseloven, ikke ville gøre den der spiste den, uren blot fordi han ikke forinden havde foretaget en rituel afvaskning af sine hænder i overensstemmelse med menneskeskabte traditioner. Desuden har nogle den opfattelse at Markus også kommenterede den betydning som Jesus’ ord ville få for kristne fremover. Da Markus skrev sit evangelium, havde Peter set et syn hvor de ord han hørte, minder om denne passage i Markusevangeliet. Han fik at vide at den mad der engang blev betragtet som uren ifølge Moseloven, nu var ‘erklæret ren’ af Gud. (ApG 10:13-15) Uanset hvad ser det ud til at ordene er den konklusion Markus drager under inspiration, ikke Jesus’ egne ord.

umoralske seksuelle forhold: Se studienote til Mt 15:19.

ægteskabsbrud: Her bruges flertalsformen af det græske ord for “ægteskabsbrud” (moicheia). – Se Ordforklaring: “Ægteskabsbrud”.

skamløs opførsel: Eller “fræk (respektløs) opførsel”. Det græske ord aselgeia bruges om handlinger som er en alvorlig overtrædelse af Guds love, og som afspejler en skamløs eller fræk og overmodig indstilling. – Se Ordforklaring.

misundelse: Bogst.: “et ondt øje”. Ordet “øje” bliver her brugt i billedlig forstand og står for en persons intentioner, tilbøjeligheder eller følelser. – Se studienoter til Mt 6:23; 20:15.

græker: Denne ikkeisraelitiske kvinde var sandsynligvis af græsk afstamning.

syrisk-fønikisk: At kvinden bliver omtalt som både “syrisk” og “fønikisk”, skyldes sikkert at Fønikien var en del af den romerske provins Syrien. – Se studienote til Mt 15:22, hvor der står at kvinden var “fønikisk”, eller “kanaanæisk”.

børnenes ... de små hunde: Eftersom hunde var urene ifølge Moseloven, bruger Bibelen ofte ordet i en nedsættende betydning. (3Mo 11:27; Mt 7:6; Flp 3:2; Åb 22:15) Men både i Matthæus’ (15:26) og Markus’ gengivelse af Jesus’ samtale bruges diminutivformen der betyder “lille hund” eller “familiehund”, hvilket mildner sammenligningen. Det ord Jesus brugte, var måske en hentydning til et udtryk ikkejøder brugte om deres kæledyr. Da Jesus sammenlignede jøder med ‘børn’ og ikkejøder med “små hunde”, angav han åbenbart en vis prioritering. I et hjem hvor der både var børn og hunde, ville børnene være de første der fik mad.

Dekapolis: Se Ordforklaring og Tillæg B10.

en døv mand med et talehandicap: Det er kun i Markusevangeliet at vi finder denne episode hvor Jesus helbreder en døv mand der havde et talehandicap. – Mr 7:31-37.

tog ham til side: Det var ikke noget Jesus normalt gjorde når han helbredte syge. I dette tilfælde var det måske for at undgå at sætte manden i forlegenhed og fordi Jesus gerne ville hjælpe ham på en så hensynsfuld måde som muligt.

spyttet: Både blandt jøder og ikkejøder var der nogle der betragtede det at spytte som en metode til eller et tegn på helbredelse af sygdomme. Så det kan være at Jesus blot spyttede for at vise manden at han ville helbrede ham. Hvordan det end forholdt sig, var det ikke Jesus’ spyt der i sig selv virkede som et naturlægemiddel.

sukkede dybt: Markus beskriver ofte hvad Jesus følte, og måske har han fået disse oplysninger fra Peter, der selv var en mand med stærke følelser. (Se “Introduktion til Markus”). Det udsagnsord der er brugt, kan indeholde tanken om et bedende suk, og det giver os et indblik i hvor meget Jesus følte med denne mand, ja, endda hvor meget det smerter ham at se hele menneskeheden lide. Et beslægtet udsagnsord finder vi i Ro 8:22, hvor der står at alle skabninger ‘sukker og stønner’.

Effatá: En græsk translitteration af et ord som menes at komme af hebraisk, og som i Esa 35:5 gengives med “lukket op”. Denne udtalelse af Jesus må have gjort et uudsletteligt indtryk på dem der var vidne til denne hændelse, og her kan der blandt andre være tale om Peter, der måske er den der har fortalt Markus om den. Ligesom ordene “Talitá kum” (Mr 5:41) er det en af de få gange Jesus citeres direkte.