boliger: Eller “tilholdssteder”. Det græske ord mone forekommer kun her og i Joh 14:23, hvor det gengives med “bo”. Ordet blev nogle gange brugt i ikkereligiøs litteratur om et sted hvor en rejsende kunne gøre holdt for at hvile sig, men de fleste bibelkommentatorer er enige om at Jesus i denne sammenhæng giver et løfte om permanente boliger i sin Fars hus i himlen, hvor han gik hen. For at Jesus kunne gøre en plads klar til sine disciple, måtte han træde frem for Gud og frembære værdien af sit blod. (He 9:12, 24-28) Først efter at han havde gjort det, ville det også være muligt for mennesker at komme i himlen. – Flp 3:20, 21.

gøre en plads klar til jer: Det betød at Jesus skulle gyldiggøre eller indstifte den nye pagt ved at træde frem for Gud og frembære værdien af sit blod. Det indebar også at Kristus skulle have kongemagt, og herefter ville hans salvede disciple begynde at blive oprejst. – 1Ts 4:14-17; He 9:12, 24-28; 1Pe 1:19; Åb 11:15.

Jeg er vejen og sandheden og livet: Jesus er vejen fordi det kun er gennem ham vi kan henvende os til Gud i bøn. Han er også “vejen” i den forstand at han hjælper mennesker til at få et godt forhold til Gud. (Joh 16:23; Ro 5:8) Jesus er sandheden fordi han altid talte sandhed og levede i harmoni med den. Han opfyldte også en lang række af profetier som viser hans centrale rolle i Guds hensigt. (Joh 1:14; Åb 19:10) Disse profetier blev “‘ja’ [eller blev opfyldt] gennem ham”. (2Kt 1:20) Jesus er livet fordi han ved hjælp af løsesummen gjorde det muligt for menneskeheden at få “det virkelige liv”, dvs. “det evige liv”. (1Ti 6:12, 19; Ef 1:7; 1Jo 1:7) Han vil også være “livet” for de millioner der vil blive oprejst og få mulighed for at leve evigt i Paradiset. – Joh 5:28, 29.

vis os Faren: Filip ønskede åbenbart at Jesus skulle give disciplene et syn af Gud, ligesom de syner Moses, Elias og Esajas i fortidens Israel fik. – 2Mo 24:10; 1Kg 19:9-13; Esa 6:1-5.

Den der har set mig, har også set Faren: Filips anmodning, som er beskrevet i Joh 14:8, var et udtryk for at han ønskede at Jesus skulle give disciplene et syn af Gud, ligesom de syner Moses, Elias og Esajas fik. (2Mo 24:10; 1Kg 19:9-13; Esa 6:1-5) I disse syner så Guds tjenere ikke Gud. (Joh 1:18) Nej, de så Guds herlighed gennem en engel der repræsenterede Gud, eller ved hjælp af andre ting der åbenbarede Guds kraft. (2Mo 33:17-23) Med sit svar viste Jesus at Filip allerede havde set noget der var bedre end sådan et syn af Gud. Eftersom Jesus til fuldkommenhed genspejlede sin Fars personlighed, var det at se Jesus det samme som at se Gud selv. (Mt 11:27) Disciplene havde “set Faren” i den forstand at de havde fået et indblik i Guds personlighed, vilje og hensigt gennem det Jesus sagde og gjorde. Så når vi i Bibelen læser om Jesus – om den kærlighed han viste til sine venner, den medfølelse der fik ham til at helbrede syge, den medmenneskelige forståelse der bevægede ham så meget at han begyndte at græde, og de kraftfulde og vindende ord han brugte når han underviste – kan vi levende forestille os Jehova sige og gøre nøjagtigt det samme. – Mt 7:28, 29; Mr 1:40-42; Joh 11:32-36.

ud fra mine egne idéer: Bogst.: “af mig selv”. Som Guds ypperste repræsentant lytter Jesus altid til Jehova og siger det Jehova beder ham om.

endnu større gerninger: Jesus siger ikke at de mirakler hans disciple ville gøre, ville være større end dem han selv havde udført. Han anerkender derimod ydmygt at omfanget af deres forkyndelse og undervisning ville være større end hans. Hans disciple ville dække et større område, nå langt flere mennesker og forkynde i et længere tidsrum end ham. Jesus’ ord viser tydeligt at han forventede at hans disciple ville fortsætte det arbejde han havde sat i gang.

uanset hvad I beder om i mit navn: Jesus lærte her sine disciple noget nyt om bøn. Aldrig før havde Jehova krævet at man skulle bede til ham i nogens navn. Selvom Moses var mellemmand mellem Israel og Gud, sagde Jehova ikke at israelitterne skulle bede i Moses’ navn. Men den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple før sin død, fortalte han dem om denne nye måde at bede på og nævnte udtrykket ‘bede i mit navn’ fire gange. (Joh 14:13, 14; 15:16; 16:23, 24) Fordi Jesus løskøbte hele menneskeheden da han gav sit fuldkomne liv som en løsesum, er det kun gennem ham at Gud vil velsigne alle mennesker. (Ro 5:12, 18, 19; 1Kt 6:20; Ga 3:13) På grund af denne handling blev Jesus den eneste gyldige Mellemmand mellem Gud og mennesker (1Ti 2:5, 6), den eneste som mennesker kan blive befriet fra syndens og dødens forbandelse gennem (ApG 4:12). Derfor er det meget passende at det kun er via Jesus man kan nærme sig Gud. (He 4:14-16) De der beder i Jesus’ navn, anerkender dermed den vigtige plads han indtager.

beder: Denne gengivelse støttes af nogle gamle håndskrifter og stemmer overens med ordene i Joh 15:16 og 16:23. I andre gamle håndskrifter står der: “beder mig”.

en anden hjælper: Disse ord indikerer at disciplene allerede havde en “hjælper”, Jesus. Faktisk bruger 1Jo 2:1 det samme græske ord for “hjælper” (parakletos) om Jesus’ rolle. Men her lover Jesus at Guds ånd, eller aktive kraft, ville hjælpe dem yderligere når han ikke længere var på jorden.

hjælper: Eller “trøster; opmuntrer; talsmand”. Ordet der er gengivet med “hjælper” (parakletos), bruges i Bibelen til at beskrive både den hellige ånd (Joh 14:16, 26; 15:26; 16:7) og Jesus. (1Jo 2:1) Det kan bogstaveligt oversættes med “en der bliver sendt hen for at stå ved nogens side” for at hjælpe. Når Jesus talte om den hellige ånd, en upersonlig kraft, som en hjælper der ‘lærer’, ‘vidner’, ‘leder’, ‘taler’, “hører” og “modtager” (Joh 14:26; 15:26; 16:7-15), brugte han en form for billedsprog der kaldes personificering, dvs. at man omtaler noget upersonligt eller dødt som om det var levende. Det er ikke ualmindeligt i Bibelen at noget upersonligt bliver personificeret. Nogle eksempler på det er visdom, død, synd og ufortjent godhed. (Mt 11:19; Lu 7:35; Ro 5:14, 17, 21; 6:12; 7:8-11) Det er tydeligt at ingen af delene er en virkelig person. Guds ånd nævnes ofte sammen med andre upersonlige kræfter eller ting, hvilket også støtter det faktum at Guds ånd ikke er en person. (Mt 3:11; ApG 6:3, 5; 13:52; 2Kt 6:4-8; Ef 5:18) Nogle mener at det at der er brugt den græske hankønsform om stedordene i forbindelse med denne “hjælper”, viser at den hellige ånd er en person. (Joh 14:26) Men græsk grammatik kræver at stedordene er i hankøn når ‘hjælperens’ aktiviteter omtales, fordi det græske ord for “hjælper” er hankøn. (Joh 16:7, 8, 13, 14) Men når det græske intetkønsord for “ånd” (pneuma) bruges, er stedordene også i intetkøn. – Se studienote til Joh 14:17.

ånd: Eller “aktive kraft”. Det græske ord pneuma er et intetkønsord, og derfor bruges der stedord i intetkøn når der henvises til den. Det græske ord har mange forskellige betydninger. Alle disse betydninger sigter til noget der er usynligt for mennesker, og som vidner om en kraft i bevægelse. (Se Ordforklaring). I denne sammenhæng henviser “ånd” til Guds hellige ånd, som her kaldes sandhedens ånd, et udtryk der også findes i Joh 15:26 og 16:13, hvor Jesus forklarer at “hjælperen” (Joh 16:7), dvs. “sandhedens ånd”, vil “lede” Jesus’ disciple “til hele sandheden”.

ser den ... I kender den: De to forekomster af “den” gengiver det græske stedord auto, som står i intetkøn og henviser til det græske ord for ånd (pneuma), der også er et intetkønsord. – Se studienote til Joh 14:16.

alene: Eller “forældreløse”. I Jak 1:27 bruges det græske ord for “forældreløs”, orfanos, i en bogstavelig betydning, en der ikke har nogen forældre. Her har det en overført betydning, at en er efterladt uden støtte og beskyttelse fra en ven, omsorgsgiver eller herre. Jesus lover sine disciple at han ikke vil efterlade dem forladt, hjælpeløse eller uden beskyttelse.

Judas, ikke Iskariot: Henviser til apostlen Judas der også kaldes Thaddæus. – Se studienote til Mt 10:3.

bo: Eller “tage bolig”. – Se studienote til Joh 14:2.

hjælperen: Eller “trøsteren; opmuntreren; talsmanden”. – Se studienote til Joh 14:16.

han: Det græske påpegende stedord ekeinos står i hankøn og henviser til hjælperen, som også er et hankønsord på græsk. – Se studienote til Joh 14:16; 16:13.

for Faren er større end mig: Jesus gav ved mange lejligheder udtryk for at han anerkendte sin Fars storhed, autoritet og højere stilling. (Mt 4:9, 10; 20:23; Lu 22:41, 42; Joh 5:19; 8:42; 13:16) Selv efter at Jesus var steget op til himlen, omtalte apostlene Faren som en der adskilte sig fra og havde en højere stilling end Jesus. (1Kt 11:3; 15:20, 24-28; 1Pe 1:3; 1Jo 2:1; 4:9, 10) Det græske ord der her er gengivet med “større” (meizon), er en gradbøjning af det ord der betyder “stor” (megas), og det anvendes i mange sammenhænge hvor en person eller ting omtales som værende større end en anden. – Mt 18:1; 23:17; Mr 9:34; 12:31; Lu 22:24; Joh 13:16; 1Kt 13:13.

verdens hersker: Et lignende udtryk findes i Joh 12:31 og 16:11 og henviser til Satan Djævelen. I denne sammenhæng henviser ordet “verden” (græsk: kosmos) til den del af menneskeheden som er fremmed for Gud, og hvis opførsel ikke harmonerer med hans vilje. Det var ikke Gud der skabte denne uretfærdige verden, den er “i den ondes magt”. (1Jo 5:19) Satan og hans “onde åndemagter i det himmelske” er usynlige “herskere der styrer denne mørke verden” (eller “verdensherskerne [en form af det græske ord kosmokrator] i dette mørke”). – Ef 6:11, 12.

han har ingen magt over mig: Eller “han har ikke noget tag i mig”. Bogst.: “i mig har han intet”. Jesus havde ingen ufuldkommenhed eller forkerte ønsker som Satan kunne udnytte til at få ham til at holde op med at tjene Gud. Det græske udtryk der er oversat med “har ingen magt over mig”, gengiver måske et hebraisk idiom som man brugte i juridiske sammenhænge, og som betyder “han har ikke noget at gøre krav på hos mig”. Djævelen var derimod i stand til at fare i Judas og få magt over ham. – Joh 13:27.