lokalfyrsten Herodes: Se studienote til Mt 14:1.

tjente: Eller “offentligt tjente”. Det græske ord leitourgeo, der er brugt her, og de beslægtede ord leitourgia (offentlig tjeneste) og leitourgos (offentlig tjener, eller arbejder) blev af oldtidens grækere brugt om et arbejde eller en tjeneste man udførte for staten eller for de civile myndigheder til gavn for folket. For eksempel bliver de verdslige myndigheder i Ro 13:6 kaldt Guds “offentlige tjenere” (flertalsformen af leitourgos) fordi de udfører tjeneste til gavn for borgerne. I Lu 1:23 (se studienote) gengives ordet leitourgia med “hellig tjeneste” (eller “hans offentlige tjeneste”) i forbindelse med den tjeneste som Johannes Døbers far, Zakarias, udførte. Den måde ordet leitourgia og andre beslægtede udtryk bruges på i dette vers, afspejler den måde det blev brugt på i Septuaginta i forbindelse med den tjeneste som præster og levitter udførte i telthelligdommen (2Mo 28:35; 4Mo 1:50; 3:31; 8:22) og i templet (2Kr 31:2; 35:3; Joe 1:9, 13; 2:17). Den slags tjeneste indbefattede tanken om at det man gjorde, var til gavn for folket. Men nogle gange var der også tale om hellig tjeneste. For eksempel underviste levitpræsterne i Guds Lov (2Kr 15:3; Mal 2:7) og bragte ofre der dækkede folkets synder (3Mo 1:3-5; 5Mo 18:1-5). I ApG 13:2 bliver det græske ord leitourgeo brugt i en mere bred forstand og beskriver den tjeneste som kristne profeter og lærere udførte i menigheden i Antiokia i Syrien. Ordet sigter til forskellige måder at tjene og tilbede Gud på og indbefatter aspekter af kristnes gudsdyrkelse, såsom bøn, forkyndelse og undervisning. Den tjeneste som disse profeter og lærere udførte, omfattede uden tvivl også offentlig forkyndelse. – ApG 13:3.

tjente Jehova: Det græske ord leitourgeo (at tjene), der er brugt i dette vers, forekommer ofte i passager i De Hebraiske Skrifter i Septuaginta hvor Guds navn findes i den oprindelige hebraiske tekst. Et eksempel er 2Kr 13:10 i Septuaginta, hvor den græske gengivelse af de hebraiske ord for “udfører tjeneste for Jehova” også findes i ApG 13:2. I 2Kr 35:3 bruges de samme græske ord som en gengivelse af det hebraiske udtryk “tjene jeres Gud Jehova”. – 1Sa 2:11; 3:1; Eze 45:4; Joe 2:17; se Tillæg C3 introduktion; ApG 13:2.

Seleukia: En befæstet havneby ved Middelhavet der betjente Antiokia i Syrien og lå ca. 20 km SV for Antiokia. De to byer var forbundet med en vej og den sejlbare Orontesflod, der løb forbi Antiokia og mundede ud i Middelhavet lidt S for Seleukia. Seleukos I (Nikator), en af Alexander den Stores generaler, grundlagde byen og opkaldte den efter sig selv. Da Paulus, ledsaget af Barnabas, tog ud på sin første missionsrejse omkring år 47 e.v.t., var det med båd fra Seleukia. Seleukia var beliggende lige N for Samandag i det nuværende Tyrkiet. Dynd fra Orontesfloden har omdannet oldtidens havn i Seleukia til et marskområde. – Se Tillæg B13.

sejlede de til Cypern: En rejse på omkring 200 km. Med optimal vind kunne et skib fra det første århundrede tilbagelægge en afstand på omkring 150 km på en dag. Hvis vejrforholdene derimod var dårlige, kunne sådan en rejse tage meget længere tid. Barnabas stammede fra Cypern. – Se Tillæg B13.

Salamis: Pafos, der lå på vestkysten, var den romerske hovedstad på Cypern, men Salamis lå på østkysten og var derfor et fornuftigt sted at begynde forkynderrejsen. Salamis var tættere på missionærernes udgangspunkt nær Antiokia i Syrien, og byen var centrum for øens kulturelle, uddannelsesmæssige og kommercielle aktiviteter. Der var også en del jøder i Salamis, og byen havde mere end én synagoge. Barnabas, der kom fra Cypern, var uden tvivl god at have med som guide for gruppen. Afhængigt af hvilken rute de valgte, kan mændene have gået mindst 150 km mens de forkyndte på hele øen. – Se Tillæg B13.

Johannes: Dvs. Johannes Markus, en af Jesus’ disciple, “Barnabas’ fætter” (Kol 4:10) og den der nedskrev Markusevangeliet. (Se studienote til Mr Titel). Han kaldes desuden Johannes i ApG 13:13, men de tre andre steder i Apostlenes Gerninger hvor han omtales, finder vi tilføjelsen “der [eller “ham der også”] blev kaldt Markus”, hans romerske tilnavn. (ApG 12:12, 25; 15:37) Johannes er den danske gengivelse af det hebraiske navn Jehohanan eller Johanan, der betyder “Jehova har vist godhed; Jehova har været barmhjertig”. Andre steder i De Kristne Græske Skrifter omtales han som “Markus”. – Kol 4:10; 2Ti 4:11; Flm 24; 1Pe 5:13.

Markus: Kommer af det latinske navn Marcus. Markus var det romerske tilnavn på den “Johannes” der omtales i ApG 12:12. Hans mor var Maria, en af de første disciple, som boede i Jerusalem. Johannes Markus var “Barnabas’ fætter” (Kol 4:10), og de to rejste sammen. Markus rejste også sammen med Paulus og andre af de første kristne missionærer. (ApG 12:25; 13:5, 13; 2Ti 4:11) Selvom evangeliet ikke specifikt oplyser navnet på skribenten, tilskriver skribenter fra det andet og tredje århundrede e.v.t. Markus dette evangelium.

prokonsulen: Titlen på den øverste embedsmand i en provins der blev administreret af det romerske senat. Nogle romerske provinser, såsom Judæa, var kejserlige provinser, der blev ledet direkte af kejseren, som indsatte en statholder. Fordi Cypern blev en senatsprovins i 22 f.v.t., blev den styret af en prokonsul. Man har fundet en mønt fra Cypern med den romerske kejser Claudius’ hoved og titel (på latin) præget på den ene side og inskriptionen “Under Cominius Proclus, cyprioternes prokonsul” (på græsk) på den anden side. – Se Ordforklaring.

Saulus, også kaldet Paulus: Fra dette tidspunkt bliver Saulus omtalt som Paulus. Apostlen var født som hebræer og med romersk borgerret. (ApG 22:27, 28; Flp 3:5) Sandsynligvis havde han derfor allerede som barn både det hebraiske navn Saul, eller Saulus, og det romerske navn Paulus. Det var ikke ualmindeligt at jøder på den tid, især de der var bosat uden for Israel, havde to navne. (ApG 12:12; 13:1) Nogle af Paulus’ slægtninge havde ud over deres hebraiske navn også et romersk eller græsk navn. (Ro 16:7, 21) Som en “apostel for nationerne” havde Paulus fået til opgave at forkynde den gode nyhed for ikkejøder (Ro 11:13), og han valgte åbenbart at bruge sit romerske navn – måske fordi han mente at det var mere acceptabelt. (ApG 9:15; Ga 2:7, 8) Nogle har fremsat den tanke at han tog det romerske navn til ære for Sergius Paulus, men det virker ikke sandsynligt eftersom Paulus fortsat brugte navnet efter at han havde forladt Cypern. Andre mener at Paulus lod være med at bruge sit hebraiske navn fordi den græske udtale af det mindede om et græsk ord der betegnede en person (eller et dyr) der gik på en overlegen eller nonchalant måde. – Se studienote til ApG 7:58.

Paulus: I De Kristne Græske Skrifters grundtekst bruges navnet Paulos, fra det latinske Paulus, der betyder “lille”, 157 gange om apostlen Paulus og én gang om Cyperns prokonsul Sergius Paulus. – ApG 13:7.

Jehovas ... veje: Paulus’ svar til den jødiske troldmand Barjesus (der er nedskrevet i vers 10 og 11) indeholder flere udtryk der stammer fra De Hebraiske Skrifter. Her er nogle eksempler: Det græske udtryk der her er gengivet med “fordreje ... veje”, er taget fra Ord 10:9 (“lever uærligt”, bogst.: “gør sine veje krogede”) i Septuaginta. De græske ord der forekommer i udtrykket “Jehovas lige veje”, forekommer også i Ho 14:9 ifølge Septuaginta. I det vers indgår Guds navn i den oprindelige hebraiske tekst (“Jehovas veje er rette”). – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 13:10.

Jehova: Eller “Jehovas hånd”. Se studienote til ApG 11:21 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:11.

Jehovas lære: “Jehovas lære” er synonymt med udtrykket “Guds ord”, der bruges i ApG 13:5. Dette vers fortæller at da Paulus og hans rejsefæller ankom til Cypern, “begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger”. Som følge heraf blev prokonsulen Sergius Paulus “ivrig efter at høre Guds ord”. (ApG 13:7) Efter at have været vidne til det Paulus sagde og gjorde, var Sergius Paulus forbløffet over det han havde lært om Jehova Gud, og over den lære der kom fra Ham. – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 13:12.

Antiokia i Pisidien: En by i den romerske provins Galatien. Byen var beliggende på grænsen mellem regionerne Frygien og Pisidien og har gennem tiden været betragtet som en del af både den ene og den anden region. Ruinerne af byen ligger i nærheden af Yalvaç i det nuværende Tyrkiet. Antiokia i Pisidien omtales i dette vers og i ApG 14:19, 21. Alle der skulle fra Perge, en by i nærheden af Middelhavet, til Antiokia i Pisidien, stod over for en anstrengende rejse. Antiokia i Pisidien lå nemlig omkring 1.100 m over havets overflade (se Tillæg B13), og røverbander lå på lur i de farlige bjergpas. “Antiokia i Pisidien” er ikke det samme som Antiokia i Syrien. (ApG 6:5; 11:19; 13:1; 14:26; 15:22; 18:22) Faktisk refererer de fleste omtaler af Antiokia i Apostlenes Gerninger til Antiokia i Syrien, og ikke til Antiokia i Pisidien.

oplæsningen fra Loven og Profeterne: I det første århundrede e.v.t. foregik denne offentlige oplæsning “hver sabbat”. (ApG 15:21) En del af den tilbedelse der foregik i synagogen, var at recitere Shema, den jødiske trosbekendelse. (5Mo 6:4-9; 11:13-21) Betegnelsen “Shema” kommer fra det første ord i stykket: “Hør [Shema], Israel: Jehova vores Gud er én Jehova.” (5Mo 6:4) Den vigtigste del af gudstjenesten var oplæsningen af Torahen, eller Pentateuken. I mange synagoger havde man tilrettelagt det sådan at hele Loven blev læst højt i løbet af et år; i andre var det i løbet af tre år. Der blev også læst et stykke op fra Profeterne, som derefter blev forklaret. Efter oplæsningen blev der holdt et foredrag. Det var efter oplæsningen i synagogen i Antiokia i Pisidien at Paulus blev bedt om at sige noget opmuntrende til de tilstedeværende. – Se studienote til Lu 4:16.

i løbet af omkring 450 år: Paulus indleder sin gengivelse af israelitternes historie med at omtale en særlig begivenhed, nemlig at Gud “udvalgte vores forfædre”. (ApG 13:17) Paulus tænkte åbenbart på dengang Isak blev født som den lovede efterkommer. (1Mo 17:19; 21:1-3; 22:17, 18) Isaks fødsel afgjorde spørgsmålet om hvem Gud ville anerkende som denne efterkommer, noget der havde været tvivl om fordi Saraj (Sara) ikke kunne få børn. (1Mo 11:30) Med denne beretning som udgangspunkt fortæller Paulus om det Gud gjorde for sit udvalgte folk indtil han gav dem dommere frem til profeten Samuels tid. Det ser derfor ud til at perioden på “omkring 450 år” begynder ved Isaks fødsel i 1918 f.v.t. og slutter i år 1467 f.v.t. Perioden strækker sig altså til 46 år efter Israels udvandring fra Egypten i 1513 f.v.t. Det er et sluttidspunkt der passer godt, for israelitterne brugte 40 år på at vandre i ørkenen og 6 år på at indtage Kanaan. – 4Mo 9:1; 13:1, 2, 6; 5Mo 2:7; Jos 14:6, 7, 10.

efterkommere: Eller “afkom”.

pælen: Eller “træet”. – Se studienote til ApG 5:30.

grav: Eller “mindegrav”. – Se Ordforklaring: “Mindegrav”.

tjente ... Gud: Eller “gjorde ... Guds vilje; tjente ... Guds hensigt”. – Se studienote til ApG 20:27.

der tilbad Gud: Det græske ord sebomai, der her er gengivet med “der tilbad Gud”, betyder “at tilbede; at ære; at dyrke”. Det kan også gengives med “gudfrygtig; gudhengiven”. (Se studienote til ApG 13:50). Den syriske Peshitta gengiver det med “der frygtede Gud”. En hebraisk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J¹⁸ i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og hele udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

Guds ufortjente godhed: I betragtning af sin fortid som modstander af Jesus og hans disciple (ApG 9:3-5) havde Paulus al mulig grund til at fremhæve Jehovas ufortjente godhed. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Paulus vidste at det kun var på grund af Guds ufortjente godhed at han kunne udføre sin tjeneste. (1Kt 15:10; 1Ti 1:13, 14) Ved et møde med de ældste i Efesos omtaler han dette begreb to gange. (ApG 20:24, 32) I de 14 breve Paulus skrev, nævner han “ufortjent godhed” omkring 90 gange, hvilket er langt flere gange end nogen af de andre bibelskribenter. For eksempel henviser han til Guds eller Jesus’ ufortjente godhed i de indledende hilsner i alle sine breve, undtagen brevet til hebræerne, og han bruger udtrykket i de afsluttende bemærkninger i alle brevene.

Jehovas ord: Se studienote til ApG 8:25 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:44.

Jehova har nemlig befalet os: Citatet i dette vers er fra Esa 49:6, hvor sammenhængen i den oprindelige hebraiske tekst tydeligt identificerer Jehova som den der taler. (Esa 49:5; se også Esa 42:6). Profetiens opfyldelse indbefatter det arbejde som Jehovas tjener, Jesus Kristus, og hans disciple ville udføre. – Esa 42:1; se studienote til Lu 2:32 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:47.

til jordens ende: Eller “til jordens fjerneste egne”. Denne profeti er et citat fra Esa 49:6, hvor det samme græske udtryk bruges i Septuaginta. Esajas forudsagde at Jehovas tjener skulle være “et lys for nationerne”, og at den frelse der kommer fra Gud, ville “nå helt til jordens ende”. I Antiokia i Pisidien indikerede Paulus og Barnabas at disse profetiske ord også var et påbud fra Jehova om at Kristus’ disciple skulle tjene som lys for nationerne. Det græske udtryk der her er gengivet med “til jordens ende”, forekommer også i ApG 1:8 (se studienote) for at vise i hvor stort omfang Jesus’ disciple skulle være vidner om ham.

Jehovas ord: Se studienote til ApG 8:25 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:48.

havde den rette indstilling: Dette udtryk bliver brugt om nogle ikkejøder i Antiokia i Pisidien der fik tro på Kristus efter at have lyttet til Paulus og Barnabas. Det græske ord der her er gengivet med “havde den rette indstilling” (en bøjning af udsagnsordet tasso), kan betyde flere ting, deriblandt “at anbringe; at indstille; at ordne; at udnævne”. Ud fra sammenhængen kan man se hvad det skal betyde. ApG 13:46 opstiller en kontrast mellem jøderne i Antiokia i Pisidien og ikkejøderne der er nævnt her i vers 48. På den foregående sabbat havde Paulus forkyndt for begge grupper ved at holde et gribende offentligt foredrag. (ApG 13:16-41) Ifølge Paulus og Barnabas havde jøderne stædigt afvist “Guds ord” og ved deres indstilling og handlinger vist at de dømte sig selv “uværdige til evigt liv”. (ApG 13:46) Ikkejøderne i byen viste dog at de havde en anderledes indstilling. Ifølge beretningen blev de meget glade og begyndte at lovprise Jehovas ord. Derfor indeholder det græske udsagnsord tasso her tanken om at disse ikkejøder i Antiokia “anbragte sig selv i en position” der kunne give dem liv, fordi de viste en indstilling, holdning eller mentalitet der kunne føre til at de fik evigt liv. Det giver altså den rigtige tanke når man oversætter det græske udtryk med “havde den rette indstilling”. Mange bibeloversættelser gengiver dog ApG 13:48 med udtryk som “var bestemt til at få; var udvalgt til at få”, hvilket kunne give det indtryk at Gud havde forudbestemt disse personer til evigt liv. Men hverken konteksten eller resten af Bibelen støtter den tanke at det på forhånd var bestemt at ikkejøderne i Antiokia skulle have evigt liv, eller at jøderne i byen ikke skulle have evigt liv. Paulus forsøgte at få jøderne til at tage imod den gode nyhed, men de traf et bevidst valg om at afvise budskabet. Det var ikke noget der var forudbestemt. Jesus forklarede at nogle ved deres handlinger viser at de ikke “egner sig til at komme ind i Guds rige”. (Lu 9:62) Disse ikkejøder fra Antiokia var derimod blandt dem som Jesus sagde ville være “værdige” til at modtage den gode nyhed på grund af deres indstilling. – Mt 10:11, 13.

Jehovas ord: Se studienote til ApG 8:25 og Tillæg C3 introduktion; ApG 13:49.

de gudfrygtige prominente kvinder: Eller “de prominente kvinder som tilbad Gud”. Det græske ord sebomai kan også gengives “at dyrke; at ære”. Den syriske Peshitta gengiver udtrykket med “som frygtede Gud”. Nogle hebraiske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter (benævnt som J^{7, 8, 10, 18} i Tillæg C4) bruger her Guds navn, og udtrykket kan derfor oversættes med “der frygtede Jehova”.

De rystede ... støvet af fødderne: Paulus og Barnabas fulgte her Jesus’ anvisning i Mt 10:14; Mr 6:11; Lu 9:5. Fromme jøder der havde rejst gennem et ikkejødisk landområde, rystede det de betragtede som urent støv, af deres sandaler før de fortsatte ind på jødisk område. Men det ser ud til at Jesus havde noget andet i tanke da han gav denne anvisning til sine disciple. Denne handling var et udtryk for at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville lade komme over dem. Da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, tilføjede han ordene: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – Se studienote til ApG 18:6.