Hvis I holder fast ved den gode nyhed: Opstandelsen, en del af “grundlærdommen” i kristendommen, var under angreb i Korinth. (He 6:1, 2) Nogle argumenterede for at “de døde ikke bliver oprejst”. (1Kt 15:12) Paulus henledte opmærksomheden på dem der sagde: “Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.” (1Kt 15:32) Det kan være at han citerede fra Esa 22:13, men ordene afspejler også træffende de menneskers tankegang der var påvirket af græske filosoffer som for eksempel Epikur, der hævdede at der ikke var et liv efter døden. (ApG 17:32; se studienote til 1Kt 15:32). Eller måske har nogle i menigheden med jødisk baggrund været påvirket af saddukæernes lære, der hævdede at der ikke er nogen opstandelse. (Mr 12:18) En anden mulighed er at nogle mente at kristne der stadig var i live, allerede havde oplevet en form for åndelig opstandelse. (2Ti 2:16-18) Hvis korintherne ikke ‘holdt fast ved den gode nyhed’, ville det være til ingen nytte at de var blevet troende – deres håb ville ikke blive til virkelighed. – Se studienote til 1Kt 15:12.

Kefas: Kefas er et andet navn for Peter. (Se studienote til 1Kt 1:12). Før Jesus viste sig for disciplene som en gruppe, viste han sig for Peter – åbenbart da Peter var alene. (Lu 24:34) Det må have været en stor trøst for Peter at få dette personlige besøg, hvor han uden tvivl fik nødvendig vejledning og blev forsikret om at han var blevet tilgivet for at have fornægtet Jesus tre gange. – Se studienote til Mr 16:7.

de tolv: Den begivenhed der nævnes her, hvor Jesus viste sig for “de tolv”, ser ud til at være den der er omtalt i Joh 20:26-29, hvor Thomas også var til stede. Hvis det er tilfældet, bliver “de tolv” her brugt som en betegnelse for apostlene som en gruppe, også selvom en eller to af dem ikke var der. (Joh 20:24; ApG 6:1-6) Det at Jesus viste sig for dem, hjalp dem uden tvivl til at overvinde deres frygt og modigt vidne om Jesus’ opstandelse.

viste han sig for over 500 brødre på én gang: Da de fleste af Jesus’ disciple var i Galilæa, kan det være ved den lejlighed der er beskrevet i Mt 28:16-20, at den opstandne Jesus viste sig for “over 500 brødre”. (Se studienote til Mt 28:16). Denne gruppe indbefattede åbenbart også de kvinder som havde fået at vide af en engel at Jesus ville vise sig for dem i Galilæa. (Mt 28:7) De fleste af dem der havde været til stede, var stadig i live i år 55 e.v.t. da Paulus skrev sit første inspirerede brev til korintherne. Så Paulus fortalte dem der tvivlede på at Jesus var blevet oprejst, at der var øjenvidner der stadig levede, og som personligt kunne bevidne at det var en fastslået kendsgerning.

er sovet ind i døden: Se studienote til ApG 7:60.

Jakob: Den Jakob der nævnes her, er sandsynligvis en søn af Jesus’ adoptivfar, Josef, og Jesus’ biologiske mor, Maria. Det ser ikke ud til at Jakob havde fået tro før Jesus blev oprejst. (Joh 7:5) Paulus henviser sikkert her til en begivenhed hvor Jesus viste sig personligt for Jakob, og som ser ud til at have været med til at overbevise Jakob om at hans ældre bror virkelig var Messias. Jakob fik tro og har måske medvirket til at hans andre brødre også fik tro. – ApG 1:13, 14

som for en der er født for tidligt: Det græske ord der er gengivet med “en der er født for tidligt”, kan henvise til et barn hvis fødsel er pludselig, traumatisk og på det forkerte tidspunkt. Paulus bruger udtrykket i overført betydning for at beskrive sin omvendelse da Jesus, der var blevet oprejst, viste sig for ham på vejen til Damaskus. Men udtrykket som Paulus bruger det, kan forstås på flere måder. Måske mente han at hans omvendelse, hvor han midlertidigt mistede sit syn, var uventet og traumatisk både for ham selv og andre. (ApG 9:3-9, 17-19) Han kan også have ment at han i overført betydning var blevet født som kristen (eller omvendt) på det forkerte tidspunkt i forhold til dem der er nævnt i de foregående vers, dvs. efter at Jesus var vendt tilbage til himlen. Eller måske omtaler han sig selv på en ydmyg måde fordi han anerkender at han ikke fortjener det privilegie han har fået. Det ville stemme med det han siger i 1Kt 15:9, 10. Uanset hvad han tænkte på, er det tydeligt at han værdsatte at have set Jesus. Det beviste for ham at der ikke var nogen tvivl om at Jesus var blevet oprejst fra de døde. – ApG 22:6-11; 26:13-18.

takket være Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er: Her anerkender Paulus ydmygt at han ikke kan tage æren for det han har udrettet i tjenesten for Jehova. Han understreger pointen ved at nævne Guds “ufortjente godhed” tre gange i dette vers. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Det er i den sammenhæng man skal se Paulus’ udtalelse om at han havde slidt mere end alle de andre, altså de andre apostle. Paulus var taknemmelig for at Gud i sin store barmhjertighed havde udvalgt ham, en tidligere forfølger af de kristne, til at blive en apostel. (1Ti 1:12-16) For at vise sin værdsættelse gjorde Paulus en meget ihærdig indsats for at udføre sin tjeneste. Han rejste tusindvis af kilometer over land og hav for at udbrede den gode nyhed og oprettede mange menigheder. I forbindelse med sin tjeneste, blev Paulus også inspireret til at skrive 14 breve der blev en del af De Kristne Græske Skrifter. Jehova velsignede ham også med den gave mirakuløst at kunne tale fremmede sprog, med syner og med evnen til at kunne udføre mirakler, deriblandt at oprejse en fra de døde. (ApG 20:7-10; 1Kt 14:18; 2Kt 12:1-5) Paulus betragtede hele sin tjeneste og disse velsignelser som et udtryk for Jehovas ufortjente godhed.

nogle af jer påstår at de døde ikke bliver oprejst: Hvis den lære var sand, ville de der døde med håbet om at komme til at leve igen på jorden, forblive døde for evigt. (Mt 22:31, 32; Joh 11:23, 24; se studienote til 1Kt 15:2). Salvede kristne kunne ikke komme i himlen, for de skulle først dø for at kunne blive oprejst som åndeskabninger. (1Kt 15:35-38; se studienoter til 1Kt 15:36, 38). Paulus bemærkede at hvis opstandelsen ikke fandt sted, ville den kristne tro være meningsløs, uden noget formål. (1Kt 15:13, 14) Så han forsvarede ihærdigt opstandelseshåbet, her med fokus på salvede kristnes håb for fremtiden.

oprejst: Se studienote til Mt 22:23.

hvis Kristus ikke er blevet oprejst: Opstandelseshåbet er en del af grundlaget for den kristne tro, en del af “grundlærdommen”. (He 6:1, 2) Hvis Jesus ikke var blevet oprejst, kunne han ikke have udført et meget vigtig aspekt af sin opgave som Ypperstepræst, nemlig at frembære værdien af det offer han havde bragt som en løsesum, for Jehova i himlen. (He 9:24) Kristus’ opstandelse er også uløseligt forbundet med andre grundlærdomme i Bibelen, deriblandt dem der handler om Guds suverænitet, hans navn, hans rige og menneskers frelse. – Sl 83:18; Mt 6:9, 10; He 5:8, 9.

Det gør os samtidig til falske vidner om Gud: Paulus fremhæver her endnu en konsekvens af at benægte opstandelsen. Hvis den lære var falsk, ville Paulus og hans medforkyndere lyve, ikke bare om Jesus’ opstandelse, men også om den de tilskrev dette mirakel, Jehova Gud.

så er I stadig i jeres synder: En anden konsekvens af at benægte opstandelsen er at hvis Kristus ikke er blevet oprejst, betyder det at der ikke er blevet betalt nogen løsesum til Gud. Hvis det var rigtigt, ville ufuldkomne mennesker stadig være i en syndig tilstand, uden noget håb om udfrielse eller frelse. – Ro 3:23, 24; 1Kt 15:3; He 9:11-14.

gået tabt: Hvis opstandelseshåbet ikke var ægte, ville det betyde at de kristne der allerede var døde – i nogle tilfælde som martyrer – var gået tabt for evigt, vildledt af det falske håb om at de ville blive oprejst.

så må man have mere ondt af os end af nogen som helst andre: Apostlen Paulus og andre kristne havde lidt tab, været udsat for forfølgelse og prøvelser og havde stået ansigt til ansigt med døden fordi de troede på opstandelsen. Hvis der ikke var noget grundlag for opstandelseshåbet, var de kristne dem man skulle have allermest ondt af blandt mennesker. Paulus’ ord her afslutter en række af negative udsagn der ville have været sande hvis Kristus ikke var blevet oprejst. (1Kt 15:13-19) Men Paulus mente tydeligvis ikke at de udsagn var reelle, for han fortsætter i vers 20: “Men nu er Kristus altså blevet oprejst fra de døde.”

den første afgrøde af dem der er sovet ind i døden: Jesus blev oprejst den 16. nisan år 33, den dag hvor den jødiske ypperstepræst frembar noget af den første afgrøde af den første kornhøst for Jehova. Ypperstepræsten ville svinge noget af den første afgrøde af byghøsten, som man kunne omtale som det første af landets første afgrøde. (3Mo 23:6-14) Dette neg var et billede på den opstandne Jesus Kristus, der var den første nogensinde der blev oprejst til himmelsk liv. At Jesus omtales som “den første afgrøde”, indikerer at der ville foregå en yderligere høst af enkeltpersoner der ville blive oprejst fra døden og få liv i himlen. – 1Kt 15:23.

første afgrøde: Se Ordforklaring.

under Kristus’ nærværelse: Dette udtryk forekommer første gang i Mt 24:3, hvor nogle af disciplene spørger Jesus om hvad der vil være “tegnet på [hans] nærværelse”. Det henviser til Jesus Kristus’ nærværelse fra det tidspunkt han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige ved begyndelsen af de sidste dage for denne verdensordning. Det græske ord der er oversat med “nærværelse”, er parousia, og selvom mange oversættelser gengiver det med “komme”, betyder det bogstaveligt “det at være ved siden af”. Kristus’ nærværelse ville strække sig over en periode, og ikke kun beskrive det øjeblik hvor han kommer eller ankommer. Denne betydning af parousia bliver indikeret i Mt 24:37-39, hvor “Noas dage ... før Vandfloden” bliver sammenlignet med “Menneskesønnens nærværelse”. Paulus anvender desuden parousia i Flp 2:12 til at beskrive at han er “sammen med” nogen som kontrast til at han “ikke er sammen” med dem. (Se studienote til 1Kt 16:17). Så Paulus forklarer altså at opstandelsen til liv i himlen for dem der tilhører Kristus, dvs. Kristus’ salvede brødre og medarvinger, ville foregå noget tid efter at Jesus var blevet indsat som Konge i Guds rige i himlen.

enden: Eller “den fuldstændige (absolutte) ende”. (Se studienote til Mt 24:6). “Enden” (græsk: telos) der omtales her, sigter tydeligvis til afslutningen på tusindårsriget (Åb 20:4), hvor Jesus ydmygt og loyalt “overdrager Riget til sin Gud og Far”. Kristus’ tusindårsrige vil da fuldstændigt have tjent sit formål. Der vil ikke længere være brug for dette underordnede styre mellem Jehova og mennesker. Og fordi den adamitiske synd og død til den tid vil være helt fjernet og menneskeheden løskøbt, vil Jesus’ rolle som Løskøber være fuldført. – 1Kt 15:26, 28.

den sidste fjende der tilintetgøres, er døden: Eller “den sidste fjende der afskaffes, er døden”. Bogst.: “den sidste fjende der gøres uvirksom, er døden”. Her taler Paulus om enden på den adamitiske død og dens konsekvenser. En væsentlig del af dødens tilintetgørelse er at de døde får livet igen i en opstandelse (Joh 5:28), en lære som Paulus er stor fortaler for i denne passage. Men for at døden kan afskaffes fuldstændigt, må alle spor af den adamitiske synd også fjernes. Derfor fortsætter Paulus med at forklare at synden, “den brod der forårsager død”, vil blive fjernet på grund af den løsesum der blev betalt via Jesus Kristus’ offer. Ved hjælp af disse to midler – opstandelsen og løskøbelsen – vil Gud tilintetgøre døden og derved gøre den uvirksom. Paulus skriver senere: “Døden er opslugt for evigt.” – 1Kt 15:54-57.

selv underkaste sig: Sønnen, Kristus Jesus, vil ydmygt overgive herredømmet til sin Far og underkaste sig Jehovas suverænitet. Med den handling giver Jesus den størst mulige anerkendelse af retmæssigheden af sin Fars herredømme. Kristus viser også at han ved slutningen af sit vellykkede tusindårsrige, stadig er lige så ydmyg som da han var på jorden som menneske. – Flp 2:5-11; He 13:8.

for at Gud kan være alt for alle: Når Kristus overdrager al myndighed til sin Far, vil Jehova igen herske direkte over alle sine skabninger. Den fuldkomne menneskehed vil til den tid ikke have brug for en underordnet regering, det messianske rige, til at rette op på skaderne forvoldt af oprøret i Eden. Der vil ikke længere være brug for en løsesum, en mellemmand eller et præsteskab. Som sønner og døtre af Jehova vil mennesker kunne glæde sig over stor frihed og over at kunne kommunikere direkte med deres Far. (Ro 8:21) Paulus’ inspirerede syn refererer til tiden efter at Jesus “overdrager Riget til sin Gud og Far efter at han har udslettet alt herredømme, al myndighed og al magt”. – 1Kt 15:24.

bliver døbt med henblik på at dø: I kapitel 15 i 1. Korinther taler Paulus om hvorfor vi kan have fuld tillid til opstandelsen. I denne sammenhæng siger han at salvede kristne døbes til, eller nedsænkes i, et livsløb der vil føre til en død i trofasthed ligesom Kristus’ død. Derefter vil de blive oprejst til himmelsk liv, ligesom Jesus blev. Denne dåb fører til prøvelser der svarer til dem Jesus blev udsat for, og vil ofte føre til en død ligesom hans. (1Kt 15:30-34) Trofaste salvede kristne har håbet om at blive oprejst til liv i himlen. Så der ser ud til at være en sammenhæng mellem denne dåb og den dåb Jesus omtaler i Mr 10:38, og som Paulus omtaler i Ro 6:3. – Se studienoter til Mr 10:38; Ro 6:3.

med henblik på: Dette udtryk kommer af det græske forholdsord hyper, der egentlig betyder “over”, men det kan også have andre betydninger alt efter sammenhængen. I nogle bibeloversættelser står der “lader sig døbe for de døde” eller en lignende ordlyd. Den gengivelse har fået nogle til at drage den konklusion at verset taler om at levende mennesker kan være stedfortrædere og lade sig døbe på vegne af en der er død. Men denne praksis nævnes ingen steder i Bibelen, og der er heller ikke noget der tyder på at det var noget man gjorde på Paulus’ tid. Desuden ville det heller ikke være i tråd med resten af Bibelen der tydeligt viser at de der blev døbt, var “disciple” der personligt og “med glæde tog imod” Guds ord og “fik tro”. – Mt 28:19; ApG 2:41; 8:12.

i Efesos har kæmpet mod vilde dyr: Romerne kastede ofte forbrydere for de vilde dyr i arenaerne. Selvom bibelforskere ikke mener at en romersk borger som Paulus ville blive straffet på den måde, er der historiske vidnesbyrd om at nogle romerske borgere blev kastet for vilde dyr eller sat til at slås med dem. Det Paulus skrev i 2. Korinther, kunne være en beskrivelse af et møde med bogstavelige vilde dyr i en arena. (2Kt 1:8-10) Hvis Paulus var blevet kastet for bogstavelige vilde dyr, måtte hans redning skyldes Guds indgriben. (Se også Da 6:22). Denne oplevelse kan derfor have været en af flere gange hvor Paulus var “tæt på at dø” under sin tjeneste. (2Kt 11:23) Andre bibelforskere mener at Paulus’ ord skal opfattes billedligt, som en beskrivelse af modstandere i Efesos der var som vilde dyr. – ApG 19:23-41.

lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø: Paulus citerer her fra Esa 22:13, der meget godt sammenfatter den indstilling de ulydige indbyggere i Jerusalem havde. I stedet for at angre da de stod over for ødelæggelse, fokuserede de på at nyde livet. Paulus kan have citeret disse ord fordi de afspejlede tankegangen hos dem der benægtede opstandelseshåbet. For eksempel troede grupper som epikuræerne ikke på en opstandelse, de mente at man skulle leve i nuet. Men som Paulus påpeger, er opstandelsen en realitet der giver kristne god grund og motivation til at bevare en selvopofrende livsform. – 1Kt 15:58.

Dårligt selskab ødelægger gode vaner: Eller “Dårligt selskab nedbryder god moral”. Ordene her lader til at være en talemåde eller et ordsprog man brugte på Paulus’ tid, og indeholder samme tanke som man finder andre steder i Bibelen. (Ord 13:20; 14:7; 22:24, 25) Paulus citerede de ord for at tilskynde sine trosfæller til at undgå unødigt at være sammen med nogle der ikke var enige i det Skrifterne sagde om opstandelsen. (1Kt 15:3-8; se studienote til 1Kt 15:12). Paulus vidste at hvis man tilbragte meget tid sammen med dem der afviste tanken om opstandelsen og andre velbegrundede kristne læresætninger, ville det nedbryde troen og ødelægge (græsk: ftheiro, der betyder “at fordærve; at skade”) gode vaner og en sund tankegang. (ApG 20:30; 1Ti 4:1; 2Pe 2:1) Menigheden i Korinth kæmpede med en række problemer, og det skyldtes til dels at nogle traf ukloge valg med hensyn til hvem de kom sammen med. – 1Kt 1:11; 5:1; 6:1; 11:20-22.

Kom til fornuft: Paulus bruger her et græsk ord der bogstaveligt betyder “at blive ædru”. Nogle af de kristne i Korinth var begyndt at lytte til frafalden tale, som for eksempel benægtelsen af opstandelsen, og derved var de blevet åndeligt sløve, forvirrede og desorienterede som om de var beruset. Paulus tilskynder dem til at vågne op og genvinde fatningen ved at få en klar forståelse af læren om opstandelsen. Det måtte de gøre før deres sløvede tilstand førte til åndelig sygdom og endda død. – 1Kt 11:30.

må jo dø: I sin beskrivelse af en salvet kristens opstandelse til himmelsk liv sammenligner Paulus begravelsen af den fysiske krop med det at så et korn. Et korn der bliver sået, dør i den forstand at det går i opløsning når det kommer i jorden. Når det kommer op som en plante, er det i en hel anden form og et helt andet udseende. (Se også Joh 12:24). En kristen som er udvalgt af Gud til at være medarving sammen med hans Søn og modtage uforgængelighed og udødelighed, må ligeledes først dø. I 1Kt 15:42-44 taler Paulus fire gange om det at blive sået i overført forstand. Han forklarer at en salvet kristen opgiver sit fysiske legeme og får et åndeligt når han bliver oprejst. – Se studienote til 1Kt 15:38.

Gud giver det så den form: Bogst.: “Gud giver det så den krop”. Paulus fortsætter her med at sammenligne en salvet kristens opstandelse med et korn der spirer frem. (Se studienote til 1Kt 15:36). Han bruger billedet med et lille hvedekorn der på ingen måde ligner den plante som kornet bliver til. Det “dør” som et korn og bliver til en ny plante. (1Kt 15:36, 37) På lignende måde vil salvede kristne først dø som mennesker. Når Guds tid er inde, vil han give dem livet igen i et helt nyt legeme. (2Kt 5:1, 2; Flp 3:20, 21) De bliver oprejst med et åndelig legeme og skal leve i himlen. – 1Kt 15:44; 1Jo 3:2.

den ene stjerne er forskellig fra den anden i glans: Nogle korinthere mente ikke at man kunne tro på at mennesker af kød og blod skulle dø og blive oprejst med et andet legeme, et åndeligt legeme, så Paulus kommer med nogle malende eksempler. For eksempel henviser han til stjernerne. Hvis man kiggede op mod himlen i det første århundrede, kunne man med det blotte øje se at stjernerne varierede i lysstyrke og farve. Paulus’ pointe var at Gud der havde skabt en sådan variation, også var i stand til at oprejse et menneske og give vedkommende et åndeligt legeme.

uforgængeligt: Uforgængelighed (græsk: aftharsia) sigter til noget der ikke kan nedbrydes eller fordærves, noget der ikke kan forgå. Efter at de salvede har levet og tjent trofast og er døde i et forgængeligt menneskelegeme, får de nu et uforgængeligt åndeligt legeme. (1Kt 15:44) Et sådant legeme der “bliver oprejst, er uforgængeligt”, og det kan ikke nedbrydes eller gå i opløsning og vil tilsyneladende være selvopretholdende. – Se også studienote til 1Kt 15:53.

fysisk: Det græske ord psychikos der anvendes her, er en afledning af ordet psyche, der traditionelt oversættes med “sjæl”. (Se også gengivelsen “soulical [“sjælelig”]” i Kingdom Interlinear). Her bruges det til at beskrive jordiske legemer som modsætning til åndelige legemer, og det henviser til noget der er materielt, håndgribeligt, synligt og dødeligt. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

Det første menneske, Adam ... Den sidste Adam: I den første del af verset citerer Paulus fra 1Mo 2:7 (“mennesket blev et levende væsen”), men han tilføjer ordene “det første” og “Adam”. I anden del af verset kalder han Jesus “den sidste Adam”. Og i 1Kt 15:47 kalder Paulus Adam for “det første menneske” og Jesus for “det andet menneske”. Den første Adam var ulydig mod sin Far og Livgiver, den sidste Adam var fuldstændigt lydig mod Ham. Den første Adam gav synden videre til sine efterkommere, den sidste Adam gav sit liv som menneske som et offer der løskøbte fra synden. (Ro 5:12, 18, 19) Jehova gav derefter Jesus livet igen som en åndeskabning. (1Pe 3:18) Ligesom Adam var Jesus et fuldkomment menneske, så i harmoni med sin egen retfærdighed kunne Jehova tage imod Jesus’ offer som “en dækkende løsesum” der købte Adams efterkommere fri. Det offer ville give mennesker udsigt til at få et liv som det den første Adam forspildte. (1Ti 2:5, 6) Det er derfor meget passende at kalde Jesus “den sidste Adam”, et udtryk der indikerer at der ikke vil blive behov for endnu en Adam efter ham. – Se også studienoter til Lu 3:38; Ro 5:14.

et levende væsen: Eller “en levende sjæl”. Paulus citerer her fra 1Mo 2:7, hvor det hebraiske ord nefesh er gengivet med “væsen”, eller “sjæl” ifølge fodnoten. Det hebraiske ord betyder bogstaveligt “en åndende skabning”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

den himmelske: Dvs. Kristus Jesus, “den sidste Adam”. – 1Kt 15:45.

øjeblik: Det græske ord der er oversat med “øjeblik” (græsk: rhipe), indeholder tanken om en hurtig bevægelse. I denne sammenhæng kan det referere til et øjeblik eller et blink med øjnene, og det indikerer at når den sidste trompet lyder, vil salvede kristne blive oprejst i ét nu til udødeligt liv i himlen. – 1Ts 4:17; Åb 14:12, 13.

udødelighed: Det græske ord for “udødelighed” (athanasia) forekommer tre gange i De Kristne Græske Skrifter, i 1Kt 15:53, 54 og 1Ti 6:16. Det betyder egentlig “ikke underlagt døden”. Det sigter til karakteren af det liv der opnås, det er uendeligt og kan ikke bringes til ophør. En salvet discipel af Kristus, der som et dødeligt menneske har tjent Gud trofast, vil blive oprejst som mere end en åndeskabning der har evigt liv. Jehova giver de salvede “uforgængeligt liv” – et smukt udtryk for hans tillid til dem. – He 7:16; se også studienote til 1Kt 15:42.

Døden er opslugt for evigt: Ved at citere det der var skrevet af Esajas i det ottende århundrede f.v.t., viste Paulus at Gud for længe siden havde lovet at gøre ende på den adamitiske død. Den hebraiske tekst i Esa 25:8 lyder: “Han [dvs. Gud] vil opsluge døden for evigt.” I Paulus’ citat fra Esajas bruger han et græsk udtryk (her oversat med “for evigt”) der bogstaveligt betyder “til sejr”. Den bogstavelige gengivelse skinner igennem i nogle bibeloversættelser, hvor der står: “Døden er opslugt og besejret” eller “Døden er opslugt og sejren vundet”. Men det græske udtryk kan i nogle sammenhænge også betyde “permanent; for evigt”. Det blev brugt i Septuaginta som en gengivelse af et hebraisk ord der betyder “for evigt”, for eksempel i Esa 25:8 og Kl 5:20. Så der er godt belæg for at gengive dette græske udtryk med “for evigt” i 1Kt 15:54, især set i lyset af den originale læsemåde i den hebraiske tekst, som citatet er hentet fra.

“Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?”: Paulus citerer her fra Ho 13:14. Hoseas’ profeti indikerer ikke at de ulydige israelitter ville blive oprejst fra de døde på det tidspunkt. Den måde Paulus anvender Ho 13:14 på, viser derimod at profetien pegede frem til den tid hvor de døde ville få livet igen og Graven (Sheol, eller Hades) ville miste sit greb. Paulus citerer delvist fra Septuaginta, hvor der står: “Hvor er din straf, død? Hades, hvor er din brod?” Ved at stille disse retoriske spørgsmål til fjenden, Døden (1Kt 15:25, 26), siger Paulus egentlig: “Død, du vil ikke sejre igen! Død, din brod har ikke længere nogen virkning!”

brod: Det græske ord kentron kan henvise til brodden på et dyr, for eksempel en skorpion. Det anvendes i Åb 9:10, hvor der siges om de symbolske græshopper at de har “haler med brodde som skorpioners”. Her i 1Kt 15:55 anvendes udtrykket i overført forstand om den smerte og sorg vores fjende døden har påført millioner af mennesker. (1Kt 15:26) En skorpion der har mistet sin brod, kan ikke længere stikke, og ligeledes vil døden ikke have magt over de salvede der er blevet oprejst til at arve Guds rige og har opnået udødelighed. (1Kt 15:57; Åb 20:6) Under Kristus’ tusindårsrige vil Gud fuldstændigt fjerne den adamitiske døds brod ved at give millioner livet igen og i symbolsk forstand kaste døden i “ildsøen”. – Åb 20:12-14; 21:4; Joh 5:28, 29.

det er Loven der giver synden kraft: Paulus refererer her til Moseloven. Den viste tydeligt hvad synd er ved at betegne mange handlinger og endda holdninger som syndige. (Ro 3:19, 20; Ga 3:19) I den forstand gav Loven synden kraft. På den måde blev israelitterne gjort opmærksomme på deres syndige tilstand, deres afhængighed af Gud og behovet for Messias. – Ro 6:23.

Derfor, ... stå fast og vær urokkelige: Det græske udtryk der er gengivet med “stå fast”, indeholder tanken om at være fastgjort, funderet, solidt placeret. I Kol 1:23 er det samme udtryk gengivet med at være “faste” og bruges parallelt med udtrykket “bliver stående på fundamentet”. Det indebærer at man bliver stående på sin plads og viser urokkelig tro på Gud og hans løfter. (1Pe 5:9) Ordet “urokkelige” formidler en lignende tanke og sigter til noget der ikke kan rystes eller flyttes på. Når en kristen møder modstand og angribes på sin tro, virker hans håb som “et anker”, der holder et skib fast så det ikke bliver revet løs fra fortøjningerne. (He 6:19) Paulus bruger de to udtryk der er oversat med “stå fast og vær urokkelige”, sammen for at udtrykke ønske om at brødrene i Korinth måtte være besluttet på at holde fast ved håbet og troen i tillid til at ‘det arbejde de havde gjort for Herren’, ikke var forgæves.

tjenesten for Herren ... det arbejde I gør for Herren: I denne sammenhæng kan det græske ord Kyrios (“Herre”) både sigte til Jehova Gud og til Jesus Kristus. Her refererer ordet “Herren” sandsynligvis til Jehova, for Paulus taler om den kristne tjeneste og siger at vi er “Guds medarbejdere”, og han omtaler den tjeneste som “et arbejde for Jehova”. (1Kt 3:9; 16:10; Esa 61:1, 2; Lu 4:18, 19; Joh 5:17; Ro 12:11) Og da Jesus talte om det åndelige høstarbejde, kaldte han Jehova Gud “høstens Herre (græsk: Kyrios)”. (Mt 9:38) Men det kan også være at Paulus tænkte på det arbejde, eller den tjeneste, som Jesus gik i spidsen for da han var på jorden. (Mt 28:19, 20) Uanset hvordan det forholder sig, har kristne forkyndere den store forret at samarbejde med både Den Suveræne Herre Jehova og Herren Jesus Kristus om at forkynde den gode nyhed.