Lukas 15:1-32

15  Alle skatteopkræverne+ og synderne+ blev ved med at komme til ham for at høre ham.  Derfor gik både farisæerne og de skriftlærde og mumlede vredt, idet de sagde: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“+  Så henvendte han sig til dem med denne billedtale idet han sagde:  „Hvilket menneske blandt jer som har hundrede får og mister ét af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud efter det han har mistet indtil han finder det?+  Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig.+  Og når han kommer hjem kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.’+  Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind,+ end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.+  Eller hvilken kvinde som har ti drakmestykker,* vil ikke, hvis hun taber én drakme, tænde en lampe og feje huset og omhyggeligt søge indtil hun finder den?  Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den drakme som jeg havde tabt.’ 10  Således, siger jeg jer, bliver der glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind.“+ 11  Så sagde han: „Der var en mand som havde to sønner.+ 12  Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’+ Så delte han sine midler+ mellem dem. 13  Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle [sine] ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv.+ 14  Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. 15  Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.+ 16  Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham [noget].+ 17  Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! 18  Jeg vil bryde op og rejse+ til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig.*+ 19  Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ 20  Så brød han op og gik til sin fader. Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. 21  Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig.*+ Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’*+ 22  Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på,+ og sæt en ring+ på hans hånd og [giv ham] sandaler på fødderne. 23  Og kom med fedekalven,+ slagt den* og lad os spise og være glade, 24  for min søn her var død og er kommet til live igen;+ han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade. 25  Nu var hans ældste søn+ ude på marken; og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. 26  Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. 27  Han sagde til ham: ’Din broder+ er kommet, og din fader+ har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ 28  Men han blev vred og ville ikke gå ind. Så kom hans fader ud og bønfaldt ham.+ 29  Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner.+ 30  Men så snart din søn her,+ som har opædt dine midler sammen med skøger,+ kom, slagtede du fedekalven til ham.’+ 31  Så sagde han til ham: ’Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit;+ 32  men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.’“+

Fodnoter

En drakme var en græsk sølvmønt der vejede 3,4 g.
El.: „for (i) dine øjne“, som i 1Sa 20:1 i LXX.
„Gør mig til en af dine daglejere“, אBDSyh; mangler i P75AWVgSyp,s.
Se v. 18, fdn.
El.: „bring den som slagtoffer“.