1, 2. (a) Hvilke instruktioner får Ezekiel af Jehova? (b) Hvilke spørgsmål vil vi få svar på?

EZEKIEL har lige haft et syn der må have fået ham til at tænke tilbage på Moses’ og Josvas tid næsten 900 år tidligere. Dengang beskrev Jehova for Moses hvor det lovede lands grænser skulle gå, og senere instruerede han Josva i hvordan landet skulle fordeles mellem Israels stammer. (4. Mos. 34:1-15; Jos. 13:7; 22:4, 9) Men nu, i år 593 f.v.t., giver Jehova Ezekiel og de andre deporterede besked på at de skal fordele det lovede land mellem Israels stammer igen! – Ezek. 45:1; 47:14; 48:29.

² Hvad ville Jehova fortælle Ezekiel og de andre deporterede med dette syn? Hvorfor er synet opmuntrende for Guds folk i dag? Vil det få en større opfyldelse i fremtiden?

3, 4. (a) Hvilke fire løfter til de deporterede indeholdt Ezekiels sidste syn? (b) Hvilket løfte vil vi gå i dybden med i dette kapitel?

³ Det sidste syn Ezekiel fik, fylder ni kapitler i hans bog. (Ezek. 40:1 – 48:35) Det indeholdt fire opmuntrende løfter til de deporterede om Israels genoprettede nation. Hvad gik  løfterne ud på? For det første at den rene tilbedelse igen ville foregå i Guds tempel. For det andet at trofaste præster og hyrder ville lede den genoprettede nation. For det tredje at der var sat landområder til side til alle der vendte tilbage til Israel. Og for det fjerde at Jehova ville være med dem, at han ville bo hos dem igen.

⁴ Kapitel 13 og 14 i denne publikation handlede om hvordan de to første løfter – at den sande tilbedelse skulle genindføres, og at trofaste hyrder ville lede folket – ville gå i opfyldelse. I kapitlet her vil vi fokusere på det tredje løfte, nemlig at landet skulle deles op i områder der skulle gå i arv. Det næste kapitel vil behandle løftet om at Jehova ville være hos sit folk. – Ezek. 47:13-21; 48:1-7, 23-29.

5, 6. (a) Hvilket område var det der skulle fordeles i Ezekiels syn? (Se indledningsbilledet). (b) Hvilken betydning lå der i synet af landet der skulle tildeles?

⁵ Læs Ezekiel 47:14. I synet gjorde Jehova Ezekiel opmærksom på et landområde der snart ville komme til at ligne “Edens Have”. (Ezek. 36:35) Så sagde Jehova: “Dette er det område I skal tildele Israels 12 stammer som deres arv.” (Ezek. 47:13) Det “område” der var tale om, var Israel, det genoprettede land som de deporterede ville vende tilbage til. Som det fremgår af Ezekiel 47:15-21, gav Jehova som det næste en detaljeret og præcis beskrivelse af de ydre grænser omkring hele landet.

⁶ Hvilken betydning lå der i synet af landet der skulle tildeles som en arv? Beskrivelsen af de præcist opmålte grænser forsikrede Ezekiel og de andre deporterede om at deres elskede land ville blive genoprettet. Tænk hvor opmuntrende det må have været for dem at få et løfte fra Jehova der var formuleret i så detaljerede og malende vendinger! Fik Guds folk så virkelig et landområde i arv? Ja.

7. (a) Hvad skete der i 537 f.v.t., og hvad minder det os om? (b) Hvilket spørgsmål vil vi først få svar på?

⁷ I 537 f.v.t., det vil sige 56 år efter at Ezekiel havde fået synet, begyndte tusindvis af deporterede jøder at vende tilbage og bosætte sig i Israel. Begivenhederne dengang minder os om en lignende udvikling i nutiden. På en måde har Guds folk i dag også fået tildelt et landområde. Hvordan det? Jehova lod sine tjenere komme ind i et åndeligt land og bosætte sig der, og derfor kan genoprettelsen af det lovede land i fortiden lære os meget om genoprettelsen af Guds folks åndelige land i dag. Men før vi kommer nærmere ind på det, vil vi få svar på spørgsmålet: Hvorfor kan vi konkludere at der findes et åndeligt land i dag?

8. (a) Hvilken nation erstattede Jehova den bogstavelige nation Israel med? (b) Hvad er det åndelige land, eller paradis? (c) Hvornår blev det til, og hvem har slået sig ned i det?

 ⁸ I et andet af Ezekiels syner havde Jehova antydet at profetierne om Israels genoprettelse ville få en større opfyldelse efter at hans “tjener David”, Jesus Kristus, blev indsat som Konge. (Ezek. 37:24) Det blev han i 1914. På det tidspunkt var den bogstavelige nation Israel for længst blevet vraget som Guds folk til fordel for en nation af åndelige israelitter, de salvede kristne. (Læs Matthæus 21:43; 1. Peter 2:9). Men Jehova erstattede ikke kun den bogstavelige nation Israel med en åndelig nation, han erstattede også det fysiske land Israel med et åndeligt land, eller paradis. (Esa. 66:8) Som vi var inde på i kapitel 17 i denne publikation, er det åndelige land det trygge åndelige miljø, eller “område”, som de salvede siden 1919 har befundet sig i mens de aktivt har tilbedt Jehova. (Se boks 9B: “Hvorfor 1919?”) Som tiden gik, begyndte de der havde et jordisk håb, de “andre får”, også at slå sig ned i det åndelige  land. (Joh. 10:16) I dag oplever vi at det åndelige paradis bliver ved med at vokse og udvikle sig, men det er først efter Harmagedon at mennesker vil komme til at opleve alle velsignelserne ved det åndelige paradis.

9. Hvilke detaljerede instruktioner gav Jehova angående fordelingen af selve landet?

⁹ Læs Ezekiel 48:1, 28. Efter at Jehova havde fastlagt landets ydre grænser, beskrev han i detaljer hvordan selve landet skulle deles op. Han gav besked om at landområdet skulle fordeles ligeligt mellem de 12 stammer i præcist opmålte områder fra nord til syd. Opdelingen skulle begynde med Dans stamme i den nordlige ende af landet og slutte med Gads stamme ved den sydlige grænse. Hvert af de 12 landområder skulle gå på tværs af landet fra den østlige grænse til Det Store Hav, Middelhavet, i vest. – Ezek. 47:20.

10. Hvad må denne del af synet have forsikret de deporterede jøder om?

¹⁰ Hvad har denne del af synet forsikret de deporterede jøder om? Den detaljerede beskrivelse Ezekiel gav af fordelingen af landet, har sikkert givet dem en klar opfattelse af at det hele ville foregå på en velorganiseret måde. Derudover understregede den præcise fordeling af området mellem de 12 stammer at hver eneste der vendte tilbage, kunne være sikker på at få sit eget stykke land. Ingen af de hjemvendte jøder ville ende med at stå uden et jordstykke eller uden tag over hovedet.

11. Hvad kan vi lære af det profetiske syn af fordelingen af landet? (Se boksen “Fordelingen af landet”).

¹¹ Hvordan kan synet opmuntre os i dag? I det lovede land var der ikke kun en plads til præsterne, levitterne og høvdingerne, men også til alle andre som hørte til de 12 stammer. (Ezek. 45:4, 5, 7, 8) I det åndelige paradis i dag er der heller ikke kun en plads til de salvede og til dem fra den store skare der har ansvarsfulde opgaver, men også til alle andre der hører til den store skare. * (Åb. 7:9) Uanset hvor beskeden vores rolle i organisationen måtte være, kan vi være sikre på at vi har en plads og en vigtig opgave i det åndelige land. Det er en meget trøstende og opmuntrende tanke!

12, 13. Hvilke specifikke instruktioner gav Jehova angående tildelingen af landområder til stammerne?

¹² Nogle af de instruktioner Jehova gav i forbindelse med fordelingen af landet, har sikkert undret Ezekiel, for de adskilte sig fra de instruktioner Moses havde fået. Vi vil nu se nærmere på to af dem – den ene har at gøre med landet, den anden med indbyggerne.

¹³ Landet. Moses havde fået at vide at de store stammer skulle have et større landområde end de små. (4. Mos. 26:52-54)  Men i Ezekiels syn sagde Jehova at alle stammerne skulle have “lige store områder [“hver som sin bror”, fdn.]”. (Ezek. 47:14) Afstanden fra den nordlige grænse til den sydlige ville være præcis den samme i hver af de 12 stammers landområder. Alle israelitter – uanset hvilken stamme de tilhørte – ville have samme muligheder for at få gavn af de rige naturressourcer i det frodige lovede land.

14. Hvordan adskilte Jehovas instruktioner angående udlændinge sig fra det der stod i Moseloven?

¹⁴ Indbyggerne. Moseloven beskyttede udlændinge og gav dem lov til at deltage i tilbedelsen af Jehova, men de kunne ikke eje jord i Israel. (3. Mos. 19:33, 34) Men det Jehova nu fortalte Ezekiel, var anderledes end det han havde ladet nedskrive i Loven. Jehova sagde nemlig: “I skal give udlændingen der bor i landet, en arv i det stammeområde hvor han har slået sig ned.” Med de ord fjernede Jehova den store forskel der tidligere havde været mellem de “indfødte israelitter” og de udlændinge der boede i landet. (Ezek. 47:22, 23) I det genoprettede land som Ezekiel så i sit syn, lagde han mærke til at indbyggerne var ligestillede, og at de var forenede i tilbedelsen af Jehova. – 3. Mos. 25:23.

15. Hvilket evigt faktum om Jehova blev bekræftet af hans instruktioner angående landet og indbyggerne?

 ¹⁵ De to bemærkelsesværdige instruktioner som Ezekiel fik om landet og indbyggerne, må have trøstet de deporterede. De vidste at Jehova ville behandle dem lige, uanset om de var jøder af fødsel, eller om de var udlændinge der tjente Jehova. (Ezra 8:20; Neh. 3:26; 7:6, 25; Esa. 56:3, 8) Instruktionerne bekræftede også det skønne og evige faktum at Jehova elsker alle sine tjenere lige højt; de er alle lige værdifulde for ham. (Læs Haggaj 2:7). Også i dag er det et faktum som vi alle, uanset om vi har det himmelske eller det jordiske håb, sætter meget stor pris på.

16, 17. (a) Hvad kan vi lære af detaljerne om landet og indbyggerne? (b) Hvad vil vi se på i det næste kapitel?

¹⁶ Hvad kan vi lære af disse detaljer om landet og indbyggerne? De minder os om at lighed og enhed tydeligt skal kendetegne vores globale brodersamfund i dag. Jehova gør ikke forskel på nogen. Vi må alle sammen spørge os selv: ‘Efterligner jeg Jehovas upartiskhed? Behandler jeg alle mine trosfæller respektfuldt, uanset hvilken etnisk baggrund de har, og hvordan deres omstændigheder i øvrigt er? (Rom. 12:10) Vi er lykkelige for at Jehova har givet os alle de samme muligheder for at komme ind i det åndelige paradis, det skønne miljø hvor vi helhjertet udfører hellig tjeneste for vores himmelske Far og mærker hans mange velsignelser. – Gal. 3:26-29; Åb. 7:9.

¹⁷ Det næste vi skal se på, er hvad vi kan lære af det fjerde løfte i slutningen af Ezekiels sidste syn – løftet om at Jehova ville være med de deporterede. Det vil kapitel 21 handle om.