En israelit der hed Elkana, havde to koner, Hanna og Peninna, men han elskede Hanna mest. Peninna mobbede Hanna hele tiden fordi Hanna ikke havde nogen børn og hun selv havde mange børn. Hvert år tog Elkana sin familie med til telthelligdommen i Shilo for at tilbede Jehova. Da de engang var dér, lagde Elkana mærke til at hans elskede Hanna var meget ked af det. Han sagde til hende: ‘Græd ikke, Hanna. Du har jo mig, og jeg elsker dig.’

Senere gik Hanna væk for at være alene og bede til Jehova. Hun græd og græd mens hun bad ham om at hjælpe hende. Hun lovede: ‘Jehova, hvis du giver mig en søn, så vil jeg give ham til dig, og han skal tjene dig hele sit liv.’

Ypperstepræsten Eli så at Hanna græd, og han troede at hun var fuld. Hanna sagde til ham: ‘Nej, herre, jeg er ikke fuld. Jeg taler med Jehova fordi jeg har det meget svært.’ Det gik op for Eli at han havde taget fejl, og han sagde til hende: ‘Jeg håber at Gud vil give dig det du beder om.’ Hanna fik det bedre og gik sin vej igen. Inden der var gået et år, havde hun fået en søn, og hun kaldte ham Samuel. Kan du forestille dig hvor glad Hanna må have været?

 Hanna glemte ikke sit løfte til Jehova. Da hun var holdt op med at amme Samuel, tog hun ham med til telthelligdommen så han kunne tjene dér. Hun sagde til Eli: ‘Det her er den dreng jeg bad om at få. Jeg vil låne ham ud til Jehova hele hans liv.’ Elkana og Hanna besøgte Samuel hvert år og havde en ny overklædning med til ham. Jehova gav Hanna tre sønner og to døtre mere.