1-3. Hvilke omstændigheder ved Jesu død adskiller den fra alle andre lignende begivenheder?

EN FORÅRSDAG for næsten 2000 år siden blev en uskyldig mand arresteret, forhørt og dømt for forbrydelser han aldrig havde begået, og derefter henrettet under tortur. Det var ikke historiens første pinefulde og uretfærdige henrettelse, og sørgeligt nok heller ikke den sidste. Men den død manden led, var forskellig fra alle andres.

² At det var noget betydningsfuldt der skete, vidnede selv himmelens udseende om i de sidste kvalfulde timer før døden indtraf. Skønt det var midt på dagen, sænkede der sig pludselig et uforklarligt mørke over landet. Som en af bibelskribenterne siger: „Solens lys forsvandt.“ (Lukas 23:44, 45) Umiddelbart før manden udåndede, sagde han de uforglemmelige ord: „Det er tilendebragt!“ Ja, ved at ofre livet udrettede han noget ganske enestående. Det var den største kærlighedshandling et menneske nogen sinde har øvet. — Johannes 15:13; 19:30.

³ Som vi kan tænke, var denne mand Jesus Kristus. Hans lidelse og død denne mørke dag, den 14. nisan år 33, er velkendt. Der er imidlertid en vigtig ting man ofte overser. Skønt Jesus gennemgik store lidelser, var der én som led endnu mere. Der var én som bragte et endnu større offer den dag, en som udførte den største kærlighedshandling der nogen sinde er øvet i universet! Hvilken handling var det? Svaret på dette spørgsmål danner en passende indledning til det mest betydningsfulde af alle emner: Jehovas kærlighed.

4. Hvordan kom en romersk soldat til at forstå at Jesus ikke var noget almindeligt menneske, og hvilken slutning kom han til?

⁴ Den romerske officer som overvågede Jesu henrettelse, var overrasket både over det mørke der gik forud for Jesu død, og over det voldsomme jordskælv der fulgte efter. „Dette var virkelig Guds søn,“ sagde han. (Mattæus 27:54) Det var tydeligt at Jesus ikke var noget almindeligt menneske. Denne soldat havde været med til at henrette den allerhøjeste Guds søn! Kan der siges noget om hvor dyrebar denne søn var for sin Fader?

5. Hvordan kan man illustrere det enorme tidsrum Jehova og hans søn har tilbragt sammen i himmelen?

⁵ Bibelen kalder Jesus for „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15, 16) Tænk over hvad det betyder. Det betyder at Jehovas søn eksisterede før det fysiske univers blev til. Hvor lang tid havde Faderen og Sønnen da tilbragt sammen? Nogle videnskabsmænd anslår universet til at være 13 milliarder år gammelt. Har vi nogen idé om hvor lang tid det er? For at hjælpe folk til at få en fornemmelse af universets alder som anslået af videnskabsmænd har man i planetariet ved det naturhistoriske museum i New York opsat en tidslinje på 110 meter. Går man langs væggen med tidslinjen, svarer hvert skridt til cirka 75 millioner år af universets alder. For enden af tidslinjen er sat et mærke på tykkelse med et menneskehår. Mærket svarer til hele menneskehedens historie! Denne tidslinje er — selv hvis den er korrekt — ikke lang nok til at svare til længden af det tidsrum hvori Jehovas søn har eksisteret! Hvad har han været optaget af i alle disse årmillioner?

6. (a) Hvad var Jehovas søn optaget af i sin førmenneskelige tilværelse? (b) Hvad kan der siges om det bånd der knytter Jehova og hans søn sammen?

⁶ Sønnen var hos sin Fader som hans „værkmester“. (Ordsprogene 8:30) „Uden ham er end ikke én ting blevet til,“ siges der. (Johannes 1:3) Jehova og hans søn arbejdede altså sammen for at frembringe alt andet. Det må have været en spændende og lykkelig tid! Mange kan bekræfte at kærligheden  mellem forældre og børn er utrolig stærk. Desuden er kærligheden „enhedens fuldkomne bånd“. (Kolossenserne 3:14) Begynder vi så at forstå hvor stærkt et bånd der knyttede de to sammen i dette umådelige tidsrum? Jehova Gud og hans søn er knyttet til hinanden med det stærkeste bånd der nogen sinde er dannet.

7. Hvordan udtrykte Jehova hvad han følte da Jesus blev døbt?

⁷ Alligevel sendte Faderen sin søn til jorden for at han kunne fødes som et menneske. Det betød at Jehova i nogle årtier måtte give afkald på at have sin elskede søn hos sig i himmelen. Med levende interesse iagttog han fra himmelen hvordan Jesus voksede op og blev en fuldkommen mand. Da Jesus var 30 år, blev han døbt. Vi behøver ikke at gætte os til hvad Jehova følte ved den lejlighed. Han talte personligt fra himmelen idet han sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Det må have beredt Jehova uendelig glæde og dyb tilfredsstillelse at se Jesus trofast gøre alt det der var profeteret om ham, alt hvad der krævedes af ham! — Johannes 5:36; 17:4.

8, 9. (a) Hvilke lidelser måtte Jesus gennemgå den 14. nisan år 33, og hvordan berørte det hans himmelske Fader? (b) Hvorfor lod Jehova sin søn lide og dø?

⁸ Men hvad følte Jehova den 14. nisan i år 33? Hvad følte han da Jesus blev forrådt og derefter arresteret af en flok bevæbnede mænd om natten? Da hans disciple forlod ham og han blev underkastet et lovstridigt forhør? Da han blev hånet, spyttet på og slået med knytnæver? Da han blev pisket og huden på ryggen blev flænset op? Da han blev naglet til pælen på hænder og fødder og måtte udholde folkets spot mens han hang på pælen? Hvad følte Faderen da hans elskede søn råbte til ham i sin kval? Hvad følte han da Jesus drog sit sidste åndedrag og hans elskede søn for første gang siden skabelsens begyndelse ikke eksisterede mere? — Mattæus 26:14-16, 46, 47, 56, 59, 67; 27:38-44, 46; Johannes 19:1.

⁹ Vore ord slår ikke til! Den smerte Jehova følte ved sin søns  død, kan vore ord ikke give udtryk for. Det vi kan give udtryk for og forklare, er hvorfor Jehova tillod at det skete, og hvorfor han udsatte sig selv for denne smerte. Jehova har åbenbaret en vidunderlig sandhed for os i Johannes 3:16 — et skriftsted der er blevet kaldt „den lille Bibel“. Der står: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Jehovas motiv til at gøre det var altså kærlighed. At han sendte sin søn til jorden for at han skulle lide og dø for os, var en gave til os fra Jehova — den største kærlighedshandling nogen sinde.

10. Hvad har vi mennesker behov for, og hvad er der sket med betydningen af ordet „kærlighed“?

¹⁰ Hvad betyder ordet „kærlighed“? Kærlighed er blevet betegnet som det største behov et menneske har. Fra vugge til grav stræber man efter at få kærlighed; man blomstrer op og trives ved den eller hentæres og dør af mangel på den. Alligevel er egenskaben kærlighed forbavsende svær at definere — og det til trods for at der tales så meget om den, og at der er skrevet en endeløs række af bøger, sange og digte om den. Det de fortæller, siger os ikke altid nøjagtigt hvad kærlighed er. Ja, det lader til at ordet er blevet brugt — og misbrugt — så ofte at det er blevet vanskeligere og vanskeligere at definere.

11, 12. (a) Hvor kan vi lære en hel del om hvad kærlighed er, og hvorfor dér? (b) Hvilke former for kærlighed havde de gamle grækere særlige ord for, og hvilket ord for „kærlighed“ bruges hyppigst i De Kristne Græske Skrifter? (Se fodnoten.) (c) Hvad er agaʹpē-kærligheden?

¹¹ Bibelen fortæller imidlertid meget klart hvad kærlighed er. En bibelordbog siger for eksempel: „Kærligheden kendes kun på de gerninger den fremkalder.“ (Expository Dictionary of New Testament Words af W.E. Vine) Bibelens beretning om Jehovas gerninger fortæller en hel del om hans kærlighed — den godhed og hengivenhed han viser sine skabninger. Hvilket bedre eksempel har vi på kærlighed end den uforlignelige kærlighedshandling som allerede er beskrevet i det foregående?  I de følgende kapitler skal vi se eksempler på mange andre gerninger Jehova har øvet i kærlighed. Ud over dette kan betydningen af de ord der er brugt på Bibelens grundsprog, kaste mere lys over denne egenskab. De gamle grækere havde fire ord for „kærlighed“. * Det der bruges hyppigst i De Kristne Græske Skrifter, er ordet agaʹpē. En bibelordbog kalder det for „det stærkeste ord der findes for kærlighed“. Hvad er grunden til det?

¹² Agaʹpē er den kærlighed der lader sig lede af principper. Den er altså mere end blot en følelsesmæssig reaktion over for et andet menneske. Den har en større rækkevidde, er mere gennemtænkt og velovervejet, og den er frem for alt fuldstændig uselvisk. Lad os til eksempel igen se på Johannes 3:16. Hvad er det for en verden Gud elskede så meget at han gav sin enestefødte søn for den? Det er menneskehedens verden, nærmere betegnet den del af den der lader sig genløse. Det indbefatter mange som nu lever et syndigt liv. Elsker Jehova hver af dem som en personlig ven, sådan som han elskede den trofaste Abraham? (Jakob 2:23) Nej, men Jehova udstrækker alligevel sin kærlighed og godhed til alle, med store omkostninger for sig selv. Han ønsker at alle skal angre og vende om, det vil sige ændre sind og handlemåde. (2 Peter 3:9) Det er der mange som gør. Dem tager han med glæde imod som sine venner.

13, 14. Hvad viser at agaʹpē-kærligheden ofte er forbundet med en følelse af hengivenhed?

¹³ Der er dog nogle der har en forkert opfattelse af hvad agaʹpē-kærligheden er. De mener at det er en kold, forstandsmæssig  form for kærlighed. Sådan er det ikke. Agaʹpē-kærligheden er ofte forbundet med stærke følelser. I Johannes’ udtalelse „Faderen elsker Sønnen“ bruges en form af udsagnsordet agapaʹō (svarer til navneordet agaʹpē). Var der ingen hengivenhed forbundet med denne følelse? Læg mærke til hvad Jesus siger: „Faderen holder . . . af Sønnen.“ Her bruges en form af udsagnsordet fileʹō. (Johannes 3:35; 5:20) Jehovas kærlighed er ofte forbundet med inderlig hengivenhed. Men den skyldes ikke og er ikke påvirket af sentimentalitet. Den er altid ledet af hans kloge og retfærdige principper.

¹⁴ Som vi har set, er alle Jehovas egenskaber helt igennem ægte og fuldkomne. De appellerer til os. Men kærligheden er den af dem der appellerer mest til os. Ingen egenskab drager os med en sådan kraft til Jehova. Lykkeligvis er kærlighed også hans mest fremtrædende egenskab. Hvordan ved vi det?

15. Hvad siger Bibelen om Gud og egenskaben kærlighed, og hvad gør denne udtalelse til noget særligt? (Se også fodnoten.)

¹⁵ Bibelen siger noget om kærlighed som den ikke siger om nogen anden af Jehovas hovedegenskaber. Bibelen siger ikke at ’Gud er magt’, eller at ’Gud er retfærdighed’ eller at ’Gud er visdom’. Han har disse egenskaber, er det egentlige ophav til dem og har ikke sin lige i nogen af dem. Men om den fjerde egenskab siges der noget tankevækkende: „Gud er kærlighed.“ * (1 Johannes 4:8) Hvad betyder det?

16-18. (a) Hvorfor siger Bibelen at „Gud er kærlighed“? (b) Hvorfor er mennesket, af alle skabninger på jorden, et passende symbol på egenskaben kærlighed hos Jehova?

¹⁶ Udtalelsen „Gud er kærlighed“ er ikke en sammenligning  af to ens størrelser, som om man ville sige: „Gud er lig med kærlighed.“ Man kan heller ikke vende sætningen om og sige at „kærlighed er Gud“. Jehova er mere end en abstrakt egenskab. Han er en person som besidder en lang række følelser og egenskaber foruden kærlighed. Men hos Jehova har kærligheden dybe rødder. Et opslagsværk siger om dette vers i Bibelen: „Guds væsen eller natur er kærlighed.“ Det kan i det store og hele udtrykkes på denne måde: Jehovas magt sætter ham i stand til at handle. Hans retfærdighed og visdom leder ham når han handler. Men hans kærlighed motiverer ham til at handle. Og hans kærlighed er altid til stede når han gør brug af sine andre egenskaber.

¹⁷ Det er ofte blevet sagt at Jehova er den personificerede kærlighed. Hvis vi vil lære den principbestemte kærlighed at kende, må vi derfor lære Jehova at kende. Man kan naturligvis også se denne smukke egenskab hos mennesker. Men hvorfor har de den? Ved skabelsen udtalte Jehova disse ord, øjensynlig til sin søn: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mosebog 1:26) Af alle skabninger på jorden er det kun menneskene der kan vælge at vise kærlighed og på denne måde efterligne deres himmelske Fader. Som vi tidligere har været inde på, brugte Jehova forskellige skabninger som symbol på sine hovedegenskaber. Af alle disse var det mennesket, hans højeststående jordiske skabning, der blev brugt som symbol på hans mest fremtrædende egenskab, kærlighed. — Ezekiel 1:10.

¹⁸ Når vi viser den uselviske, principbestemte kærlighed, genspejler vi Jehovas mest fremtrædende egenskab. Som apostelen Johannes skrev: „Men vi, vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) På hvilke måder har Jehova da elsket os „først“?

19. Hvorfor kan man sige at kærlighed var en væsentlig grund til at Jehova begyndte at skabe?

¹⁹ Kærlighed er ikke nogen ny egenskab. For hvad var  grunden til at Jehova begyndte at skabe? Det var ikke den at han følte sig ensom og savnede selskab. Jehova er hel og fuldstændig i sig selv og mangler ikke noget som en anden kunne føje til. Men hans kærlighed, som er en aktiv egenskab, tilskyndede ham naturligt til at ønske at dele glæden ved livet med fornuftbegavede skabninger som kunne værdsætte livets gave. Guds enestefødte søn var Hans „skaberværks begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14) Derefter brugte Jehova ham som sin værkmester til at skabe alt andet idet han begyndte med englene. (Job 38:4, 7; Kolossenserne 1:16) Disse mægtige åndeskabninger var udrustet med forstandsevner og følelser og havde frihed til og mulighed for i kærlighed at knytte sig til andre åndeskabninger og til Jehova Gud selv. (2 Korinther 3:17) På denne måde kom de til at elske fordi de blev elsket først.

20, 21. Hvilke vidnesbyrd om Jehovas kærlighed var Adam og Eva omgivet af, og hvordan gengældte de den?

²⁰ Sådan var det også med menneskene. Fra begyndelsen var Adam og Eva praktisk talt indhyllet i kærlighed. Hvor de end rettede blikket hen i deres paradisiske hjem i Eden, så de vidnesbyrd om Faderens kærlighed til dem. Læg mærke til hvad Bibelen siger: „Jehova Gud [plantede] en have i Eden, mod øst, og dér satte han mennesket som han havde dannet.“ (1 Mosebog 2:8) Har du nogen sindet været i en vidunderligt smuk have eller park? Hvad tiltalte dig mest? Lyset som faldt glitrende gennem træernes kroner? Blomsternes betagende farvepragt? Lyden af en rislende bæk, fuglenes sang eller de summende insekter? Træernes, frugternes og blomsternes duft? Hvad det end var, så er der ingen park i dag der kan måle sig med Edens have i skønhed. Hvorfor ikke?

²¹ Fordi haven var plantet af Jehova selv! Den må have været ubeskriveligt smuk. Hvert eneste træ var en fryd for øjet, og der var frugttræer med saftige og velsmagende frugter. Haven var stor og udstrakt; der var naturlige vandløb i den, og den var fyldt med en mangfoldighed af spændende dyr. Adam og Eva havde alt hvad de behøvede for at kunne leve lykkeligt,  også et tilfredsstillende arbejde og selskab af en fuldkommen livsledsager. Jehova viste dem sin kærlighed først, og de havde al grund til at vise ham kærlighed til gengæld. Det gjorde de imidlertid ikke. I stedet for i kærlighed at adlyde deres himmelske Fader gjorde de i selviskhed oprør mod ham. — Første Mosebog, kapitel 2.

22. Hvordan viste Jehova efter oprøret i Eden at han er loyal i sin hengivenhed og kærlighed?

²² Hvilken sorg for Jehova! Men forbitrede dette oprør hans hjerte? Nej! „Hans loyale hengivenhed varer evindelig,“ siges der i Salme 136:1. Han traf med det samme beslutning om at ville genløse de efterkommere af Adam og Eva som havde en ret indstilling. Som vi har set, indbefattede dette at han gav sin elskede søn som et genløsningsoffer — et offer der blev bragt med store omkostninger for ham selv. — 1 Johannes 4:10.

23. Nævn en grund til at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’, og hvilket vigtigt spørgsmål vil blive besvaret i det næste kapitel?

²³ Ja, Jehova har lige fra begyndelsen taget initiativet til at vise menneskene kærlighed. På utallige måder har han vist at „han elskede os først“. At vise kærlighed skaber harmoni og glæde, så det er ikke mærkeligt at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Men nu opstår et andet vigtigt spørgsmål: Elsker Jehova os som enkeltpersoner? Det vil det næste kapitel svare på.