KAPITEL 80
Den rigtige hyrde og fårefoldene
-
JESUS TALER OM DEN RIGTIGE HYRDE OG FÅREFOLDENE
Jesus underviser stadig i Judæa, og han fortæller nu om noget tilhørerne nemt kan se for sig – får og fårefolde. Men det han siger, skal forstås symbolsk. Jøderne kan måske genkalde sig Davids ord: “Jehova er min Hyrde. Jeg skal intet mangle. Han lader mig ligge på grønne græsgange.” (Salme 23:1, 2) I en anden salme tilskyndede David nationen: “Lad os knæle for vores Skaber, Jehova, for han er vores Gud, og vi er folket på hans græsgang.” (Salme 95:6, 7) Ja, israelitterne under Loven er fra deres tidlige historie blevet sammenlignet med en fåreflok.
Disse “får” har været i en ‘fårefold’ i den forstand at de var født under Moses’ Lov. Loven fungerede som en mur der adskilte dem fra de onde handlinger som folk der ikke var under Loven, praktiserede. Men nogle israelitter behandlede Guds hjord dårligt. Jesus erklærer: “Jeg siger jer som sandt er: Den der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer ind et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den der går ind gennem døren, er fårenes hyrde.” – Johannes 10:1, 2.
Folk kommer måske til at tænke på nogle der har påstået at de var Messias, eller Kristus. De er som tyve og røvere. Folket bør ikke følge sådan nogle bedragere. I stedet bør de følge “fårenes hyrde”, om hvem Jesus siger:
“Ham lukker dørvogteren op for, og fårene lytter til hans stemme. Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har ført alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, for de kender hans stemme. De vil aldrig følge en fremmed, men de vil flygte fra ham, for de kender ikke hans stemme.” – Johannes 10:3-5.
Tidligere har Johannes Døber, som en dørvogter, identificeret Jesus som den de symbolske får der er under Loven, bør følge. Og nogle af fårene i Galilæa og lige her i Judæa har genkendt Jesus’ stemme. Hvor vil han føre dem hen? Og hvad vil der ske når de følger ham? Det er måske noget af det de der hører sammenligningen, spekulerer over, for ‘de forstår ikke det han siger’. – Johannes 10:6.
Jesus forklarer: “Jeg siger jer som sandt er: Jeg er den dør fårene går gennem. Alle der er kommet og har givet sig ud for at være mig, er tyve og røvere, men fårene har ikke hørt på dem. Jeg er døren. Den der går ind gennem mig, vil blive frelst, og han vil gå ind og ud og finde græsgange.” – Johannes 10:7-9.
Det er tydeligt at Jesus introducerer noget nyt. Hans tilhørere ved godt at han ikke er døren til Lovpagten, som har eksisteret i flere hundrede år. Så han mener altså at de får han ‘fører ud’, skal ind i en anden fårefold. Hvad vil resultatet blive?
Jesus forklarer nu mere om sin opgave: “Jeg er kommet for at de kan have liv og have det i overflod. Jeg er den rigtige hyrde. Den rigtige hyrde giver sit liv for fårene.” (Johannes 10:10, 11) Jesus har tidligere opmuntret og trøstet sine disciple ved at sige: “Lille hjord, vær ikke bange, for jeres Far har besluttet at give jer Riget.” (Lukas 12:32) Ja, de der udgør den “lille hjord”, er dem Jesus vil føre ind i en ny fårefold så “de kan have liv og have det i overflod”. Sikke en velsignelse at være en del af den hjord!
Men Jesus har mere at sige om dette emne: “Jeg har andre får, som ikke hører til denne Johannes 10:16) De “andre får” hører ikke til “denne fold”. De må derfor være fra en anden fold end den “lille hjord”, som vil arve Riget. Fårene i de to folde har forskellige fremtidsudsigter, men alle fårene vil få gavn af det Jesus vil gøre. Han siger: “Faren elsker mig fordi jeg giver mit liv.” – Johannes 10:17.
fold. Dem skal jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord under én hyrde.” (Mange fra folkemængden reagerer ved at sige: “Han er dæmonbesat, og han er vanvittig.” Andre viser dog at de lytter med interesse og gerne vil følge den rigtige hyrde. De siger: “En dæmonbesat ville aldrig tale sådan. Kan en dæmon måske åbne blindes øjne?” (Johannes 10:20, 21) De henviser tilsyneladende til at Jesus tidligere helbredte manden der havde været blind.