Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor ikke sex før ægteskabet?

Hvorfor ikke sex før ægteskabet?

Kapitel 23

Hvorfor ikke sex før ægteskabet?

’ER DET i orden hvis bare man elsker hinanden? Eller skal man vente til man er gift?’ ’Jeg har ikke været i seng med nogen endnu. Er der noget i vejen med mig?’ Det er spørgsmål der ofte optager unge.

Alan Guttmacher-instituttet rapporterede i 1981 at „det er et usædvanligt ungt menneske der ikke har haft kønslig omgang i teenageårene“. Det hedder videre: „Otte ud af ti mænd og syv ud af ti kvinder oplyser at de havde samleje endnu mens de var teenagere.“

’Og hvad galt er der ved det?’ spørger du måske. Det er trods alt naturligt at man gerne vil føle en andens kærlighed. Og når man er ung kan driften føles så stærk at man har svært ved at tænke på andet. Dertil kommer presset fra ens jævnaldrende. De fortæller måske om hvor skønt det er at gå i seng med en anden, og siger at det er helt naturligt når det er en man elsker. De påstår måske endda at man ikke er en rigtig mand eller kvinde hvis ikke man har prøvet det. Og da du nødig vil betragtes som en outsider, kan det være at du føler dig udsat for et ret kraftigt pres.

Det er imidlertid ikke alle unge der har travlt med at indlede et seksuelt forhold. En ung, ugift pige ved navn Esther besøgte sin læge for at blive undersøgt. Under besøget spurgte lægen med ét, nærmest som en selvfølge: „Hvilken form for prævention bruger du?“ Da Esther svarede: „Jeg bruger ingenting,“ udbrød lægen forbløffet: „Hvad siger du! Vil du da gerne være gravid? Hvordan tror du at du kan undgå det hvis du ikke beskytter dig?“ Esther svarede: „Jeg går ikke i seng med nogen!“

Lægen stirrede vantro på hende. „Det er ufatteligt,“ sagde han. „Der kommer børn her i 13-årsalderen som ikke er jomfruer længere. Du er et usædvanligt menneske.“

Hvorfor var Esther så usædvanlig? Fordi hun fulgte Bibelens ord: „Legemet er ikke bestemt for utugt [deriblandt sex før ægteskabet] . . . Flygt fra utugt.“ (1 Korinther 6:13, 18) Ja, hun forstod at seksuelle forhold inden ægteskabet er en alvorlig synd mod Gud! „Dette er Guds vilje, . . . at I afholder jer fra utugt,“ står der i Første Thessalonikerbrev 4:3. Hvad kan være grunden til at man ifølge Bibelen ikke må gå i seng med hinanden før man er gift?

Eftervirkningen

Også på bibelsk tid var der nogle der overtrådte dette bud. Der beskrives en umoralsk kvinde som med forførende ord lokker en ung mand: „Kom, lad os beruse os i kærtegn indtil morgen; lad os glæde hinanden med elskov.“ (Ordsprogene 7:18) Men Bibelen advarer også om at det der er dejligt i dag, kan gøre ondt i morgen. „Den fremmede kvindes læber drypper af flydende honning, og hendes gane er glattere end olie,“ skrev Salomon, og fortsatte: „Men eftervirkningen er bitter som malurt; den er skarp som et tveægget sværd.“ — Ordsprogene 5:3, 4.

En eftervirkning kan være at man pådrager sig en kønssygdom. Forestil dig de kvaler det vil medføre hvis man flere år senere opdager at en umoralsk affære har voldt uoprettelig skade, måske i form af sterilitet eller en alvorlig sygdom. Som Ordsprogene 5:11 advarende siger: „Du skal stønne i fremtiden når dit kød og din krop hentæres.“ Andre mulige eftervirkninger er uønskede børn (se side 184-5), abort og forhastede ægteskaber — alt sammen noget der medfører smertelige konsekvenser. Ja, det må siges at den der indleder seksuelle forhold inden ægteskabet, ’synder mod sit eget legeme’. — 1 Korinther 6:18.

Disse faremomenter har fået dr. Richard Lee til at skrive i Yale Journal of Biology and Medicine: „Over for vore unge praler vi med skelsættende opdagelser angående prævention og behandling af kønssygdomme, mens vi ser bort fra det mest sikre og specifikke, det mindst kostbare og mindst giftige middel der findes mod både svangerskab og kønssygdomme — nemlig den gamle, respektable og tilmed sunde forholdsregel der hedder afholdenhed.“

Skuffelse og skyldfølelse

Hos mange unge har sex før ægteskabet desuden ført til dyb skuffelse. Resultatet har været samvittighedsnag og tab af selvrespekten. Dennis, som er 23 år, indrømmer: „Det var én stor skuffelse — slet ikke den dejlige og varme følelse af kærlighed som det skulle være. I stedet gik det med ét op for mig hvor forkert det var, og jeg skammede mig frygteligt over min mangel på selvbeherskelse.“ En ung pige erklærede: „Jeg kom tilbage til virkeligheden med et brag — og med kvalme. . . . Festen var forbi; jeg følte mig syg, billig og snavset. Det hjalp selvfølgelig heller ikke at han bare sagde: ’Hvorfor i alverden sagde du ikke selv stop før det kom så vidt?’“

Ifølge dr. Jay Segal er den slags reaktioner ikke usædvanlige. Efter en undersøgelse af 2436 collegeelevers seksuelle aktivitet konkluderer han: „Antallet af dem der fandt deres første seksuelle forhold skuffende og utilfredsstillende, var næsten dobbelt så stort som antallet af dem der fandt det tilfredsstillende og spændende. Både mænd og kvinder fortalte at de var blevet dybt skuffede.“ Det er sandt at ægtepar også kan have vanskeligheder med hensyn til det seksuelle, men fordi der i ægteskabet råder sand kærlighed og man dér har forpligtet sig over for hinanden, kan problemerne som regel løses.

Prisen

Det er ganske vist ikke alle unge der plages af skyldfølelse. Nogle tænker blot på deres egen fornøjelse og kan tilsyneladende ganske uanfægtet dyrke seksuelle forhold med den ene efter den anden. Forskeren Robert Sorensen har imidlertid, i en undersøgelse af teenageres seksuelle adfærd, fundet frem til at unge betaler en pris for at leve på denne måde. Han skriver: „Under vore interview afslørede mange [af dem der havde skiftende partnere] . . . at de ikke syntes at deres liv var særlig meningsfyldt eller tilfredsstillende.“ Seksogfyrre procent kunne sige ja til følgende udtalelse: „Som jeg lever i øjeblikket går de fleste af mine evner til spilde.“ Sådanne unge gav desuden udtryk for ’manglende selvtillid og selvagtelse’.

Det er nøjagtig som der siges i Ordsprogene 5:9: De der indlader sig på umoralitet „giver andre [deres] værdighed“.

Dagen derpå

Når to som ikke er gift med hinanden har været i seng sammen, ser de ofte helt anderledes på hinanden. Han opdager måske at hans følelser for pigen ikke er så stærke som før, og kan endda synes at hun er mindre tiltrækkende. Hun føler sig måske udnyttet. Tænk på Bibelens beretning om den unge Amnon. Han var syg af kærlighed til jomfruen Tamar, men efter at have tvunget hende til samleje kom han til at nære „et meget stærkt had til hende“. — 2 Samuel 13:15.

En pige ved navn Maria oplevede noget lignende efter et seksuelt forhold: „Jeg hadede mig selv (på grund af min svaghed), og jeg hadede også min ven. Faktisk gjorde det seksuelle forhold, som vi troede ville bringe os nærmere sammen, en ende på vores forhold. Jeg havde ikke engang lyst til at se ham igen.“ Ja, når et par er sammen seksuelt uden at være gift med hinanden, overskrider de en grænse — og derefter kan intet blive som før.

Paul H. Landis, en autoritet med hensyn til familieforhold, bemærker: „Umiddelbart kan følgen [af sex inden ægteskabet] være at forholdet styrkes, men langtidsvirkningerne kan være helt anderledes.“ Det har vist sig at par der har et seksuelt forhold er mere tilbøjelige til at slå op end de der ikke har det. Hvorfor? Fordi et uretmæssigt forhold kan fostre jalousi og mistillid. En ung mand indrømmer: „Efter at have været i seng med en pige tænker nogle fyre: ’Hvis hun har gjort det med mig, har hun måske også gjort det med en anden.’ Sådan tænkte jeg i hvert fald. . . . Jeg var meget jaloux og mistænksom.“

Hvor fjernt er dette ikke fra den ægte kærlighed, der ’ikke er skinsyg, ikke opfører sig uanstændigt, og ikke søger sine egne interesser’. (1 Korinther 13:4, 5) Den kærlighed der fører til et stærkt og holdbart forhold, er ikke bygget på blinde lidenskaber.

Fordelene ved at vente — fred og selvrespekt

Dét at man undgår nogle ubehagelige følger er ikke den eneste fordel ved at vente med det seksuelle indtil ægteskabet. Bibelen fortæller om en ung pige der forblev jomfru til trods for at hun var dybt forelsket i sin ven. Hun kunne med stolthed sige: „Jeg er en mur, og mine bryster er som tårnene.“ Hun var ikke som en ’svingdør’ der let åbnede sig for et umoralsk pres. Nej, hun var, moralsk set, som en ubestigelig fæstningsmur med utilgængelige tårne. Hun kunne derfor med rette kaldes „den rene“, og om sin kommende ægtemand kunne hun sige: „I hans øjne [er jeg] blevet som en der finder fred.“ Hendes indre fred bidrog til deres fælles selvagtelse. — Højsangen 6:9, 10; 8:9, 10.

Esther, som vi allerede har nævnt, nød den samme fred og selvrespekt. Hun siger: „Jeg havde det godt med mig selv. Når mine arbejdskammerater gjorde nar af mig, betragtede jeg min rene tilstand som en diamant der er værdifuld fordi den er så sjælden.“ Unge af denne karat undgår også at blive plaget af dårlig samvittighed. „Der er intet så skønt som at have en god samvittighed over for Jehova Gud,“ siger Stefan, en ung kristen på 19 år.

’Men hvordan kan to komme til at lære hinanden at kende hvis de ikke går i seng med hinanden?’ indvender nogle unge.

Et fortroligt forhold der holder

Sex kan ikke i sig selv skabe varig samhørighed mellem to; ej heller kan kys og kærtegn. En ung kvinde, Ann, har et advarende ord: „Af erfaring har jeg lært at man til tider rent fysisk kan komme hinanden for nær alt for hurtigt.“ Når et par begynder at overøse hinanden med kærtegn, ophører den mere meningsfyldte kommunikation. Det medfører at man ser bort fra nogle alvorlige forskelligheder, der så først viser sig når man er blevet gift. Da Ann senere begyndte at komme sammen med den mand hun blev gift med, var de meget påpasselige med ikke at blive for intime. „Mens vi kom sammen brugte vi tiden til at løse problemer og overveje vore mål i livet,“ fortæller hun. „Jeg kom til at kende den person jeg skulle giftes med. Efter at vi var blevet gift, var der kun behagelige overraskelser.“

Var det vanskeligt for Ann og hendes ven at vise selvbeherskelse? „Ja, det var det!“ indrømmer hun. „Jeg er kærlig og hjertelig af natur. Men vi talte sammen om farerne og hjalp hinanden. Vi ville begge frem for alt behage Gud og ikke spolere vores kommende ægteskab.“

Men er det trods alt ikke en fordel for et nybagt ægtepar at de har haft visse seksuelle erfaringer med hinanden? Nej, tværtimod vil dette ofte ødelægge noget af det intime ved ægteskabet! Ved forhold før ægteskabet bliver vægten ofte lagt på de fysiske sider af det seksuelle og på den personlige tilfredsstillelse. Den gensidige respekt undergraves af ubehersket lidenskab. Når et sådant selvisk mønster én gang er dannet, er det svært at ændre og kan volde svære problemer i det fremtidige forhold.

I ægteskabet er der brug for en vis selvbeherskelse hvis det intime samliv skal fungere. Begge må lægge hovedvægten på at ’yde hvad der tilkommer den anden’, ikke på at få. (1 Korinther 7:3, 4) Afholdenhed inden ægteskabet medvirker til at man lærer at beherske sig og at lade den andens vel komme forud for ens egne ønsker. Husk også at det intime samliv ikke kun afhænger af fysiske faktorer. Sociologen Seymour Fisher gør opmærksom på at det der får en kvinde til at reagere seksuelt, også er følelser som „tryghed, intimitet og fortrolighed“ og det at manden „er i stand til at leve sig ind i hvordan hans ægtefælle føler, samt . . . den tillid hun nærer til ham.“

I en undersøgelse omfattende 177 gifte kvinder viste det sig interessant nok at tre fjerdedele af dem der havde haft sex før ægteskabet, havde seksuelle problemer i løbet af de første to uger efter brylluppet. Alle de der havde haft langvarige seksuelle problemer „kunne berette om førægteskabeligt samkvem“. Undersøgelser har desuden vist at der blandt dem der har haft sex før ægteskabet er dobbelt så mange der begår ægteskabsbrud! Hvor er det rigtigt når Bibelen siger: „Utugt . . . tager det gode motiv bort.“ — Hoseas 4:11.

Ja, ’man høster hvad man har sået’. (Galaterne 6:7, 8) De der sår lidenskab, vil få en kæmpehøst i form af utryghed og komplekser. Men de der sår selvbeherskelse, vil få en helt anden høst: tryghed og trofasthed. Esther, som vi tidligere har nævnt, har nu været lykkeligt gift i nogle år. Hendes mand siger: „Det er en ubeskrivelig glæde at komme hjem til sin kone og vide at vi kun tilhører hinanden. Intet kan erstatte denne følelse af tillid.“

De der venter til de bliver gift, får desuden den ro i sindet der kommer af at vide at man behager Gud. Det er imidlertid ikke så let i dag at bevare sin moralske renhed. Hvad kan hjælpe én?

Oplæg til samtale

□ Hvor almindeligt er det blandt de unge du kender at gå i seng med hinanden? Føler du at deres adfærd udsætter dig for pres eller problemer?

□ Hvilke uheldige virkninger kan sex før ægteskabet have? Kender du selv nogle som har erfaret sådanne virkninger?

□ Kan problemet med graviditet blandt teenagere blot løses med prævention?

□ Hvorfor kommer nogle ud for skuffelse og skyldfølelse efter et uretmæssigt kønsligt forhold?

□ Mener du at man får et bedre ægteskab hvis man går i seng med hinanden inden man bliver gift? Hvad er din begrundelse?

□ Hvordan kan et par lære hinanden at kende mens de kommer sammen med henblik på at gifte sig?

□ Hvilke fordele mener du der er ved at vente med det seksuelle indtil ægteskabet?

[Tekstcitat på side 182]

„Det er et usædvanligt ungt menneske der ikke har haft kønslig omgang i teenageårene.“ — Alan Guttmacher-instituttet

[Tekstcitat på side 187]

„Det var én stor skuffelse — slet ikke den dejlige og varme følelse af kærlighed som det skulle være“

[Tekstcitat på side 190]

Når et par er sammen seksuelt uden at være gift med hinanden, overskrider de en grænse — og derefter kan intet blive som før

[Ramme/illustration på side 184, 185]

Gravid som teenager — ’Det sker ikke for mig!’

„Hvert år bliver over 10 procent af alle teenagepiger gravide, og procenten stiger stadig. Hvis mønsteret ikke ændrer sig, vil 40 procent af alle piger blive gravide mindst én gang mens de endnu er teenagere,“ hedder det i rapporten Teenage Pregnancy: The Problem That Hasn’t Gone Away. Hvad er det for piger der bliver gravide? Bladet Adolescence svarer: „De skolepiger der bliver gravide kommer fra alle socioøkonomiske lag . . . Alle racer, alle trosretninger og alle egne af [USA], både land og by, er repræsenteret.“

Kun de færreste af dem er piger der ønsker at blive gravide. I en skelsættende undersøgelse omfattende over 400 gravide teenagere, lagde Frank Furstenberg junior mærke til at „de fleste af de interviewede flere gange sagde: ’Jeg troede ikke at det ville ske for mig.’“

Mange af dem havde veninder der dyrkede seksuelle forhold uden at blive gravide, og derfor regnede de med at kunne gøre det samme. Frank Furstenberg tilføjer: „Flere nævnte at de ikke troede at de kunne blive gravide ’så let’. Andre troede at hvis de kun havde samleje en gang imellem, ville de ikke blive gravide . . . Jo længere tid der gik uden at der skete noget, jo mere tilbøjelige var de til at være uforsigtige.“

Sandheden er imidlertid at der er mulighed for graviditet hver gang man har samleje. (Af en gruppe på 544 piger blev ’næsten en femtedel gravide inden for seks måneder efter at de var begyndt at have samleje’.) Mange — deriblandt Robin, som i dag er ugift mor — lod med vilje være med at bruge prævention. Hun var, som mange andre unge piger, bange for at p-piller kunne være sundhedsfarlige. Hun siger imidlertid også: „Hvis jeg skulle skaffe mig forebyggende midler, måtte jeg indrømme over for mig selv at jeg gjorde noget forkert. Det kunne jeg ikke. Så jeg lukkede simpelt hen det jeg gjorde ude af mine tanker og håbede at der ikke ville ske noget.“

Sådanne tanker har været fælles for mange som nu er ugifte mødre. I Furstenbergs undersøgelse „sagde næsten halvdelen af teenagerne at det var meget vigtigt for en kvinde at vente med sex til ægteskabet . . . Der var unægtelig en tydelig uoverensstemmelse mellem deres ord og deres handlinger . . . De havde fået ét sæt normer og havde lært sig at leve efter et andet.“ Denne følelsesmæssige konflikt „gjorde det særlig svært for disse kvinder at tage realistisk på konsekvenserne af deres seksuelle adfærd“.

Prævention er ingen garanti mod graviditet. Bogen Kids Having Kids minder om følgende: „Enhver metode har en usikkerhedsprocent . . . Om så ugifte teenagere beskyttede sig hver gang . . . ville der hvert år stadig være 500.000 [i USA] der blev gravide.“ En 16-årig ugift mor ved navn Pat citeres for at have sagt: „Jeg spiste ellers trofast [mine p-piller]. Jeg glemte ikke en eneste dag at tage dem.“

„Bliv ikke vildledt,“ advarer Bibelen. „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Graviditet er blot én af de ubehageligheder man kan høste ved utugt. Lykkeligvis kan ugifte mødre, som alle andre der er blevet fanget i umoralitetens snare, vende om og komme til Gud med samme angrende indstilling som kong David, der bad til Gud: „Vask mig grundigt ren for min misgerning, og rens mig for min synd.“ (Salme 51:2) Gud vil velsigne sådanne der angrer, når de søger at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.

Langt bedre er det dog at afholde sig helt fra sex før ægteskabet! Lad dig ikke narre af dem der siger at ’der nok ikke sker noget’!

[Illustration på side 183]

Efter et umoralsk forhold føler en af parterne sig ofte udnyttet eller ligefrem ydmyget

[Illustration på side 186]

Sex før ægteskabet resulterer ikke sjældent i seksuelt overførte sygdomme

[Illustration på side 188]

Alt for stærke fysiske udtryk for hengivenhed bringer et par i fare for at begå umoralitet, og hæmmer den mere meningsfyldte kommunikation

[Illustration på side 189]

Et lykkeligt samliv afhænger af mere end det rent fysiske