Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad vil det sige at gå for langt?

Hvad vil det sige at gå for langt?

KAPITEL 4

Hvad vil det sige at gå for langt?

Rigtigt eller forkert . . .

Det er altid og under alle omstændigheder forkert af to der kommer sammen, at røre ved hinanden.

□ Rigtigt

□ Forkert

Et par der afholder sig fra samleje, kan alligevel begå utugt.

□ Rigtigt

□ Forkert

Hvis to der kommer sammen, ikke tager sig seksuelle friheder over for hinanden, kan de ikke være rigtig forelskede.

□ Rigtigt

□ Forkert

DU HAR uden tvivl tænkt meget over dette. Hvis man kommer sammen med en, kan det nemlig være svært at vide hvor man skal trække grænsen med hensyn til at vise at man holder af hinanden. Lad os se nærmere på de tre ovennævnte udsagn og se hvordan Guds ord hjælper os til at besvare spørgsmålet: „Hvad vil det sige at gå for langt?“

● Det er altid og under alle omstændigheder forkert af to der kommer sammen, at røre ved hinanden.

Forkert. Bibelen fordømmer ikke rene og ærbare udtryk for kærlighed. For eksempel indeholder den beretningen om en sjulamitpige og en ung hyrde der var forelskede i hinanden. De havde et rent og ærbart forhold. Men de viste åbenbart deres kærlighed til hinanden med visse kærtegn før de blev gift. (Højsangen 1:2; 2:6; 8:5) I dag føler nogle par der seriøst overvejer at gifte sig, også at det er i orden med visse ærbare kærtegn. *

To der kommer sammen, må dog være yderst forsigtige. Kys, omfavnelser og andet der vækker de erotiske følelser, kan føre til forkerte seksuelle handlinger. Det er kun alt for nemt at miste selvbeherskelsen og begå kønslig umoralitet, selv for et par med reelle hensigter. — Kolossenserne 3:5.

● Et par der afholder sig fra samleje, kan alligevel begå utugt.

Rigtigt. Det græske ord der oversættes med „utugt“ (porneiʹa), har en bred betydning. Det beskriver alle former for seksuelle forhold uden for ægteskabet og sigter til misbrug af kønsorganerne. Utugt omfatter derfor ikke kun samleje, men også handlinger som oralsex, analsex og det at masturbere en anden person.

Dertil kommer at det ikke kun er utugt der fordømmes i Bibelen. Apostelen Paulus skrev: „Kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed.“ Og han tilføjede: ’De der øver sådanne ting skal ikke arve Guds rige.’ — Galaterne 5:19-21.

Hvad er „urenhed“? Det græske ord dækker urenhed af enhver art, i tale såvel som i adfærd. Det ville afgjort være ’urent’ at berøre en anden under tøjet, at klæde en helt eller delvis af eller at kærtegne en anden intimt, som for eksempel på brysterne. I Bibelen er det at kærtegne brysterne forbundet med de glæder der hører ægteskabet til. — Ordsprogene 5:18, 19.

Nogle unge ignorerer skamløst Guds normer. De går med vilje for langt, eller de udsøger sig i deres begær mange forskellige partnere som de kan begå seksuel urenhed med. Og de gør sig måske skyldige i det apostelen Paulus kaldte „skamløshed“. Det græske ord for „skamløshed“ betyder ’skændige handlinger, tøjlesløshed, letfærdighed, løsagtighed’. Du ønsker sikkert ikke at ’miste al moralsk sans’ ved at give dig hen til „skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed“. — Efeserne 4:17-19.

● Hvis to der kommer sammen, ikke tager sig seksuelle friheder over for hinanden, kan de ikke være rigtig forelskede.

Forkert. I modsætning til hvad nogle måske tror, vil det at man tager sig seksuelle friheder over for hinanden, ikke styrke forholdet. Tværtimod nedbryder det respekten og tilliden. Hør engang hvad Laura oplevede. „En dag kom min kæreste på besøg mens min mor ikke var hjemme, tilsyneladende bare for at se fjernsyn,“ fortæller hun. „Til at begynde med holdt han mig bare i hånden. Men lige pludselig begyndte hans hænder at ’vandre’. Jeg turde ikke sige til ham at han skulle lade være; jeg var bange for at han ville blive sur på mig og gå sin vej.“

Hvad mener du? Holdt Lauras kæreste egentlig af hende, eller tænkte han kun på at få tilfredsstillet sit eget behov? Viser en der prøver at lokke dig til at gøre noget urent, virkelig at han elsker dig?

Når en dreng presser en pige til at gå imod sin kristne opdragelse og ignorere sin samvittighed, overtræder han Guds lov og undergraver enhver påstand om at han elsker hende. Dertil kommer at en pige der villigt giver efter, faktisk lader sig udnytte. Endnu værre er det at hun har begået en uren handling — måske endda utugt. * — 1 Korinther 6:9, 10.

Sæt klare grænser

Hvis du kommer sammen med en, hvordan kan I da undgå upassende former for kærtegn? Det klogeste vil være på forhånd at sætte klare grænser. Ordsprogene 13:10 siger: „Hos dem der rådslår er der visdom.“ Tal derfor med din kæreste om hvilke kærtegn der vil være i orden. At vente med at sætte grænser til I befinder jer i en situation hvor de romantiske følelser er blusset op, ville svare til at vente med at installere en brandalarm til huset står i flammer.

Det kan godt være svært — ja, endda pinligt — at tale om så følsomt et emne, især når man lige er begyndt at komme sammen. Men hvis man sætter nogle klare grænser, kan det i høj grad være med til at forebygge at der opstår alvorlige problemer senere. Fornuftige grænser kan fungere ligesom røgdetektorer der sætter en alarm i gang ved det første tegn på ild. Hvor gode I er til at få talt disse emner igennem, kan også give et fingerpeg om hvor store chancer forholdet har. Faktisk er egenskaber som selvbeherskelse, tålmodighed og uselviskhed selve fundamentet for et tilfredsstillende seksuelt forhold i ægteskabet. — 1 Korinther 7:3, 4.

Det skal indrømmes at det ikke er nemt at holde fast ved Guds normer. Men du kan stole på Jehovas vejledning. I Esajas 48:17 kalder Jehova sig selv „den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå“. Jehova har dit bedste på sinde!

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 24

I NÆSTE KAPITEL

Du er ikke unormal fordi du ikke har været i seng med nogen. Tværtimod har du truffet et klogt valg. Find ud af hvorfor.

[Fodnoter]

^ par. 15 I nogle dele af verden betragtes det som smagløst og stødende hvis ugifte i al offentlighed viser hinanden kærlige følelser. Kristne passer på ikke at opføre sig på en måde som kunne få andre til at snuble og falde. — 2 Korinther 6:3.

^ par. 25 Det der behandles i denne paragraf, gælder naturligvis begge køn.

NØGLESKRIFTSTED

„Kærligheden . . . opfører sig ikke uanstændigt.“ — 1 Korinther 13:4, 5.

TIP

Vær sammen i grupper, eller insister på at der er en tredje person med som „anstandsdame“. Undgå at bringe jer selv i en farlig situation, som for eksempel at være alene med hinanden i en parkeret bil eller i et hus eller en lejlighed.

VIDSTE DU DET . . .?

Hvis man er forlovet, er der nogle intime ting som man bliver nødt til at tale igennem. Men snak som har til hensigt at vække de seksuelle ønsker, er en form for urenhed — også hvis det foregår via telefonen eller computeren.

HANDLINGSPLAN!

Jeg kan undgå fristelsen til at lege med umoralitet ved at ․․․․․

Hvis den jeg kommer sammen med, prøver at presse mig til en uren adfærd, vil jeg ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

Hvilke grænser vil du sætte med hensyn til fysisk kontakt med en af det modsatte køn?

Forklar hvad forskellen er mellem utugt, urenhed og skamløshed.

[Tekstcitat på side 46]

„Min kæreste og jeg har sammen læst bibelske artikler om at bevare et rent forhold. Vi er taknemmelige for at de har hjulpet os til at bevare en ren samvittighed.“ — Leticia

[Ramme på side 44]

Hvad skal vi gøre hvis vi er gået for langt?

Hvad nu hvis I har gjort noget forkert? Bedrag ikke jer selv ved at tro at I kan klare problemet alene. „Jeg bad til Gud: ’Hjælp os til ikke at gøre det igen,’“ indrømmer en ung pige. „Nogle gange virkede det, men ikke altid.“ Tal derfor med dine forældre om det. Bibelen giver også dette gode råd: ’Tilkald menighedens ældste.’ (Jakob 5:14) Disse kristne hyrder kan rådgive, vejlede og retlede jer så I kan få genoprettet jeres gode forhold til Gud.

[Illustrationer på side 47]

Ville du vente med at installere en brandalarm til huset står i flammer? Så vent heller ikke til jeres lidenskaber er blusset op, med at fastlægge grundregler for hvordan I vil opføre jer over for hinanden