Kapitel 8

Shinto — Japans søgen efter Gud

„Eftersom min fader var shintopræst, måtte vi hver morgen før morgenmaden sætte et glas vand og en skål dampkogt ris på husets kamidana [det shintoistiske husalter] som et offer. Efter denne tilbedelseshandling tog vi skålen ned og spiste af risen. Jeg var sikker på at guderne ville beskytte os fordi vi gjorde dette.

Da vi købte et nyt hus, forvissede vi os omhyggeligt om at det lå gunstigt i forhold til det gamle, ved at rådføre os med en shaman, et åndemedium. Han advarede os mod tre dæmonporte og sagde at vi måtte udføre den renselsesceremoni som min fader foreskrev. Vi rensede derfor disse steder med salt én gang om måneden.“ — Mayumi T.

1. (Med indledningen.) Hvor bliver shintoreligionen først og fremmest udøvet, og hvilke ceremonier udfører nogle af dens tilhængere?

SHINTO er en overvejende japansk religion. Det japanske religionsleksikon Nihon Shukyo Jiten siger: „Shintoismens tilblivelse er næsten identisk med den japanske etniske kultur, og det er en religiøs kultur der aldrig har været udøvet uden for dette etniske samfund.“ Men japansk kultur og japansk næringsliv øver nu så stor indflydelse at det bør interessere os at vide hvilke religiøse faktorer det er der har formet Japans historie og den japanske personlighed.

2. I hvilken grad er japanernes liv præget af shinto?

 ² Shinto hævder at have over 91.000.000 tilhængere i Japan, hvilket svarer til omkring tre fjerdedele af befolkningen. Men en meningsmåling viser at kun 2.000.000, tre procent af den voksne befolkning, virkelig bekender sig til shintoismen. Shintoforskeren Sugata Masaaki siger imidlertid: „Shinto går i den grad i ét med japansk dagligliv at folk knap nok er opmærksomme på dens eksistens. For japanerne er shinto ikke så meget en religion som en slags fast inventar de ikke tænker nærmere over, ligesom luften de indånder.“ Selv de der hævder at være ureligiøse, køber shintoamuletter der skal beskytte dem i trafikken, fejrer bryllup i overensstemmelse med shintotraditionen og bruger en mængde penge på de årlige shintofester.

Shintoismens oprindelse

3, 4. Hvordan gik det til at den japanske religion blev kendt som shinto?

³ Betegnelsen „shinto“ blev taget i brug i det sjette århundrede e.v.t. for at adskille den lokale religion fra  buddhismen, der var ved at trænge frem i Japan. „’Japanernes religion’ . . . fandtes naturligvis før buddhismen blev indført,“ forklarer religionsforskeren Sachiya Hiro, „men det var en religion i folks underbevidsthed, bestående af skikke og traditioner. Da buddhismen blev indført, blev folk sig imidlertid bevidst at disse traditioner udgjorde en japansk religion, forskellig fra buddhismen, som var en fremmed religion.“ Hvordan var denne japanske religion så opstået?

⁴ Det er vanskeligt at pege på noget bestemt årstal da den oprindelige shinto, „japanernes religion“, blev til. Da japanerne begyndte at dyrke ris på sumpmarkerne blev der behov for „velorganiserede og stabile fællesskaber,“ forklarer et japansk opslagsværk, „og man udviklede jordbrugsriter — som senere kom til at spille en vigtig rolle i shinto.“ (Kodansha Encyclopedia of Japan) Folk troede dengang på mange naturguder, som de viste ærbødighed.

5. (a) Hvad lærer shinto om de døde? (b) Hvordan er denne opfattelse i sammenligning med Bibelens?

⁵ Desuden frygtede man de dødes sjæle og opfandt visse riter for at formilde dem. Dette udviklede sig efterhånden til dyrkelse af forfædrenes ånder. Ifølge shintoistisk opfattelse har en afdøds sjæl stadig sin personlighed og er umiddelbart efter døden besmittet af døden. Når de efterladte udfører riter til minde om den afdøde, bliver sjælen renset for alt ondt og antager en fredsommelig og velvillig karakter. Med tiden når den afdødes ånd frem til at blive en forfædregud eller skytsgud.  Troen på sjælens udødelighed er altså grundlæggende også for denne religion, og bestemmer de troendes holdninger og handlinger. — Salme 146:4; Prædikeren 9:5, 6, 10.

6, 7. (a) Hvordan betragtede shintoisterne deres guder? (b) Hvad er en shintai, og hvorfor spiller shintai så stor en rolle i shinto? (Jævnfør Anden Mosebog 20:4, 5; Tredje Mosebog 26:1; Første Korintherbrev 8:5, 6.)

⁶ Japanerne mente at naturguderne og forfædreguderne var ånder der svævede i luften og fyldte den. Under festerne påkaldte man guderne for at få dem til at stige ned til de bestemte steder der var helliggjort i den anledning. Man sagde at guderne tog midlertidig bolig i shintai, genstande som træer, sten, spejle og sværd, der blev tilbedt. Shamaner eller åndemedier forestod de ritualer man udførte for at nedkalde guderne.

⁷ Lidt efter lidt fik de steder hvor guderne „steg ned“, og som blev midlertidigt renset før festerne, en mere permanent form. Folk byggede helligdomme for velvillige guder,  de guder der lod til at velsigne dem. I begyndelsen lavede de ikke billeder eller statuer af guderne, men dyrkede shintai, hvor gudernes ånder mentes at bo. Endog et helt bjerg, som Fuji, kunne være en shintai. Med tiden fik japanerne så mange guder at de fandt på udtrykket yaoyorozu-no-kami, der bogstaveligt betyder „otte millioner guder“ („kami“ betyder „guder“ eller „guddomme“). Udtrykket bruges nu til at betegne „utallige guder“, da shintoreligionen konstant får tilføjet nye guddomme.

8. (a) Hvordan blev Amaterasu Omikami dannet og tvunget til at udsende lys, ifølge shintomyterne? (b) Hvordan blev Amaterasu Omikami den nationale guddom, og hvilken forbindelse var der efter sigende mellem hende og kejserne?

 ⁸ Da shintoritualerne udførtes ved helligdomme, byggede hver klan en helligdom for sin egen skytsgud. Men da kejserfamilien forenede nationen i det syvende århundrede e.v.t., blev denne families solgudinde, Amaterasu Omikami, ophøjet til national guddom og den centrale skikkelse blandt shintoguderne. (Se side 191.) Med tiden opstod den myte at kejseren var en direkte efterkommer af solgudinden. For at befæste denne tro blev to vigtige shintoskrifter, Kojiki og Nihon shoki, udarbejdet i det ottende århundrede. Med deres indhold af myter som ophøjede kejserfamilien til gudernes efterkommere, bidrog disse bøger til at stadfæste kejsernes overhøjhed.

En religion med vægt på fester og ritualer

9. (a) Hvorfor kaldes shinto en religion med en række „ikke’r“? (b) Hvor streng er shinto når det gælder læren? (Jævnfør Johannes 4:22-24.)

⁹ Disse to bøger med shintomyter blev imidlertid ikke betragtet som inspirerede skrifter. Det er interessant at shinto hverken har nogen kendt grundlægger eller nogen bibel. „Shinto er en religion med en række ’ikke’r’,“ forklarer shintoeksperten Shouichi Saeki. „Den har ikke nogen faste læresætninger og ikke nogen detaljeret teologi. Den har så godt som ikke nogen forskrifter der skal følges. . . . Selv om jeg er opvokset i en familie der traditionelt har tilhørt shinto, kan jeg ikke huske at jeg nogen sinde har fået nogen nævneværdig religiøs undervisning.“ (Kursiveret af os.) For shintoisterne har hverken læresætninger eller forskrifter nogen betydning, ja, undertiden spiller det ikke engang nogen rolle for dem hvad de tilbeder. En shintoforsker siger: „Det hændte ofte at en helligdoms gud  blev byttet ud med en anden, og undertiden var de der tilbad disse guder og fremsagde bønner til dem, ikke klar over forandringen.“

10. Hvad er af størst betydning for shintoisterne?

¹⁰ Hvad er da vigtigt for shintoisterne? En bog om  japansk kultur siger: „Shinto regnede oprindelig gerninger som bidrog til at et lille samfund kunne leve harmonisk og have det daglige udkomme, for ’gode’, og dem der hindrede dette, for ’onde’.“ At leve i harmoni med guderne, naturen og samfundet var det der blev regnet for at have størst betydning. Alt hvad der forstyrrede freden og harmonien i samfundet var ondt, uanset hvilken moralsk værdi det måtte have.

11. Hvilken rolle spiller festerne i tilbedelsen og i det daglige liv?

¹¹ Da shinto ikke har nogen formel lære, søger den at fremme harmonien i samfundet gennem ritualer og fester. „Det vigtigste i shintoismen er om vi fejrer festerne eller ikke,“ siger det japanske opslagsværk Nihon Shukyo Jiten. (Se side 193.) Når folk i risdyrkende samfund kom sammen til fester til ære for deres forfædreguder, bidrog det til at skabe et godt sammenhold blandt dem. De største fester har den dag i dag tilknytning til risdyrkningen. Om foråret påkalder landsbyboerne „risguden“ for at han skal stige ned til landsbyen, og de beder om en god afgrøde. Om efteråret takker de guderne for høsten. Under festerne bærer de guderne rundt på en mikoshi, en transportabel helligdom, og har et fællesskabsmåltid med guderne bestående af sake (risvin) og mad.

12. Hvilken slags renselsesritualer har shinto, og hvad er hensigten med dem?

¹² For at kunne være i forening med guderne tror shintoisterne imidlertid at de må renses for al moralsk urenhed og synd, og det er her ritualerne kommer ind i billedet. Der er to måder at rense et menneske eller en genstand på. Den ene kaldes oharai og den anden misogi. Ved oharai svinger en shintopræst en gren af det stedsegrønne sakakitræ, med papir eller hør bundet fast til spidsen, foran den person eller den genstand der skal  renses. Ved misogi bruges der vand. Disse renselsesritualer er så vigtige i shintoreligionen at en japansk autoritet erklærer: „Man kan roligt sige at uden disse ritualer vil shinto ikke kunne bestå [som religion].“

Shintos tilpasningsevne

13, 14. Hvordan har shinto tilpasset sig andre religioner?

¹³ Shinto har beholdt sine fester og ritualer til trods for de forandringer religionen har gennemgået i årenes løb. Hvilke forandringer? En shintoforsker sammenligner de forandringer shinto har gennemgået, med de forandringer der sker med en påklædningsdukke. Da buddhismen blev introduceret, iførte shintoreligionen sig den buddhistiske læredragt. Da folket trængte til moralnormer, iklædte den sig kungfutsianismen. Den viste en usædvanlig stor tilpasningsevne.

¹⁴ Shintoismen begyndte meget tidligt i sin historie at  blive præget af synkretisme, optagelse af elementer fra andre religioner. Den lod sig påvirke af både kungfutsianismen og taoismen, der i Japan er kendt som „yin og yangs vej“, men den blev i særlig grad blandet op med buddhismen.

15, 16. (a) Hvordan reagerede shintoisterne på buddhismen? (b) Hvordan kom sammensmeltningen af shinto og buddhismen i stand?

¹⁵ Det var netop da buddhismen kom til Japan via Kina og Korea, at japanerne gav deres traditionelle religiøse skikke navnet shinto, som betyder „gudernes vej“. De var imidlertid uenige om hvorvidt de skulle godtage buddhismen eller ikke. De der var for buddhismen, sagde: ’Alle vore nabolande tilbeder på den måde. Hvorfor skal Japan være anderledes?’ De der var imod buddhismen, sagde: ’Hvis vi tilbeder nabolandenes guder, vækker vi vore egne guders vrede.’ Efter flere årtiers strid gik buddhismetilhængerne af med sejren. Da prins Shōtoku i slutningen af det sjette århundrede gik over til buddhismen, havde den nye religion slået rod.

¹⁶ Da buddhismen efterhånden bredte sig til landdistrikterne, stødte den på de lokale shintoguddomme, der havde en fast forankret plads i folks dagligliv. De to religioner måtte indgå et kompromis for at kunne eksistere  side om side. Buddhistmunkene i bjergene bidrog til at sammensmelte de to religioner. Eftersom bjergene blev regnet for at være shintoguddommenes boliger, gav munkenes asketiske øvelser i bjergene stødet til den tanke at buddhismen og shintoismen kunne blandes, og det førte til at der blev bygget jinguji, „helligdomstempler“. * Lidt efter lidt blev de to religioner smeltet sammen, og buddhismen tog initiativet med hensyn til at udforme religiøse teorier.

17. (a) Hvad betyder kamikaze? (b) Hvordan blev kamikaze forbundet med troen på at Japan var en guddommelig nation?

¹⁷ I mellemtiden var troen på at Japan var en guddommelig nation, ved at slå rod. Da mongolerne angreb Japan i det 13. århundrede opstod troen på kamikaze, der bogstaveligt  betyder „guddommelig vind“. To gange angreb mongolerne øen Kyushu med talmæssigt overlegne flådestyrker, og begge gange måtte de trække sig tilbage på grund af uvejr. Japanerne mente at uvejret eller vindene (kaze) blev sendt af deres shintoguder (kami), og dette bidrog naturligvis til at øge gudernes anseelse.

18. Hvordan klarede shinto sig i konkurrencen med andre religioner?

¹⁸ Som tilliden til shintoguddommene blev større, blev de betragtet som de oprindelige guder, mens buddhaerne („de oplyste“) og bodhisattvaerne (vordende buddhaer som hjælper andre til at opnå oplysning; se side 136-138, 145, 146) blot blev betragtet som midlertidige, lokale manifestationer af guddommen. Som følge af denne konflikt mellem shintoismen og buddhismen opstod der forskellige shintoskoler. Nogle lagde stor vægt på buddhismen, andre ophøjede det shintoistiske panteon, mens andre igen smykkede deres lære med en senere form for kungfutsianisme.

Kejserdyrkelse og stats-shinto

19. (a) Hvad var restaurations-shintoisternes mål? (b) Hvilken tankegang førte Norinaga Motooris lære til? (c) Hvad opfordrer Gud os til at gøre?

¹⁹ Efter mange år med kompromiser skønnede shintoteologerne at deres religion var blevet besmittet af kinesisk  tankegang. De holdt derfor på at man skulle vende tilbage til den gamle japanske vej. En ny shintoskole, kendt som restaurations-shinto, opstod, med den lærde Norinaga Motoori fra 1700-tallet som en af sine betydeligste teologer. Motoori studerede de klassiske skrifter, især de shintoskrifter der kaldes Kojiki, for at finde tilbage til den japanske kulturs oprindelse. Han forkyndte at solgudinden Amaterasu Omikami var den højeste guddom, men udtalte sig temmelig vagt om gudernes forbindelse med naturfænomenerne. Desuden mente han at det guddommelige forsyn er uforudsigeligt og at det er respektløst af mennesker at forsøge at forstå det. Stil ingen spørgsmål og vær lydig mod det guddommelige forsyn, var hans lære. — Esajas 1:18.

20, 21. (a) Hvordan forsøgte en shintoteolog at fjerne „kinesisk“ indflydelse fra shinto? (b) Hvilken bevægelse blev dannet som følge af Hiratas filosofi?

²⁰ En af Norinagas efterfølgere, Atsutane Hirata, byggede videre på hans ideer og forsøgte at rense shinto ved at fjerne al „kinesisk“ indflydelse. Hvad gjorde han? Han smeltede shinto sammen med frafalden „kristen“ teologi! Han sammenlignede Amenominakanushi-no-kami, en gud der omtales i Kojiki, med „kristendommens“ Gud og sagde at denne gud, der fører forsædet i universet, har to guder under sig, „den højt-producerende (Takami-musubi) og den guddommeligt-producerende (Kami-musubi), som ser ud til at repræsentere det mandlige og det kvindelige princip“. (Religions in Japan) Ja, han overtog læren om en treenig gud fra katolicismen. Skønt denne lære aldrig blev væsentlig i shinto, medførte hans sammenblanding af shinto og såkaldt kristendom dog at kristenhedens form for monoteisme efterhånden vandt indpas i shintoisternes tankegang. — Esajas 40:25, 26.

 ²¹ Hiratas teologi blev grundlaget for ’Ær kejseren’-bevægelsen, som førte til at de feudale militærdiktatorer, shogunerne, blev styrtet og kejserdømmet fik sin renæssance i 1868. Da kejseren overtog regeringen blev Hiratas disciple udnævnt til at forestå shintotilbedelsen, og de arbejdede hen imod at gøre shinto til statsreligion. Ifølge den nye forfatning var kejseren, der blev betragtet som en direkte efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami, „hellig og ukrænkelig“. Han blev dermed stats-shintos højeste gud. — Salme 146:3-5.

Shintos „hellige skrift“

22, 23. (a) Hvilke to forordninger blev udstedt af kejseren? (b) Hvorfor blev disse forordninger betragtet som hellige?

²² Shinto havde sine gamle optegnelser, ritualer og bønner i skrifterne Kojiki, Nihongi og Yengishiki, men stats-shinto behøvede en hellig bog. I 1882 udstedte kejser Meiji det kejserlige reskript til soldater og sømænd. Eftersom det kom direkte fra kejseren, betragtede japanerne det som et helligt skrift, og det kom til at danne grundlaget for den daglige meditation blandt mænd i de væbnede styrker. Det understregede at et menneskes pligt til at indfri sin gæld og sine forpligtelser over for gudekejseren kom før de pligter det måtte have over for andre.

²³ Shintos hellige skrift fik et tillæg da det kejserlige reskript angående uddannelse blev udstedt den 30. oktober 1890. Det „ikke blot fastsatte grundlaget for skoleundervisningen, men blev i realiteten stats-shintos hellige skrift,“ forklarer stats-shintoforskeren Shigeyoshi Murakami. Reskriptet fastslog at det „historiske“ forhold mellem kejsernes mytiske forfædre og deres nuværende undersåtter var grundlaget for undervisningen. Hvordan betragtede japanerne disse forordninger?

24. (a) Nævn et eksempel på hvordan folket betragtede de kejserlige reskripter. (b) Hvordan førte stats-shintoismen til kejserdyrkelse?

 ²⁴ „Da jeg var pige, plejede viceinspektøren [på skolen] at holde en trææske i øjenhøjde og ærbødigt bære den op til podiet,“ erindrer Asano Koshino. „Inspektøren tog imod æsken og tog skriftrullen med det kejserlige reskript angående uddannelse op. Mens reskriptet blev læst højt, skulle vi stå med bøjet hoved lige til vi hørte de afsluttende ord: ’Hans Majestæts navn og segl.’ Vi hørte det så mange gange at vi lærte ordene udenad.“ Ved hjælp af et undervisningssystem der var baseret på mytologi, blev hele folket indoktrineret til at vie sig til kejseren, og dette varede helt frem til 1945. Stats-shinto blev betragtet som den øverste religion, og de tretten andre shintoretninger som havde afvigende læresætninger, blev noget nedsættende omtalt som sekt-shinto.

Den japanske religions mission — at erobre verden

25. Hvordan betragtede japanerne kejseren?

²⁵ Stats-shinto havde også sin afgud. „Hver morgen klappede jeg i hænderne mod solen, symbolet for gudinden Amaterasu Omikami, og så vendte jeg mig mod øst mod kejserens palads og tilbad kejseren,“ mindes Masato, en ældre japaner. Kejseren blev dyrket som en gud af sine undersåtter. Som solgudindens efterkommer blev han betragtet som den øverste både politisk og religiøst. En japansk professor erklærede: „Kejseren er Gud åbenbaret i mennesker. Han er den åbenbarede Guddom.“

26. Hvilken lære opstod som følge af kejserdyrkelsen?

²⁶ Dette førte til den lære at „Mikadoens [kejserens] land er denne sansebare verdens centrum. Fra dette centrum må vi bringe denne store Ånd ud til hele verden. . . . Den  mest presserende opgave nu er at udbrede Storjapan til hele verden og at ophøje hele verden til gudernes land, og, igen, dette er vort evige og uforanderlige mål“. (The Political Philosophy of Modern Shinto af D. C. Holtom) Der var ingen adskillelse mellem religion og politik der!

27. Hvordan udnyttede militaristerne kejserdyrkelsen?

²⁷ John B. Noss bemærker i sin bog Man’s Religions: „Det japanske militærvæsen tøvede ikke med at udnytte denne holdning. Dets krigspropaganda gik blandt andet ud på at erobring var Japans hellige opgave. I sådanne ord ser man tydeligt de logiske konsekvenser af en nationalisme som er tilført alle religionens værdier.“ Den shintoistiske myte om kejserens guddommelighed og sammenblandingen af religion og nationalisme skulle blive en tragedie, både for japanerne og for andre folk.

28. Hvilken rolle spillede shinto for japanernes krigsindsats?

²⁸ Japanerne i almindelighed havde ingen anden mulighed end at tilbede kejseren under stats-shinto og dens kejserlige system. Norinaga Motooris lære: ’Stil ingen spørgsmål, men vær lydig mod det guddommelige forsyn,’ gennemsyrede og beherskede japansk tankegang. I 1941 blev hele nationen mobiliseret i den anden verdenskrig under stats-shintos banner og i troskab mod „det levende gudemenneske“. ’Japan er en guddommelig nation,’ tænkte folk, ’og kamikaze, den guddommelige vind, vil blæse når der opstår en krise.’ Soldaterne og deres familier bad til deres skytsguder om sejr i krigen.

29. Hvad førte til at mange mistede troen efter den anden verdenskrig?

²⁹ Da den „guddommelige“ nation måtte erkende nederlaget i 1945 efter at to atombomber havde udslettet Hiroshima og store dele af Nagasaki, stod shinto over for  en alvorlig krise. Fra den ene dag til den anden var den angiveligt uovervindelige, guddommelige kejser Hirohito blevet en besejret, menneskelig hersker. Den japanske tro var knust. Kamikaze havde svigtet nationen. Opslagsværket Nihon Shukyo Jiten siger: „En af grundene var folkets skuffelse over at være blevet forrådt. . . . Endnu værre var det at shintoverdenen ikke gav nogen religiøst set indgående og tilfredsstillende forklaring på den tvivl der opstod som følge af [nederlaget]. Den religiøst umodne reaktion: ’Der findes ingen Gud eller Buddha,’ blev følgen.“

Vejen til sand harmoni

30. (a) Hvad kan vi lære af det shintoisterne erfarede under den anden verdenskrig? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi bruger fornuften når vi afgør hvem vi vil tilbede?

³⁰ Stats-shintos historie understreger hvor vigtigt det er at hver enkelt undersøger de traditioner og trosopfattelser han holder sig til. Shintoisterne søgte måske nok en vej til harmoni med deres landsmænd ved at støtte militarismen. Men det bidrog ikke til fred og harmoni i verden, og det  skabte heller ikke fred og harmoni i Japan og i japanske hjem, eftersom familieforsørgere og unge mænd blev dræbt i krigen. Før vi vier vort liv til nogen, må vi nøje undersøge hvem og hvilken sag vi ofrer os for. Nogle romere som før havde dyrket den romerske kejser, fik denne formaning af en kristen lærer: „Jeg [beder] jer indtrængende . . . om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ Nøjagtig som de kristne i Rom måtte bruge deres fornuft når de valgte hvem de ville vie deres liv til, er det vigtigt at vi bruger vor fornuft når vi afgør hvem vi vil tilbede. — Romerne 12:1, 2.

31. (a) Hvad har været tilstrækkeligt for de fleste shintoister? (b) Hvilket spørgsmål må besvares?

³¹ For shintoisterne i almindelighed havde det ingen afgørende religiøs betydning at få identificeret en bestemt gud. En lærer i japansk religionshistorie, Hidenori Tsuji, siger: „For menigmand spillede det ingen rolle om det var guder eller buddhaer. Det var uvæsentligt, så længe disse blot hørte bønnerne om en god høst, om helbredelse for sygdom og om familiens sikkerhed.“ Men førte dette folk til den sande Gud og hans velsignelser? Historiens svar er tydeligt.

32. Hvad skal vi se på i det næste kapitel?

³² I deres søgen efter en gud baserede shintoisterne deres trosopfattelser på mytologien og gjorde et menneske, kejseren, til en gud, til den såkaldte efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami. Men tusinder af år før shinto tog sin begyndelse, havde den sande Gud åbenbaret sig for en troende mand, en semit, i Mesopotamien. Det næste kapitel vil gøre rede for denne store begivenhed og det den førte til.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 191]

Solgudinden i shintomyterne

Shintomyterne fortæller at guden Izanagi engang for længe siden „vaskede sit venstre øje og derved fødte den store gudinde Amaterasu, solgudinden“. Senere kom Susanoo, havsletternes gud, og skræmte Amaterasu, så hun „gemte sig i en klippegrotte i himmelen og lukkede indgangen med en kampesten. Verden blev styrtet ud i mørke“. Guderne lagde derfor en plan for at få Amaterasu ud af grotten. De samlede galende haner som varslede daggry, og lavede et stort spejl. De hængte smykker og tøjstrimler på sakakitræerne. Så begyndte gudinden Ama no Uzume at danse og tromme med fødderne på et kar. Under den vilde dans rev hun klæderne af sig, og guderne brast i latter. Al denne aktivitet vakte Amaterasus nysgerrighed, og hun kiggede ud og fik øje på sig selv i spejlet. Spejlbilledet fik hende ud af grotten, og kraftens gud greb hende da i hånden og førte hende helt ud i det fri. „Hermed blev verden atter oplyst af solgudindens stråler.“ — New Larousse Encyclopedia of Mythology. — Jævnfør Første Mosebog 1:3-5, 14-19; Salme 74:16, 17; 104:19-23.

[Ramme på side 193]

Shinto — en religion med mange fester

Japanerne har mange religiøse fester, matsuri, i løbet af året. Her er nogle af de vigtigste:

▪ Sho-gatsu, nytårsfesten, 1.-3. januar.

▪ Setsubun, hvor man kaster bønner i husene og udenfor mens man råber: „Djævle ud, lykken ind“; 3. februar.

▪ Hina Matsuri, dukkefest for piger, holdes 3. marts; der laves en dukkescene som skildrer hvordan livet formede sig i kejserens hjem i gammel tid.

▪ Drengefesten, 5. maj, hvor der flages med koi-nobori (karpevimpler som symboliserer styrke).

▪ Tsukimi, hvor man beskuer efterårsfuldmånen mens man ofrer små runde riskager og den første nye afgrøde.

▪ Kanname-sai, kejserens ofring af den første nye ris i oktober.

▪ Niiname-sai fejres af kejserfamilien i november, hvor kejseren, præsiderende som kejser-shintos øverste præst, smager på den nye ris.

▪ Shichi-go-san, der betyder „syv-fem-tre“, fejres af shintofamilier den 15. november. Syv, fem og tre regnes for vigtige overgangsår i børnenes liv; børn i farverige kimonoer besøger familiehelligdommen.

▪ Der fejres også mange buddhistiske fester, deriblandt Buddhas fødselsdag den 8. april og obonfesten den 15. juli, som afsluttes med at man lader lygter flyde ud på havet eller en flod „for at lede forfædrenes ånder tilbage til den anden verden“.

[Illustration på side 188]

En shinto-tilhænger beder om gudernes gunst

[Illustration på side 189]

Shinto, „Gudernes vej“

[Illustration på side 190]

Et helt bjerg, som for eksempel Fuji, kan betragtes som en shintai, der tilbedes

[Illustrationer på side 195]

Shintoister med en mikoshi, en transportabel helligdom, og (herover) med blade af stokrose (aoi) under aoifesten i Kyoto

[Illustration på side 196]

Mennesker og genstande menes at blive renset og sikret beskyttelse ved at man svinger med papir eller hør som er fæstet til en gren af et stedsegrønt træ

[Illustrationer på side 197]

En japaner ser ikke noget selvmodsigende i at han beder både foran et shintoalter (til venstre) og et buddhistisk alter

[Illustration på side 198]

Kejser Hirohito (på forhøjningen) blev tilbedt som en efterkommer af solgudinden

[Illustration på side 203]

En ung kvinde fæster en ema, en bønnetavle af træ, som hun har købt, på helligdommen