Albanien

ALBANIEN er et lille land med en rig og kompleks historie. Det er blevet gennemvanket af stammer og nationer, domineret af verdensmagter og har oplevet årtier med ekstrem isolation. Jehovas Vidner i landet har oplevet mange udfordringer og megen modstand, men Jehova Gud har holdt dem oppe og velsignet dem med en vidunderlig åndelig fremgang. De følgende sider indeholder et kort overblik over deres spændende historie og viser at „Jehovas hånd“ har støttet hans ydmyge tjenere i dette land. — Apg. 11:21.

I århundreder kæmpede fremmede om kontrollen over Albanien, og disse stridigheder medførte også religiøse konflikter. I begyndelsen af 1500-tallet bekendte nogle sig til islam, andre til den ortodokse kirke og atter andre til katolicismen.

I slutningen af 1800-tallet var albansk nationalisme på fremmarch, og der blev dannet mange patriotiske selskaber. Flertallet af albanerne var bønder, og mange skød skylden for deres fattigdom på de mange års fremmed intervention. Omkring år 1900 førte spørgsmålene om uafhængighed og selvstyre til krige med Grækenland, Serbien og Tyrkiet. I 1912 erklærede Albanien sig for et selvstændigt land.

Senere medførte regeringens politik at organiseret religion stort set blev udryddet. Efter den anden verdenskrig afskaffede det kommunistiske styre al religion og erklærede Albanien for verdens første ateistiske stat.

’TAGER MED GLÆDE IMOD SANDHEDEN’

Før år 56 rapporterede apostelen Paulus at han og hans medarbejdere fuldt ud havde forkyndt den gode  nyhed „helt til Illyrien“, en romersk provins der omfattede en del af det område der i dag er Albanien. (Rom. 15:19) Det er ret sandsynligt at nogle i dette område blev sande kristne dengang, for den verdslige historie beskriver at kristendommen slog rod i Albanien i det første århundrede.

De første optegnelser i nyere tid om den sande tilbedelse i dette område stammer fra 1921, da John Bosdogiannis fra Kreta skrev til Betel i Brooklyn og fortalte at han havde besøgt „bibelstudiekredsen“ i Ioannina, der i dag ligger i det nordlige Grækenland. Omkring samme tidspunkt slog mange albanere sig ned i New England i USA, deriblandt Thanas (Nasho) Idrizi og Costa Mitchell. De lærte sandheden at kende og blev hurtigt døbt. Broder Idrizi tog i 1922 tilbage til Gjirokastra i Albanien, og han blev dermed den første albaner der vendte tilbage til sit land med sandheden fra Bibelen. Jehova velsignede hans selvopofrende indstilling, og folk begyndte at reagere positivt på hans forkyndelse. Inden længe drog også andre troende albanere der boede i Amerika, tilbage til deres hjemland. Costa Mitchell fortsatte samtidig med at forkynde for albanere i Boston, Massachusetts, USA.

Sokrat og Thanas Duli (Athan Doulis) var født i Albanien, men kom til  Tyrkiet som drenge. Sokrat vendte hjem til Albanien i 1922. Det følgende år tog den 14-årige Thanas også tilbage for at opsøge sin bror. „Da jeg kom tilbage til vores gamle hus,“ skrev han, „kunne jeg ikke umiddelbart finde min bror, for han arbejdede omkring 200 kilometer derfra. Men jeg fandt Vagttårnet, Bibelen og syv bind af Studier i Skriften samt nogle traktater om bibelske emner. Selv i dette afsidesliggende bjergområde fandtes der aktive bibelstudenter som havde været i Amerika, og som havde bragt deres bibelkundskab og kærlighed til Bibelen med sig tilbage.“ Da de to omsider mødtes, holdt Sokrat, der nu var en døbt bibelstudent, sig ikke tilbage fra at forkynde sandheden for Thanas.

I 1924 fik afdelingskontoret i Rumænien til opgave at føre tilsyn med det nyligt påbegyndte forkyndelsesarbejde i Albanien. Selvom det stadig var begrænset hvor meget der blev forkyndt, stod der i Vagttaarnet for  15. december 1925: „Guds Harpe samt Den ideelle Regering og Verdens Nød blev oversat og trykt paa Landets Sprog, og en ret stor Del er spredt blandt Folket, og Albanerne griber Sandheden med stor Glæde.“

På den tid var Albanien splittet af politiske stridigheder. Hvordan forholdt det sig med Jehovas tjenere? „I 1925 var der tre organiserede menigheder i Albanien samt andre bibelstudenter der boede spredt rundt om i landet,“ skrev Thanas. Han bemærkede også at den kærlighed der kendetegnede dem, stod i skarp kontrast til den strid, egoisme og rivaliseren der kendetegnede folk omkring dem. Mens mange albanere forlod landet, vendte andre som havde lært sandheden at kende, tilbage, ivrige efter at lære deres slægtninge om Kristi nyoprettede rige.

I samme periode blev der i Boston holdt offentlige foredrag på albansk hver søndag formiddag for omkring 60 personer. De tilstedeværende var seriøse bibellæsere der elskede at granske bøgerne Studier i Skriften. Bogen Guds Harpe blev også grundigt studeret selvom den indeholdt nogle oversættelsesfejl. (For eksempel blev titlen først oversat med Guds Guitar). Ikke desto mindre hjalp denne bog i snesevis af albanere til at lære sandheden fra Bibelen at kende og opbygge en stærk tro.

„LAD DEM VÆRE I FRED!“

I 1926 rapporterede The Watch Tower at der i Albanien var 13 der havde overværet højtiden til minde om Kristi død. I den engelske årbog for 1927 kunne man læse: „Der er kun omkring 15 indviede brødre i Albanien, og de gør deres bedste for at udbrede budskabet om Riget.“ Der stod endvidere: „I Amerika er der omkring  30 indviede albanske brødre, og de er stærkt optaget af at hjælpe deres landsmænd til at lære sandheden at kende.“ De 15 brødre i Albanien kunne glæde sig over at 27 overværede mindehøjtiden i 1927, mere end dobbelt så mange som året før.

I slutningen af 1920’erne var der stadig stor politisk uro i Albanien. En regering ledet af den ortodokse biskop Fan Noli overtog magten i en kort periode, men blev væltet af Ahmed Bey Zogu, der blev præsident. Han erklærede Albanien for et kongedømme hvori han som kong Zog I havde det endelige ord at skulle have sagt.

I 1928 rejste Lazar Nasson, Petro Stavro og to andre brødre fra USA til Albanien for at vise „Skabelsens Fotodrama“. På samme tid var også en katolsk og en ortodoks præst fra USA i Albanien for at besøge kong Zog I.

„Pas på!“ advarede den katolske præst kong Zog. „Der er kommet nogle mænd fra Amerika for at give Dem problemer.“

Den ortodokse præst var imidlertid ikke enig med ham. Han kendte brødrene eftersom de kort forinden havde forladt netop hans kirke i Boston. „Hvis alle albanere var som dem,“ sagde han til Zog, „ville De ikke behøve at låse paladsets døre!“

„Så lad dem være i fred!“ svarede kong Zog.

Samme år blev sangbogen Lovsange til Jehova trykt på albansk i Boston, og brødrene i Albanien lærte med tiden melodierne og teksterne til sangene. To sange de holdt meget af, var „Du lille hjord!“ og „Til arbejdet!“ — sange der styrkede brødrene til de vanskelige år der fulgte.

Albanere er generelt meget ligefremme, og de sætter pris på at man taler lige ud af posen. Det som andre  måske betragter som en skarp ordveksling, opfatter albanere blot som en normal, livlig samtale. Albanere der har en bestemt mening om en sag, er ivrige efter at give udtryk for deres holdning, og de gør det med stor overbevisning og mange fagter. Dette har bestemt også haft indflydelse på hvordan de har taget imod den gode nyhed.

VANSKELIGHEDER SKABER POSITIVE RESULTATER

På grund af voksende politiske og økonomiske problemer forlod flere albanere landet, og nogle af dem lærte sandheden at kende i New England og New York. Hvor som helst der var en koncentration af albanere, havde sandheden stor fremgang. Brødrene var ivrige efter mere litteratur og glædede sig derfor over at modtage brochurerne Riget, Verdens Haab og Krisen på albansk.

På det tidspunkt havde myndighederne i Albanien konfiskeret noget af vores litteratur. I 1934 stod der imidlertid i Bulletin (i dag Tjenesten for Riget) om Albanien: „Det er med stor glæde at vi kan fortælle jer at justitsministeren netop har udstedt et dekret til alle provinser om at vores litteratur fra nu af kan uddeles . . . Alle bøger og brochurer der er blevet konfiskeret af de forskellige præfekter, er blevet leveret tilbage til brødrene . . . Nu har syv brødre lejet en bil så de kan besøge de fjerntliggende byer med bøger, mens de andre brødre arbejder i nærheden af hvor de bor.“ Som følge heraf uddelte brødrene i 1935 og 1936 over 6500 stykker litteratur!

’EFTER ALT AT DØMME DEN MEST UDBREDTE RADIOTRANSMISSION I HISTORIEN’

„Man vil forsøge at iværksætte det der efter alt at dømme vil blive den mest udbredte radiotransmission  i historien,“ stod der i begyndelsen af 1936 at læse i den britiske avis Leeds Mercury. „Det der vil blive transmitteret, er en tale holdt i Los Angeles af evangelisten dommer Rutherford.“ J.F. Rutherford, der førte an i Jehovas Vidners arbejde på det tidspunkt, skulle holde et foredrag der via radiotelefoni ville blive transmitteret til hele USA og Storbritannien samt flere europæiske lande. „Der er dog ét europæisk land hvor talen slet ikke vil kunne høres,“ hed det videre i avisen. „Det er Albanien, hvor der ikke findes nogen telefontjeneste.“

Nogle uger efter foredraget skrev Nicholas Christo fra den albanske menighed i Boston til hovedkontoret: „Vi vil gerne fortælle jer at vi for nylig har hørt fra Albanien at dommer Rutherfords foredrag ’Separating the Nations’ også blev hørt i dette land, hvilket føjer endnu et land til den allerede lange række af lande der har hørt det. Det blev opfanget to forskellige steder . . . , åbenbart via kortbølgemodtagere. . . . Vennerne blev ovenud begejstrede over at høre dommer Rutherfords stemme.“

Hvordan holdt de albanske forkyndere møderne før Vagttårnet begyndte at udkomme på albansk? De fleste af de albanere der tog imod sandheden, var mænd fra det sydlige Albanien som havde gået i græske skoler. De havde derfor ikke svært ved at studere den græske udgave af Vagttårnet. Andre kunne læse den italienske eller franske udgave. Møderne blev holdt på albansk, og brødrene oversatte derfor stoffet efterhånden som mødet skred frem.

Også i Boston blev det albanske vagttårnsstudium, der blev holdt mandag aften, gennemført ved hjælp af den græske udgave af bladet. Ikke desto mindre oplærte mange brødre deres børn godt,  og i årene der fulgte, blev deres sønner og døtre, niecer og nevøer, børnebørn og oldebørn heltidstjenere. Faktisk blev de albanske brødre så kendt for deres nidkære forkyndelse at folk begyndte at kalde dem ungjillorë, der betyder „evangelieforkyndere“.

FORKYNDELSE FOR FOLK I HØJE STILLINGER

I 1938, året før kong Zogs monarki blev omstyrtet, rejste to af hans søstre til Boston. I december kunne man læse følgende i bladet Consolation (i dag Vågn op!): „Da de albanske prinsesser kom til Boston, var vi to fra den albanske Boston-kreds af Jehovas Vidner der aflagde dem et besøg på deres hotel for at fortælle dem om Guds rige. De tog meget venligt imod os.“

De to forkyndere var Nicholas Christo og hans søster Lina. De mødtes ikke blot med prinsesserne, men også med fem andre højtstående personer, deriblandt den daværende albanske ambassadør i USA, Faik Konitza [Konica]. Først blev et albansk vidnesbyrdskort der forklarede hvor grundigt sandheden blev forkyndt for albanerne, læst op for gruppen. Der stod blandt  andet: „Vi er glade for at kunne fortælle jer at dette budskab også er blevet forkyndt i Albanien i mange år, og at titusindvis af bøger er blevet uddelt til oplysning, trøst og opmuntring for myndighedspersoner og det albanske folk.“

Ambassadør Konitza sagde til prinsesserne: „De ønsker at I bruger jeres indflydelse til at sørge for at deres forkyndelse kan fortsætte uhindret i Albanien. Det er en ’ny’ tro, og de mener at verden [den nuværende verdensorden] inden længe vil ophøre, hvorefter Kristus skal regere, og at endog de døde vil få en opstandelse.“

Hvorfra kendte hr. Konitza så meget til budskabet om Riget? Consolation forklarede at det var „fordi en forkynder, før . . . vedkommende var kommet i sandheden år tilbage, havde kendt ham godt . . . og ved flere lejligheder havde drøftet sandheden med ham“.

ANDEN VERDENSKRIG MEDFØRER PRØVELSER

I 1930’erne overtog Italien kontrollen med Albanien, og kong Zog og hans familie flygtede ud af landet i 1939. Den invaderende fascistiske hær fra Italien forbød vores litteratur og gjorde det ulovligt for de 50 Jehovas Vidner i landet at forkynde. I sommeren 1940 blev omkring 15.000 stykker litteratur beslaglagt. Den 6. august arresterede fascisterne ni af brødrene i Këlcyrë og spærrede dem inde i en celle på cirka to gange fire meter. De blev senere overført til et fængsel i Tirana og blev tilbageholdt i otte måneder uden rettergang. Derefter fik de fængselsdomme på mellem ti måneder og to og et halvt år.

Under sådanne omstændigheder var fangerne afhængige af at få mad fra deres familier. Men i dette tilfælde var det familieforsørgerne der var i fængsel. Hvordan skulle de skaffe mad til sig selv?

 „Vi fik 800 gram tørt brød, tre kilo kul og et stykke sæbe hver 15. dag,“ mindes Nasho Dori. „Jani Komino og jeg havde penge nok til at købe et kilo bønner. Ved hjælp af kullet kogte vi bønnerne, som de andre fanger derefter købte nogle skefulde af. Inden længe havde vi fem store gryder med bønner i gang. Det endte med at vi havde penge nok til at købe noget kød.“

I vinteren 1940/41 invaderede græske styrker det sydlige Albanien og tvang mændene til at slutte sig til dem. Da en broder i en landsby nægtede det og sagde at han var neutral, rev soldaterne ham af sted i håret og slog ham indtil han besvimede.

„Nægter du stadig at adlyde?“ brølede den øverstbefalende officer da broderen kom til bevidsthed.

„Jeg er stadig neutral!“ sagde broderen.

Frustrerede lod soldaterne ham gå.

Flere dage senere kom officeren hjem til den broder som han havde mishandlet, og roste ham for hans mod. „For nogle få dage siden dræbte jeg 12 italienere, og det fik jeg en medalje for,“ sagde han, „men nu plager min samvittighed mig, og jeg skammer mig over at gå med den. Jeg lader medaljen blive i lommen fordi jeg ved at den viser at jeg har begået en forbrydelse.“

NYE HERSKERE — DE SAMME PRØVELSER

Mens krigen rasede, fik det albanske kommunistparti stadig større indflydelse trods fascisternes kamp for at bevare magten. I 1943 tog nogle soldater der kæmpede mod kommunisterne, en broder til fange, smed ham ind i en lastbil og kørte ham til fronten, hvor de rakte ham en riffel. Han nægtede at tage imod den.

„Du er kommunist!“ skreg officeren. „Hvis du var kristen, ville du kæmpe ligesom præsterne gør!“

 Officeren gav sine soldater ordre til at slå broderen ihjel. Lige før soldaterne skulle til at skyde, kom en anden officer forbi og spurgte hvad der foregik. Da han hørte om broderens neutrale holdning, gav han ordre til ikke at skyde, og broderen blev løsladt.

I september 1943 trak fascisterne sig ud af Albanien, og den tyske hær invaderede landet og dræbte 84 mennesker i Tirana på blot en nat. I hundredvis blev sendt i koncentrationslejre. I denne tid skrev brødrene små maskinskrevne budskaber der indeholdt håb og opmuntring fra Bibelen. Når en person havde læst budskabet, blev han bedt om at give kortet tilbage så andre kunne få det at se. Ved hjælp af de få brochurer som de havde skjult, fortsatte brødrene med at forkynde. De havde kun dele af Bibelen til rådighed og fik ikke en komplet bibeloversættelse før midt i 1990’erne.

I 1945 havde 15 brødre afsonet fængselsdomme. To af dem var blevet sendt i koncentrationslejre, og den ene var blevet torteret til døde. Mens brødrene i Albanien blev forfulgt fordi de ikke ville kæmpe for aksemagterne, blev nogle albanske brødre i USA ironisk nok fængslet fordi de ikke ville kæmpe imod aksemagterne.

I det krigshærgede Albanien blev den konfiskerede litteratur opbevaret i en toldbygning. Kamphandlinger i nærheden fik bygningen til at styrte sammen, og meget af vores litteratur endte ude på gaden. Nysgerrige forbipasserende samlede bøgerne og brochurerne op og begyndte at læse dem! Brødrene spildte ikke tiden, men samlede hurtigt resten op.

 I 1944 trak de tyske styrker sig ud af Albanien, og den kommunistiske hær indsatte en midlertidig regering. Brødrene ansøgte straks om tilladelse til at genoptrykke brochurer, men deres ansøgning blev afvist. „Vagttårnet angriber gejstligheden,“ fik brødrene at vide, „og i Albanien anerkender vi stadig gejstligheden.“

KRIGEN SLUTTER, MEN FORFØLGELSEN FORTSÆTTER

Den nye kommunistiske regering indførte høje skatter og beslaglagde ejendomme, fabrikker, virksomheder, butikker og biografer. Befolkningen havde ikke tilladelse til at købe, sælge eller leje jord, og det der blev dyrket, skulle afleveres til staten. Den 11. januar 1946 udråbte Albanien sig selv som „Den Albanske Folkerepublik“. Kommunistpartiet vandt valget og dannede regering med Enver Hoxha som statsoverhoved.

Flere skoler blev åbnet, og børnene lærte at læse selvom regeringen var imod at folk læste noget der ikke fremmede kommunismen. Vores publikationer blev beslaglagt, og regeringen konfiskerede også den lille forsyning papir og de få skrivemaskiner som brødrene havde.

Hver gang brødrene forsøgte at få tilladelse til at udgive publikationer, blev de afvist og udsat for trusler. Men de stod fast. „Jehova har givet os ansvaret for at informere det albanske folk om hans hensigt,“ fortalte de myndighederne, „og det hindrer I os i. Nu hviler ansvaret på jer.“

Regeringens holdning var: ’Her i Albanien er det os der er herrer! Vi tillader ikke teokrati, og vi er ligeglade med jer og jeres Gud, Jehova, som vi ikke anerkender!’ Brødrene lod sig dog ikke afskrække, men fortsatte med at give andre del i den gode nyhed hvor som helst og når som helst det var muligt.

 I 1946 blev der indført stemmepligt, og enhver der vovede at undlade at stemme, blev betragtet som en fjende af staten. Der blev vedtaget love som forbød at man holdt møder, og det blev gjort strafbart at forkynde. Hvad gjorde brødrene?

De omkring 15 brødre i Tirana indledte i 1947 en forkyndelseskampagne, men de blev straks arresteret. De blev brutalt mishandlet, og deres bibler blev flået i stykker. Efter løsladelsen fik de forbud mod at rejse nogen steder uden politiets tilladelse. I aviserne blev Jesus og Jehova hånet.

Da de albanske brødre i Boston fik kendskab til hvad der foregik, skrev de den 22. marts 1947 et respektfuldt tosiders brev til Enver Hoxha for at tale Jehovas Vidners sag i Albanien. De forklarede at Jehovas Vidner ikke udgjorde nogen trussel mod regeringen, og påpegede at religiøse modstandere var kommet med falske beskyldninger fordi vores publikationer med rette afslørede deres ukristne handlinger. Brevet sluttede: „Da den albanske delegation til FN under ledelse af hr. Kapo besøgte Boston, aflagde vi besøg på hans hotel. Hr. Kapo  tog venligt og åbent imod os og lyttede fordomsfrit til vores budskab.“ Hysni Kapo var i årevis en af de højest rangerende myndighedspersoner i Albanien. Men til trods for appellen tog problemerne blot til.

I 1947 blev Albanien allieret med Sovjetunionen og Jugoslavien og havde konflikter med Grækenland. Året efter afskar Albanien alle bånd til Jugoslavien og fik et nærmere samarbejde med Sovjetunionen. Enhver der ikke støttede regeringens ideologi, blev udstødt af samfundet. Brødrenes neutrale holdning resulterede i øget modstand og fjendtligheder.

I 1948 var der for eksempel seks brødre og søstre der samledes til mindehøjtiden i en lille landsby. Politiet afbrød mødet og slog forkynderne i timevis før de lod dem gå. Et par uger senere arresterede politiet den broder der havde holdt mindehøjtidsforedraget, og lod ham stå op i 12 timer. Ved midnatstid råbte politichefen: „Hvorfor brød du loven?“

„Vi kan ikke lade statens love gå forud for Herrens lov!“ svarede broderen.

Rasende gav politibetjenten ham en lussing. Da broderen vendte den anden kind til, spurgte han: „Hvad er det du gør?“

„Jeg har fortalt Dem at vi er kristne,“ svarede broderen. „Jesus lærte os at når nogen slår os, skal vi vende den anden kind til.“

„Fordi jeres Herre har givet dette påbud,“ snerrede den ophidsede betjent, „vil jeg ikke adlyde ham, og jeg vil ikke slå dig mere! Forsvind!“

„JEG BLIVER VED MED AT FORKYNDE“

Sotir Ceqi var rettroende ortodoks og boede i Tirana. Som barn havde han haft knogletuberkulose og  som følge heraf haft ulidelige smerter i benene. Da han var 17 år, blev han så deprimeret at han besluttede at tage sit eget liv ved at kaste sig ud foran et tog. Kort før han havde tænkt sig at gøre alvor af det, fik han besøg af en slægtning der hed Leonidha Pope. Uden at kende noget til Sotirs planer fortalte Leonidha ham at Jesus havde helbredt de syge, og at jorden ville blive til et paradis. Han gav også Sotir et eksemplar af De Græske Skrifter, og Sotir gik straks i gang med at læse.

„Det jeg læste, virkede lige så forfriskende på mig som vand,“ fortæller Sotir. „Jeg havde fundet sandheden!“

I løbet af nogle få dage og uden at have haft yderligere kontakt med Leonidha ræsonnerede Sotir som så: ’Bibelen siger at Jesus forkyndte. Alle apostlene og disciplene forkyndte. Det er helt klart også det jeg må gøre.’

Sotir gik derfor i gang med at forkynde. Med De Græske Skrifter i den ene hånd og sin krykke i den anden gik han modigt fra dør til dør.

I disse år havde Sigurimi, Statssikkerhedstjenesten, ansvaret for at beskytte nationens sikkerhed. De var konstant på vagt over for tilsyneladende trusler mod kommunismen, så Sotirs frimodige forkyndelse kunne ikke undgå deres opmærksomhed. De arresterede ham og tilbageholdt ham i timevis, slog ham og beordrede ham til at holde op med at forkynde.

Da Sotir blev løsladt, kontaktede han Leonidha, som tog ham med til Spiro Karajani, en læge der havde lært sandheden at kende nogle år tidligere. Foruden at give Sotir lægebehandling hjalp Spiro ham også til en bedre forståelse af sandheden.

 Spiro gav Sotir følgende råd: „Hvis du bliver arresteret en anden gang, så tæl hvert eneste ord og hver eneste linje før du skriver under på noget. Lav en streg efter det de har skrevet. Lad der ikke være det mindste mellemrum. Læs alt meget omhyggeligt igennem. Vær sikker på at det du skriver under på, er det du har sagt.“

Blot to dage senere tog politiet atter Sotir i at forkynde. På politistationen beordrede betjentene ham til at underskrive sit vidneudsagn. Netop da han skulle til at skrive under, kom han i tanker om Spiros råd. Selvom politiet lagde pres på Sotir for at få ham til at skrive under hurtigt, tog han sig tid til at læse hvert eneste ord.

„Beklager,“ sagde han, „men jeg kan ikke skrive under på det her. Sådan har jeg ikke sagt. Hvis jeg underskrev dette dokument, ville jeg lyve, og jeg kan ikke lyve.“

Politiet lavede derefter en pisk af et reb og brugte den til at slå Sotir med i flere timer. Da han stadig ikke ville samarbejde, tvang de ham til at holde to ledninger og gav ham gentagne gange smertefulde elektrochok.

„Da jeg næsten ikke kunne klare smerten mere,“ mindes Sotir, „bad jeg grædende en bøn. Pludselig gik  døren op. Dér stod den øverstkommanderende. Han så sig hurtigt omkring og vendte ansigtet bort. ’Stands!’ beordrede han. ’Det her har I ikke lov til!’“ De var alle udmærket klar over at det var ulovligt at udøve tortur. Politiet standsede derfor torturen, men de holdt ikke op med at presse Sotir til at underskrive dokumentet. Han blev dog ved med at nægte.

„Du vinder!“ sagde de omsider. Modvilligt nedskrev de det vidneudsagn Sotir selv var kommet med, og hvori han aflagde et fint vidnesbyrd. De overrakte ham dokumentet. Til trods for mange timers tortur med slag og elektriske stød læste Sotir omhyggeligt hvert eneste ord. Da en sætning standsede halvvejs inde på siden, trak han en streg til slutningen af linjen.

„Hvor i alverden har du lært det?“ spurgte de forbløffede betjente.

„Jehova har lært mig ikke at skrive under på noget jeg ikke har sagt,“ svarede Sotir.

„Okay, hvem har så givet dig det her?“ spurgte en betjent da han gav Sotir et stykke brød og ost. Klokken var nu ni om aftenen, og Sotir var glubende sulten eftersom han ikke havde fået noget at spise hele dagen. „Var det Jehova? Nej. Det var os.“

„Jehova har mange måder at sørge for det nødvendige på,“ svarede Sotir. „Han har blot blødgjort jeres hjerter.“

„Vi lader dig gå,“ svarede de frustrerede betjente, „men hvis du forkynder igen, ved du hvad der vil ske.“

„Så skal I ikke lade mig gå, for jeg bliver ved med at forkynde.“

„Du kan lige prøve på at fortælle nogen hvad der er sket her,“ truede den øverstbefalende.

 „Hvis nogen spørger, kan jeg ikke lyve,“ svarede Sotir.

„Forsvind!“ råbte de.

Sotir var en af mange der blev torteret på denne måde. Det var først efter denne trosprøve at Sotir blev døbt.

I årevis blev posten censureret, og der slap kun sparsomme rapporter ud fra Albanien. Efterhånden som det blev mere og mere risikabelt at rejse og at overvære møderne, mistede brødrene rundt om i landet kontakten med hinanden. Uden en central ledelse blev det vanskeligt at få et klart billede af hvad der foregik. Alligevel var der flere og flere der tog imod sandheden. I 1940 var der 50 brødre og søstre i Albanien, og i 1949 var der 71.

TEOKRATISK VÆKST TRODS POLITISKE SPÆNDINGER

I 1950’erne blev der indført endnu strengere kontrol på alle områder af tilværelsen. De politiske spændinger mellem Albanien og Grækenland tog til. Der var ingen diplomatiske forbindelser med England og USA. Selv forholdet til Sovjetunionen var anstrengt. Albanien trak sig ind i en skal, lukket af fra omverdenen, og al kommunikation blev nøje overvåget.

Ikke desto mindre lykkedes det i begrænset omfang to brødre at sende breve og postkort til brødrene i Schweiz. De schweiziske brødre besvarede postkortene  på fransk eller italiensk i kodesprog. Gennem disse postkort fik de albanske brødre kendskab til Nürnberg-stævnet i 1955. At læse om den frihed de tyske brødre kunne glæde sig over efter at Hitlers regime var ophørt, opmuntrede de albanske brødre til at bevare en stærk tro.

I 1957 rapporterede Albanien 75 forkyndere. Selvom der ikke var nøjagtige tal tilgængelige, kunne man i den engelske årbog for 1958 læse at mindehøjtiden var blevet overværet af „et betragteligt antal“, og at „de albanske brødre bliver ved med at forkynde“.

I den engelske årbog for 1959 stod der: „Disse trofaste vidner for Jehova fortsætter med at gøre hvad de kan. De har frimodigt forkyndt sandheden og har endog forsøgt at udgive visse ting. De er taknemmelige for den mad i rette tid de indimellem har fået, men de kommunistiske ledere har tydeligvis afbrudt al kommunikation med omverdenen.“ Rapporten sluttede: „Det kan godt være at de ledende i Albanien kan afskære brødrene fra resten af Den Nye Verdens samfund, men de kan ikke afskære Guds hellige ånd fra at virke på dem.“

KAMPEN FORTSÆTTER

På det tidspunkt forventede man at alle bar et militært identifikationskort. De der nægtede dette, ville miste deres arbejde eller blive sat i fængsel. Som følge heraf måtte Nasho Dori og Jani Komino igen tilbringe nogle måneder bag tremmer. Selvom nogle få gik på kompromis fordi de var bange for at miste deres arbejde, var der en fast kerne af loyale brødre som holdt mindehøjtiden i 1959, og mange brødre og søstre forkyndte fortsat frygtløst.

 I 1959 blev justitsministeriet opløst, og advokater havde ikke længere lov til at praktisere. Kommunistpartiet formulerede og håndhævede selv alle love. De der ikke stemte når der var valg, blev betragtet som fjender. Der herskede udbredt frygt og mistænksomhed.

De albanske brødre sendte meddelelser der viste hvor vanskelige forholdene var, men som samtidig lod forstå at de var fast besluttede på at forblive loyale. I mellemtiden fortsatte hovedkontoret i Brooklyn med at forsøge at få kontakt med brødrene i Albanien. John Marks, der var født i det sydlige Albanien men var bosiddende i USA, blev bedt om at prøve at skaffe sig et visum til landet.

Halvandet år senere lykkedes det John at få visum til Albanien, men hans kone, Helen, fik ikke lov til at rejse ind i landet. John ankom til Durrës i februar 1961 og rejste til Tirana. Her mødtes han med sin søster, Melpo, som havde vist interesse for sandheden. Hun hjalp John til at få kontakt med brødrene allerede næste dag.

John talte længe med brødrene og gav dem publikationer som han havde skjult i et hemmeligt rum i sin  kuffert. Brødrene var ovenud begejstrede. De havde ikke haft besøg af brødre fra udlandet i mere end 24 år.

John regnede ud at der var 60 brødre i fem byer samt nogle få andre i mindre landsbyer. I Tirana forsøgte brødrene at mødes hemmeligt hver søndag for at gennemgå publikationer som de havde skjult siden 1938.

Med så lidt kontakt med organisationen i så lang tid havde de albanske brødre brug for at blive opdateret med hensyn til organisationsmæssige og læremæssige spørgsmål. For eksempel var det både brødre og søstre der ledede møderne, og søstrene ledede endog forsamlingen i bøn. Senere skrev John: „Brødrene var ret skeptiske og bekymrede for hvordan søstrene ville reagere på de ændringer der skulle foretages. De bad derfor mig om at tale med søstrene alene, så det gjorde jeg. Det var en glæde at opleve at de accepterede det hele.“

Trods deres fattigdom støttede disse trofaste tjenere nidkært Rigets arbejde. For eksempel fik John kendskab til to ældre brødre fra Gjirokastra som havde sparet sammen „af de få midler de havde, og nu ville give et beløb som et bidrag til Selskabet“. Hver af dem havde en opsparing af guldmønter der svarede til over 500 kroner.

Brødrene i Tirana var taknemmelige over at modtage brochuren Forkynd og Undervis i Fred og Endrægtighed, der indeholdt retningslinjer for hvordan menighederne skulle fungere, selv under forbud. I marts måned holdt John mindehøjtiden i Tirana i Leonidha Popes hjem, og der var 37 til stede. Umiddelbart efter foredraget tog John en båd tilbage til Grækenland.

Efter at brødrene på hovedkontoret havde læst Johns rapport om hans besøg i Albanien, gav de  Leonidha Pope, Sotir Papa og Luçi Xheka til opgave at føre tilsyn med menigheden i Tirana og arbejdet i Albanien. Spiro Vruho blev udnævnt til kredstilsynsmand. Han skulle besøge menighederne og hver aften holde foredrag og drøfte publikationerne med brødrene. Organisationen gjorde sig alle mulige anstrengelser for at hjælpe brødrene i Albanien til at blive åndeligt stærkere og blive bragt up to date.

Eftersom al post blev omhyggeligt censureret, kunne organisationen selvsagt ikke sende almindelige breve med sådanne oplysninger. I stedet sendte John oplysningerne lidt efter lidt ved at anvende en kode der henviste til nogle bestemte sider i publikationerne. Inden længe kom der rapporter tilbage der tydeligt viste at brødrene havde forstået vejledningen til punkt og prikke. De tre brødre i Tirana fungerede som et landsudvalg, og Spiro besøgte regelmæssigt menighederne.

De albanske brødre måtte finde på nye måder at sende tjenesterapporter til hovedkontoret på. En af metoderne bestod i at sende postkort til bestemte brødre i udlandet. Med en meget spids pen blev rapporterne skrevet i kode under frimærket. For eksempel fandt de ud af på hvilken side i bogen Forkynd og Undervis i Fred og Endrægtighed at emnet „menighedsforkyndere“ blev behandlet. Ved siden af dette sidetal skrev de antallet af forkyndere der havde rapporteret den pågældende måned. I mange år brugte brødrene i udlandet lignende metoder når de skrev til brødrene i Albanien.

EN GOD BEGYNDELSE — DEREFTER ET TILBAGESLAG

Landsudvalget gjorde en ihærdig indsats for at fremme den sande tilbedelse, men der opstod snart vanskeligheder. I 1963 skrev Melpo Marks til sin bror John at to af de tre brødre der udgjorde landsudvalget,  Leonidha Pope og Luçi Xheka, var „borte fra deres familier“, og at der, så vidt hun vidste, ikke blev holdt møder. Senere kom der bud om at Spiro Vruho var kommet på hospitalet, og at Leonidha Pope og Luçi Xheka var syge, med henvisning til Apostelgerninger 8:1, 3, hvor der tales om at Saulus fra Tarsus sendte de kristne i fængsel. Hvad var der sket?

Leonidha Pope, Luçi Xheka og Sotir Ceqi arbejdede på en fabrik hvor medlemmer af kommunistpartiet holdt taler for alle arbejderne og fremhævede de kommunistiske idealer. Da der en dag blev holdt en tale om evolution, rejste Leonidha og Luçi sig og sagde: „Nej! Mennesket stammer ikke fra aberne!“ Den næste dag blev de begge fjernet fra deres familier og sendt ud for at arbejde i fjerntliggende byer, en straf som albanerne kaldte internim (internering). Luçi blev sendt op i bjergene i Gramsh. Eftersom man betragtede Leonidha som „lederen“, blev han sendt til de barske, kolde bjerge ved Burrel. Der skulle gå syv år før han kom tilbage til sit hjem i Tirana.

I august 1964 var møderne i det store og hele ophørt. De få oplysninger der slap ud, viste at brødrene blev nøje overvåget af Sigurimi. Under et frimærke stod der: „Bed til Herren for os. Litteratur beslaglagt fra hus til hus. Vi må ikke studere. Tre i internim.“ Først troede  man at broder Pope og broder Xheka havde fået deres frihed, eftersom de var de eneste der kendte til at skrive under frimærker. Det viste sig dog senere at det var Luçis hustru, Frosina, der havde skrevet beskeden.

De ledende brødre var blevet sendt bort. Sigurimi holdt et vågent øje med de øvrige brødre og lod dem ikke kommunikere med hinanden. Ikke desto mindre aflagde brødrene i internim et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd for alle de mødte. Folk i Gramsh plejede at sige: „Ungjillorë [evangelieforkynderne] er her. De går ikke ind til militæret, men de bygger vores broer og reparerer vores generatorer.“ Disse loyale brødre skabte sig et fantastisk omdømme som blev husket i årtier.

EN ATEISTISK STAT FØDES

På den politiske front brød Albanien alle bånd til Sovjetunionen og blev tættere knyttet til Kina. Den kommunistiske ideologi blev så fremherskende at nogle albanere endda begyndte at klæde sig på samme måde som formanden for det kinesiske kommunistparti, Mao Zedong. I 1966 afskaffede Enver Hoxha den militære rangorden, og i det klima af mistillid der opstod, blev ingen opposition tilladt.

De statsdrevne aviser begyndte at bringe artikler mod religion og kaldte den „et farligt element“. I byen Durrës brugte en gruppe studerende en bulldozer til at ødelægge en kirke. Snart blev andre religiøse bygninger ødelagt i by efter by. Regeringen gav næring til den antireligiøse stemning, og i 1967 blev Albanien det første helt igennem ateistiske land. Andre kommunistiske lande holdt religionen under kontrol, men i Albanien var den slet ikke tilladt.

Nogle muslimske, ortodokse og katolske præster blev fængslet på grund af deres politiske aktiviteter.  Adskillige præster undgik dette fordi de kapitulerede og ganske enkelt ophørte med at være religiøse. Flere historiske religiøse bygninger blev omdannet til museer. Der var forbud mod religiøse symboler og bygninger — det gjaldt både kors, ikoner, moskéer og minareter. Ordet „Gud“ blev kun brugt nedsættende. Denne udvikling gjorde brødrenes situation vanskelig.

I løbet af 1960’erne var der en del af brødrene der døde. De få og spredte forkyndere der var tilbage, forsvarede sandheden så godt de kunne. Men selv folk der ellers var interesserede, var for bange til at lytte.

KÆRLIGHEDEN TIL SANDHEDEN BLEV ALDRIG KOLD

I 1968 skrev Gole Flloko til John og Helen Marks og fortalte om sit svigtende helbred. Det var forbudt at forkynde og at komme sammen til møder. Men Gole, der nu var i firserne, beskrev hvordan han stadig regelmæssigt talte med venner og med folk han mødte på markedet, i parken og i caféerne. Kort tid efter døde Gole trofast. Ligesom det var tilfældet med så mange andre i Albanien, var der intet der kunne dæmpe hans store kærlighed til Jehova og til sandheden.

Spiro Vruho var efterhånden kommet op i årene og kunne derfor ikke længere virke i kredstjenesten. I begyndelsen af 1969 blev han så fundet død på bunden af en brønd. Sigurimi skrev i deres rapport at han havde begået selvmord. Men var det sandt?

Spiro havde efter sigende efterladt sig en seddel hvorpå der stod at han begik selvmord fordi han var deprimeret, men sedlen var ikke skrevet med hans håndskrift. Desuden blev det bekræftet at Spiro inden sin død havde været ved godt mod. Der var også tydelige sorte mærker på hans hals der viste tegn på en eller anden  form for overgreb. Der blev ikke fundet noget reb ved brønden som han kunne have hængt sig med, og der var ikke vand i hans lunger.

Flere år senere kom det for dagen at Spiro havde fået at vide at hvis han ikke stemte, ville han og hans familie blive sat i fængsel, og det ville blive svært for dem at skaffe mad. Brødrene i Tirana fandt ud af at Spiro var blevet slået ihjel dagen før valget og derefter kastet i brønden. Dette var ikke sidste gang at falske rapporter om selvmord blev brugt mod Jehovas Vidner.

ET ÅRTI MED TVUNGEN ISOLATION

I 1971 glædede Jehovas Vidner i hele verden sig over at der blev føjet flere medlemmer til Det Styrende Råd i Brooklyn, New York. Da ordningen med ældste og menighedstjenere blev offentliggjort, skabte det store forventninger. Der skulle imidlertid gå flere år før vores brødre i Albanien hørte om disse organisationsmæssige ændringer. Da de endelig hørte om dem, var det gennem nogle turister fra USA der kort mødtes med Llopi Bllani, en søster i Tirana. Turisterne fandt ud af at der ikke blev holdt møder, og fik at vide at der kun var tre aktive Jehovas Vidner i byen, selvom der i realiteten var mange flere.

Kosta Dabe havde opholdt sig i Grækenland siden 1966 og havde forsøgt at få et visum så han kunne vende tilbage til sit hjemland, Albanien. Han  var 76 år gammel og ville gerne lære sine børn om sandheden. Da han ikke kunne få visum, afleverede han sit amerikanske pas ved den albanske grænse og rejste ind i landet, vel vidende at han måske aldrig ville kunne forlade det igen.

I 1975 besøgte et albansk ægtepar fra USA Albanien som turister. De skrev at overvågningen var „strengere end nogen sinde“, og at man omhyggeligt holdt øje med Jehovas Vidner. Udlændinge blev ledsaget overalt af officielle turistguider, hvoraf mange arbejdede for Sigurimi. Når udlændingene var rejst, koncentrerede Sigurimi sig om de albanere de havde haft kontakt med. Turister blev behandlet med mistro og var ikke velkomne. Folk var bange for udlændinge.

I november 1976 stod der i et brev fra Kosta Dabe at fem havde overværet mindehøjtiden i Vlora. Han havde desuden kendskab til at en forkynder i Permet og en i Fier havde holdt mindehøjtid alene. I Tirana var der to ved ét møde og fire ved et andet. Så vidt han vidste, var der altså mindst 13 der havde overværet mindehøjtiden i 1976.

Flere år senere mindedes Kulla Gjidhari hvordan hun havde holdt mindehøjtiden: „Om morgenen bagte jeg brød og satte vin frem. Samme aften trak jeg gardinerne for vinduerne og fandt min bibel frem, som jeg havde  gemt bag toilettet. Jeg læste i Mattæus, kapitel 26, hvordan Jesus havde indstiftet mindehøjtiden. Jeg bad, holdt brødet op og satte det ned igen. Så læste jeg lidt mere fra Mattæus, bad igen, holdt så vinen op og satte den ned igen. Derefter sang jeg en sang. Rent fysisk var jeg alene, men jeg vidste at jeg var forenet med mine brødre i hele verden!“

Kulla havde ikke meget familie. Da hun var barn, havde Spiro Karajani adopteret hende, og hun havde boet hos ham og hans datter Penellopi i Tirana. Spiro døde omkring 1950.

ALBANIENS ISOLATION ØGES

I 1978 begyndte en ny tid med isolation da Albanien afskar forbindelsen med Kina. En ny forfatning havde til hensigt at gøre Albanien fuldstændig selvforsynende, med strenge retningslinjer for alt i tilværelsen, derunder teater, ballet, litteratur og kunst. Klassisk musik der blev betragtet som undergravende, blev forbudt. Kun godkendte forfattere fik lov til at eje skrivemaskiner. Enhver som blev taget i at se udenlandske fjernsynskanaler, blev forhørt af Sigurimi.

I dette stærkt undertrykkende klima rejste brødre fra Schweiz, Sverige, Tyskland, USA og Østrig ind i landet som turister i et forsøg på at kontakte de lokale brødre. De få der blev kontaktet, satte stor pris på disse anstrengelser. Men eftersom forkynderne i det store hele var isoleret fra hinanden, var det kun få der vidste når nogen kom på besøg.

I 1985 sørgede albanerne da diktatoren gennem mange år, Enver Hoxha, døde. Der skulle snart indtræffe sociale og politiske omvæltninger. Året efter døde John Marks, og hans enke, Helen, der var midt i  tresserne, besluttede at rejse en tur til Albanien. „Hvis der sker dig noget mens du er der, skal du ikke forvente hjælp udefra,“ var den besked hun fik fra myndighederne da hun hentede sit visum.

Helens fjorten dage lange besøg var et højdepunkt for den håndfuld forkyndere der befandt sig i Albanien. Helen traf nu omsider Johns søster, Melpo, som 25 år tidligere havde lært sandheden at kende gennem sin bror. Skønt Melpo stadig ikke var døbt, var hun en vigtig kontaktperson for organisationen i mange år.

Helen mødtes også med Leonidha Pope og med Vasil Gjoka som var blevet døbt i 1960. Hun fik kendskab til at syv Jehovas Vidner stadig var i live forskellige steder i landet. Brødrene i Albanien fik nu de nyeste oplysninger om organisationen af hende og fik at vide hvordan arbejdet havde fremgang i andre kommunistiske lande. Forsigtigt forkyndte Helen også uformelt for dem hun mødte. Hun bemærkede at Albanien kæmpede med store økonomiske problemer.

„For at få en lille ration mælk var det nødvendigt at stå i kø fra klokken tre om natten. I mange butikker var der slet ingen varer,“ fortalte hun.

I 1987 gjorde afdelingskontorerne i Grækenland og Østrig i forening en indsats for at få flere besøgende til Albanien. I 1988 rejste Peter Malobabic og hans hustru fra Østrig til Albanien som turister og gav Melpo en bluse, som hun blev meget glad for. Men hun blev langt mere glad for at finde bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“ gemt i blusen.

Senere samme år kontaktede et andet ægtepar Melpo for at give hende mere litteratur, men de måtte være ekstremt forsigtige fordi Sigurimi vågede over dem  som høge. I løbet af de få minutter hvor de ikke var ledsaget af deres såkaldt officielle turistguider, kunne de kun nå at kontakte nogen ganske kortvarigt. De fik at vide at Leonidha var syg, og at mange andre brødre i Albanien var blevet gamle og ikke kunne bevæge sig frit omkring fordi de var under konstant overvågning.

FORHOLDENE BEGYNDER AT ÆNDRES

Den politiske scene skiftede i 1989. Der var ikke længere dødsstraf for at forsøge at flygte fra Albanien. Den sommer kom Helen igen på besøg. Hun brugte timer på at overbringe de oplysninger og anvisninger som hun var blevet betroet. Vasil Gjoka aflagde brødrene korte besøg i den udstrækning det var muligt.

Sigurimi hørte at Helen var kommet til landet og opsøgte hende. Denne gang skabte de ikke problemer, men sagde blot at de gerne ville have en gave fra USA. Folk kan hurtigt forandre sig!

Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren, og i løbet af ingen tid mærkede man virkningerne af det i Albanien. I marts 1990 udbrød der optøjer mod kommunismen i Kavajë. Tusinder af mennesker strømmede til de udenlandske ambassader i Tirana i et forsøg på at komme ud af landet. Studenter forlangte reformer og gik i sultestrejke.

I februar 1991 væltede en menneskemængde den 10 meter høje statue af Enver Hoxha som i årevis havde været et vartegn på Skanderbegpladsen i Tirana. I folkets øjne var diktatoren fortid. I løbet af marts måned kaprede omkring 30.000 albanere skibe fra Durrës og Vlora og sejlede til Italien som flygtninge. Samme måned afholdtes det første flerpartivalg i årevis. Kommunistpartiet vandt ganske vist, men det var tydeligt at regeringen var ved at miste sit greb om magten.

 I august 1991 rejste Helen Marks for sidste gang til Albanien, men nu havde forholdene ændret sig. Blot en måned tidligere havde regeringen oprettet et religionsministerium, hvilket betød at religiøs virksomhed atter var tilladt efter 24 år. Brødrene spildte ikke tiden, men øgede straks deres forkyndervirksomhed og organiserede menighedsmøder.

Vasil Gjoka rejste til Grækenland og tilbragte nogen tid på afdelingskontoret for at lære hvordan man skal organisere forkyndelsesarbejdet. Da det var begrænset hvor meget græsk han kunne, underviste brødre der kunne lidt albansk, ham efter bedste evne. Tilbage i Tirana anvendte Vasil samvittighedsfuldt det han havde lært, og prøvede at organisere de to ugentlige møder bedre. Ved det ene af møderne studerede man Vagttårnet, der kort forinden var begyndt at udkomme på albansk.

„Møderne dengang blev indledt med sang og bøn,“ mindes en broder, „og vi brugte de sange som de ældre brødre havde lært os. Vi glædede os over studiet og sluttede med en sang — eller to eller tre eller flere! Til sidst blev der afsluttet med bøn.“

I oktober 1991 og februar 1992 bragte Thomas Zafiras og Silas Thomaidis litteratur til Albanien fra Grækenland. De mødtes med brødrene i Tirana og med de udøbte forkyndere i Berat og lavede lister over de mange interesserede der havde brug for hjælp. Efter årtiers åndelig isolation var befolkningen åndeligt udhungret. I Berat var der for eksempel nogle interesserede der holdt møder, selvom der ikke var døbte brødre i byen. Hvad kunne der gøres for at dække deres åndelige behov?

 EN UVENTET DISTRIKTSTILDELING

Michael og Linda DiGregorio var missionærer i Den Dominikanske Republik. Michaels bedsteforældre var blandt de albanere der var blevet døbt i Boston i 1920’erne, og Michael kunne noget albansk. Så da broder og søster DiGregorio i 1992 besluttede at besøge slægtninge i Albanien, spurgte de Det Styrende Råd om det var tilrådeligt for dem at mødes med brødrene i løbet af deres tredages besøg. Til deres overraskelse bad Det Styrende Råd dem om at blive i Albanien i tre måneder og hjælpe med at organisere forkyndelsesarbejdet.

På afdelingskontoret i Rom oplyste brødre fra Grækenland og Italien ægteparret om situationen i Albanien og viste dem billeder af nogle af de albanske brødre, deriblandt Vasil Gjoka. Da broder og søster DiGregorio fløj til Tirana i april 1992, var albanere fra udlandet atter velkomne i landet. Der var dog stadig mange uroligheder, og folk var bekymrede for hvordan fremtiden ville forme sig.

Da Michael og Linda kom ud fra lufthavnen, løb Michaels familie dem i møde. Samtidig fik Michael øje på Vasil Gjoka, som også havde fået at vide at de ville komme den dag.

 „Du skal bare følge med familien,“ sagde Michael til Linda, „jeg kommer lige straks.“

Efter at familien havde omfavnet Linda, tog de kufferterne og skyndte sig hen til bilerne, mens Michael hurtigt gik hen til Vasil.

„Jeg kommer tilbage til Tirana på søndag,“ sagde Michael kort til Vasil, „så finder jeg frem til dig.“

Koço, en af Michaels albanske slægtninge der ikke vidste at Michael og Linda var Jehovas Vidner, fór hen til ham og sagde: „Hvad laver du? Vi taler ikke med fremmede!“

På de snoede veje gennem landet til Korçë kunne Michael og Linda tydeligt se hvor meget anderledes det var fra deres missionærdistrikt i Caribien. „Alt var gammelt, brunt og gråt og dækket af støv,“ mindes Michael. „Der var pigtråd overalt. Folk så modløse ud. Der var næsten ingen biler. Ruder var slået i stykker. Landmændene opdyrkede jorden med håndkraft. Ikke meget havde ændret sig siden mine bedsteforældres tid! Det var som om vi var rejst tilbage i tiden!“

„JERES REJSE VAR LEDET AF GUD“

Koço havde noget som han i årevis havde holdt skjult og nu gerne ville vise Michael. Da Michaels bedstemor døde, havde familien i Boston skrevet et langt brev til familien i Albanien. De første ti sider drejede sig mest om familiemæssige anliggender, men sidst i brevet havde familien fortalt noget om opstandelsen.

„Politiet ville tjekke brevet,“ sagde Koço til Michael, „men efter at have læst de første par sider kedede det dem, og så sagde de: ’Tag det bare. Det er kun familiestof.’ Da jeg læste den sidste del, blev jeg meget glad for at lære noget om Gud!“

 Michael fortalte nu at han og Linda var Jehovas Vidner, og han aflagde et grundigt vidnesbyrd for Koço.

Ligesom folk på Bibelens tid føler albanere sig forpligtede til at beværte og beskytte deres gæster. Koço insisterede derfor på at ledsage Michael og Linda til Tirana.

„I Tirana kunne vi ikke finde det sted hvor Vasil boede,“ mindes Michael, „for der var ingen skilte med gadenavne. Koço foreslog derfor at vi spurgte på postkontoret.“

„Da Koço kom tilbage fra postkontoret,“ fortsætter Linda, „virkede han helt lamslået. Vi kørte derefter direkte hen til Vasils lejlighed.“

Senere forklarede Koço: „Da jeg gik ind på postkontoret og spurgte efter Vasil, sagde de: ’Den mand er en helgen! Har du nogen anelse om hvad han har været igennem? Der findes ikke et mere ædelt menneske i hele Tirana!’ Da jeg hørte det, vidste jeg at jeres rejse var ledet af Gud! Jeg vil ikke stå i vejen for jer!“

ARBEJDET I TIRANA ORGANISERES

Vasil var jublende glad for at se broder og søster DiGregorio, og de talte sammen i timevis. Det var først sent på aftenen at Vasil fortalte at Jani Komino, der havde siddet i fængsel sammen med Nasho Dori, var død den selv samme morgen. Hvorfor var Vasil blevet hjemme fra begravelsen af denne kære broder og nære ven? Som han sagde: „Fordi jeg ventede nogen der var udsendt af Det Styrende Råd.“

Der var brug for at Michael og Linda blev i Tirana, men den daværende regering tillod ikke udlændinge at bo i byen. Hvad kunne de gøre?

 „Vi lagde sagen i Jehovas hånd,“ fortæller Michael, „og til sidst fandt vi en lille lejlighed hvor vi flyttede ind.“

„Ejerne beholdt selv en nøgle,“ husker Linda, „og de kom og gik som de ville. Desuden måtte vi igennem en anden lejlighed for at komme ind i vores egen. Men stedet var i det mindste afsidesliggende, og vi foretrak at undgå myndighedernes opmærksomhed.“

Broder og søster DiGregorio lyttede i timevis mens de gamle brødre i Tirana fortalte om de prøvelser de havde været igennem. Et af problemerne var dog at nogle af de ældre var mistænksomme over for hinanden.

„De havde hver især været loyale,“ forklarer Michael, „men de spekulerede på om de andre også havde været det. Selvom nogle holdt afstand til de andre, holdt de sig ikke på afstand af os. Efter at vi roligt havde drøftet sagen igennem, blev vi enige om at det vigtigste var at gøre Jehovas navn kendt. De var forenede i deres kærlighed til Jehova og var spændt på hvad der skulle ske i fremtiden.“

Det var tydeligt at menighedsordningen ikke fungerede. Da Kulla Gjidhari og Stavri Ceqi for eksempel så hæftet Undersøg daglig Skrifterne for første gang, bladede de det igennem uden at vide hvad det var.

„Åh, manna!“ udbrød Stavri pludselig da han kom i tanker om bogen Daglig himmelsk Manna for Troens Husstand, der blev brugt dengang han lærte sandheden at kende.

„For resten,“ sagde Kulla, „hvordan går det med præsidenten, broder Knorr? Har hans ven Fred Franz det godt?“ Det viste noget om hvor mange år de havde været isoleret!

 HVILKEN MINDEHØJTID!

Det værelse på tre gange fire meter i Vasil Gjokas hjem hvor brødrene normalt holdt deres møder, var for lille til mindehøjtiden. De 105 der overværede mindehøjtiden det år, samledes i stedet i en sal der før havde været hovedkontor for kommunistpartiets avis. Det var første gang at mindehøjtiden i Tirana ikke blev holdt i et privat hjem. Skønt der kun var 30 forkyndere i Albanien i 1992, glædede de sig over at der var 325 til stede ved mindehøjtiden.

Gruppen af interesserede i Tirana voksede støt, og op mod 40 overværede møderne i Vasils lejlighed. Nogle af de nye ville gerne være udøbte forkyndere, og andre ville gerne døbes. Brødrene brugte mange timer på at mødes med dem der ønskede at blive døbt. Eftersom bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste ikke var udgivet på albansk, måtte hvert eneste spørgsmål oversættes mundtligt for dåbskandidaterne. Der blev ledet intensive studier med nogle af de nye for at man kunne sikre sig at de forstod sandheden. Skønt ingen nogen sinde havde haft et egentligt bibelstudium, havde de en forbløffende god bibelkundskab.

OMSIDER JURIDISK ANERKENDELSE

I løbet af de næste uger tilbragte brødrene mange timer sammen med advokater og myndighedspersoner i et forsøg på at få forkyndelsesarbejdet juridisk anerkendt. En gruppe brødre og interesserede i Tirana havde allerede indsendt en formel ansøgning, men en ny regering var kommet til magten, så det var nødvendigt at være vedholdende.

„Alt foregik til fods,“ mindes en broder. „Når vi færdedes i byen, skete det at vi mødte ministeren for  menneskerettigheder, indenrigsministeren, justitsministeren, politichefen, medlemmer af forfatningsdomstolen og andre indflydelsesrige personer. De var alle venlige og glædede sig over at forholdene var blevet mildnet. De fleste af dem kendte allerede til ungjillorë. Der var ingen tvivl om at Jehovas Vidner i Albanien var virksomme og aktive.“

I flere uger havde myndighedspersoner sagt at regeringen ville give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse, dog uden at der skete noget. Da Angelo Felio, en broder fra USA med albansk baggrund, besøgte sin familie i Tirana, kom der imidlertid skred i sagen. Mens Angelo var i Albanien, tog han med brødrene hen for at mødes med den juridiske rådgiver for den minister der kunne udstede anerkendelsen. Rådgiveren blev glad da hun fandt ud af at Angelos familie var fra den samme egn i Albanien som hun var.

„Hvilken landsby er din familie fra?“ spurgte hun Angelo. Forbløffende nok var det fra hendes landsby.

„Hvad hedder din familie?“ spurgte hun.

Overraskende nok viste det sig at Angelo var hendes slægtning, men at deres familier mange år tidligere havde mistet kontakten med hinanden.

„Jeg var i forvejen imponeret over jeres vedtægter og havde besluttet at hjælpe jer,“ sagde hun. „Men nu er jeg forpligtet til det fordi vi er i familie!“

Få dage senere overrakte den juridiske rådgiver brødrene bekendtgørelse nr. 100, der gav  Jehovas Vidner i Albanien juridisk anerkendelse. Efter at tilbedelsen af den sande Gud, Jehova, havde været forbudt siden 1939, blev den nu juridisk anerkendt og kunne frit udøves! „Ord kan ikke beskrive den glæde vi følte den dag,“ fortæller broder og søster DiGregorio.

Et par uger senere sendte afdelingskontoret i Grækenland, der førte tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Albanien, Robert Kern på besøg i Tirana. Robert fortalte de lokale brødre om den juridiske anerkendelse af vores arbejde og om oprettelsen af menigheden i Tirana. Han oplyste dem også om at menighedens distrikt omfattede „hele Albanien“. Det organiserede hus til hus-arbejde skulle nu for alvor i gang. I Tirana blev der lejet et hus med tre værelser som skulle være missionærhjem og kontor. Et stort tilstødende lokale ville blive den første rigssal.

ET ISOLERET FÅR BLIVER FUNDET

„Findes der overhovedet nogen Jehovas Vidner i Vlora?“ spurgte brødrene hinanden da de drøftede  hvordan forkyndelsesarbejdet kunne fremmes i Albanien. Den eneste nogen havde hørt om, var en ældre dame som efter sigende var senil. Men så kom der en kvinde til kontoret og fortalte at hun og hendes familie var ungjillorë, og at en der hed Areti, havde undervist dem i sandheden i Vlora. Nogle brødre fra Tirana tog derfor til Vlora for at finde Areti.

Areti Pina, en lille, ældre dame, inviterede de besøgende indenfor i sit hjem. Men hun virkede noget reserveret. Da de forklarede at de var hendes åndelige brødre, var der absolut ingen reaktion.

„Kan jeg stille jer nogen spørgsmål?“ sagde Areti pludselig efter nogle minutter. Så begyndte hun at bombardere dem med spørgsmål: „Tror I på treenigheden? Hvad er Guds navn? Tror I på et brændende helvede? Hvad sker der når vi dør? Hvad skal der ske med jorden? Hvor mange skal i himmelen?“

Brødrene besvarede alle spørgsmålene.

„Forkynder I?“ spurgte Areti så.

„Ja,“ sagde en af brødrene, „vi forkynder.“

„Men hvordan forkynder I?“ spurgte hun.

„Vi forkynder fra hus til hus,“ svarede broderen.

Areti brast i gråd, sprang op af stolen og omfavnede broderen.

 „Nu ved jeg at I er mine brødre!“ udbrød hun. „Det er kun Jehovas folk der forkynder fra hus til hus.“

Protestantiske grupper i Vlora havde hørt at Areti var religiøs, og havde bedt hende om at slutte sig til dem. „Men jeg ville ikke have noget med Babylon den Store at gøre!“ forklarede hun brødrene. „Jeg måtte derfor sikre mig at I virkelig var min åndelige familie!“

Areti var blevet døbt som 18-årig tilbage i 1928. Hun havde vandret op og ned ad bjergene og forkyndt med Bibelen i hånden. Selvom hun ikke havde haft kontakt med brødrene i årevis, var hun trofast fortsat med at forkynde helt alene.

„Jehova er vidunderlig,“ sagde Areti med tårer i øjnene. „Han glemte mig aldrig!“

Folk anså Areti for at være skør fordi hun blev ved med at tro på Gud under Albaniens jernhårde totalitære styre. Men Areti var langtfra senil. Hun var lige så åndsfrisk som hun altid havde været.

SÅ MEGET AT GØRE!

Nu da vores arbejde var juridisk anerkendt, var der meget at gøre for at fremme Rigets interesser i Albanien. Brødrene havde brug for at blive ført ajour og styrket åndeligt. Der var brug for publikationer på albansk, både til brødrene og til folk i distriktet. Desuden var der et stort behov for flere forkyndere. Hvem kunne hjælpe?

I 1992 ankom der specialpionerer fra Italien og Grækenland, og de fik et kursus i albansk. Samtidig begyndte et lille hold brødre og søstre at oversætte vores publikationer. Selvom der kunne være strømafbrydelse i op til tre uger, bevarede brødrene deres humoristiske sans og forblev travlt optaget af det arbejde der skulle udføres.

 Der var også mange praktiske opgaver at løse. Når det var koldt, skulle missionærhjemmet varmes op. Men det var umuligt at købe brænde i Albanien. Hvordan skulle brødrene holde varmen? Brødre fra Grækenland kom dem til undsætning og sendte en forsyning af store stykker træ og en elektrisk sav. Men der var stadig et problem, for åbningen i ovnen var ikke ret stor, og der var ingen elektricitet til at drive saven. Heldigvis havde en af brødrene en ven i den anden ende af Tirana som havde en økse. Men da der ikke gik busser, tog det to timer at hente øksen, og den skulle leveres tilbage inden det blev mørkt. „Vi tog alle en tørn med at hugge brænde mens vi havde øksen,“ mindes en af missionærerne, „så det var ikke svært at holde varmen!“

Midt i al brændehugningen og sprogkurserne glædede det albanske oversætterhold sig over at få det første af mange besøg af Nick og Amy Ahladis fra afdelingen Translation Services, der nu ligger i Patterson, New York. Deres venlige og ligevægtige tilgang til arbejdet var en kolossal hjælp for de nye oversættere, der var meget lærenemme og udførte et godt arbejde. Det italienske afdelingskontor trykte publikationerne og sendte dem til Albanien.

Alt det slidsomme arbejde var det hele værd i betragtning af de fantastiske resultater som forkynderne fik i distriktet. Også de nye forkyndere var utrolig nidkære. Lola, for eksempel, var lige begyndt at forkynde, men alligevel brugte hun 150-200 timer, og nogle gange mere, i forkyndelsen hver eneste måned. Da hun blev rådet til at passe på sig selv og ikke spænde buen for højt, svarede hun: „Indtil nu har mit liv været spildt! Hvad andet er der værd at bruge tid på?“

 ARBEJDET GÅR FREMAD

Marts 1993 var en historisk måned i Albanien. For første gang blev der sendt specialpionerer til Berat, Durrës, Gjirokastra, Shkodra, Tirana og Vlora; Vagttårnet for den 1. marts var det første nummer der var oversat af det albanske oversætterhold; brødrene holdt deres første Teokratiske Skole, og dermed var det første gang at alle fem møder blev holdt; den første albanske udgave af Tjenesten for Riget blev udgivet; og den første særlige stævnedag blev holdt i ballet og opera-teatret på Skanderbegpladsen i Tirana.

Der kom delegerede fra Grækenland og Italien for at opleve denne historiske særlige stævnedag. Nasho Dori indledte stævnet med bøn og takkede Jehova for alle de velsignelser de kunne glæde sig over. Der var 585 til stede, og 41 blev døbt! Blandt dem var der børn og børnebørn af brødre der havde tjent Jehova trofast i Albanien.

Begejstringen var også stor da man i 1993 kunne holde områdestævne i Albanien for første gang. Det blev overværet af over 600, og der kom delegerede fra Frankrig, Grækenland, Italien, Schweiz og Østrig. Hvor var det spændende for de albanske brødre at de efter mange års isolation nu frit kunne mødes med alle disse brødre fra mange lande.

For at tingene kunne organiseres bedre udnævnte Det Styrende Råd et landsudvalg bestående af Nasho Dori, Vito Mastrorosa og Michael DiGregorio til at føre tilsyn med arbejdet under ledelse af afdelingskontoret i Italien. Noget af det første de koncentrerede sig om, var at finde en ejendom hvor kontoret og det voksende oversætterhold kunne være.

Stefano Anatrelli fra Italien var med på det næste hold specialpionerer der begyndte at lære albansk.  Efter fem ugers sprogundervisning blev han kaldt ind på kontoret og fik beskeden: „Vi kunne godt tænke os at du besøgte specialpionererne og grupperne som kredstilsynsmand.“

„Men jeg kan ikke engang tale ordentligt albansk!“ var Stefanos første reaktion. Han betragtede ikke desto mindre opgaven som et stort privilegium. Efter at have fået hjælp til at udarbejde et par foredrag rejste Stefano ud til Albaniens fjerntliggende områder. Der var nu gået 30 år siden Spiro Vruho havde besøgt brødrene som kredstilsynsmand under forbuddet. I 1995 blev Stefano udnævnt som medlem af landsudvalget.

I 1994 kom der en tredje gruppe pionerer fra Italien til Albanien. De nye forkyndere i Albanien blev opmuntret af alle disse pionerers nidkærhed. Ved slutningen af tjenesteåret 1994 deltog 354 i forkyndelsen.

Mange forkyndere havde dog nogle følelsesmæssige udfordringer. Det var ikke let at skifte fra et ekstremt undertrykkende system til et fuldstændig frit samfund. For at overleve under det totalitære styre havde de altid været forsigtige med åbent at fortælle andre — især udlændinge — om deres følelser. Men de udenlandske brødre og søstre forstod dette og gjorde tålmodigt den indsats der skulle til for at opnå deres tillid.

Samme år var såvel de ældre brødre og søstre som de nye forkyndere glade for at mødes med broder Theodore Jaracz, det første medlem af Det Styrende Råd der besøgte Albanien. Over 600 samledes til et foredrag han holdt i Tirana.

I mellemtiden var der blevet købt en ejendom i Tirana hvor der skulle være kontor. På mindre end seks måneder havde et hold flittige udenlandske brødre  ombygget en gammel villa til moderne kontorer og opført boliger til 24 brødre og søstre. Indvielsen blev holdt den 12. maj 1996 da Milton Henschel fra Det Styrende Råd besøgte Albanien.

DE FORKYNDTE ALENE

En ung mand i Korçë der hed Arben, læste de bibelske publikationer som hans søster havde sendt til ham, og han forstod hurtigt at det var sandheden. Han skrev til kontoret i Albanien, og gennem et stykke tid fik han mere undervisning i sandheden ved at korrespondere med brødrene. For at give ham yderligere åndelig hjælp tog to brødre på en særlig tur til Korçë for at mødes med ham. Under samtalen med Arben viste det sig at han var kvalificeret til at blive forkynder. De to brødre tog ham derfor med til centrum af byen for at vise ham hvordan de forkyndte for forbipasserende.

Arben fortæller: „Så gav de mig nogle blade og sagde: ’Nu er det din tur.’ De sagde at jeg skulle gå alene, og det gjorde jeg.“

 Der gik nogle måneder før der kom nogle specialpionerer for at hjælpe ham. I mellemtiden havde folk reageret positivt på hans forkyndelse. Ikke længe efter at specialpionererne var ankommet, blev der dannet en gruppe.

Hen mod slutningen af året ringede pionererne i Vlora til landskontoret og fortalte at Areti Pina var syg og ønskede at mødes med en af de ansvarshavende brødre. Da broderen ankom, sendte Areti alle andre ud af værelset så hun kunne tale med ham under fire øjne.

„Jeg har ikke længe igen,“ sagde hun og gispede efter vejret. „Der er noget jeg har tænkt over, og som jeg gerne vil spørge dig om. Jeg kan ikke rumme alle detaljerne, men der er noget jeg gerne vil vide: Er det der står i Åbenbaringens Bog, gået i opfyldelse?“

„Ja, Areti, det meste af det er gået i opfyldelse,“ svarede broderen. Han nævnte derefter nogle få af de ting der endnu mangler at blive opfyldt, og Areti lyttede intenst til hvert eneste ord.

„Nu kan jeg dø i fred,“ sagde hun. „Jeg ville bare vide hvor tæt vi er på.“

I mange år havde Areti været en ivrig forkynder — hvad enten hun havde forkyndt alene i bjergene eller fra sin seng da hun var syg. Kort efter denne samtale fuldførte Areti sit jordiske livsløb i trofasthed.

HANS TRO VAR STÆRK TIL DET SIDSTE

Nasho Dori, der nu var i firserne, var syg, og hans kræfter var ved at svinde. Men der var en gruppe brødre som især havde brug for opmuntring, nemlig de unge der blev indkaldt til militærtjeneste. Den ortodokse gejstlighed i Berat, der var misundelig  på den hurtige vækst Jehovas Vidner oplevede, pressede myndighederne til at retsforfølge disse unge mænd.

Seks unge brødre fra Berat som nægtede at gøre tjeneste i militæret, kunne se frem til at skulle adskillige måneder i fængsel. Nasho forstod at de havde brug for opmuntring, så siddende i sin seng optog han et budskab til dem på video:

„Vær ikke bange,“ sagde Nasho til de unge brødre. „Vi har været igennem det her før. Jehova vil være med jer. I skal ikke være bekymrede hvis I bliver sat i fængsel. Det vil vise sig at blive til ære for Jehovas navn.“

Nashos helbred blev fortsat svagere, og han kaldte derfor nogle brødre til sit sygeleje og sagde: „Jeg har måttet bede Gud om tilgivelse. I sidste uge havde jeg så mange smerter at jeg bad om at måtte dø. Men så tænkte jeg: ’Jehova, du er livets Giver. Alt hvad du står for, er liv. Jeg bad om noget der går imod din vilje. Tilgiv mig!“

Da Nasho hørte at antallet af forkyndere i Albanien var vokset til 942, sagde han: „Vi har omsider fået en stor skare i Albanien!“ Nogle få dage senere døde han og fuldførte dermed sit jordiske livsløb.

 TRAZIRA — EN TID MED ANARKI

I 1997 var tilfælde af udnyttelse, bestikkelse og korruption blevet hverdagskost. Mange albanere solgte alt hvad de ejede, og investerede pengene i pyramideforetagender der lovede hurtig rigdom. Da folks investeringer slog fejl, protesterede de vrede borgere i gaderne.

Netop på det tidspunkt, under en særlig stævnedag, henvendte en søster der arbejdede for en højtstående embedsmand, sig til brødrene og fortalte at ministerpræsidenten snart ville gå af. Hun havde fået kendskab til at der ville udbryde voldshandlinger i et hidtil uset omfang. Stævneprogrammet blev derfor afkortet så brødrene hurtigt kunne komme hjem. To timer efter at programmet var slut, var landet i undtagelsestilstand, og der blev indført udgangsforbud.

Ingen vidste nøjagtig hvad der foregik. Rygterne svirrede. Var der tale om en fremmed intervention, eller var det intern politisk uro? De mange pyramideforetagender var kollapset, og de fleste havde mistet hele deres investering. Der udbrød optøjer i Vlora. Folk brød ind i landets våbenlagre og plyndrede dem for våben og ammunition. Efterhånden som nyhedsudsendelserne berettede om hvad der skete, greb folk til vold i by efter by. Landet var i oprør, og politiet mistede kontrollen. Albanien var ved at gå i opløsning på grund af væbnet oprør og anarki.

De fleste af de 125 heltidstjenere i Albanien tog af sikkerhedsgrunde til Tirana. Mange albanere gav udlændingene skylden for det der var sket, så det var klogest at de udenlandske pionerer forlod  landet. Eftersom lufthavnen var lukket, blev nogle af de italienske pionerer kørt til Durrës, hvor havnen blev kontrolleret af lokale bevæbnede mænd. Efter 12 timers anspændt venten gik pionererne om bord på et skib til deres hjemland.

Landsudvalget havde daglig telefonkontakt med brødre i forskellige dele af landet. Hver morgen herskede der en ildevarslende stilhed i gaderne. Hen på eftermiddagen begyndte folk så at skyde med deres våben, og det fortsatte de med helt til daggry. Nogle havde endog antiluftskyts. Kampene blev kendt som trazira, der betyder „uroligheder“.

„TIL ÆRE FOR JEHOVAS NAVN“

Arben Merko, en af de seks brødre fra Berat der var blevet fængslet på grund af neutralitetsspørgsmålet, fortæller: „I min celle var der et lille hul i væggen. En mand i cellen ved siden af spurgte mig hvem jeg var.“ Arben forkyndte for ham i ugevis, men en dag var stemmen der ikke mere.

Efter at Arben var blevet løsladt fra fængselet, stod der en dag pludselig en ung mand ved hans dør. Arben kunne ikke genkende ham, men der var noget bekendt ved hans stemme — det var den mand der havde siddet i nabocellen.

„Jeg kommer for at give dig den her,“ sagde han til Arben og gav ham en forstærker.

„Under trazira stjal jeg forstærkeren fra jeres rigssal,“ fortalte han. „Men det du fortalte mig i fængselet, rørte mit hjerte. Jeg vil gerne have en god samvittighed over for Gud, så nu leverer jeg den tilbage.“

Arben kunne ikke lade være med at tænke på Nasho Doris sidste ord til gruppen af unge brødre  der ønskede at bevare deres integritet: „Det vil vise sig at blive til ære for Jehovas navn.“

JEHOVAS FÅR VISES OMSORG

Da de udenlandske ældste rejste, blev de fleste menigheder og store grupper overladt i 19-20-årige menighedstjeneres varetægt. Med stor fare for deres egen sikkerhed rejste tre af disse en dag fra Vlora til Tirana. Landsudvalget, der var bekymret på grund af mangelen på fødevarer, spurgte brødrene om de havde brug for materielle fornødenheder.

„Det eneste vi er løbet tør for, er rapportformularer,“ svarede de unge brødre. Ligesom de trofaste ældre forkyndere før i tiden var de mere optaget af de åndelige behov end af de fysiske. Derefter fortalte de at mange reagerede positivt på den gode nyhed på grund af den megen frygt og usikkerhed.

Kort efter mindehøjtiden modtog kontoret en telefonopringning. „Vi er en gruppe søstre i Kukës,“ fortalte en af dem, „og vi har holdt møderne alene siden pionererne rejste.“

Som følge af urolighederne havde brødrene i Tirana mistet forbindelsen med forkynderne i Kukës. Ikke desto mindre var der en gruppe på syv udøbte forkyndere som havde holdt mindehøjtiden to forskellige steder. Selvom de var lidt bekymrede for om de havde fejret mindehøjtiden rigtigt, var de glade for at kunne fortælle at 19 havde overværet de to møder. Til trods for udgangsforbuddet og de vanskelige forhold i 1997 var der forbløffende nok 3154 til stede ved mindehøjtiden i hele Albanien. Og  trods det udbredte anarki fortsatte brødrene med at forkynde, idet de trøstede folk samtidig med at de selv var meget påpasselige.

Da landsudvalget fandt ud af at brødrene i Gjirokastra havde brug for mad og litteratur, drøftede de om det ville være sikkert at sende en lastvogn med forsyninger dertil. Deres drøftelse blev imidlertid afbrudt af en søster som sagde at en nyhedsvært der måske havde nogle nyttige oplysninger, var kommet for at tale med brødrene.

Uden at vide hvad udvalget havde drøftet, gav nyhedsværten brødrene følgende råd: „Uanset hvad I gør, så tag ikke ned sydpå i morgen. Vi har modtaget rapporter om at der er noget farligt under opsejling i Tepelenë.“ Eftersom lastvognen til Gjirokastra måtte gennem Tepelenë, besluttede brødrene at aflyse turen.

Den næste dag kort efter klokken 11 blev det i en ekstraudsendelse meddelt at der havde været et meget blodigt sammenstød i Tepelenë, og at broen i byen var blevet sprængt i luften. Brødrene var Jehova dybt taknemmelige for at de var blevet advaret mod at tage dertil netop den dag!

I ugevis hørte betelfamilien skudsalver natten igennem, og når de tog dagsteksten om morgenen, var det ofte til lyden af maskingeværild og bombesprængninger. Mange skød op i luften, og der var altid risiko for at blive ramt af vildfarne kugler. Af sikkerhedsgrunde forblev betelfamilien inden døre, og oversætterne sad på gulvet, borte fra vinduerne, mens de fortsatte deres arbejde.

I april 1997 ankom en styrke på 7000 FN-soldater for at genoprette ro og orden i landet. I august havde de atter forladt Albanien, og det blev muligt for brødrene  at tilrettelægge et områdestævne. Forkynderne var lykkelige; i månedsvis havde de kun kunnet mødes i små grupper.

Bevæbnede røvere standsede nogle af de busser som brødrene havde lejet for at komme til stævne. Men da de fandt ud af at alle passagererne var Jehovas Vidner, sagde de: „I er anderledes! Vi kan ikke gøre jer fortræd.“

Hvilken virkning havde trazira på forkyndelsesarbejdet i Albanien? Farerne og usikkerheden hæmmede ikke væksten, men fik tilsyneladende folk til at blive mere bevidste om deres åndelige behov. Resultatet var at der på blot 15 måneder var 500 nye der begyndte i forkyndelsen, hvilket bragte det samlede forkyndertal op på mere end 1500.

FOKUS PÅ KOSOVO

Efter trazira var det som om våbnene forsvandt. Menighederne blev ved med at vokse, men der opstod problemer i det nærliggende Kosovo. Krigen dér kunne mærkes i Albanien eftersom flygtninge i stort tal strømmede over grænsen. De albanske forkyndere var ikke sene til at give flygtningene del i et budskab der kunne give dem håb, og til at forsyne dem med trøstende læsestof. De tog sig også godt af en gruppe bestående af 22 Jehovas Vidner og deres små børn.

I august, da krigen sluttede, vendte brødrene fra Kosovo tilbage til deres hjem, men ikke alene. De blev ledsaget af albanske og italienske brødre, deriblandt ti specialpionerer, der gerne ville yde dem den nødvendige åndelige hjælp. Ved slutningen af tjenesteåret 1999 var der 1805 forkyndere i Albanien og 40 i Kosovo.

 STØRRE ÅNDELIG STABILITET

„Jeg er glad for at vi oversætter så meget,“ havde Nasho Dori sagt før han døde. „Men det vi virkelig har brug for, er Ny Verden-Oversættelsen, en bibel af høj kvalitet som kan opbygge os i troen!“ I 1999, blot tre år efter Nashos død, gav Det Styrende Råd tilladelse til at man oversatte Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter til albansk.

Ved stævnet i år 2000 ventede der de albanske tilhørere en vidunderlig overraskelse — frigivelsen af Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på albansk! Det flittige hold oversættere havde lagt hele deres sjæl og hjerte i projektet og havde færdiggjort det på knap et år. En almindelig pioner som tidligere havde været kommunist og medlem af parlamentet, skrev: „Hvor er det vidunderligt! Det er først nu hvor jeg læser denne oversættelse, at jeg virkelig kan værdsætte Bibelens smukke prosa, poesi og smukke beretninger. Man kan meget bedre se de rørende optrin  for sig. Når jeg læser hvordan Jesus udførte mirakler og blev hånet og irettesat, rører det mig dybere end nogen sinde!“

Nu var der 2200 forkyndere i Albanien, og betelfamilien var vokset til 40. Man havde lejet lejligheder, men der var brug for mere plads. Derfor godkendte Det Styrende Råd at man købte et stykke land på tre hektar i Mëzez i udkanten af Tirana. For bedre at kunne føre tilsyn med den voksende arbejdsmark i Albanien og Kosovo blev landskontoret i år 2000 til et selvstændigt afdelingskontor.

I september 2003, da man begyndte at bygge det nye afdelingskontor, rapporterede Albanien 3122 forkyndere i landet. Samtidig var man godt i gang med at oversætte De Hebraiske Skrifter til albansk. Der var stor fremgang i forkyndelsesarbejdet, men forkynderne selv gjorde også rosværdige åndelige fremskridt. Mange af de 20 unge mænd der udgjorde den første klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere i august 2004, havde været teenagere da de tog sig af menighederne under trazira nogle få år forinden. Hvor var de glade for nu at få yderligere teokratisk oplæring!

’DJÆVELEN VAR VRED’

„Jehova lærer folk at begå selvmord!“ lød overskriften i flere aviser i februar 2005. Nyhedsrapporter i fjernsyn og aviser bragte det løgnagtige rygte i omløb at en teenagepige som havde begået selvmord, var et af Jehovas Vidner. I virkeligheden havde pigen hverken studeret med Jehovas Vidner eller overværet møder. Ikke desto mindre brugte modstandere hændelsen til at rette et voldsomt angreb mod os.

Lærere hånede børn af Jehovas Vidner. Brødre mistede deres arbejde. Folk krævede at vores arbejde blev  forbudt. Skønt brødrene forsøgte at forklare medierne hvordan tingene forholdt sig, tog smædekampagnen blot til.

Det stod klart at Jehovas tjenere havde brug for undervisning og støtte i forbindelse med dette nye angreb. Afdelingskontoret tilrettelagde derfor et særligt foredrag der viste værdien af at fortsætte med at forkynde sandheden for at imødegå de giftige løgne. Brødrene blev tilskyndet til at ræsonnere med folk og ikke give efter for menneskefrygt. De kunne fortælle retsindige mennesker at antallet af Jehovas Vidner var steget fænomenalt i løbet af de sidste få år, hvilket jo ville være umuligt hvis Jehovas Vidner slog sig selv ihjel! Denne type angreb var ikke noget nyt. Man mindede brødrene om den falske påstand tilbage i 1960’erne om at Spiro Vruho havde begået selvmord. De rygter der nu var i omløb, ville på ingen måde få den tilsigtede virkning!

Blot nogle få måneder senere, i august, besøgte David Splane fra Det Styrende Råd de 4675 stævnedeltagere fra Albanien og Kosovo ved deres områdestævne. Tilhørerne blev ude af sig selv af glæde da broder Splane frigav hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på albansk.

„Intet under at Satan gjorde et ihærdigt forsøg på at lægge os hindringer i vejen!“ sagde en af de gamle trofaste brødre. „Han var vred over at der skete så meget godt for Jehovas folk.“

Trods den negative omtale i medierne blev Guds tjenere fortsat stærkere. Mange anderledestroende ægtemænd og andre familiemedlemmer der kunne gennemskue de usande historier i pressen, begyndte at studere Bibelen og blev forkyndere. Selv under Satans mest ondsindede angreb blev Jehovas vilje udført. Betelfamilien  flyttede ind i det nye afdelingskontor, og den anden klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere blev afviklet.

INDVIELSE AF AFDELINGSKONTORET

I juni 2006 var broder Theodore Jaracz og Gerrit Lösch, der begge er medlemmer af Det Styrende Råd, blandt de 350 delegerede fra 32 lande der var til stede ved indvielsen af det nye afdelingskontor. Også Sotir Ceqi, som i 1940’erne var blevet torteret med elektrochok, var til stede. Han er nu sidst i halvfjerdserne og tjener fortsat med glæde.

„Denne dag er som en drøm der er gået i opfyldelse,“ sagde Frosina Xheka, der stadig tjener Jehova loyalt trods årtiers store prøvelser. Polikseni Komino, Janis enke, kunne fortælle at hendes døtre og barnebarn nu var pionerer. Vasil Gjoka var også til stede. Han var blevet krumbøjet efter mange års lidelser. Hans øjne fyldtes med tårer da han fortalte om hvordan han havde besøgt Leonidha Pope og i al hemmelighed var blevet døbt i 1960.

 Det tidligere afdelingskontor i Tirana var blevet bygget om til et rigssalskompleks og missionærhjem for 14 missionærer. Seks klasser af Skolen for Udnævnte Tjenere har frembragt trofaste, selvopofrende specialpionerer der er et kolossalt aktiv for den albanske arbejdsmark. De over 950 lokale brødre og søstre der virker som almindelige pionerer og specialpionerer, viser alle en glødende evangelieånd.

TIDEN FREMOVER

Vores brødre og søstre i Albanien har en dyb værdsættelse af Bibelen og den litteratur som er blevet oversat til deres modersmål. Jehovas arbejde i denne del af marken går støt fremad. Foruden de ivrige og dygtige brødre der bliver oplært til at påtage sig teokratiske ansvarsopgaver, findes der ’en talrig hær af kvinder der forkynder godt nyt’. — Sl. 68:11.

Jehovas Vidner i Albanien er et levende vidnesbyrd om sandheden i de inspirerede ord: „Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig. Dette er Jehovas tjeneres arvelod.“ (Es. 54:17) Som følge af Jehovas ufortjente godhed og styrkende hjælp har intet kunne knække dem, hverken et totalitært styre, tortur, isolation, ondsindet medieomtale eller personlige problemer.

Jehovas folk i Albanien ser fremtiden i møde fuldt forvissede om Guds loyale kærlighed og velsignelse. På trods af de vanskeligheder de oplever, glæder de sig over at kunne fryde deres himmelske Faders hjerte og at have et håb for fremtiden. (Ordsp. 27:11; Hebr. 12:1, 2) Hvis der er et tema som går igen i Albaniens teokratiske historie, er det dette: Jehova glemmer aldrig de store og små ofre som hans loyale tjenere, unge som gamle, har bragt! — Hebr. 6:10; 13:16.

[Tekstcitat på side 130]

Titlen blev først oversat med Guds Guitar

[Tekstcitat på side 140]

„Hvis du var kristen, ville du kæmpe ligesom præsterne gør!“

[Tekstcitat på side 189]

„Det eneste vi er løbet tør for, er rapportformularer“

 [Ramme/​illustration på side 132]

Kort fortalt om Albanien

Geografi

Albanien ligger i det sydøstlige Europa, nord for Grækenland og øst for hælen i den italienske støvle. Det udgør 28.750 kvadratkilometer med en 362 kilometer lang kystlinje der strækker sig langs Adriaterhavet og Det Joniske Hav. Hvide sandstrande, turkisblåt hav og høje bjerge i baggrunden pryder Albaniens riviera, der strækker sig fra Vlora til Saranda. Den nordlige og indre del af landet er fyldt med takkede bjergkæder, hvorimod den sydvestlige del består af frugtbart lavland der benyttes til landbrug.

Befolkning

Det anslås at der er 3.600.000 indbyggere. De fleste er etniske albanere, men en lille procentdel er romaer, grækere og serbere.

Klima

I de flade områder ved sydkysten er der om sommeren en gennemsnitstemperatur på 26 grader. I de nordlige Dibër-bjerge, derimod, kan der om vinteren blive ned til 25 graders frost.

Køkken

En byrek er en tærte med et sprødt dejlåg og med et fyld af spinat, ost, tomater og løg eller forskellige andre grøntsager eller kødfyld. Tava e kosit består af kylling eller lam stegt i en velsmagende yoghurt-dildsovs. Albanere elsker at spise med ske, og de laver mange supper og gryderetter. Ved særlige lejligheder hvor der står lam på menuen, får æresgæsten ofte serveret hovedet. Blandt Albaniens mange desserter kan nævnes baklava (billedet til højre) og kadaif, der består af bagt kagedej overhældt med sirup eller honning og nødder. For en albaner er brød et hovednæringsmiddel. Hvis man skal fortælle nogen at man har spist, siger man blot „hëngra bukë“, der betyder „jeg har spist brød“.

 [Ramme/​illustrationer på side 134]

De første stævner

Albanerne i New England, USA, havde deres eget offentlige møde om søndagen, men overværede ellers møderne i engelske og græske menigheder. I løbet af 1920’erne og 1930’erne værdsatte albanerne at overvære stævner på græsk. Men de var glade for at have albanske reversmærker hvorpå der stod: „Albanske bibelstudenters tredagesstævne.“

[Illustrationer]

Reversmærke (til højre) som blev båret af albanske brødre (herunder) ved et stævne i Boston i slutningen af 1920’erne

 [Ramme/​illustrationer på side 151, 152]

„Jehova svigtede os aldrig!“

FROSINA XHEKA

FØDT 1926

DØBT 1946

PROFIL Hun lærte sandheden at kende som teenager. Skønt hendes forældre modarbejdede hende og myndighederne isolerede hende, følte hun sig altid nær Jehova og hans organisation. Hun døde trofast i 2007.

▪ FROSINA lærte sandheden at kende gennem sine brødre i 1940’erne. Hendes forældre, der ikke var Jehovas Vidner, smed hende ud hjemmefra fordi hun nægtede at indgå et arrangeret ægteskab. En broder, Gole Flloko, lod hende blive en del af sin familie og behandlede hende som en datter.

„Engang var jeg blevet arresteret fordi jeg nægtede at stemme,“ har Frosina fortalt. „Jeg var på et tidspunkt alene i et lokale da omkring 30 betjente omringede mig. En af dem råbte: ’Er du klar over hvad vi kan gøre ved dig?’ Jeg følte at Jehova var med mig, og sagde: ’I kan ikke gøre andet end det den suveræne Herre Jehova vil tillade jer at gøre!’ De troede at jeg var skør, så de sagde: ’Få hende ud herfra!’ Men jeg havde jo ret. Jehova var med mig!“

I 1957 giftede Frosina sig med Luçi Xheka, og de fik med tiden tre børn. I begyndelsen af 1960’erne blev Luçi medlem af det nyoprettede landsudvalg, der skulle føre tilsyn med arbejdet i  Albanien. Kort efter blev han idømt fem års internim (internering) i Gramsh, langt fra Frosina og børnene. Dér fortsatte Luçi med at forkynde og tale om Jehovas organisation. Folk i Gramsh husker ham den dag i dag.

Fordi Luçi var i internim, satte kommunistpartiet Frosina på den sorte liste så hun ikke havde lov til at købe mad. Frosina fortæller: „Det gjorde ikke noget. De få brødre der var, delte det de havde, med hinanden. Vi klarede os igennem, for Jehova svigtede os aldrig!“

Efter Luçis død blev Frosinas møder med brødrene sjældnere. Men hun fortsatte med at forkynde. Hun mindes: „John Marks besøgte os i 1960’erne. Da jeg omsider traf hans kone, Helen, i 1986, føltes det som om vi havde kendt hinanden i årevis! Luçi og jeg havde i al hemmelighed sendt budskaber til John og Helen Marks, og de havde videregivet dem til brødrene i Brooklyn.“

Da forbuddet blev ophævet i 1992, var Frosina et af de ni døbte Jehovas Vidner der endnu var tilbage i Albanien. Hun overværede trofast møderne og var ude i tjenesten samme dag som hun døde i 2007. Kort før sin død sagde hun: „Jeg elsker Jehova af hele mit hjerte! At gå på kompromis er aldrig noget jeg har overvejet. Jeg vidste at jeg havde en stor familie rundt om i verden, men jeg er overvældet over at se hvor stor vores teokratiske familie i Albanien nu er blevet. Jehova har altid været hos os og holder os stadig i sin kærlige favn!“

[Illustration]

Frosina Xheka i 2007

 [Ramme/​illustrationer på side 159, 160]

Fra næsten ingen litteratur til en overflod

VASIL GJOKA

FØDT 1930

DØBT 1960

PROFIL Han tog et fast standpunkt for sandheden under det totalitære styre. I dag tjener han som ældste i Tirana.

▪ JEG husker at jeg som dreng så den græske udgave af Vagttårnet i min landsby Barmash i 1930’erne. Min far pegede på bladet og sagde: „De mennesker har ret!“ Først nogle år senere forstod jeg hvad han mente. Jeg elskede at læse i Bibelen selvom det blev farligt at eje en. Ved en begravelse hos noget svigerfamilie mødte jeg en broder fra Tirana. Jeg udspurgte ham om tegnet på ’de sidste dage’ i Mattæus, kapitel 24. Han forklarede det, og jeg fortalte straks alle og enhver hvad jeg havde lært.

I 1959 overværede jeg et privat møde hos brødrene i Leonidha Popes hjem. Jeg havde læst Åbenbaringens Bog og spurgte hvad vilddyret og Babylon den Store var symboler på. Da brødrene forklarede det, vidste jeg at jeg havde fundet sandheden! Et år senere blev jeg døbt.

Jeg var nidkær i forkyndelsen, og det førte til at jeg blev fyret fra mit arbejde. Jeg fik derfor fat i en gammel, udtjent trækvogn og bragte varer ud i Tirana. Skønt jeg kun havde begrænset kontakt med brødrene og ikke havde noget litteratur, fortsatte jeg med at forkynde.

I begyndelsen af 1960’erne, før han blev sendt i internim, lykkedes det Leonidha Pope at få fat i et par græske  publikationer der var blevet smuglet ind i Albanien. Han oversatte dem mundtligt, og jeg skrev det han sagde, ned i en notesbog. Han bad mig derefter om at lave nogle kopier og sende dem til nogle få brødre i Berat, Fier og Vlora.

Hvor har meget ændret sig siden 1990’erne! Det er overvældende at opleve hvor meget litteratur Jehova har givet os. Fra 1992 og til i dag har vi uddelt over 17 millioner blade i Albanien! De nye publikationer bliver oversat til albansk, og vi har hele Ny Verden-​Oversættelsen på vores eget sprog! Når jeg sammenligner tiden nu med de år hvor vi ikke havde noget litteratur, kan jeg ikke holde glædestårerne tilbage. Det at vi i mange år havde så lidt, har givet os stor værdsættelse af det vi modtager.

 [Ramme/​illustrationer på side 163, 164]

Jeg fandt meningsfyldt arbejde i mit hjemland

ARDIAN TUTRA

FØDT 1969

DØBT 1992

PROFIL Han lærte sandheden at kende i Italien og vendte derefter tilbage til Albanien. Han er medlem af afdelingskontorets udvalg i Albanien.

▪ JEG var 21 år i 1991 da jeg forlod Albanien sammen med tusinder af andre flygtninge. Vi havde kapret et skib der skulle til Italien. Albanien var fuldstændig forarmet, så jeg var glad for at slippe væk. For mig var det som en drøm der blev til virkelighed.

Efter to dage i Brindisi i Italien sneg jeg mig ud af flygtningelejren for at finde arbejde. En mand gav mig et lille fotokopieret bibelsk budskab på albansk og inviterede mig til et møde samme eftermiddag. Jeg tænkte straks ved mig selv: ’Ja, hvorfor ikke? Måske møder jeg en der tilbyder mig arbejde!’

Jeg havde slet ikke forventet at få den venlige modtagelse jeg fik. Efter mødet i rigssalen kom alle hen og hilste hjerteligt på mig. En familie inviterede mig på aftensmad. De behandlede mig — en forhutlet, illegal albansk flygtning — med en værdighed og venlighed jeg aldrig vil glemme!

Ved det næste møde tilbød Vito Mastrorosa mig et bibelstudium. Det tog jeg imod, og det gik hurtigt op for mig at dette var sandheden. I august 1992 blev jeg døbt i Italien.

Endelig fik jeg opholdstilladelse, og jeg fik et godt job og sendte penge til min familie i Albanien. Men så begyndte jeg at tænke: ’Nu da arbejdet i Albanien er frit, er der et stort behov der. Skulle jeg tage tilbage? Men hvordan vil min familie  reagere? De har brug for de penge jeg sender til dem. Hvad vil folk sige?’

En dag fik jeg en opringning fra kontoret i Tirana. De spurgte om jeg ville komme over og undervise en gruppe italienske specialpionerer som skulle flytte til Albanien i november samme år. Deres eksempel fik mig til at tænke alvorligt over hvad jeg selv skulle gøre. De var på vej til det distrikt jeg havde forladt. De kendte ikke sproget og var ivrige efter at komme af sted. Mit sprog og min kultur var albansk. Hvad lavede jeg i Italien?

Jeg traf min beslutning og tog med samme båd som disse specialpionerer. Jeg begyndte straks at arbejde på det lille betelhjem. Om formiddagen underviste jeg i albansk, og om eftermiddagen hjalp jeg med at oversætte. Til at begynde med var min familie ikke særlig begejstret. Men da de forstod hvorfor jeg var flyttet tilbage til Albanien, blev de lydhøre for den gode nyhed. Der gik ikke lang tid før mine forældre, to af mine søstre og en af mine brødre blev døbt.

Fortryder jeg at jeg sagde farvel til arbejde og penge i Italien? Ikke et sekund! Jeg har fundet meningsfyldt arbejde i Albanien. For mig at se er det arbejde der virkelig betyder noget og medfører varig glæde, at tjene Jehova med alt hvad man har!

[Illustration]

Ardian sammen med sin hustru, Noadia

 [Ramme/​illustrationer på side 173, 174]

Hemmelige møder er fortid

ADRIANA MAHMUTAJ

FØDT 1971

DØBT 1993

PROFIL Hun blev inviteret til et hemmeligt møde, og derefter skete der store forandringer. Tjener nu som specialpioner.

▪ DA MIN fætter døde i 1991, hørte jeg at en dame der hed Barie, opmuntrede min faster med nogle tanker fra Bibelen. Jeg begyndte straks at stille hende spørgsmål og blev derfor inviteret til at mødes med hendes veninde Rajmonda på dennes arbejdsplads. Rajmondas familie var med til møder i „klassen“. Rajmonda fortalte mig at jeg måtte have nogle bibelske drøftelser et stykke tid, eftersom nye ikke blev lukket ind i klassen med det samme. Jeg elskede det jeg lærte, og der gik ikke lang tid før jeg fik lov til at overvære møderne.

Denne klasse bestod af udøbte der oprindelig var begyndt at mødes med Sotir Papa og Sulo Hasani. Flere år forinden havde Sigurimi infiltreret nogle klasser og havde angivet brødrene til politiet. Alle var derfor forsigtige, og de var påpasselige med hvem der blev inviteret med til møderne.

Ved mit første møde fandt jeg ud af at det var meningen at vi skulle lave en liste over vores venner og så fortælle dem om det vi lærte. Jeg begyndte straks at forkynde for Ilma Tani. Inden længe fik hun lov til at overvære møderne. Vores lille klasse på 15 voksede hurtigt.

I april 1992 kom Michael og Linda DiGregorio på besøg i Berat. Det blev foreslået at vi åbent inviterede folk til Michaels foredrag. Det resulterede i at 54 overværede mødet. Ingen af  os var døbt. Efter mødet bombarderede vi broder og søster DiGregorio med spørgsmål i flere timer. Endelig fik vi lært hvordan vores gruppe skulle fungere.

Kort efter blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt. Ilma og jeg tog sammen med to brødre til Tirana for at lære hvordan man går fra dør til dør. Vi blev bedt om at vise andre i Berat hvad vi havde lært. Vi gjorde vores bedste. Da fire italienske specialpionerer i marts 1993 fik tildelt Berat som distrikt, kom der virkelig gang i menigheden, og vi havde to møder om ugen hvor alle var velkomne.

Marts måned samme år blev Ilma og jeg døbt ved den første særlige stævnedag i Tirana, som blev overværet af 585. Vi blev almindelige pionerer, og kort efter blev vi inviteret til at blive de første lokale specialpionerer. Vi fik tildelt distrikt i Korçë. Nu var der ikke længere noget der var hemmeligt.

Ilma giftede sig senere med Arben Lubonja, som blot nogle få måneder tidligere havde været den eneste forkynder i Korçë. De kom med tiden i kredstjenesten og tjener nu på Betel. Hvor er jeg glad for at jeg inviterede Ilma med til den klasse!

Da jeg for nylig sad ved et områdestævne hvor der var over 5500 til stede, tænkte jeg tilbage på vores hemmelige klasse. Hvor har Jehova udvirket store forandringer! Nu holdes der møder og stævner i fuld offentlighed. Selvom i hundredvis af brødre har forladt Berat af økonomiske grunde, er vores lille klasse i dag blevet til fem blomstrende menigheder.

[Illustration]

Ilma (Tani) og Arben Lubonja

 [Ramme/​illustration på side 183]

„Okay, lad os tage af sted!“

ALTIN HOXHA OG ADRIAN SHKËMBI

FØDT Begge i 1973

DØBT Begge i 1993

PROFIL De forlod universitetet for at blive pionerer. Begge tjener i dag som ældste.

▪ I BEGYNDELSEN af 1993 var de universitetsstuderende i Tirana. En ven fortalte dem i flere timer om det han blev undervist i af Jehovas Vidner. Alt blev begrundet ud fra Bibelen. Senere lærte de noget mere, de begyndte at rette sig efter det de lærte, og blev døbt samme år. Om sommeren det år tog de til Kuçova for at forkynde. Her var der ingen forkyndere.

Efter at de var vendt tilbage til Tirana, sagde Adrian til Altin: „Hvad laver vi egentlig her på universitetet? Lad os tage til Kuçova og få rigtig gang i forkyndelsen!“

Altins reaktion var: „Okay, lad os tage af sted!“ Syv måneder efter deres dåb var de tilbage i Kuçova.

Jehova velsignede deres anstrengelser rigt. I dag er der over 90 aktive forkyndere i Kuçova. Omkring 25 Jehovas Vidner derfra er rejst ud for at tjene som pionerer andre steder eller er kommet på Betel. Adrian og Altin har studeret med mange af dem.

Når Altin tænker tilbage på universitetet, smiler han og siger: „Apostelen Paulus besluttede sig for at droppe en verdslig karriere, og i 1993 traf jeg et lignende valg. Jeg har aldrig fortrudt at jeg sagde: ’Okay, lad os tage af sted!’“

 [Ramme/​illustrationer på side 191, 192]

En lærer i ateisme underviser nu i sandheden

ANASTAS RUVINA

FØDT 1942

DØBT 1997

PROFIL Han underviste sine underordnede inden for militæret i ateisme før han lærte sandheden at kende gennem sine børn. Tjener i dag som ældste og specialpioner.

▪ DA JEG i 1971 havde taget min afgangseksamen fra militærakademiet, blev jeg politisk brigadekommissær. Det var en titel som blev anvendt fordi regeringen i 1966 havde afskaffet den militære rangorden. En af mine opgaver var at indoktrinere mine underordnede i den ideologi at der ikke findes nogen Gud. Jeg underviste ud fra den filosofi at religion er opium for folket.

Jeg havde kone og tre børn. I 1992 begyndte min søn, Artan, at overvære Jehovas Vidners religiøse møder i Tirana. Så tog han sin søster Anila med. Jeg syntes at det var tåbeligt og spild af tid. Det endte med at der opstod mange skænderier i vores hjem.

En dag tog jeg af ren og skær nysgerrighed et eksemplar af Vagttårnet og begyndte at læse det. Mærkeligt nok forekom det ret fornuftigt. Men selvom Artan og Anila blev ved med at tilskynde mig til at undersøge Bibelen, afslog jeg. Jeg ræsonnerede som så at man ikke kan studere Bibelen hvis man ikke tror på Gud. I 1995 blev bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? udgivet på albansk. Artan og Anila gav mig et eksemplar. Det var alt hvad der skulle til for at overbevise mig. Gud findes! Nu havde jeg ikke længere nogen undskyldning; jeg blev nødt til  at studere. Snart sluttede min kone, Lirie, sig til mig, og vi blev overbevist om at det var sandheden.

Men skal jeg være ærlig, så gjorde jeg ikke hurtigt fremskridt. Jeg var 53 år, og det var ikke let for mig at ændre min politiske og militaristiske måde at tænke på. Men jeg må sige at det var Skaberen, Jehova, der hjalp mig til at gøre det.

Jeg ønskede ikke at blive forkynder, for jeg frygtede at skulle forkynde for de selv samme mennesker jeg havde undervist i ateisme. Hvad ville de ikke tænke? En dag mens Vito Mastrorosa og jeg studerede, læste han beretningen om Saulus fra Tarsus for mig. Det var lige det der skulle til! Saulus forfulgte de kristne, lærte sandheden at kende og begyndte derefter at forkynde. Jeg vidste at jeg med Jehovas hjælp kunne gøre det samme.

Af og til smiler jeg ad mig selv når Jehova stadig må hjælpe mig til at blive mindre striks og mere rimelig og at få bugt med min kommandotone. Lidt efter lidt er jeg ved at nå målet.

Nu skændes jeg ikke længere med mine børn om sandheden. Tværtimod er jeg stolt af dem. Artan er specialpioner og ældste, og mine døtre, Anila og Eliona, tjener begge på Betel i Tirana.

Lirie og jeg er specialpionerer. Vi føler det som et stort privilegium at lære mennesker sandheden om vor store Skaber at kende, og at se de forandringer de gør i deres liv. Det er en stor glæde at kunne give dem del i et virkeligt håb der bygger på de løfter som den eneste levende og sande Gud, Jehova, har givet.

[Illustration]

Fra venstre mod højre: Artan, Anila, Lirie, Anastas, Eliona og hendes mand, Rinaldo Galli

 [Oversigt/​grafisk fremstilling på side 176, 177]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Albanien

1920-1922 Albanere lærer sandheden at kende i USA.

1922 Thanas Idrizi vender tilbage til Gjirokastra med sandheden.

1925 Tre små bibelstudiegrupper virker i Albanien.

1928 „Skabelsens Fotodrama“ vises i mange byer.

1930

1935-1936 En omfattende forkyndelseskampagne udføres.

1939 Jehovas Vidner forbydes.

1940

1940 Ni brødre fængsles fordi de ønsker at være neutrale.

1946 Kommunisternes styre begynder.

1950

1960

1960 Et landsudvalg som skal føre tilsyn med arbejdet i Albanien, oprettes.

 1962 Medlemmer af landsudvalget bliver sendt i arbejdslejr.

1967 Albanien erklærer sig ateistisk.

1980

1990

1992 Jehovas Vidner bliver juridisk anerkendt.

1996 Milton Henschel overværer den første betelindvielse.

1997 Trazira begynder.

2000

2005 Hele Ny Verden-Oversættelsen udkommer på albansk.

2006 Indvielse af afdelingskontoret i Mëzez, Tirana.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

4.000

3.000

2.000

1.000

1930 1940 1950 1960 1980 1990 2000 2010

 [Kort på side 133]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MONTENEGRO

KOSOVO

MAKEDONIEN

GRÆKENLAND

Ioannina

Shkodrasøen

Ohridsøen

Prespasøen

ADRIATERHAVET

ALBANIEN

TIRANA

Shkodra

Kukës

Burrel

Mëzez

Durrës

Kavajë

Gramsh

Kuçova

Fier

Berat

Korçë

Vlora

Tepelenë

Këlcyrë

Barmash

Permet

Gjirokastra

Saranda

 [Helsides illustration på side 126]

[Illustration på side 128]

Efter at Thanas Idrizi havde lært sandheden at kende i New England, USA, bragte han den gode nyhed til Gjirokastra i Albanien

[Illustration på side 129]

Sokrat Duli lærte sin bror sandheden at kende

[Illustration på side 137]

Nicholas Christo forkyndte sandheden for højtstående albanere

[Illustration på side 142]

Det tosiders brev som de albanske brødre i Boston sendte til Enver Hoxha

[Illustration på side 145]

Leonidha Pope

[Illustration på side 147]

„Jehova har lært mig ikke at skrive under på noget jeg ikke har sagt.“ — Sotir Ceqi

[Illustration på side 149]

Helen og John Marks før Johns rejse hjem til Albanien

[Illustration på side 154]

Spiro Vruho tjente som rejsende tilsynsmand

[Illustration på side 157]

Llopi Bllani

[Illustration på side 158]

Skønt Kulla Gjidhari var alene, holdt hun alligevel mindehøjtiden

[Illustration på side 167]

Michael og Linda DiGregorio

[Illustration på side 172]

Bekendtgørelse nr. 100 gav Jehovas Vidner juridisk anerkendelse

[Illustration på side 175]

Menighedsmøde i den første rigssal, 1992, Tirana

[Illustration på side 178]

Areti Pina forkyndte trofast på egen hånd

[Illustrationer på side 184]

En gammel villa blev ombygget til moderne kontorer

[Illustration på side 186]

„I skal ikke være bekymrede hvis I bliver sat i fængsel.“ — Nasho Dori

[Illustrationer på side 194]

David Splane frigiver hele „Ny Verden-Oversættelsen“ på albansk

[Illustration på side 197]

Missionærer der i øjeblikket virker i Albanien

 [Illustrationer på side 199]

Afdelingskontoret i Albanien

Afdelingskontorets udvalg: Artan Duka, Ardian Tutra, Michael DiGregorio, Davide Appignanesi, Stefano Anatrelli