Kapitel 25

Der forkyndes offentligt og fra hus til hus

DA JESUS KRISTUS udsendte sine disciple sagde han til dem: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 10:7) Og i sin profetiske befaling til de sande kristne der levede ved afslutningen på tingenes ordning, sagde han: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd.“ (Matt. 24:14) Hvad indebar dette?

Det indebar ikke at de skulle bygge kirker, ringe med kirkeklokker og vente på at menigheden kom og hørte en prædiken en gang om ugen. Det græske ord der i disse skriftsteder er oversat med „forkynde“ (kērysʹsō) har grundbetydningen „at bekendtgøre, udråbe som herold“. Det indeholder ikke tanken om at holde prædikener for en sluttet kreds af disciple, men derimod om en åben, offentlig forkyndelse.

Ved sit eksempel viste Jesus selv hvordan det skulle gøres. Han opsøgte steder hvor der var mennesker at finde. I det første århundrede samledes folk regelmæssigt i synagogerne for at høre Skrifterne blive oplæst. Jesus benyttede ofte lejligheden til at forkynde for dem i synagogen, ikke blot i én by, men i byer og landsbyer i hele Galilæa og Judæa. (Matt. 4:23; Luk. 4:43, 44; Joh. 18:20) Evangelieberetningerne viser at han endnu hyppigere forkyndte ved en søbred, på en bjergskråning, på vejene, i landsbyerne og i hjemmene hos dem der tog imod ham. Overalt hvor der var folk, talte han med dem om Guds hensigt med menneskeheden. (Luk. 5:3; 6:17-49; 7:36-50; 9:11, 57-62; 10:38-42; Joh. 4:4-26, 39-42) Og da han udsendte sine disciple, sagde han at de skulle opsøge folk i deres hjem for at finde frem til dem der fortjente det, og forkynde for dem om Guds rige. — Matt. 10:7, 11-13.

Jehovas vidner i nyere tid har bestræbt sig for at følge det eksempel Jesus og hans disciple satte i det første århundrede.

Kristi nærværelse forkyndes

Da Charles Taze Russell og hans venner begyndte at få øje på det harmoniske sandhedsmønster i Guds ord, blev de dybt berørt af det de lærte  om hvordan og hvorfor Kristus skulle komme igen. Broder Russell følte at dette måtte gøres kendt og at det hastede. Han tilrettelagde sine forhold sådan at han kunne rejse ud for at fortælle andre om disse bibelske sandheder. Han overværede religiøse friluftsmøder og benyttede sig af de lejligheder der bød sig til at tale til folk dér, ligesom Jesus havde forkyndt i synagogerne. Men inden længe indså han at der kunne udrettes mere på andre måder. Gennem sit studium af Bibelen forstod han at Jesus og hans apostle udførte størstedelen af deres forkyndelse ved at tale med folk på tomandshånd og ved at gå fra hus til hus. Han indså også hvor vigtigt det er at følge en samtale op ved at give folk et trykt budskab i hånden.

Allerede i 1877 havde han udgivet brochuren The Object and Manner of Our Lord’s Return (Hensigten med og måden for Herrens genkomst, ikke oversat til dansk). To år senere begyndte han at udgive bladet Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, der i 1900 begyndte at udkomme på dansk under titlen Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse. Ja, han ønskede at forkynde den livsvigtige nyhed om Kristi nærværelse.

Så tidligt som i 1881 uddelte bibelstudenterne gratis læsestof i nærheden af kirkerne — ikke lige ved kirkedøren, men i nærheden, så de kunne komme i kontakt med religiøse mennesker. Mange af bibelstudenterne forærede publikationer til deres bekendte eller sendte dem til folk med posten. I 1903 anbefalede Watch Tower at de forsøgte at nå ud til alle ved at uddele traktaterne fra hus til hus, i stedet for at koncentrere sig om kirkegængerne. Ikke alle bibelstudenter fulgte vejledningen, men mange gik i gang med stor nidkærhed. Det blev for eksempel rapporteret at man havde besøgt praktisk taget hvert eneste hus i flere amerikanske storbyer  og deres forstæder inden for en radius af mindst 16 kilometer fra centrum. Der blev uddelt i millionvis af traktater, eller brochurer, på denne måde. De fleste bibelstudenter der var med til at gøre den gode nyhed kendt dengang, gjorde det ved at uddele traktater og andre publikationer vederlagsfrit.

Andre bibelstudenter — et mere begrænset antal — virkede som kolportører og brugte en stor del af deres tid udelukkende i denne gerning.

Nidkære kolportører fører an

Den første tilskyndelse til indviede mænd og kvinder der kunne bruge en betydelig del af deres tid i denne tjeneste, lød i april 1881. De skulle tilbyde dem de traf fra hus til hus og i forretningsdistrikter en lille bog der forklarede bibelske sandheder, samt et abonnement på Watch Tower. Formålet var at finde frem til dem der hungrede efter sandheden, og forkynde for dem. I en periode prøvede de at nøjes med at sige tilstrækkeligt til at vække den besøgtes interesse, hvorpå de efterlod en pakke bøger som den besøgte kunne læse, og kom igen få dage senere. Nogle leverede bøgerne tilbage, andre ville gerne købe dem. I mange tilfælde var der mulighed for at få en samtale med folk. Watch Tower skrev om formålet med forkyndelsen: „Det er hverken at sælge bogpakker eller at tegne abonnementer, men at gøre sandheden kendt ved at få folk til at læse.“

 Det var forholdsvis få der virkede som kolportører. I de første 30 år varierede tallet fra nogle få til cirka 600. Kolportørerne var pionerer i ordets sande betydning. De var banebrydere der forkyndte hvor ingen andre tidligere havde været. Anna Andersen var en af dem der holdt ud i denne tjeneste i årtier. Hun fik besøgt så godt som hver eneste by i Norge med den gode nyhed, som regel på cykel. Nogle kolportører flyttede til andre lande. Det var for eksempel udenlandske kolportører der som de første forkyndte den gode nyhed i Finland, El Salvador, Guatemala, Honduras og Burma (nu Myanmar) og på Barbados. Andre var ikke i stand til at flytte, men virkede som kolportører på deres hjemegn.

Kolportørerne udførte et enestående arbejde. En kolportør der tjente på De Forenede Staters vestkyst skrev i 1898 at han i de foregående 33 måneder havde kørt 12.800 kilometer med sin hestevogn, forkyndt i 72 byer, aflagt 18.000 besøg, spredt 4500 bøger, tegnet 125 abonnementer, uddelt 40.000 traktater og set 40 mennesker ikke blot tage imod budskabet men også begynde at fortælle andre om det. Et ægtepar der tjente i Australien spredte 20.000 bøger til interesserede i løbet af blot to og et halvt år.

Var det undtagelsen snarere end regelen at kolportørerne spredte så meget læsestof? Nej. Rapporten for 1909 viser at omkring 625 kolportører (det samlede antal på det tidspunkt) havde modtaget 626.981 indbundne bøger fra Selskabet som de kunne sprede til offentligheden (gennemsnitlig over tusind pr. kolportør), foruden store mængder gratis publikationer. I mange tilfælde kunne de ikke bære alle de bøger de havde brug for når de gik fra hus til hus, så de modtog bestillinger og leverede bøgerne senere.

Nogle indvendte at denne tjeneste ikke kunne kaldes forkyndelse. Men som broder Russell forklarede var det en meget virkningsfuld form for forkyndelse. I stedet for blot at høre én prædiken modtog folk mange prædikener i trykt form som de kunne læse om og om igen og sammenholde med deres egen bibel. Det var en forkyndelse der tog i betragtning at skolepligten havde sat folk i stand til at læse. Bogen Den nye Skabning påpegede: „Den Omstændighed, at disse Evangelister arbejder i Overensstemmelse med Forholdene i vor Tid i Stedet for at gaa frem, som de gjorde det i gamle Dage, er lige saa lidt noget, der taler imod deres Arbejde, som den Omstændighed, at de rejser ved Hjælp af Dampkraft eller Elektricitet i Stedet for til Fods eller paa Kameler. Dette Evangelistarbejde bestaar i at fremstille Sandheden, . . . Guds Ord.“

Bibelstudenternes oprigtige ønske om at hjælpe folk kom til udtryk i den grundighed der med tiden  blev karakteristisk for deres forkyndelsesarbejde. The Watch Tower for 1. marts 1917 beskrev fremgangsmåden: Først gik kolportørerne fra hus til hus i et område og tilbød Studier i Skriften. Interessen blev fulgt op ved at de mennesker kolportørerne havde skrevet op eller som selv havde indleveret deres navn og adresse ved et offentligt møde, fik besøg af forkyndere der udførte det pastorale arbejde. a De prøvede at give folk et større ønske om at læse publikationerne, tilskyndede de interesserede til at overvære særlige foredrag og stræbte efter at oprette klasser til Berøa-studium. Når det var muligt gennemgik kolportørerne det samme distrikt en gang til, og pastoralarbejderne fulgte det op for at bevare kontakten med dem der viste interesse. Senere besøgte andre klassearbejdere de samme hjem med traktater og andre publikationer som de tilbød gratis. På den måde havde alle i distriktet mulighed for at få i det mindste noget der måske ville give dem lyst til at lære mere om Guds hensigt.

Hvis der kun var en eller to kolportører og ingen menighed i et område, fulgte kolportørerne ofte selv interessen op. Da Hermann Herkendell og hans makker i 1908 rejste til Bielefeld i Tyskland som kolportører, blev det understreget over for dem at de skulle sætte de interesserede i området i forbindelse med hinanden og oprette en menighed. Få år senere nævnte Vagt-Taarnet andre kolportører der viste de interesserede så stor personlig opmærksomhed at de efterlod en klasse bibelstudenter i hver eneste by de gennemgik.

I 1921 fik de et værdifuldt hjælpemiddel til brug i dette arbejde, da bogen Guds Harpe, som især var henvendt til begyndere, udkom på engelsk. Den blev med tiden uddelt i 5.819.037 eksemplarer på 22 sprog. For at hjælpe dem der havde modtaget bogen udarbejdede Selskabet et korrespondancekursus i bibelske emner. Det bestod af 12 spørgsmålsark der blev udsendt i løbet af 12 uger. Der blev også holdt bibelske gruppedrøftelser over bogen i de interesseredes hjem. Som regel var der mange bibelstudenter med til disse studier.

 Forkynderne var imidlertid klar over at marken var stor og de var få. — Luk. 10:2.

Nogle få når ud til mange

Watch Tower påpegede at de salvede kristne havde det gudgivne ansvar at finde og hjælpe alle der var oprigtige kristne, uanset om de gik i kirke eller ej. (Es. 61:1, 2) Hvordan kunne de gøre det?

De to bibelstudenter (J. C. Sunderlin og J. J. Bender) der blev sendt til England i 1881, kunne ikke have udrettet særlig meget på egen hånd; men med hjælp fra flere hundrede unge mænd som blev betalt for deres arbejde, lykkedes det dem i løbet af ganske kort tid at sprede 300.000 eksemplarer af Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk). Adolf Weber, der midt i 1890’erne vendte tilbage til Schweiz med den gode nyhed, havde et kæmpemæssigt distrikt at forkynde i — det strakte sig ind i flere lande. Hvordan kunne han gennemgå det hele? Han rejste selv vidt omkring som kolportør, men han satte også annoncer i aviserne og sørgede for at nogle bogsælgere fik Vagttårnsselskabets publikationer med i deres kollektion. Den lille gruppe bibelstudenter der var i Tyskland i 1907, fik 4.850.000 firesiders traktater sendt ud sammen med aviserne. Kort efter den første verdenskrig indrykkede en lettisk broder der arbejdede på Selskabets hovedkontor i New York, annoncer i alle aviserne i sit hjemland. En mand der reagerede på en af dem, blev den første bibelstudent i Letland. Disse forkyndelsesmetoder erstattede dog ikke den personlige forkyndelse og arbejdet med at gå fra hus til hus for at søge efter retsindige. De blev snarere brugt som en måde at intensivere forkyndelsen på.

Det var ikke kun annoncer man indrykkede i aviserne. I årene op til den første verdenskrig blev broder Russells prædikener regelmæssigt bragt i aviserne, under hans tilsyn. I løbet af kort tid antog dette forbløffende dimensioner. Over 2000 aviser med en læserkreds på tilsammen 15 millioner bragte hans prædikener samtidig i De Forenede Stater, Canada, Storbritannien, Australien og Sydafrika. Kunne der gøres mere? Det mente broder Russell.

I januar 1914 blev „Skabelsens Fotodrama“ vist for første gang, efter to års forberedelser. Forestillingen bestod af fire dele og varede i alt otte timer. Den omfattede levende billeder og lysbilleder, synkroniseret med tale på grammofonplader. Det var en helt enestående produktion, hvis formål var at opbygge folks værdsættelse af Bibelen og af Guds hensigt ifølge Bibelen. Fremvisningerne var tilrettelagt sådan at 80 byer kunne betjenes hver dag. De blev i forvejen averteret i aviser, på vinduesplakater og i store mængder foldere der blev uddelt gratis for  at vække folks interesse for Fotodramaet. Alle steder strømmede folk til for at se det. På bare ét år så over 8.000.000 mennesker Fotodramaet i De Forenede Stater og Canada, og fra Storbritannien og det europæiske fastland, Australien og New Zealand blev der også meldt om fulde huse. Senere blev en lidt forkortet version af Fotodramaet (uden de levende billeder) vist i mindre byer og landdistrikter. I mindst 20 år fortsatte det med at blive vist på forskellige sprog. Det vakte stor interesse, mange indleverede deres navne med en anmodning om flere oplysninger, og forkynderne aflagde besøg for at følge interessen op.

I 1920’erne blev et nyt redskab tilgængeligt som kunne bruges i arbejdet med at gøre budskabet om Riget kendt vidt og bredt. Broder Rutherford var overbevist om at Herren stod bag udviklingen af det. Hvad var det? Radioen. Mindre end to år efter at verdens første kommercielle radiostation var begyndt at sende regelmæssigt (i 1920), gik J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, i æteren for at gøre sandheden ud fra Bibelen kendt. Ved hjælp af radioen kunne man nå ud til millioner af mennesker på samme tid. Efter yderligere to år, i 1924, drev Selskabet sin egen radiostation, WBBR, i New York. I 1933 blev budskabet udsendt til seks kontinenter over 408 radiostationer, hvilket var rekorden. Foruden direkte udsendelser blev der sendt programmer om mange forskellige emner der var optaget på forhånd. Udsendelserne blev averteret grundigt gennem uddeling af trykte meddelelser sådan at folk vidste hvornår de kom og kunne få gavn af dem. Udsendelserne fjernede en hel del fordomme og åbnede de retsindiges øjne. Mange turde ikke komme til de møder bibelstudenterne arrangerede fordi de var bange for deres naboer og præsterne, men det hindrede dem ikke i at lytte til radioen inden for deres egne fire vægge. Radioudsendelserne mindskede ikke behovet for forkyndelse fra hus til hus, men de bevirkede at Bibelens sandheder nåede ud til afsides egne og gav forkynderne gode muligheder for at få samtaler med folk når de besøgte dem fra hus til hus.

Den enkeltes ansvar for at forkynde

Vagt-Taarnet havde i årtier understreget at det var den enkeltes personlige ansvar at deltage i forkyndelsen; men fra 1919 blev dette gang på gang  behandlet både i publikationerne og ved stævnerne. Mange havde dog svært ved at gå ud og henvende sig til fremmede, og i begyndelsen var det kun få bibelstudenter der deltog regelmæssigt i forkyndelsen fra hus til hus.

Der blev givet opmuntring ud fra Bibelen. „Salige er de, som ikke frygter“ hed en artikel der blev bragt i Vagt-Taarnet for september og oktober 1919. Den advarede imod menneskefrygt og omtalte Gideons 300 modige krigere der var årvågne og villige til at tjene på en hvilken som helst måde ifølge Herrens ledelse og til at gå imod en tilsyneladende uovervindelig overmagt. Elisa blev fremhævet som et godt eksempel ved sin frygtløse tillid til Jehova. (Dom. 7:1-25; 2 Kong. 6:11-19; Ordsp. 29:25) I 1921 understregede artiklen „Vær frimodig“ at det ikke bare var en pligt men også et privilegium at tjene på Herrens side mod mørkets sataniske magter ved at deltage i det arbejde der var forudsagt i Mattæus 24:14. De der på grund af deres omstændigheder kun var i stand til at have en begrænset andel i arbejdet, blev opmuntret til ikke at blive modløse, men heller ikke undlade at gøre det de kunne.

Gennem ligefremme bibelske redegørelser gjorde Vagttaarnet alle der hævdede at være salvede tjenere for Gud opmærksomme på at de havde det ansvar at forkynde om Guds rige. Nummeret for september 1922 indeholdt en koncis, fyndig artikel der hed „Tjeneste er betydningsfuld“ — det vil sige en tjeneste som den Kristus havde udført, en tjeneste der bragte én ud til andres hjem for at fortælle dem om Guds rige. Senere samme år blev det vist at motivet til denne tjeneste må være kærlighed, hvis den skal have nogen værdi i Guds øjne. (1 Joh. 5:3) En artikel i nummeret for 15. juli 1926 gav udtryk for at Gud på ingen måde lader sig imponere af en formalistisk tilbedelse; det han ønsker er lydighed, og det indbefatter værdsættelse af et hvilket som helst middel han benytter for at gennemføre sin hensigt. (1 Sam. 15:22) Året efter, i artiklen „De Kristnes Mission paa Jorden“, blev der henvist til Jesu rolle som „det trofaste og sande vidne“ og det faktum at apostelen Paulus forkyndte „offentligt og fra hus til hus“. — Åb. 3:14; Apg. 20:20.

Bulletin, et månedligt blad med tjenesteinstruktioner, bragte detaljerede fremholdelser som forkynderne kunne lære udenad. De blev tilskyndet til at deltage i tjenesten regelmæssigt hver uge. Men til at begynde med var det kun  få der forkyndte fra hus til hus, og nogle af dem holdt op igen. I 1922 var der for eksempel i De Forenede Stater gennemsnitlig 2712 som rapporterede deltagelse i forkyndelsen hver uge, men i 1924 var tallet faldet til 2034. I 1926 steg gennemsnittet til 2261, med et højdepunkt på 5937 i en uge med særlig aktivitet.

I slutningen af 1926 begyndte Selskabet så at tilskynde menighederne til at udføre gruppevidnearbejde om søndagen og ikke bare tilbyde traktater men også bøger som kunne bruges til bibelstudium. I 1927 opfordrede Vagttaarnet de loyale i menighederne til at fjerne de ældste fra deres stillinger som i deres handlinger eller ord viste at de ikke påtog sig det ansvar at forkynde offentligt og fra hus til hus. Grene der ikke bar frugt, blev taget væk, og de øvrige blev beskåret så de kunne bære mere frugt til Guds pris. (Jævnfør Jesu illustration i Johannes 15:1-10.) Resulterede dette i at flere lovpriste Jehova offentligt? Ja. I 1928 steg det gennemsnitlige antal forkyndere der hver uge deltog i tjenesten i De Forenede Stater, med 53 procent!

Forkynderne nøjedes ikke længere med blot at give folk en gratis traktat og så gå igen. Flere af dem talte lidt med dem de traf, prøvede at vække interesse for Bibelens budskab og tilbød dem bøger som de kunne læse.

Disse forkyndere var modige, men de var ikke alle lige taktfulde. Ikke desto mindre skilte de sig tydeligt ud fra andre trossamfund. De nøjedes ikke med at sige at den enkelte skulle vidne om sin tro. Flere og flere af dem gjorde det.

Vidnesbyrdskort og grammofoner

Sidst i 1933 blev en anden forkyndelsesmetode taget i brug. Forkynderne indledte ved at give folk et vidnesbyrdskort med et kortfattet budskab som de kunne læse. Det var især en hjælp for nye forkyndere, som dengang ikke fik megen oplæring. Almindeligvis sagde de kun nogle enkelte bemærkninger til folk efter at de havde læst kortet; nogle få talte dog i længere tid og brugte også Bibelen. Brugen af vidnesbyrdskort fortsatte et godt stykke ind i 1940’erne. Metoden gjorde det muligt at gennemgå distriktet hurtigt, og forkynderne kunne besøge flere, sprede meget værdifuldt bibelsk læsestof til dem, aflægge et ensartet vidnesbyrd og endda  fremholde budskabet for mennesker hvis sprog de ikke talte. Der opstod dog også nogle pinlige situationer når folk beholdt kortet og lukkede døren, så forkynderen måtte banke på igen for at få det tilbage!

I 1930’erne og begyndelsen af 40’erne fik også grammofonplader med bibelske foredrag stor betydning. I 1934 begyndte nogle af forkynderne at tage en rejsegrammofon med i tjenesten. Den var temmelig tung, så de lod den gerne blive i bilen eller et andet sted indtil de fandt nogen der havde lyst til at høre et bibelsk foredrag. Men i 1937 begyndte de at bruge rejsegrammofonen direkte på folks dørtrin. Fremgangsmåden var enkel: Efter at forkynderen havde fortalt at han kom med et vigtigt bibelsk budskab, satte han grammofonen i gang og lod dén sige det der videre skulle siges. Kasper Keim, en tysk pioner der tjente i Holland, var meget glad for sin „Aron“, som han kaldte grammofonen, for han havde svært ved at forkynde på hollandsk. (Jævnfør Anden Mosebog 4:14-16.) Det hændte at hele familier lyttede til pladerne af ren og skær nysgerrighed.

I 1940 var over 40.000 grammofoner i brug. Det år blev der indført en ny, opretstående model som var tegnet og fremstillet af Jehovas vidner selv, og som navnlig blev anvendt i Amerika. Den vakte endnu større nysgerrighed fordi folk ikke kunne se pladen mens den blev spillet. Man brugte 78-plader der varede fire og et halvt minut. Titlerne var korte og rammende: „Riget“, „Bøn“, „Vejen til livet“, „Treenigheden“, „Skærsilden“, „Hvorfor præsteskabet modarbejder sandheden“. Over 90 forskellige foredrag blev indspillet på plade, og mere end en million plader var i brug. Foredragene blev fremført på en klar, letforståelig måde. Mange var glade for det de fik at høre, og kun få reagerede negativt. Der blev aflagt et godt og ensartet vidnesbyrd.

Frimodig forkyndelse på offentlige steder

Selv om vidnesbyrdskortene og grammofonpladerne „sagde“ en stor del af det der skulle siges, krævede det mod at være et af Jehovas vidner dengang. Selve arbejdet var af en sådan art at de enkelte forkyndere kom i offentlighedens søgelys.

Efter stævnet i 1931 i Columbus, Ohio, uddelte Jehovas vidner brochuren Riget, Verdens Haab, der indeholdt en resolution med titlen „En Advarsel fra Jehova“, henvendt „til Herskerne og til Folket“. De var klar over at de som vidner for Jehova havde pligt til at forkynde den advarsel der fremsættes i hans ord. (Ez. 3:17-21) De nøjedes ikke med at sende brochurerne med posten eller stikke dem ind under folks døre. De afleverede dem personligt. De  opsøgte alle præster, og i den udstrækning det var muligt kontaktede de politikere, officerer og direktører for store firmaer. Desuden besøgte de folk i almindelighed i de cirka hundrede lande hvor Jehovas vidner dengang udførte et organiseret forkyndelsesarbejde.

I 1933 spillede man optagelser af utvetydige bibelske foredrag på offentlige steder ved hjælp af kraftige grammofoner med højttalere. I Liège i Belgien monterede broder Smets og broder Poelmans deres udstyr på en trehjulet cykel og stillede sig op ved siden af den på torve og i nærheden af kirker mens budskabet gjaldede. Ofte var de ude ti timer om dagen. Folk på Jamaica stimlede hurtigt sammen når de hørte musik, så forkynderne satte først en musikplade på. Når folk derpå strømmede ud på vejene for at se hvad der var på færde, fandt de Jehovas vidner, som spillede budskabet om Riget.

Noget af dette udstyr blev installeret i biler og både med højttalere på taget for at lyden skulle kunne høres længere væk. I Australien betjente Bert og Vi Horton en varebil der havde en stor højttaler på taget med teksten „Rigets budskab“. Ét år fik de så godt som alle gader i Melbourne til at genlyde af opsigtsvækkende afsløringer af falsk religion og opmuntrende beskrivelser af velsignelserne under Guds rige. På den tid var Claude Goodman pioner i Indien. Ved hjælp af en højttalerbil og plader med foredrag på de lokale sprog forkyndte han for mange mennesker på markeder, i parker, langs vejene — overalt hvor der var mennesker.

Når brødrene i Libanon parkerede deres højttalerbil på en bakketop og spillede et foredrag, kunne det høres nede i dalene. Nogle af landsbyboerne blev bange fordi de ikke kunne se hvor stemmen kom fra — de troede at det var Gud der talte til dem fra himmelen!

En sjælden gang hændte det også at brødrene kom ud for spændte situationer. En landsbypræst i Syrien rejste sig for eksempel fra middagsbordet, greb sin tykke spadserestok og skyndte sig ud til den folkemængde der var stimlet sammen for at høre et bibelsk foredrag fra en højttalerbil. Han svingede vredt med stokken og råbte: „Stop! Jeg befaler Dem at stoppe!“ Men brødrene kunne se at ikke alle var enige med ham; mange ville gerne høre foredraget. Snart tog nogle i mængden fat i præsten, løftede ham op og bar ham hjem, hvor de satte ham ved middagsbordet igen! Trods gejstlighedens modstand sørgede forkynderne modigt for at folk fik mulighed for at høre budskabet.

 På denne tid brugte forkynderne også sandwichplakater. De bar dem i forretningsdistrikter mens de uddelte indbydelser til særlige foredrag. Det begyndte i 1936 i Glasgow i Skotland. Samme år blev metoden brugt i London og i De Forenede Stater. To år senere blev den intensiveret ved at forkynderne satte plakater på stænger som de løftede højt i vejret. På disse plakater stod der „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ b og „Tjen Gud og kongen Kristus“. I forbindelse med stævner kunne disse optog være flere kilometer lange. Når forkynderne roligt marcherede på rad og række i de trafikerede gader, havde det omtrent samme virkning som da hæren i det gamle Israel gik rundt om Jeriko før murene faldt. (Jos. 6:10, 15-21) Fra London i England til Manila på Filippinerne blev der forkyndt frimodigt på denne måde.

I 1940 blev endnu en forkyndelsesmetode taget i brug i USA. I overensstemmelse med det skriftsted der siger at „den sande visdom råber højt på gaden“, begyndte Jehovas vidner i februar det år at stå på gadehjørnerne med Vagttaarnet og Ny Verden (nu kendt som Vågn op!). c (Ordsp. 1:20) De råbte slagord som henledte opmærksomheden på bladene og deres indhold. I store og små byer overalt i verden er Jehovas vidner der tilbyder deres blade, nu et kendt syn. Men det kræver mod at udføre gadearbejde, og det gjaldt især i begyndelsen, da krigstidens nationalisme også resulterede i megen forfølgelse.

 Da forkynderne blev opfordret til at forkynde på denne måde, reagerede de i tro. Stadig flere var med i arbejdet. De betragtede det som en forret at vise deres uangribelighed i forholdet til Jehova på denne måde. Men der var mere de måtte lære.

Hver enkelt i stand til at forklare sin tro

I 1942 blev der indført et usædvanligt undervisningsprogram. Det begyndte på Jehovas Vidners hovedkontor, og året efter begyndte man at indføre det i menighederne jorden over. I tillid til at Gud havde givet dem sin ånd og lagt sine ord i deres mund, var Jehovas vidner fast besluttede på at forkynde dette ord, om så forfølgerne fratog dem Vagttårnsselskabets publikationer eller endda Bibelen. (Es. 59:21) Der var allerede lande, som for eksempel Nigeria, hvor forkynderne kun kunne bruge Bibelen i tjenesten, fordi myndighederne havde forbudt alle Vagttårnsselskabets publikationer og til og med havde beslaglagt de publikationer mange af brødrene havde i deres private biblioteker.

Den 16. februar 1942 åbnede broder Knorr et kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne på betelhjemmet i Brooklyn. Deltagerne blev undervist i at studere, udarbejde dispositioner til foredrag, holde gode foredrag, fremføre tankerne på en overbevisende måde, udtrykke sig klart og korrekt, og være taktfulde. Både brødre og søstre var velkomne til at overvære undervisningen, men det var kun brødrene der kunne tilmelde sig skolen og holde elevforedrag, som de derefter fik vejledning om. Fordelene ved undervisningen viste sig hurtigt, ikke bare på talerstolen men også i form af bedre resultater i forkyndelsen fra hus til hus.

Året efter begyndte denne undervisning at blive givet i Jehovas Vidners menigheder jorden over. Først foregik det på engelsk, derefter på andre sprog. Skolens erklærede formål var at hjælpe ethvert vidne for Jehova til at kunne undervise andre fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier. Hver forkynder skulle hjælpes til at blive en kvalificeret ordets tjener. (2 Tim. 2:2) I 1959 fik også søstrene mulighed for at tilmelde sig skolen og fremholde indlæg — ikke ved at holde  foredrag for hele salen, men ved at fremføre stoffet over for en anden søster der spillede rollen som den besøgte i en situation fra forkyndelsen. Men det var ikke det hele.

Siden 1926 havde Selskabets rejsende tilsynsmænd samarbejdet med andre forkyndere i tjenesten for at hjælpe dem til at blive dygtigere. Ved det internationale stævne i New York i 1953 erklærede broder Knorr imidlertid i et foredrag, mens kreds- og områdetilsynsmændene sad foran podiet, at alle tjeneres eller tilsynsmænds vigtigste arbejde var at hjælpe ethvert vidne til at blive en regelmæssig hus-til-hus-forkynder. „Enhver bør være i stand til at forkynde den gode nyhed fra dør til dør,“ sagde han. Med dette for øje blev en verdensomspændende kampagne iværksat.

Hvorfor blev der lagt så stor vægt på dette? Læg mærke til tallene fra De Forenede Stater som et eksempel: På det tidspunkt nøjedes 28 procent af forkynderne med at uddele løbesedler eller at stå på gaden med bladene. Og over 40 procent af forkynderne deltog ikke regelmæssigt i tjenesten; der kunne gå flere måneder uden at de forkyndte. Der var behov for kærlig hjælp i form af personlig oplæring. Der blev lagt planer som ville gøre det muligt for alle Jehovas vidner som ikke allerede deltog i forkyndelsen fra hus til hus, at få hjælp til at henvende sig til folk ved dørene, tale med dem ud fra Bibelen og besvare deres spørgsmål. De skulle lære at udarbejde bibelske prædikener som de kunne holde på otte minutter, eller på tre minutter hvis folk havde travlt. Formålet var at hjælpe hvert eneste Jehovas vidne til at blive en moden kristen forkynder.

Det var ikke kun de rejsende tilsynsmænd der gav denne undervisning. Tjenerne eller tilsynsmændene i menighederne gjorde det også, og i de følgende år fik andre kvalificerede forkyndere ligeledes til opgave at oplære andre. Ved det ugentlige tjenestemøde i menighederne var der i mange år blevet fremført demonstrationer af hvordan arbejdet skulle gøres. Men det blev nu kombineret med at man lagde større vægt på personlig oplæring ude i forkyndelsen.

Resultaterne var enestående. Antallet af Jehovas vidner der forkyndte fra hus til hus steg, og det samme gjaldt antallet af dem der deltog regelmæssigt i forkyndelsen. I løbet af  ti år blev der dobbelt så mange Jehovas vidner jorden over. De aflagde også 126 procent flere genbesøg hos interesserede for at besvare bibelske spørgsmål, og de ledede 150 procent flere regelmæssige bibelstudier hos dem der hungrede efter Bibelens sandheder. De viste så afgjort at de var kvalificerede ordets tjenere.

I betragtning af hvor forskellig baggrund disse forkyndere havde hvad uddannelse og kultur angår, og af at de var spredt i små grupper rundt om på hele jorden, er det indlysende hvorfor Jehovas vidner giver Gud og ikke et menneske æren for den måde de er blevet dygtiggjort og oplært på i forkyndelsen af den gode nyhed. — Joh. 14:15-17.

Forkyndelse fra hus til hus — et kendetegn

Andre religiøse grupper har nu og da tilskyndet deres medlemmer til at opsøge folk i deres hjem for at tale med dem om religion. Enkelte har prøvet det. Nogle gør det måske endda som missionærer i et par år, men holder så op. Det er kun blandt Jehovas Vidner at stort set alle, unge og gamle, mænd og kvinder, deltager i tjenesten fra hus til hus år ud og år ind. Det er kun Jehovas vidner som virkelig bestræber sig for at forkynde budskabet om Riget på hele den beboede jord, i lydighed mod den profetiske befaling i Mattæus 24:14.

Dermed være ikke sagt at alle Jehovas vidner synes det er let at forkynde fra hus til hus. d Tværtimod. Mange af dem har sagt da de begyndte at studere Bibelen: ’Der er én ting I aldrig får mig til, og det er at gå fra hus til hus!’ Alligevel går praktisk talt alle Jehovas vidner fra hus til hus hvis de fysisk er i stand til det. Og mange der ikke fysisk er i stand til det, forkynder alligevel fra hus til hus — i kørestole, med stokke eller på anden måde. Andre — som  ikke kan forlade deres hjem eller som forsøger at kontakte dem det er umuligt at træffe på anden vis — forkynder pr. telefon eller ved at skrive breve. Hvorfor gør de denne store indsats?

Når mennesker lærer Jehova at kende, giver deres kærlighed til ham dem et helt nyt syn på livet. De får lyst til at fortælle andre om ham. Det han har lovet dem der elsker ham, er simpelt hen så vidunderligt at de ikke kan holde det for sig selv. Og de føler at det er deres ansvar over for Gud at advare folk om den nært forestående store trængsel. (Matt. 24:21; jævnfør Ezekiel 3:17-19.) Men hvorfor gør de det ved at gå fra hus til hus?

De ved at Jesus lærte sine disciple at opsøge folk i deres hjem for at forkynde og undervise. (Matt. 10:11-14) De ved også at apostlene, efter at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen i år 33, uden ophør fortsatte med at forkynde den gode nyhed „i templet [i Jerusalem] og fra hus til hus“. (Apg. 5:42) Ethvert Jehovas vidne kender Apostelgerninger 20:20, hvor der står at apostelen Paulus underviste „offentligt og fra hus til hus“. Og de ser rigeligt med beviser på at Jehova velsigner denne gerning i vor tid. Efterhånden som de får erfaring i at forkynde fra hus til hus, bliver den gerning som de engang frygtede, ofte noget de ivrigt ser frem til.

De går grundigt til værks. De fører nøjagtige notater for at kunne komme tilbage og tale med dem der ikke har været hjemme. Og ikke  nok med det — de besøger hvert hjem gentagne gange.

På grund af de gode resultater forkyndelsen fra hus til hus giver, har modstandere i mange lande forsøgt at sætte en stopper for den. For at vinde officiel respekt for deres ret til at forkynde fra dør til dør har Jehovas Vidner henvendt sig til øvrighedspersoner. Når det har været nødvendigt, er de gået rettens vej for juridisk at stadfæste retten til at forkynde den gode nyhed på denne måde. (Fil. 1:7) Og når undertrykkende regeringer fortsat har forbudt denne virksomhed, har Jehovas Vidner undertiden blot udført den på en mindre iøjnefaldende måde eller om nødvendigt brugt andre metoder for at nå ud til folk med budskabet om Riget.

Selv om radio- og tv-udsendelser er blevet brugt for at gøre budskabet om Riget kendt, er Jehovas vidner klar over at den personlige kontakt de kan få med folk når de går fra hus til hus, er langt mere virkningsfuld. Den giver dem bedre lejlighed til at besvare folks spørgsmål og finde frem til dem der fortjener det. (Matt. 10:11) Det er én af grundene til at Vagttårnsselskabet i 1957 solgte radiostationen WBBR i New York.

Jehovas vidner mener imidlertid ikke at de har fuldført deres opgave når de har aflagt et personligt vidnesbyrd. Det er kun begyndelsen.

„Gør disciple . . . idet I lærer dem“

Jesus befalede sine disciple at gøre mere end at forkynde. De skulle efterligne ham ved også at undervise. (Matt. 11:1) Før han steg op til himmelen sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Forskellen på at lære eller undervise (græsk: didasʹkō) og at forkynde er at læreren ikke blot fremholder oplysninger; han vejleder, forklarer og fremlægger beviser.

Allerede i april 1881 gav Watch Tower nogle korte forslag til hvordan man kunne undervise.  Nogle af kolportørerne i den første tid lagde vægt på at komme tilbage til dem der viste interesse, så de kunne tilskynde dem til at læse Selskabets bøger og komme sammen med andre for at studere Guds ord regelmæssigt. Bogen Guds Harpe, der udkom på engelsk i 1921 (dansk 1922) blev ofte brugt ved disse studier. Senere blev der gjort endnu mere for at vise de interesserede personlig opmærksomhed. Der blev i den forbindelse gjort udstrakt brug af grammofonplader og trykt studiemateriale. Hvordan foregik det?

Siden begyndelsen af 1933 havde Selskabet suppleret sine radioudsendelser med grammofonplader der blev afspillet i mødelokaler, i parker, ved fabriksporte og så videre. Forkyndere der traf interesserede når de gik fra hus til hus, aftalte at komme tilbage for at spille nogle af disse plader for dem i deres hjem. Da bogen Rigdom udkom i 1936 (engelsk; dansk 1942), drøftede de den efter at de havde spillet en plade, i den hensigt at oprette studier som de interesserede i området kunne være med til. Dette arbejde blev især betonet for at hjælpe potentielle medlemmer af ’den store skare’ til at lære sandheden at kende. — Åb. 7:9.

Omkring samme tid øgede det katolske hierarki sit pres på personer der ejede eller drev radiostationer og på offentlige instanser i et målbevidst forsøg på at standse Vagttårnsselskabets programmer. En begæring underskrevet af 2.630.000 mennesker i De Forenede Stater foreslog en offentlig debat mellem J. F. Rutherford og en højtstående repræsentant for den katolske kirke. Ingen blandt det katolske præsteskab var villig til at tage udfordringen op. I 1937 indtalte broder Rutherford derfor nogle foredrag på plade med titlerne „Afsløret“ og „Religion og kristendom“, hvori han gjorde rede for grundlæggende bibelske læresætninger, specielt med tanke på at modbevise ubibelske katolske dogmer. Det samme stof blev udgivet i trykt form i brochurerne Beskyttelse og Afsløret, og et eksemplar af Afsløret blev leveret personligt til alle der havde underskrevet begæringen, så de selv  kunne læse de bibelske sandheder som det katolske hierarki forsøgte at undertrykke.

For at hjælpe folk til at se stridsspørgsmålene klart og til at undersøge deres bibelske baggrund, blev brochuren Model-Studium nr. 1 trykt til brug ved de møder der blev arrangeret for interesserede. Brochuren indeholdt spørgsmål og svar, og skriftsteder der underbyggede svarene. Studielederen spillede først en eller flere af de førnævnte foredrag på plade, så alle kunne høre argumentationen i sin helhed. Derefter drøftede de emnet ud fra stoffet i Model-Studium og ved at undersøge selve skriftstederne. Efter Model-Studium nr. 1 kom nr. 2 og nr. 3, som var tilpasset andre grammofonforedrag. Disse studier blev først arrangeret på steder hvor grupper af interesserede kunne samles, men inden længe blev de også holdt hos enkeltpersoner og familier.

Siden da er der blevet udgivet mange gode bøger der specielt er beregnet til brug ved de hjemmebibelstudier Jehovas vidner leder. De der har fået den største udbredelse er bøgerne „Gud Maa Være Sanddru“, Sandheden der fører til evigt liv og Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Der er også blevet udgivet 32-siders brochurer — God’s Way Is Love (Guds vej er kærlighed, ikke oversat til dansk), „Denne gode nyhed om riget“, „Se! jeg gør alting nyt“ og mange andre. De blev fulgt af brochurer som Evigt liv på jorden, der indeholder en enkel og letforståelig fremholdelse af grundlæggende bibelske læresætninger.

Brugen af disse redskaber, kombineret med en omfattende oplæring i menigheden og på det personlige plan, har resulteret i en kraftig stigning i antallet af bibelstudier. I 1950 blev der gennemsnitlig ledet 234.952 bibelstudier, de fleste én gang om ugen. Hvis eleverne ikke gjorde tilstrækkelige fremskridt, blev studiet afbrudt. Men mange gjorde så gode fremskridt at de til sidst kunne undervise andre. Trods den stadige udskiftning er antallet af studier hele tiden steget, ofte meget stærkt. I 1992 ledede Jehovas vidner 4.278.127 hjemmebibelstudier i hele verden.

For at kunne fuldføre dette enorme forkyndelses- og undervisningsarbejde på alle de forskellige sprog i verden, har Jehovas vidner i udstrakt grad benyttet sig af det trykte ord. Det har krævet en udgivervirksomhed af gigantiske dimensioner.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 556]

Jesus talte med folk overalt om Guds hensigt med menneskeheden

[Ramme på side 559]

En særlig velsignelse af hus-til-hus-arbejdet

„Som ved Kristi første komme ser det ud til at arbejdet fra dør til dør, og ikke præsternes form for forkyndelse, har Herrens særlige velsignelse.“ — „Watch Tower“, 15. juli 1892.

[Ramme på side 570]

Hvorfor Jehovas vidner kommer igen og igen

„Vagttårnet“ for 15. oktober 1962 forklarede hvorfor Jehovas vidner besøger hver husstand om og om igen: „For det første varierer omstændighederne. Én dag er de hjemme, næste gang ikke. Én dag har de travlt, næste gang ikke. Én dag kommer ét medlem af familien til døren, næste gang et andet medlem af familien; og vidnerne er ikke alene interesserede i at besøge hvert eneste hjem i deres distrikt, men også, om muligt, i at tale med hvert eneste af familiens voksne medlemmer. Familiens medlemmer har ikke altid det samme syn på religion, og det er derfor ikke muligt at ét medlem af familien kan svare for de øvrige. Hertil kommer at folk flytter, og vidnerne kan derfor aldrig være helt sikre på hvem de vil træffe ved døren.

Ikke alene varierer omstændighederne, men folks indstilling varierer også fra gang til gang. . . . Af en eller anden grund kan folk være i dårligt humør og slet ikke være oplagt til at tale om religiøse spørgsmål, eller noget spørgsmål i øvrigt, uanset hvem der kom til døren. Men det betyder ikke at de er indstillet ligesådan næste gang forkynderen kommer. Det er heller ikke sikkert at et menneske ikke vil være interesseret i at drøfte religiøse emner næste gang, selv om vedkommende overhovedet ikke var interesseret første gang. Vedkommende kan siden sidst have været ude for en eller anden sindsbevægelse eller kan være kommet til kundskab om et eller andet der har ændret stoltheden til ydmyghed og skabt et åndeligt behov i stedet for den tidligere selvtilfredshed. . . .

Det budskab vidnerne bringer, lyder desuden mærkeligt i nogle menneskers ører, og de forstår slet ikke dets betydning. Først når de har hørt det nogle gange, går det op for dem hvad det drejer sig om.“

[Ramme/illustration på side 574]

„På enhver tænkelig måde“

„Vi der befinder os i Herrens organisation har på enhver tænkelig måde forsøgt at rette [verdens] opmærksomhed mod livets budskab. Vi har gjort brug af slogans, helsidesannoncer, radioudsendelser, højttalerbiler, grammofoner, gigantiske stævner, informationsmarcher hvor man bar skilte, og en voksende hær af hus-til-hus-forkyndere. Dette arbejde har haft det formål at skille de mennesker der er gået ind for Guds oprettede rige, fra dem der er imod det. Det var dette arbejde Jesus forudsagde skulle finde sted i min generation!“ — Skrevet i 1987 af Melvin Sargent, der da var 91 år gammel.

[Illustration]

Melvin Sargent

[Grafisk fremstilling på side 574]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Flere hjemmebibelstudier

4.000.000

3.000.000

2.000.000

1.000.000

1950 1960 1970 1980 1992

[Illustrationer på side 557]

I millionvis af disse traktater blev uddelt gratis i nærheden af kirkerne og fra hus til hus, eller sendt ud med posten

[Illustrationer på side 558]

Kolportørerne spredte bøger der forklarede Bibelen

[Illustration på side 559]

Anna Andersen besøgte så godt som hver eneste by i Norge med bibelsk læsestof

[Illustration på side 560]

Ved hjælp af avisannoncer kom man i forbindelse med folk der ikke kunne træffes på anden vis

[Illustration på side 561]

Over 2000 aviser på fire kontinenter bragte broder Russells prædikener samtidig

[Illustrationer på side 562]

„Skabelsens Fotodrama“ aflagde et vældigt vidnesbyrd for millioner af mennesker i mange lande

[Illustration på side 563]

Gennem radioen forkyndte J. F. Rutherford for millioner af mennesker jorden over i deres egen stue

[Illustration på side 564]

Klar til at køre ud i gruppevidnearbejde på cykel i England

[Illustration på side 565]

I 1933 begyndte man at bruge trykte vidnesbyrdskort

[Illustration på side 566]

Grammofonplader med bibelske foredrag aflagde et magtfuldt vidnesbyrd i 1930’erne og 40’erne

[Illustration på side 567]

Ved hjælp af højttalerbiler — somme tider mange (som her i Australien) — udsendte man Bibelens budskab på offentlige steder

[Illustration på side 568]

Oplyste skilte i vinduerne hos Jehovas vidner aflagde et vidnesbyrd døgnet rundt

[Illustration på side 568]

Plakater og skilte bidrog til at der blev aflagt et godt vidnesbyrd (som her i Skotland)

[Illustration på side 569]

I 1940 begyndte man at udføre gadearbejde med „Vagttaarnet“ og „Ny Verden“ (som her i USA)

[Illustration på side 569]

Fra 1943 blev brødre i menighederne undervist i at holde offentlige foredrag

[Illustrationer på side 571]

Der ledes hjemmebibelstudier med interesserede. Nedenfor ses nogle publikationer der er udarbejdet med henblik på dette. De blev først udgivet på engelsk, derefter på mange andre sprog

[Illustrationer på side 572, 573]

Jehovas vidner i hele verden, unge og gamle, mænd og kvinder, forkynder fra hus til hus

Rumænien

Bolivia

Zimbabwe

Hongkong

Belgien

Uruguay

Fiji