Et inspireret budskab; en åbenbaring eller en forkyndelse af Guds vilje og hensigt. En profeti kan være en inspireret moralsk belæring, en kundgørelse af en befaling eller dom fra Gud eller en forudsigelse af noget som vil indtræffe i fremtiden. Skønt forudsigelse er kendetegnende for de bibelske profetier, er det, som vist under PROFET, ikke den grundlæggende betydning af det hebraiske og det græske udsagnsord (hebr.: nava’ʹ; gr.: profēteuʹō).

Grundordenes betydning fremgår af disse eksempler: Da Ezekiel i et syn fik besked på at ’profetere for vinden’, udtalte han slet og ret Guds befaling til vinden. (Ez 37:9, 10) Da nogle under forhøret af Jesus tilhyllede ham, slog ham og derefter sagde: „Profetér for os, Kristus. Hvem var det der slog dig?“ opfordrede de ikke Jesus til at forudsige noget, men til ved guddommelig åbenbaring at udpege hvem der havde slået ham. (Mt 26:67, 68; Lu 22:63, 64) Da den samaritanske kvinde ved brønden indså at Jesus var „en profet“, var det fordi han fortalte hende noget om hendes baggrund som han ikke kunne have vidst uden ved guddommelig åbenbaring. (Joh 4:17-19; jf. Lu 7:39.) Bibelske passager som Jesu bjergprædiken og hans fordømmelse af de skriftlærde og farisæerne (Mt 23:1-36) kan også betegnes som profetier da de var inspirerede udtalelser om Guds syn på tingene, ligesom de udsagn der blev fremsat af Esajas, Jeremias og andre profeter i fortiden. — Jf. Es 65:13-16 og Lu 6:20-25.

Der er naturligvis også mange eksempler på forudsigelser i Bibelen. Nogle af de første findes i 1 Mosebog 3:14-19; 9:24-27; 27:27-40; 49:1-28; 5 Mosebog 18:15-19.

Kilden til al sand profeti er Jehova Gud. Han meddeler profetierne ved hjælp af sin hellige ånd eller, i nogle tilfælde, ved hjælp af himmelske sendebud, engle, som er ledet af ånden. (2Pe 1:20, 21; He 2:1, 2) De hebraiske profetier begynder tit med vendingen: „Hør Jehovas ord“ (Es 1:10; Jer 2:4), og med „ord“ menes ofte et inspireret budskab, en profeti. — Es 44:26; Jer 21:1; Ez 33:30-33; jf. Es 24:3.

I hvilken forstand er ’det at vidne om Jesus ånden i profetien’?

I et af sine syner fik apostelen Johannes at vide at „det at vidne om Jesus er . . . ånden i profetien“. (Åb 19:10) Apostelen Paulus kalder Kristus for „Guds hellige hemmelighed“ og siger at „omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier“. (Kol 2:2, 3) Dette er tilfældet fordi Jehova Gud har tildelt sin søn nøglestillingen i gennemførelsen af sin storslåede hensigt som går ud på at han vil hellige sit navn og føre jorden og dens befolkning tilbage til deres rette plads i Hans ordning ved hjælp af „en administration ved udløbet af de fastsatte tider“, en administration der vil „sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. (Ef 1:9, 10; jf. 1Kor 15:24, 25.) Da gennemførelsen af Guds  store hensigt er nært knyttet til Jesus (jf. Kol 1:19, 20), har alle profetier, alle inspirerede budskaber som Gud har fremsat ved sine tjenere, i virkeligheden peget frem til ham. Det vil sige at hele „ånden“ i profetien (profetiens hele tendens, formål og hensigt) var at vidne om Jesus, den som Jehova ville gøre til „vejen og sandheden og livet“. (Joh 14:6) Dette gælder ikke blot de profetier der blev fremsat før Jesu komme til jorden, men også de profetier der er blevet fremsat siden. — Apg 2:16-36.

Jehova begyndte at „vidne om Jesus“ da han ved oprøret i Eden fremsatte profetien om ’afkommet’ der til sidst ville ’knuse slangens hoved’. (1Mo 3:15) Abrahamspagten pegede profetisk frem til dette afkom, til at det ville velsigne alle jordens slægter og vinde sejr over Modstanderen og hans „afkom“. (1Mo 22:16-18; jf. Ga 3:16.) Det blev forudsagt at det lovede afkom, kaldet „Silo“ (der betyder „han hvis den er“, „han som den tilhører“), ville fremstå af Judas stamme. (1Mo 49:10) Ved hjælp af Israels nation åbenbarede Jehova at han havde i sinde at frembringe „et kongerige af præster og en hellig nation“ (2Mo 19:6; jf. 1Pe 2:9, 10), og Loven som han gav Israel, med dens ofre og dens præsteskab pegede billedligt frem til Jesu offer og hans tjeneste som konge og præst (med underpræster) i himmelen i tusindårsriget. (He 9:23, 24; 10:1; Åb 5:9, 10; 20:6) Således blev Loven ’en opdrager der ledte til Kristus’. — Ga 3:23, 24.

Om nogle begivenheder der indtraf i Israels historie, siger apostelen Paulus: „Disse ting skete fortsat med dem, som eksempler [el.: „som et forbillede“], og de blev skrevet til advarsel for os [Jesu Kristi disciple] til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ (1Kor 10:11) David, Israels mest fremtrædende konge, blev et profetisk forbillede på Guds søn, og Guds pagt med David om et evigt rige gik i arv til Jesus Kristus. (Es 9:6, 7; Ez 34:23, 24; Lu 1:32; Apg 13:32-37; Åb 22:6) De krige de trofaste konger udkæmpede (som regel ledet og tilskyndet af Guds profeter), og de sejre Gud gav dem, forudskildrede således den krig som Guds søn vil føre mod sit riges fjender, og den sejr han vil vinde over alle Satans styrker — hvorved Guds folk bliver udfriet. — Sl 110:1-5; Mik 5:2-6; Apg 4:24-28; Åb 16:14, 16; 19:11-21.

Mange af de profetier der blev fremsat i kongetiden, beskriver det herredømme der skulle udøves af Guds Salvede (Messias, eller Kristus), og de velsignelser som hans styre ville medføre. Andre messianske profetier pegede frem til at Guds tjener ville blive forfulgt og udsat for lidelser. (Jf. Es 11:1-10; 53:1-12; Apg 8:29-35.) Som apostelen Peter siger, blev fortidens profeter „ved med at undersøge hvilken tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus [Messias], når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse“. Det blev åbenbaret dem at disse ting skulle opfyldes engang i fremtiden efter deres død. — 1Pe 1:10-12; jf. Da 9:24-27; 12:1-10.

Da alle disse profetier blev virkeliggjort i Kristus og dermed bekræftet som sande, kan det siges at „sandheden er kommet gennem Jesus Kristus“. „For uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham.“ (Joh 1:17; 2Kor 1:20; jf. Lu 18:31; 24:25, 26, 44-46.) Peter kunne med rette sige om Jesus at ’alle profeterne vidnede om ham’. — Apg 3:20-24; 10:43; jf. 28:23.

Profetiernes formål og tiden for deres opfyldelse. Hvad enten profetierne bestod af forudsigelser eller blot af inspirerede belæringer og retledninger, tjente de både til gavn for dem der oprindelig hørte dem, og for dem der i alle senere generationer ville få tro på Guds løfter. Profetierne gav dem der oprindelig hørte dem, vished for at Gud ikke i årenes eller århundredernes løb havde opgivet sin hensigt, men at han stadig holdt fast ved sine pagtsbetingelser og pagtsløfter. (Jf. Sl 77:5-9; Es 44:21; 49:14-16; Jer 50:5.) Daniels profeti indeholdt for eksempel oplysninger som blev et uvurderligt bindeled mellem afslutningen af de førkristne Hebraiske Skrifter og Messias’ komme. Dens forudsigelse af verdensbegivenhederne — af flere på hinanden følgende verdensrigers opkomst og fald — gav de jøder der levede i århundrederne med persisk, græsk og romersk overherredømme (og efter dem de kristne), vished for at der ikke var nogen „blind plet“ i Guds fremsyn, at Gud også havde forudset deres tid, og at hans hensigt stadig med usvigelig sikkerhed ville blive gennemført. Profetien afholdt dem fra at knytte deres tro og forhåbninger til nogen af de skiftende regeringer i verden med deres kortvarige magt og satte dem i stand til at følge visdommens vej. — Jf. Da 8:20-26; 11:1-20.

At mange profetier gik i opfyldelse i disse menneskers levetid, overbeviste de oprigtige om at Gud havde magt til at gennemføre sin hensigt trods al modstand. Det at Gud — og han alene — kunne forudsige sådanne begivenheder og lade dem indtræffe, var et bevis på hans enestående guddommelighed. (Es 41:21-26; 46:9-11) Disse profetier hjalp dem også til at lære Gud bedre at kende og gav dem en klarere forståelse af hans vilje og de moralnormer han handler og dømmer  efter, sådan at de kunne bringe deres liv i overensstemmelse dermed. — Es 1:18-20; 55:8-11.

Et stort antal profetier fik deres første opfyldelse på de mennesker der levede da de blev fremsat — blandt disse profetier mange der forkyndte Guds dom over det kødelige Israel og de omboende folkeslag og forudsagde Israels og Judas fald og senere genrejsning. Men disse profetier mistede ikke af den grund deres værdi for senere generationer, for eksempel for den kristne menighed i det 1. århundrede og i vor tid. Apostelen siger: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Ro 15:4) Da Gud ikke forandrer sin hensigt og sine moralnormer (Mal 3:6; He 6:17, 18), kastede hans handlemåde over for Israel lys over hvad han ville gøre under lignende forhold i fremtiden. Derfor kunne Jesus og hans disciple med god ret mønte profetiske udtalelser der var blevet opfyldt århundreder i forvejen, på forhold der fandtes på deres tid. (Mt 15:7, 8; Apg 28:25-27) Andre profetier var deciderede forudsigelser, hvoraf nogle specielt og udelukkende tog sigte på Jesu jordiske tjeneste og begivenhederne derefter. (Es 53; Da 9:24-27) På grundlag af disse profetier kunne de der levede på den tid da Messias trådte frem, både genkende ham og forvisse sig om ægtheden af hans bemyndigelse og budskab. — Se MESSIAS.

Efter at Jesus havde forladt jorden, dannede De Hebraiske Skrifter med deres profetier sammen med Jesu lære en vigtig baggrund for disciplenes forståelse af de efterfølgende begivenheder og deres betydning og af hvordan de passede ind i Guds hensigt. Dette gav deres forkyndelse og undervisning gyldighed og kraft og fyldte dem med tillid og mod når de mødte modstand. (Apg 2:14-36; 3:12-26; 4:7-12, 24-30; 7:48-50; 13:40, 41, 47) I de tidligere åbenbaringer fandt de en hel del belæring af moralsk art som de kunne bruge „til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. (2Ti 3:16, 17; Ro 9:6-33; 1Kor 9:8-10; 10:1-22) Peter, der fik profetierne bekræftet ved at se forklarelsessynet, sagde: „Derfor har vi det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted.“ (2Pe 1:16-19; Mt 16:28–17:9) De førkristne profetier supplerede således Jesu lære og var det middel Gud brugte til at lede den kristne menighed når der skulle træffes vigtige afgørelser, for eksempel i forbindelse med de ikkejødiske troende. — Apg 15:12-21; Ro 15:7-12.

Profetierne tjente også som advarsler og viste hvornår hurtig handling var påkrævet. Et magtfuldt eksempel på dette er Jesu advarsel om Jerusalems ødelæggelse og om de forhold der ville være signalet til at hans disciple i byen skulle flygte i sikkerhed. (Lu 19:41-44; 21:7-21) Lignende profetiske advarsler gælder tiden for Jesu nærværelse. — Jf. Mt 24:36-42.

Da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen, fik de kristne mirakuløse gaver, for eksempel til at tale i tunger og til at profetere. I nogle (men ikke nødvendigvis alle) tilfælde var profetiens gave ledsaget af evnen til at fremsætte forudsigelser — som dem der blev fremsat af Agabus (Apg 11:27, 28; 21:8-11) — der satte den kristne menighed eller enkelte kristne i stand til at forberede sig på visse nødsituationer eller prøvelser. Apostlenes og disciplenes kanoniske breve indeholdt også inspirerede forudsigelser af fremtiden, idet de advarede om det kommende frafald, oplyste hvilken form det ville antage, advarede om Guds dom og den fremtidige eksekvering af den og åbenbarede lærepunkter man ikke før havde forstået, eller uddybede og forklarede dem der allerede var fremsat. (Apg 20:29, 30; 1Kor 15:22-28, 51-57; 1Ts 4:15-18; 2Ts 2:3-12; 1Ti 4:1-3; 2Ti 3:1-13; 4:3, 4; jf. Jud 17-21.) Åbenbaringens Bog er fyldt med profetiske udsagn som bevirker at man kan være forud advaret, tyde „tidernes tegn“ (Mt 16:3) og ufortøvet handle derefter. — Åb 1:1-3; 6:1-17; 12:7-17; 13:11-18; 17:1-12; 18:1-8.

Paulus viser imidlertid i sit første brev til korintherne at de mirakuløse gaver, deriblandt gaven til at fremføre inspirerede profetier, ville blive afskaffet. (1Kor 13:2, 8-10) Efter alt at dømme blev disse gaver ikke givet videre efter apostlenes død, og til sidst forsvandt de fra den kristne menighed fordi de havde tjent deres formål. På det tidspunkt var Bibelens kanon naturligvis fuldført.

Jesu lignelser mindede i deres form om nogle af de tidligere profeters allegoriske udtalelser. (Sml. Ez 17:1-18; 19:1-14 med Mt 7:24-27; 21:33-44.) De fik så godt som alle en delvis opfyldelse dengang. Nogle indeholdt grundlæggende moralprincipper. (Mt 18:21-35; Lu 18:9-14) Andre havde tidsmæssige aspekter der rakte frem til Jesu nærværelse og ’afslutningen på tingenes ordning’. — Mt 13:24-30, 36-43; 25:1-46.

Flere opfyldelser. Den måde Jesus og disciplene anvendte profetierne på, viser at en forudsigelse kan have mere end én opfyldelse. Paulus henviste for eksempel til Habakkuks profeti, der oprindelig blev opfyldt da Babylon lagde Juda  øde, og møntede den på sin egen tid. (Hab 1:5, 6; Apg 13:40, 41) Jesus viste at Daniels profeti om „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ skulle opfyldes inden for den generation der levede på hans tid; men Daniels profeti forbinder også „afskyeligheden“ med „endens tid“. (Da 9:27; 11:31-35; Mt 24:15, 16) Som Bibelen viser, er dét at Mikael ’står frem’, ensbetydende med at Jesus Kristus som konge griber ind til gavn for dem der tjener Jehova. (Da 12:1; se MIKAEL, 1.) Jesu egen profeti om afslutningen på tingenes ordning taler også om hans komme i kongemagt, som ikke fandt sted i det 1. århundrede. (Mt 24:29, 30; Lu 21:25-32) Dette tyder på en dobbelt opfyldelse. M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1894, bd. VIII, s. 635) siger: „Dette syn på profetiens opfyldelse synes nødvendigt for at forklare Herrens forudsigelse på bjerget, der på én gang sigter til Jerusalems fald og til afslutningen på den kristne husholdning.“

Former for profetier. Ud over at fremsætte direkte udsagn gennem sine profeter (måske ledsaget af billedhandlinger [1Kg 11:29-31] eller fremstillet i allegorisk form) har Jehova også gjort brug af andre former for profetier. Han benyttede for eksempel profetiske skikkelser som forbilleder på Messias. Deriblandt var, foruden David, som allerede er nævnt, præstekongen Melkizedek (He 7:15-17) og profeten Moses. (Apg 3:20-22). Det er dog ikke alt hvad disse profetiske skikkelser gjorde eller kom ud for, der tjener som et profetisk forbillede. De tre dage Jonas var i fiskens bug, skildrede den tid Jesus var i Sheol; men dét at Jonas tøvede med at påtage sig sin opgave, og andet som han gjorde, var ikke et billede på noget i Guds søns tjeneste. Jesus omtalte sig selv som „mere end Salomon“, idet hans visdom og den fred der vil råde under hans herredømme, overgår Salomons. Jesus blev imidlertid ikke en frafalden, som Salomon gjorde. — Mt 12:39-42.

Gud benyttede også profetiske dramaer, idet forhold og begivenheder i enkeltpersoners og nationers tilværelse blev skrevet ned og brugt som et billede på fremtidige begivenheder i gennemførelsen af Jehovas hensigt. Paulus taler om et sådant „symbolsk drama“ der omfattede Abrahams to sønner med henholdsvis Sara og trælkvinden Hagar. Han siger at de to kvinder „betyder“ to pagter. De var ikke personligt et billede på disse pagter, men i det profetiske drama svarede de til to symbolske kvinder der frembragte børn under disse pagter. Hagar svarede til det jordiske Jerusalem, der afviste den befrier som Lovpagten pegede frem til, og insisterede på at holde fast ved Loven, selv efter at Gud havde bragt den til ophør; det jordiske Jerusalem og dets børn var således i trældom under Loven. Sara, den frie kvinde, svarede derimod til „det Jerusalem som er oventil“, Guds hustrulignende himmelske organisation, der frembringer sønner i overensstemmelse med det der var forudsagt i Abrahamspagten. (Ga 4:21-31; jf. Joh 8:31-36.) Vandfloden på Noas tid og de forhold der gik forud for den, pegede frem til forholdene under Kristi nærværelse og konsekvensen for dem der forkaster Guds vej. — Mt 24:36-39; jf. 1Kor 10:1-11.

Steder kunne også have profetisk betydning. Byen Jerusalem på Zions Bjerg blev undertiden brugt som billede på den himmelske organisation der er „moder“ til de åndsavlede kristne. (Ga 4:26) „Det ny Jerusalem“ symboliserede Kristi himmelske „brud“, bestående af den herliggjorte kristne menigheds medlemmer. (Åb 21:2, 9-14; jf. Ef 5:23-27, 32, 33; Åb 14:1-4.) Men på grund af indbyggernes generelle troløshed kunne Jerusalem også bruges som et negativt eksempel. (Ga 4:25; jf. Ez 16:1-3, 8-15; se JERUSALEM [Byens betydning].) Andre steder der tydeligvis bruges i profetisk betydning, er Sodoma, Ægypten, Megiddo, Babylon og Hinnoms Dal, eller Gehenna. — Åb 11:8; 16:16; 18:2; Mt 23:33.

Teltboligen med dens inventar og tjenesten ved den dannede et profetisk mønster, eller forbillede. Apostelen viser at dens udstyr, funktion og ofre var et billede på himmelske virkeligheder, „en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. — He 8:5; 9:23, 24.

Hvordan man prøver profetierne og deres fortolkning. Da der også findes falske profeter, advarede Johannes de kristne mod at tro „enhver inspireret udtalelse“ (hvad en profeti i virkeligheden er). Han formanede dem til at ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. (1Jo 4:1) Johannes anfører et lærepunkt som prøvesten for om den inspirerede udtalelse er fra Gud, nemlig at Kristus er kommet i kødet. Han siger ikke at dette er det eneste kriterium, men nævner det åbenbart som et eksempel der var aktuelt og måske et alvorligt stridspunkt dengang. (1Jo 4:2, 3) En vigtig faktor er om profetien stemmer med Guds åbenbarede ord og vilje (5Mo 13:1-5; 18:20-22), ikke blot delvis, men fuldstændigt. (Se PROFET [Sande og falske profeter].) I den kristne menighed i det 1. århundrede fik nogle den evne at kunne „bedømme inspirerede udtalelser“ (1Kor 12:10) så man kunne forvisse sig om profetiernes ægthed. Skønt denne evne ophørte sammen med de andre mirakuløse  gaver, er det rimeligt at antage at Gud stadig gennem menigheden, især i den forudsagte „endens tid“, ville sørge for at man fik den rette forståelse af profetierne, ikke mirakuløst, men ved at man flittigt granskede dem og sammenholdt dem med de forhold og begivenheder der indtraf. — Jf. Da 12:4, 9, 10; Mt 24:15, 16; 1Kor 2:12-14; 1Jo 4:6; se TYDNING, FORTOLKNING.