(Naʹbonid) [fra babylonisk; betyder „Nebo [en babylonisk gud] er ophøjet“].

Den sidste øverste hersker i det babyloniske rige; fader til Belsazzar. På grundlag af kileskrifttekster ansættes hans regeringstid til omkring 17 år (556-539 f.v.t.). Han nærede stor interesse for litteratur, kunst og religion.

Nabonid gør i sine inskriptioner krav på at være af adelsslægt. En stentavle som er fundet ved oldtidens Karan, vidner om at Nabonids moder eller bedstemoder var en hengiven dyrker af måneguden Sin. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 311, 312; Babylon af Jørgen Læssøe, 1966, s. 101-103) Som konge var Nabonid selv en ivrig dyrker af måneguden, både i Karan og i Ur, hvor denne gud indtog en fremtrædende stilling. — BILLEDE, bd. 2, s. 324.

På kileskrifttavler fra Nebukadnezars ottende år (fra nisan 617 til nisan 616 f.v.t.) siges der om en mand ved navn Nabu-na’id at han „stod over byen“, og nogle historikere mener at han er identisk med den Nabonid som senere blev konge. Det ville imidlertid betyde at Nabonid var meget ung da han fik dette administrative embede, og meget gammel ved Babylons fald, ca. 77 år senere (539 f.v.t.).

I beskrivelsen af nogle begivenheder der indtraf i Nebukadnezars 20. regeringsår (fra nisan 605 til nisan 604 f.v.t.), omtaler den græske historiker  Herodot et forlig mellem lyderne og mederne som blev bragt i stand af „Labynetos, kongen i Babylon“. (Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 74) Man mener at Labynetos er Herodots måde at skrive navnet Nabonid på. Senere (I, 188) nævner Herodot at perseren Kyros kæmpede mod en søn af Labynetos og Nitokris.

I bogen Nabonidus and Belshazzar (Yale Oriental Series) fremsætter professor R. P. Dougherty den formodning at Nitokris var datter af Nebukadnezar, og at Nabonid (Labynetos) således var Nebukadnezars svigersøn. (1929, s. 63; se også s. 17, 30.) Og den søn af Nitokris og Nabonid (Labynetos) som Herodot omtaler, menes at være Belsazzar, som Kyros jo kæmpede imod. Skønt dette bygger på formodninger og følgeslutninger, er det en sandsynlig forklaring på at Nabonid kunne bestige den babyloniske trone. Desuden stemmer det med den omstændighed at Bibelen omtaler Nebukadnezar som „fader“ til Belsazzar (som var Nabonids søn) (Da 5:11, 18, 22), idet ordet „fader“ undertiden bruges i betydningen bedstefader eller forfader. Det vil i så fald sige at Belsazzar var Nebukadnezars dattersøn. — Se Babylon af J. Læssøe, s. 105, 106; BELSAZZAR.

Nabonid besteg tronen efter mordet på Neriglissars søn Labashi-Marduk. I en af sine indskrifter skildrer han imidlertid sig selv som den der i egentlig forstand udførte Nebukadnezars og Neriglissars, sine kongelige forgængeres, ønsker, hvorved han øjensynlig vil sige at han ikke var nogen tronraner, men havde fået magten på legal vis.

På flere prismer omtaler Nabonid både sig selv og sin førstefødte søn, Belsazzar, i forbindelse med bønner til måneguden. (Documents From Old Testament Times, redigeret af D. W. Thomas, 1962, s. 73) En inskription viser at han i sit tredje år, før han drog ud på det felttog der førte til erobringen af Tema i Arabien, overdrog Belsazzar kongedømmet i Babylon. Ifølge den samme tekst voldte Nabonid anstød hos sit folk ved at koncentrere sig om tilbedelsen af måneguden og ved at udeblive fra fejringen af nytåret i Babylon. Af Nabonids Krønike fremgår det at han i sit 7., 9., 10. og 11. regeringsår befandt sig i byen Tema, og i hvert enkelt tilfælde siges der: „Kongen drog ikke til Babylon til (Nyårs)måneden Nisan. Nebo drog ikke til Babylon; Bel drog ikke ud; Nyårsfesten udgik.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 214, 215) Da teksten er beskadiget, er beretningen om de andre år ufuldstændig.

Om oasebyen Tema siges der andetsteds: „Nabonid forskønnede byen, opførte et palads(?) som det i Babylon.“ (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 222) Det lader til at Nabonid opslog sin kongelige residens i Tema, og andre tekster viser at kamelkaravaner bragte levnedsmidler dertil fra Babylonien. Uden at give afkald på stillingen som rigets konge havde han altså overladt styret i Babylon til Belsazzar. Da Tema var et knudepunkt på de gamle karavaneruter, ad hvilke der blev transporteret guld og krydderier gennem Arabien, kan Nabonids interesse for byen have været økonomisk betinget eller have skyldtes militærstrategiske overvejelser. Den formodning er også blevet fremsat at han fandt det politisk tilrådeligt at administrere Babyloniens anliggender gennem sin søn. Andre faktorer, som det sunde klima i Tema og den fremherskende månedyrkelse i Arabien, er ligeledes blevet anført som mulige årsager til at Nabonid åbenbart foretrak Tema.

Der foreligger ingen oplysninger om hvad Nabonid foretog sig mellem sit 12. og sit sidste regeringsår. Da han regnede med at mederne og perserne ville angribe under Kyros den Store, havde han sluttet forbund med Lydien og Ægypten. Ifølge Nabonids Krønike var han tilbage i Babylon det år det medo-persiske angreb fandt sted; nytårsfesten blev fejret, og de forskellige babyloniske guder blev ført ind i byen. Med hensyn til Kyros’ fremrykning fortæller Krøniken at Kyros efter en sejr ved Opis indtog byen Sippar (ca. 60 km nord for Babylon), og „Nabonid gjorde sig usynlig“, det vil sige flygtede. Derefter følger beretningen om den medo-persiske erobring af Babylon, og der siges at Nabonid blev taget til fange da han vendte tilbage. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 215, 216) Berossos, en babylonisk præst fra det 3. århundrede f.v.t., fortæller i sine skrifter at Nabonid var draget ud for at møde Kyros i kamp, men led nederlag. Han fortæller videre at Nabonid søgte tilflugt i Borsippa (sydsydvest for Babylon), og at han efter Babylons fald overgav sig til Kyros og blev deporteret til Karmanien (i det sydlige Persien). Denne beretning stemmer med det 5. kapitel i Daniels Bog, som viser at Belsazzar fungerede som Babylons konge da byen faldt.

Med hensyn til den omstændighed at Nabonid ikke nævnes direkte i Daniels Bogs 5. kapitel, kan man tænke på at Daniel kun skildrer et fåtal af begivenheder forud for Babylons fald, og at hele verdensrigets sammenbrud er beskrevet med ganske få ord. Men der hentydes øjensynlig til Nabonids herredømme i Daniel 5:7, 16, 29, hvor Belsazzar tilbyder at gøre Daniel  til den tredje hersker i riget, hvorved det er underforstået at Nabonid var den første og Belsazzar selv den anden. Professor Dougherty forklarer således: „Daniels femte kapitel kan anses for at stemme med kendsgerningerne idet Nabonid ikke er taget med i beretningen, for han synes ikke at have haft nogen andel i de begivenheder der udspillede sig da Gobryas [i spidsen for Kyros’ hær] drog ind i byen.“ Nabonidus and Belshazzar, s. 195, 196; se også s. 73, 170, 181; se Da 5:1, fdn.

Hvad indeholder Nabonids Krønike?

Nabonids Krønike er et lertavlefragment der i dag opbevares på British Museum. Den indeholder i første række en opregning af de vigtigste begivenheder der indtraf under Nabonids herredømme, herunder en kort og knap skildring af Babylons fald da Kyros indtog byen. Teksten er skrevet med babylonisk kileskrift. Forskere som har studeret skriftens stil, siger at selve tavlen kan stamme fra et tidspunkt i den seleukidiske periode (312-65 f.v.t.), altså 200 år eller mere efter Nabonids tid, men det anses for næsten givet at det er en kopi af et tidligere dokument som stammede fra Babylon. Krøniken forherliger i den grad Kyros og taler så nedsættende om Nabonid at den er blevet anset for at være en persisk skrivers værk og endda er blevet omtalt som „persisk propaganda“. Skønt dette kan være tilfældet, mener historikere dog at de faktiske oplysninger den indeholder, er pålidelige.

Trods Krønikens kortfattethed — tavlen måler ca. 14 cm på det bredeste sted og omtrent det samme i længden — er det den mest fuldstændige kileskriftberetning der findes om Babylons fald. I den tredje af de fire spalter står der i uddrag fra og med 5. linje: „[17. år:] . . . I måneden Tashritu angreb Kyros Akkads hær ved Opis på bredden af Tigris. Han indtog byen (?) og dræbte befolkningen. Den 14. blev Sippar indtaget uden kamp. Nabonid flygtede. Den 16. drog Gobryas, guvernøren over Gutium, og Kyros’s tropper ind i Babylon uden kamp. Nabonid blev senere taget til fange, da han vendte tilbage. . . . Den 3. dag i måneden Arahshamnu drog Kyros ind i Babylon. Grønne grene spredtes ud foran ham, og en tilstand af fred blev proklameret over byen.“ — Mesopotamien af M. Trolle Larsen, 1970, sp. 179, 180.

Det bør bemærkes at angivelsen „17. år“ ikke findes på tavlen da denne del af teksten er beskadiget. Oversætterne har valgt at indføje dette årstal fordi de mener at Nabonids 17. regeringsår var hans sidste. Derfor antager de at Babylons fald indtraf i dette år af hans regeringstid, og at denne angivelse har stået i den del af teksten som nu er beskadiget. Selv om Nabonid skulle have regeret længere end man almindeligvis antager, ændrer dette ikke noget ved at Babylon faldt i år 539 f.v.t., for der er andre kilder som peger på at det skete i det år. Denne mangel begrænser dog i nogen grad dokumentets værdi.

Imidlertid findes måneden og datoen for byens fald i den bevarede tekst. Kronologer har udregnet at den angivne dato, den 16. tashritu (tisjri), svarer til den 11. oktober ifølge den julianske kalender, eller den 5. oktober ifølge den gregorianske kalender, i år 539 f.v.t. Da denne dato er almindeligt anerkendt og der ikke findes noget som taler imod den, kan den bruges som et basisårstal, et tidspunkt hvor bibelhistorien kan knyttes til den verdslige historie. — Se KRONOLOGI.

Interessant nok siger Krøniken vedrørende Babylons fald at Kyros’ tropper drog ind i byen „uden kamp“. Det vil sikkert sige at de ikke stødte på større modstand, hvilket stemmer med Jeremias’ profeti om at ’Babylons vældige krigere ville holde op med at kæmpe’. — Jer 51:30.

Interessant er også de åbenlyse hentydninger til Belsazzar i Krøniken. Han nævnes ikke direkte ved navn, men i værket Babylonian Historical Texts: Relating to the Capture and Downfall of Babylon (London 1924, s. 100) siger Sidney Smith at det, set i lyset af senere dele af Krøniken (sp. II,  linje 5, 10, 19, 23), fremgår af spalte 1, linje 8 (som tydet af Sidney Smith), at Nabonid betroede Belsazzar kongedømmet og gjorde ham til medregent. Der siges flere gange i Krøniken at ’kronprinsen var i Akkad [Babylonien]’, mens Nabonid selv var i Tema (i Arabien). At Belsazzar ikke nævnes ved navn, og at hans død ikke omtales i Nabonids Krønike, sætter imidlertid på ingen måde spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af Daniels inspirerede bog, hvor navnet Belsazzar forekommer otte gange og hans død omtales som slutning på den detaljerede beretning om Babylons fald i kapitel 5. Kileskrifteksperter indrømmer tværtimod at Nabonids Krønike er yderst kortfattet, og som nævnt ovenfor mener de at den blev skrevet for at sætte Nabonid i et dårligt lys og ikke for at fremsætte en detaljeret historisk beretning. Som R. P. Dougherty skriver i sit værk Nabonidus and Belshazzar (s. 200): „Den bibelske beretning kan betragtes som bedre fordi den indeholder navnet Belsazzar.“ — Kursiveret af os.

Skønt spalte 4 i Krøniken er svært beskadiget, har forskerne ud fra den øvrige tekst draget den slutning at teksten her handlede om en tronraner der senere belejrede Babylon. Den første belejring af Babylon efter Kyros’ tid menes at have fundet sted da Nebukadnezar III, som hævdede at være Nabonids søn, Nidintu-Bel, gjorde oprør. Han blev besejret i det år Darius I overtog magten, sidst på året 522 f.v.t.

[Illustration på side 378]

Nabonids Krønike, der beretter om Babylons fald