Det hebraiske og det græske ord for „blind“ er henholdsvis ‛iwwerʹ og tyflosʹ, der begge bruges i såvel bogstavelig som billedlig betydning. — 5Mo 27:18; Es 56:10; Mt 15:30; 23:16.

Blindhed var åbenbart en udbredt lidelse i fortidens Mellemøsten. Bortset fra talrige henvisninger i Bibelen finder man den hyppigt omtalt i ikkebibelske skrifter, som for eksempel i Papyrus Ebers fra Ægypten, der beskriver flere af dens former og symptomer, foreskriver øjenbade og nævner nogle af de kirurgiske instrumenter der blev anvendt. Israels lov om gengældelse, der krævede sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, understregede ikke blot livets hellighed, men indprentede også israelitterne at være yderst påpasselige med ikke at tilføje andre nogen legemsskade. Den understregede også at de måtte sikre sig at ethvert vidneudsagn de afgav for retten, var sandt og pålideligt, eftersom den der vidnede falsk, kom til at lide samme straf som den der ville have ramt den uskyldige. (2Mo 21:23, 24; 5Mo 19:18-21; 3Mo 24:19, 20) Hvis en træls herre forårsagede at trællen mistede et øje, skulle herren ikke have et øje stukket ud, men trællen fik sin frihed. (2Mo 21:26) Selv om det forlangtes af en træl at han skulle arbejde og han kunne få prygl hvis han var oprørsk, blev trællens herre hermed gjort opmærksom på at han ikke måtte være urimeligt streng.

Det var almindeligt at assyrerne og babylonierne stak øjnene ud på deres krigsfanger. Samson blev blindet af filistrene, og kong Zedekias af Nebukadnezar. (Dom 16:21; 2Kg 25:7; Jer 39:7) Ammonitternes konge Nahasj sagde til indbyggerne i Jabesj i Gilead at han kun ville acceptere byens overgivelse på betingelse af at ’hvert højre øje på dem blev stukket ud, til forsmædelse for hele Israel’. — 1Sa 11:2; se NAHASJ, 1.

Bibelen omtaler flere tilfælde af blindhed hvor der ikke var tale om en øjensygdom, men hvor øjnene var blevet „svage“ eller „stive“ på grund af høj alder eller alderdomssvækkelse. En sådan øjensvaghed førte til at Isak velsignede den søn der fortjente det, nemlig Jakob. Ypperstepræsten Eli begyndte at miste synet nogen tid før han døde i en alder af 98 år. Jeroboams hustru forsøgte at udnytte den aldrende profet Ahijas blindhed, men Jehova forpurrede hendes plan. (1Mo 27:1; 1Sa 3:2; 4:14-18; 1Kg 14:4, 5) Om den 120 år gamle Moses siges der imidlertid: „Hans øje var ikke svækket.“ — 5Mo 34:7.

Jehova, som skabte øjet, kan også forårsage blindhed. (2Mo 4:11) Han advarede Israels folk om at hvis det vragede hans forskrifter og brød  hans pagt, ville han hjemsøge det med brændende feber som fik øjnene til at svigte. (3Mo 26:15, 16; 5Mo 28:28) De fordærvede mænd i Sodoma og troldmanden Elymas blev slået med blindhed. (1Mo 19:11; Apg 13:11) Saulus fra Tarsus blev blind af lyset der strålede omkring ham da Jesus viste sig for ham „som for en der er født i utide“. Han fik synet igen da Ananias lagde hænderne på ham, og ’der faldt som skæl fra hans øjne’. (1Kor 15:8; Apg 9:3, 8, 9, 12, 17, 18) Jehova forudsagde gennem profeten Zakarias at de stridsheste der kom imod Jerusalem, ville blive slået med blindhed (Zak 12:4), og at alle de folkeslag der drog i krig mod Jerusalem på den dag der tilhørte Jehova, ville blive ramt af en plage der medførte at blandt andet ’øjnene ville rådne i deres huler’. — Zak 14:1, 12.

Den blindhed som den aramaiske kampstyrke blev slået med på Elisas ord, var åbenbart en mental form for blindhed, også kaldet „sjæleblindhed“. Hvis hæren var blevet slået med bogstavelig blindhed, havde hver enkelt soldat måttet ledes ved hånden. Men i beretningen hedder det blot at Elisa sagde til dem: „Det er ikke denne vej, og det er ikke denne by. Følg mig.“ Om dette fænomen siger William James i sin Principles of Psychology (1981, bd. 1, s. 59): „En højst interessant følge af forstyrrelser i hjernebarken er sjæleblindhed. Denne består ikke i manglende evne til at se, men i manglende evne til at forstå det sete. Psykologisk kan den forklares som manglende evne til at forbinde synsfornemmelser med deres betydning; enhver forstyrrelse i banerne mellem synscentrene og hjernens øvrige centre skulle fremkalde den.“ Det var sandsynligvis denne form for blindhed Jehova fjernede da den aramaiske hær kom til Samaria. (2Kg 6:18-20) Det kan også have været en sådan sjæleblindhed mændene i Sodoma blev ramt af, for beretningen viser at de, i stedet for at være foruroligede over tabet af deres syn, blev ved med at forsøge at finde indgangen til Lots hus. — 1Mo 19:11.

Blindhed diskvalificerede en mand så han ikke kunne tjene som præst ved Jehovas helligdom. (3Mo 21:17, 18, 21-23) Et dyr der var blindt, var heller ikke et antageligt offer i Jehovas øjne. (5Mo 15:21; Mal 1:8) Det fremgik imidlertid af Jehovas lov at der skulle tages hensyn til den blinde, og at man skulle have medfølelse med ham. Den der lagde en sten i vejen for en blind eller fik ham til at fare vild, var forbandet. (3Mo 19:14; 5Mo 27:18) Guds retfærdige tjener Job sagde: „Jeg var øjne for den blinde.“ (Job 29:15) Jehova giver udtryk for at han til sin tid vil gøre ende på blindhed. — Es 35:5.

Da Jesus Kristus var på jorden, gav han ved sine mirakler mange blinde synet igen. (Mt 11:5; 15:30, 31; 21:14; Lu 7:21, 22) I nærheden af Jeriko helbredte han den blinde Bartimæus og dennes ledsager. (Mt 20:29-34; Mr 10:46-52; Lu 18:35-43) Ved en anden lejlighed helbredte han to blinde mænd samtidig. (Mt 9:27-31) Han helbredte også en dæmonbesat der var både blind og stum. (Mt 12:22; jf. Lu 11:14.) En mand fik gradvis synet tilbage. Måske gjorde Jesus det for at manden kunne vænne øjnene til det skarpe sollys efter at de havde været vant til mørket. (Mr 8:22-26) En anden mand som havde været blind fra fødselen, og som fik synet igen, fik tro på Jesus. (Joh 9:1, 35-38) I de to sidste tilfælde brugte Jesus spyt og spyt blandet med ler. Den påståede lighed med folkemedicinen gør dog ikke helbredelserne mindre mirakuløse. Den mand der havde været blind fra fødselen, fik påbud om at gå hen og vaske sig i Siloamdammen, og først da kom han til at se. (Joh 9:7) Dette tjente uden tvivl som en prøve på hans tro, ligesom Na’aman skulle bade sig i Jordanfloden før han blev befriet for sin spedalskhed. — 2Kg 5:10-14.

Brugt billedligt. At famle om i blinde bruges ofte som et udtryk for hjælpeløshed. (5Mo 28:29; Kl 4:14; Es 59:10; Zef 1:17; Lu 6:39) Jebusitterne var så overbeviste om at deres stilling var uindtagelig, at de hånede David med at selv deres blinde og halte, hvor svage de end var, kunne forsvare klippeborgen Zion mod israelitterne. — 2Sa 5:6, 8.

Bestikkelse gør en dommer blind så han fordrejer retten, og Moseloven indeholder mange advarsler mod bestikkelse, gaver og forudindtagethed, da sådanne ting kan bevirke at en dommer ikke dømmer upartisk. „Bestikkelsen gør klartseende blinde.“ (2Mo 23:8) „Bestikkelsen gør vises øjne blinde.“ (5Mo 16:19) Uanset hvor retskaffen og indsigtsfuld en dommer er, kan han bevidst eller ubevidst lade sig påvirke af en gave fra sagens parter. Guds lov tager i betragtning at ikke blot gaver, men også følelser kan virke forblindende, idet den siger: „Du må ikke behandle den ringe med partiskhed, og du må ikke favorisere den store.“ (3Mo 19:15) En dommer måtte heller ikke af følelsesmæssige grunde eller for at opnå mængdens bifald afsige domme til ugunst for de rige blot fordi de var rige. — 2Mo 23:2, 3.

Åndelig blindhed. I Bibelen lægges der større vægt på evnen til at se i åndelig forstand end på evnen til at se bogstaveligt. Da Jesus havde helbredt manden der havde været blind fra fødselen, benyttede han lejligheden til at påpege det forkastelige i at farisæerne, der gjorde  krav på at være seende i åndelig forstand, i virkeligheden var blinde og ønskede at forblive i denne tilstand. De var som dem der elskede mørket mere end lyset. (Joh 9:39-41; 3:19, 20) Apostelen Paulus skrev til menighedens medlemmer i Efesus at deres hjertes øjne var blevet oplyst. (Ef 1:16, 18) Jesus nævner at de der påstår at de er kristne, men som ikke erkender deres åndelige behov, er blinde og nøgne og ikke klar over deres ynkværdige tilstand, hvori de famler om i mørke. (Åb 3:17) Ligesom man kan blive bogstaveligt blind af at opholde sig i mørke i længere tid, således, siger apostelen Johannes, vandrer den kristne der hader sin broder, om i et mørke der har forblindet hans øjne, og han ved ikke hvor han går hen (1Jo 2:11), og Peter advarer om at den der ikke bærer de kristne frugter, hvoraf den ypperste er kærlighed, er „blind, idet han lukker sine øjne for lyset“. (2Pe 1:5-9) Den der er årsag til dette mørke og denne åndelige blindhed, er Satan Djævelen, der ganske vist giver sig ud for at være en lysets engel, men i virkeligheden er „denne tingenes ordnings gud“, en mørkets gud der har forblindet de ikketroendes forstand så de ikke ser den gode nyhed om Messias. — Lu 22:53; 2Kor 4:4; 11:14, 15.