[fra (tilhørende) Ammon].

Efterkommerne af Ammon, Lots søn med den yngste af sine to døtre. (1Mo 19:36-38) De var nært beslægtede med moabitterne, der nedstammede fra Lots anden søn, Moab, og både i Bibelen og i gamle verdslige historiske kilder nævnes de jævnlig sammen med moabitterne. Ifølge Bibelen var de også fjernere beslægtet med israelitterne, hvilket understøttes af det forhold at det ammonitiske sprog var en dialekt eller afart af hebraisk. Med få undtagelser var ammonitterne imidlertid hårdnakkede fjender af Israels folk.

Hvor de boede. Åbenbart på grund af deres trofaste forfader Lot lod Jehova Gud dem bosætte sig i det område der tidligere havde været beboet af refaitterne, et folk af kæmper som ammonitterne kaldte zamzummitter. (5Mo 2:17-21) Dette land lå øst for Jordans nedre løb. Engang havde ammonitternes område grænset op til moabitternes land, som lå på højsletten øst for Det Døde Hav; men på et tidspunkt før Israel drog ind i Kana’an, havde amoritterne fordrevet ammonitterne fra en del af deres land og trængt dem mod nord og øst og således drevet en kile ind mellem dem og moabitterne (der også mistede en betragtelig del af deres område). (4Mo 21:26; Jos 12:2; Dom 11:13, 22) Derefter strakte Ammons sønners land sig i almindelighed fra regnflodsdalen Jabboks svungne øvre løb østpå mod ørkenen. (4Mo 21:24; Jos 12:2) Deres hovedstad var Rabba (det nutidige Amman), der lå ved Jabboks kilder. (5Mo 3:11) Arkæologer har i dette område afdækket gamle ammonitiske byer og grænsebefæstninger.

På Guds befaling undlod israelitterne at røre ammonitternes land da de underlagde sig deres nabofolk amoritterne. (5Mo 2:37; Jos 13:8-10) Der siges ganske vist i Josua 13:25 at Gads stamme fik „halvdelen af Ammons sønners land“, men hermed sigtes åbenbart til den del af landet som amoritterne tidligere havde taget fra ammonitterne, sandsynligvis det område der lå mellem Jordanfloden og Jabboks øvre løb.

Konflikter med Israel. Det var først under kong Eglon af Moab at ammonitterne, sammen med amalekitterne, sluttede forbund med moabitterne og angreb Israel. De gjorde et fremstød mod vest og indtog Jeriko vest for Jordan. (Dom 3:12-14) Efter at dommeren Ehud havde rådet bod på virkningerne af dette angreb (Dom 3:26-30), udgjorde ammonitterne ikke nogen alvorlig fare for israelitterne før Jeftas tid. Da var israelitterne igen begyndt at tjene hedningefolkenes guder, og de var derfor blevet undertrykt  i 18 år; ammonitterne gjorde fremstød mod dem fra øst, mens filistrene truede dem fra vest. De ammonitiske styrker terroriserede ikke alene de israelitter der boede i Gilead, men trængte også ind i de områder der lå vest for Jordan og hærgede stammerne Benjamin, Juda og Efraim. (Dom 10:6-10) Endelig skaffede israelitterne sig af med de fremmede guder og gjorde Jefta til deres leder, og efter at Jefta havde tilbagevist ammonitternes anklager om at Israel ulovligt skulle have taget et landområde der tilhørte ammonitterne, tilføjede han dem et alvorligt nederlag. — Dom 10:16–11:33; se også JEFTA.

Nogle forskere mener at Jeftas udtalelse om „din gud Kemosj“ er fejlagtig, idet de hævder at Kemosj ikke var Ammons, men Moabs nationale gud. (Dom 11:24; 4Mo 21:29) Ammonitternes gud omtales både som Molek, Milkom og Malkam (1Kg 11:5, 7; Jer 49:1, 3), men nogle forskere opfatter disse udtryk (der alle er beslægtede med roden „konge“) som titler snarere end navne, og de kan have være anvendt om guden Kemosj. Under alle omstændigheder var ammonitterne polyteistiske (Dom 10:6), og tilbedelsen af Kemosj kan have været næsten lige så fremtrædende blandt dem som blandt deres slægtninge moabitterne.

Ca. en måned (ifølge den græske Septuaginta) efter at Saul var blevet udpeget til konge over Israel, drog ammonitterkongen Nahasj op og belejrede byen Jabesj i Gilead. Han forlangte at byen overgav sig, og stillede den grusomme betingelse at han kun ville slutte fred hvis hver mand i byen ville lade sit højre øje stikke ud. (Se NAHASJ, 1.) Da Saul hørte om belejringen, beviste han at han var værdig til at være konge, idet han samlede de israelitiske styrker og slog ammonitterne på flugt. (1Sa 11:1-4, 11-15) Af Samuels senere udtalelse fremgår det at det var den voksende trussel fra ammonitterne under Nahasj der til sidst havde fået israelitterne til at kræve en konge. — 1Sa 12:12.

Under Davids regering. Ammonitterne blev også slået af David og derefter plyndret eller tvunget til at betale tribut. (1Kr 18:11) Beretningen om dette i 2 Samuel 8:11, 12 hører med til en oversigt over Davids sejre, men denne oversigt er ikke anbragt strengt kronologisk i forhold til de foregående og efterfølgende beretninger. I 2 Samuel 10:1, 2 antydes det således at der under Davids regering rådede et forholdsvis fredeligt forhold mellem Ammon og Israel indtil kong Nahasj’ død. Hanun, Nahasj’ søn og efterfølger, vakte imidlertid Davids vrede ved at ydmyge de sendebud David havde sendt til ham for at vise sin deltagelse i sorgen over hans faders død. Da ammonitterne blev klar over hvor alvorligt de havde fornærmet David, lejede de tropper hos aramæerne og forberedte en offensiv mod Israel, men de blev overlistet og slået af den israelitiske hærfører Joab og hans broder Abisjaj. — 2Sa 10:1-14; 1Kr 19:6-15.

Det følgende forår blev ammonitternes hovedstad, Rabba, belejret af Davids styrker. Da de belejrede ammonitter på et tidspunkt gjorde et desperat udfald, blev hetitten Urias dræbt. (2Sa 11:1, 17, 24, 26, 27; se RABBA, 1.) Det er vanskeligt at fastslå hvor lang tid belejringen varede. Beretningen om Batseba, der føder et barn som følge af ægteskabsbrud og senere føder Salomon, falder måske tidsmæssigt sammen med belejringsperioden, men beretningen kan også være bragt i sin helhed for at fuldføre beretningen om Batseba selv om den ene eller begge fødsler måske først fandt sted efter belejringen. Skønt beretningen i 1 Krønikebog 20:1, 2 ikke synes at antyde at belejringen trak ud, ville det dog ikke være usædvanligt hvis den fortsatte ind i det følgende år. Indtagelsen af den ammonitiske hovedstad blev til sidst fuldført af David. — 2Sa 12:26-29.

’Malkams krone’, der omtales i forbindelse med indtagelsen af Rabba, var øjensynlig en krone der var anbragt på hovedet af den ammonitiske afgud der andre steder kaldes Molek eller Milkom. Skønt nogle oversættelser, deriblandt 1871-oversættelsen og Kalkars oversættelse, her gengiver det hebraiske Malkamʹ med ’deres konge’, synes der ikke at være tale om et menneske eftersom kronen vejede „en guldtalent“ (ca. 34 kg). David bar sandsynligvis også kun Malkams krone et øjeblik, måske for at markere sin sejr over denne falske gud. — 2Sa 12:30.

På grund af den måde 2 Samuel 12:31 er gengivet på i nogle oversættelser (GD, Ka, Li), har mange fået den opfattelse at de besejrede ammonitter grusomt blev savet, hugget og brændt ihjel af David. Nyere oversættelser (DA92, NV, JB) giver imidlertid en anden forståelse af teksten, idet de viser at ammonitterne blev sat til at udføre tvangsarbejde med save og økser og med fremstilling af teglsten. At denne forståelse øjensynlig er den rigtige, underbygges af at det hebraiske ord der i nogle oversættelser gengives med ’teglovn’, har vist sig i stedet at betegne en træform hvori leret blev formet til teglsten.

At ikke alle ammonitter var bitre fjender af Israel, ses af at ammonitten Zelek var en af Davids vældige krigere. (2Sa 23:37) Nogle af kong Salomons fremmede hustruer var ammonitiske  kvinder, deriblandt Rehabeams moder. (1Kg 11:1; 14:31) De bidrog imidlertid til at Salomon faldt fra den sande tilbedelse og byggede „offerhøje“ for tilbedelsen af Milkom og andre guder. Disse høje blev til sidst ødelagt af den trofaste kong Josias. — 1Kg 11:5; 2Kg 23:13.

Under det delte rige. Ammonitterne genvandt deres uafhængighed, og under Josafats regering (936–ca. 911 f.v.t.) rettede de sammen med moabitterne og indbyggerne fra Se’irs bjergland et angreb mod Juda, men deres forbund led et knusende nederlag. (2Kr 20:1-4, 10-26) I en indskrift hævder assyrerkongen Salmanassar III, der herskede på kong Jehu af Israels tid (ca. 904-877 f.v.t.), at „Ba’sa, søn af Rukhubi af Amman,“ var med i en koalition af konger der kæmpede mod Assyrien i slaget ved Karkar. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 90) En af de sammensvorne der dræbte kong Joasj af Juda (ca. 859 f.v.t.), var Zabad, søn af ammonitterinden Sjim’at. (2Kr 24:22, 26) Under Uzzijas stærke regering (829-778 f.v.t.) kom ammonitterne igen til at betale tribut til Juda. (2Kr 26:8) Da Uzzijas søn Jotam på ny havde undertvunget ammonitterne, krævede han en tribut på 100 talenter sølv (ca. 4 mio. kr.), 10.000 kor (2.200.000 l) hvede og 10.000 kor byg af dem. (2Kr 27:5) At ammonitterne var i stand til at betale denne høje tribut tre år i træk, skyldtes uden tvivl at landet lå på en af de vigtigste handelsruter mellem Arabien og Damaskus, og at Jabbokdalen var ret frugtbar. Hvede og byg er stadig vigtige afgrøder i dette område.

Assyriens voksende indflydelse i Palæstina under Jotams efterfølger Akaz (761-746 f.v.t.) gav åbenbart ammonitterne mulighed for at kaste det judæiske åg af sig. De kom imidlertid i stedet under assyrisk overhøjhed, for af Tiglat-Pileser III’s beretninger fremgår det at „Sanipu af Bit-Ammon [Ammons hus]“ betalte tribut til Assyrien, ligesom Akaz af Juda og Salamanu af Moab. Sankeribs prisme med beretningen om hans invasion i Juda på Ezekias’ tid nævner også at Ammon bragte gaver til den assyriske erobrer, og Sankeribs søn Asarhaddon, der levede samtidig med Manasse, nævner „Puduil, konge af Bet-Ammon,“ blandt dem der leverede materialer til bygningen af byen Nineve.

Efter at indbyggerne i nordriget Israel var blevet deporteret af Tiglat-Pileser III og en af hans efterfølgere (2Kg 15:29; 17:6), lader det til at ammonitterne begyndte at bosætte sig i Gads stammeområde, som de uden held havde forsøgt at tilkæmpe sig på Jeftas tid. (Jf. Sl 83:4-8.) I Jehovas profetiske budskab ved Jeremias bliver ammonitterne nemlig irettesat for at have taget gaditternes arvelod i besiddelse og advaret om at Ammon og dens gud Malkam (Milkom) vil blive ramt af ødelæggelse. (Jer 49:1-5) Ammonitterne gik endog så vidt som til at sende røverbander ind i Juda under kong Jojakim i de sidste år af dette riges eksistens. — 2Kg 24:2, 3.

Den babyloniske invasion. Da Juda blev indtaget af babylonierne (607 f.v.t.), flygtede nogle jøder til Ammon, Moab og Edom, men da de hørte at Gedalja var blevet sat over landet, vendte de tilbage. (Jer 40:11, 12) Ammonitterkongen Ba’alis sammensvor sig imidlertid med den judæiske hærøverste Jisjmael om at snigmyrde Gedalja (2Kg 25:23; Jer 40:14; 41:1-3), og efter mordet søgte Jisjmael tilflugt i Ammon. — Jer 41:10-15.

Ammon frydede sig over Jerusalems fald. Men til sidst blev de omskårne ammonitter indhentet af regnskabets dag fra Jehova på grund af deres uomskårne hjerter. (Jer 9:25, 26) Som Jeremias, Ezekiel og Amos havde profeteret, måtte ammonitterne drikke af bægeret med Jehovas vrede, idet deres land blev hjemsøgt af sværd, hungersnød, pest og ødelæggelse. — Jer 25:17, 21; 27:1-8; Ez 25:1-10; Am 1:13-15.

At ammonitterne ikke uden videre var rede til at underkaste sig det babyloniske åg, fremgår af Ezekiels beskrivelse af babylonierkongen (Nebukadnezar) der stod ved korsvejen for ved hjælp af spådomskunst at afgøre om han skulle gå imod Rabba i Ammon eller imod Juda. (Ez 21:19-23, 28-32) I første omgang faldt valget på Jerusalem, men den jødiske historiker Josefus fortæller at Nebukadnezar i det femte år efter Jerusalems ødelæggelse vendte tilbage for at føre krig mod Kølesyrien, Ammon og Moab. (Jewish Antiquities, X, 181 [ix, 7]) Som forudsagt ville Ammon blive „hvilested for småkvæg“, og Rabba „græsgang for kameler“. (Ez 25:5) De kamelridende østerlændinge kunne således tage landet i besiddelse og opstille deres telte i det. — Ez 25:4.

Det er sandsynligt at der også var ammonitter blandt de landflygtige som Kyros, Babylons erobrer, lod vende tilbage til deres hjemland. Dermed opfyldtes Jeremias 49:6.

Ægteskab med israelitter. Efter jødernes hjemkomst fra landflygtigheden (537 f.v.t.) var en ammonit ved navn Tobija en af initiativtagerne til modstanden mod genopbygningen af Jerusalems mure. (Ne 4:3, 7, 8) Senere tillod han sig alligevel den frækhed at benytte et af spiserummene på tempelområdet, indtil Nehemias i vrede kastede hans bohave ud derfra. (Ne 13:4-8; se TOBIJA, 2.)  Mange af de hjemvendte jøder havde desuden taget sig hustruer af ammonitisk og anden udenlandsk herkomst og blev alvorligt irettesat for dette, hvorefter de sendte de fremmede hustruer bort. — Ezr 9:1, 2; 10:10-19, 44; Ne 13:23-27.

Efter at Tobija var blevet bortvist fra tempelområdet, blev Guds lov i 5 Mosebog 23:3-6, som forbød ammonitter og moabitter adgang til Israels menighed, oplæst og håndhævet. (Ne 13:1-3) Denne begrænsning, der var blevet indført ca. 1000 år tidligere fordi ammonitterne og moabitterne havde nægtet at hjælpe israelitterne da de nærmede sig det forjættede land, forstås i almindelighed sådan at medlemmerne af disse folkeslag ikke kunne blive fuldgyldige medlemmer af Israels nation med alle de rettigheder og privilegier dette medførte. Loven betød ikke nødvendigvis at ammonitter og moabitter ikke kunne bosætte sig blandt israelitterne eller slutte sig til dem og derved få gavn af de velsignelser Guds folk nød. Dette fremgår både af den omstændighed at en af Davids fremtrædende krigere, som tidligere nævnt, var en ammonit ved navn Zelek, og af beretningen om moabitterinden Rut. — Rut 1:4, 16-18.

Af Ruts ægteskab med Boaz fremgår det at kvinder som tilhørte disse folkeslag, godt kunne gifte sig med jødiske mænd hvis de begyndte at tilbede den sande Gud. Eftersom ordene „ammonit“ og „moabit“ i den hebraiske tekst til 5 Mosebog 23:3-6 står i hankøn, hævder den jødiske Misjna (Jevamot 8:3) at det kun var mandlige ammonitter og moabitter der var udelukket fra Israel. Men Ezras og Nehemias’ ubøjelige krav om at de jødiske mænd skulle sende deres fremmede hustruer bort, vidner om at ammonitiske og moabitiske kvinder kun fik adgang til Israel på den betingelse at de gik over til den sande tilbedelse.

Af historiske vidnesbyrd, deriblandt den apokryfe Første Makkabæerbog (5:6), fremgår det at Ammon stadig var et selvstændigt område i det 2. århundrede f.v.t., men i det 1. århundrede f.v.t. synes området at være blevet indlemmet i Nabatæerriget, og i det 3. århundrede e.v.t. forsvandt ammonitterne som folk betragtet ud af historien, idet de sandsynligvis blev opsuget i de arabiske stammer. Som Zefanias havde profeteret, var Ammons sønner blevet „som Gomorra, . . . en ødemark“. — Zef 2:8-10.

Eftersom ammonitterne forsvandt på et tidligt tidspunkt efter vor tidsregnings begyndelse, må Daniels omtale af Ammon i hans profeti om „endens tid“ skulle forstås billedligt. Ammon synes her at være et billede på visse nationer eller organisationer som det ikke lykkes „Nordens konge“ at få magt over. — Da 11:40, 41.