Bibelens 25. bog — Klagesangene

Skribent: Jeremias

Skrevet: Nær Jerusalem

Fuldført: 607 f.v.t.

1. Hvordan kan det siges at Klagesangene bærer et passende navn?

 DENNE bog i de inspirerede skrifter bærer et træffende navn. Det er en klage der udtrykker dyb sorg over den store ulykke der ramte Guds udvalgte folk da Babylons konge, Nebukadnezar, ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. På hebraisk har bogen fået navn efter det første ord i den, nemlig ’Ēkhahʹ!, der betyder „Hvor . . .!“ Oversætterne af den græske Septuaginta kaldte bogen Thrēʹnoi, der betyder „sørgesange, klagesange“. Den Babyloniske Talmud bruger udtrykket Qinōthʹ, der betyder „sørgesange, elegier“. På latin blev den af Hieronymus kaldt Lamentationes, der ligeledes betyder „klagesange“.

2. Hvor i Bibelen har Klagesangene været anbragt, og hvilke skrifter har bogen været henregnet til?

² I danske bibeloversættelser er Klagesangene anbragt efter Jeremias’ Bog, men i den hebraiske kanon findes de som regel i Hagiograferne, det vil sige „Skrifterne“, sammen med Højsangen, Ruts Bog, Prædikerens Bog og Esters Bog — en lille gruppe der under ét kaldes de fem Meghillōthʹ (ruller). I nogle moderne hebraiske bibler er de anbragt mellem Ruts eller Esters Bog og Prædikerens Bog, men i gamle afskrifter fulgte de efter sigende efter Jeremias’ Bog som de gør i vore bibler i dag.

3, 4. Hvilke vidnesbyrd er der om at Jeremias har skrevet bogen?

³ Bogen nævner ikke hvem der har skrevet den. Der hersker imidlertid stor enighed om at det er Jeremias. I den græske Septuaginta har bogen dette forord: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem var lagt øde, at Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem og sagde.“ Hieronymus anså disse ord for at være uægte og udelod dem af sin oversættelse. At Jeremias har skrevet Klagesangene er imidlertid i overensstemmelse med jødernes tradition og bekræftes af den syriske oversættelse, den latinske Vulgata, Jonatans Targum, Den Babyloniske Talmud og andre.

⁴ Nogle bibelkritikere har prøvet at modbevise at Klagesangene er skrevet af Jeremias. Som vidnesbyrd om at Jeremias er skribenten anfører A Commentary on the Holy Bible imidlertid „de livagtige beskrivelser af Jerusalem i kapitlerne 2 og 4, som tydeligvis er givet af et øjenvidne; ligeledes den stærke medfølelse og profetiske ånd i digtene hele vejen igennem, såvel som deres stil, udtryksmåde og tankeindhold, der alt sammen er så karakteristisk for Jeremias“. a Der er mange udtryk i Jeremias’ Bog som går igen i Klagesangene, for eksempel udtrykket ’øjet løber i vand (med tårer)’ og lignende (Klages. 1:16; 2:11; 3:48, 49; Jer. 9:1; 13:17; 14:17), og udtryk for afsky for profeterne og præsterne på grund af deres fordærv. (Klages. 2:14; 4:13, 14; Jer. 2:34; 5:30, 31; 14:13, 14) Skriftstederne i Jeremias 8:18-22 og 14:17, 18 viser at Jeremias fuldt ud var i stand til at give udtryk for sin sorg i den form der kendetegner Klagesangene.

5. Ved hvilket ræsonnement kan vi fastsætte tidspunktet for bogens affattelse?

⁵ Der er almindelig enighed om at Klagesangene må være skrevet kort efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. Jeremias havde stadig de rædselsfulde begivenheder i forbindelse med belejringen og byens brand i frisk erindring, og han giver på en levende måde udtryk for sin smerte. En kommentator bemærker at ingen enkelt side af sorgen behandles udtømmende et enkelt sted, men alle dens facetter viser sig atter og atter i de forskellige digte. Derefter siger han: „Denne tankernes tumult . . . er et af de stærkeste vidnesbyrd om at bogen ligger tæt på de begivenheder og følelser den har til hensigt at skildre.“ b

6. Hvad er interessant ved Klagesangenes opbygning?

 ⁶ Klagesangenes opbygning er af stor interesse for bibelforskeren. De består af fem kapitler, eller fem lyriske digte. De fire første er akrostiske, idet hvert vers på hebraisk begynder med et af alfabetets 22 bogstaver i alfabetisk orden. Det tredje kapitel har imidlertid 66 vers, så at tre på hinanden følgende vers begynder med det samme bogstav før man går videre til det næste bogstav. Det femte digt er ikke akrostisk, skønt det har 22 vers.

7. Hvilken sorg giver Jeremias udtryk for, men hvilket håb bliver tilbage?

⁷ Klagesangene udtrykker overvældende sorg over at Nebukadnezar belejrede, indtog og ødelagde Jerusalem, og de overgås ikke af noget andet litterært værk i deres levende skildring af situationen og de følelser den fremkaldte. Skribenten udtrykker dyb sorg over den ødelæggelse, elendighed og forvirring han ser. Hungersnød, sværd og andre rædsler har bragt frygtelige lidelser over byen, alt sammen som en direkte straf fra Gud, på grund af folkets, profeternes og præsternes synder. Håbet og troen på Jehova er imidlertid tilbage, og til ham rettes bønnerne om genoprettelse.

BOGENS INDHOLD

8. Hvilken ødelæggelse omtales i det første digt, og hvordan udtrykker det personificerede Jerusalem sig?

⁸ „Hvor er hun kommet til at sidde ensom, byen med et talrigt folk!“ Sådan indleder det første digt sin klage. Zions datter var en fyrstinde, men hendes elskere har forladt hende, og hendes indbyggere er i landflygtighed. Hendes porte er øde. Jehova har straffet hende for hendes mange overtrædelser. Hun har mistet sin pragt. Hendes modstandere har leet ad hendes sammenbrud. Hun er styrtet ned på en måde så man undres, og ingen trøster hende. De tiloversblevne af hendes indbyggere sulter. Hun (det personificerede Jerusalem) spørger: „Er der nogen lidelse som min lidelse?“ Hun breder sine hænder ud og siger: „Jehova er retfærdig, for det er imod hans mund jeg har været opsætsig.“ (1:1, 12, 18) Hun opfordrer Jehova til at bringe ulykke over hendes jublende fjender, ligesom han har bragt ulykke over hende.

9. (a) Fra hvem er ulykken kommet over Jerusalem? (b) Hvordan omtaler Jeremias den hån der bliver Jerusalem til del og de frygtelige tilstande der råder i byen?

⁹ „Hvor hyller Jehova i sin vrede Zions datter i skyer!“ (2:1) Det andet digt viser at det er Jehova selv der har kastet Israels hæder til jorden. Han har ladet festtid og sabbat gå i glemme og han har forkastet sit alter og sin helligdom. Hvilket gribende syn ser man ikke i Jerusalem! Jeremias udbryder: „Mine øjne svigter på grund af tårer. Mine indvolde er i gærende uro. Min lever er udgydt på jorden, som følge af mit folks datters sammenbrud.“ (2:11) Med hvad skal han sammenligne Jerusalems datter? Hvordan skal han trøste Zions datter? Hendes egne profeter viste sig at være værdiløse og uduelige. Nu ler forbipasserende hånligt ad hende: „Er dette byen hvorom man plejede at sige: ’Fuldendt i skønhed, hele jordens glæde’?“ (2:15) Hendes fjender har åbnet munden, fløjtet og skåret tænder, og de siger: ’Dette er dagen vi har ventet på for at opsluge hende.’ Hendes børn segner af sult, og kvinder spiser deres eget afkom. Lig ligger i gaderne. „På Jehovas vredes dag var der ingen der undslap eller overlevede.“ — 2:16, 22.

10. Hvilke af Guds egenskaber nævner Jeremias som et grundlag for håb?

¹⁰ Det tredje digt, der er på 66 vers, understreger at Zion håber på Guds barmhjertighed. Med mange billedlige udtryk viser profeten at det er Jehova der har foranlediget bortførelsen og ødelæggelsen. I denne bitre situation beder skribenten Gud om at huske hans nød, og han udtrykker tro på Jehovas loyale hengivenhed og barmhjertighed. Tre vers efter hinanden begynder på hebraisk med ordet „god“ og viser at det er rigtigt at vente på frelse fra Jehova. (3:25-27) Jehova har voldt græmmelse, men han vil også vise barmhjertighed. Men i øjeblikket har Jehova ikke tilgivet sit folk, selv om det har indrømmet at det har været opsætsigt. Han har spærret for sit folks bønner, og han har gjort det „til skarn og affald“. (3:45) Med bitre tårer husker profeten at hans fjender jagede ham som en fugl. Jehova kom ham dog nær i graven og sagde: „Vær ikke bange.“ Han anråber Jehova om at besvare fjendens spot: „Du vil forfølge dem i vrede og tilintetgøre dem så de ikke mere er under Jehovas himmel.“ — 3:57, 66.

11. På hvilke måder er Jehovas brændende vrede blevet udøst over Zion, og hvorfor?

¹¹ „Hvor guldet der skinner bliver dunkelt, det gode guld!“ (4:1) Det fjerde digt begræder Jehovas tempels svundne herlighed. Dets hellige sten er hældt ud på gaderne. Zions dyrebare sønner er blevet af ringe værdi, som lerkrukker. Der er hverken vand eller brød, og de som blev fostret i luksus „har måttet omfavne askedynger“. (4:5) Straffen er endnu større end den der ramte Sodoma for dets synd. Nasiræerne, der tidligere ’var renere end sne, hvidere end mælk’, er blevet ’mørkere end den sorte farve’ og er helt tørret ind. (4:7, 8) Det er bedre at være blevet offer for sværdet end for hungersnøden, på et tidspunkt hvor kvinder kogte deres egne børn! Jehova har udøst sin brændende vrede. Det utrolige er sket — fjenden er kommet ind ad Jerusalems porte! Og hvorfor? „På grund af hendes profeters synder, hendes præsters misgerninger,“ dem der udgød retfærdiges blod. (4:13) Jehovas ansigt er ikke vendt mod dem. Imidlertid er Zions datters brøde til ende, og hun skal ikke igen føres i landflygtighed. Nu er det din tur, Edoms datter, til at drikke Jehovas bitre bæger!

12. Hvilken ydmyg anmodning fremsættes i det femte digt?

 ¹² Det femte digt indledes med en appel til Jehova om at huske sit faderløse folk. Det skal forestille at være Jerusalems indbyggere der taler. Deres forfædre har syndet, og det er deres misgerninger de nu må bære. Tjenere er blevet herskere over dem, og de pines af hungerens svien. Deres hjertes glæde er forsvundet, og deres dans er forvandlet til sorg. De er syge om hjertet. Ydmygt anerkender de Jehova: „Du, Jehova, bliver siddende på tronen evindelig. Din trone består generation efter generation.“ De udbryder: „Bring os tilbage, Jehova, til dig, og vi vil villigt komme tilbage. Giv os nye dage som i fortiden. Dog, du har visselig forkastet os. Du er blevet meget harmfuld på os.“ — 5:19-22.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

13. Hvilken tillid giver Klagesangene udtryk for, og hvorfor er bogen gavnlig når den beskriver Guds strenghed?

¹³ Klagesangene udtrykker Jeremias’ fuldstændige tillid til Gud. Samtidig med at profeten føler den dybeste sorg som følge af det knusende nederlag og ikke har noget som helst håb om trøst fra nogen menneskelig kilde, ser han frem til den frelse der vil komme fra universets store Gud, Jehova. Klagesangene skulle tilskynde alle sande tilbedere til at være lydige og uangribelige, og de indeholder samtidig en frygtindgydende advarsel til dem der ringeagter det største navn i universet og det det står for. Historien beretter ikke om nogen anden ødelagt by der er blevet begrædt i så gribende vendinger. Bogen er gavnlig fordi den beskriver Guds strenghed over for dem der fortsætter med at være opsætsige og stivsindede og som ikke angrer.

14. Hvilke guddommelige advarsler og profetier omtaler Klagesangene opfyldelsen af, og hvilken forbindelse er der mellem bogen og andre inspirerede skrifter?

¹⁴ Bogen er også gavnlig fordi den omtaler opfyldelsen af flere guddommelige advarsler og profetier. (Klages. 1:2 — Jer. 30:14; Klages. 2:15 — Jer. 18:16; Klages. 2:17 — 3 Mos. 26:17; Klages. 2:20 — 5 Mos. 28:53) Læg også mærke til at Klagesangene indeholder et levende vidnesbyrd om opfyldelsen af Femte Mosebog 28:63-65. Bogen indeholder desuden adskillige henvisninger til andre dele af De Hellige Skrifter. (Klages. 2:15 — Sl. 48:2; Klages. 3:24 — Sl. 119:57) Daniel 9:5-14 bekræfter Klagesangene 1:5 og 3:42 ved at vise at ulykken kom på grund af folkets egne overtrædelser.

15. Hvilke „nye dage“ peger Klagesangene frem til?

¹⁵ Jerusalems skæbne er hjerteskærende og tragisk. Alligevel udtrykker Klagesangene tillid til Jehovas loyale hengivenhed og barmhjertighed og til at han vil huske Zion og føre det tilbage. (3:31, 32; 4:22) Den udtrykker håbet om „nye dage“ som i fortiden, da kong David og kong Salomon regerede i Jerusalem. Jehovas pagt med David om et evigt rige består stadig! „Hans barmhjertighed svigter aldrig. Den er ny hver morgen.“ Og han vil fortsat vise barmhjertighed mod dem der elsker ham, indtil hver levende skabning under hans retfærdige styre i taknemmelighed vil udbryde: „Jehova er min andel.“ — Klages. 5:21; 3:22-24.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]