Dødskval på marterpælen
Kapitel 125
Dødskval på marterpælen
TO RØVERE bliver ført ud sammen med Jesus for at blive henrettet. Ikke langt fra byen standser processionen på det sted der kaldes Golgata, det vil sige Hovedskalsted.
Tøjet bliver taget af fangerne. Derefter får de tilbudt vin tilsat myrra, formentlig tilberedt af Jerusalems kvinder. Romerne nægter ikke dem der skal pælfæstes denne smertestillende drik. Men da Jesus smager den, vil han ikke drikke. Hvorfor ikke? Åbenbart fordi han ønsker at være ved fuld bevidsthed under denne hårde trosprøve.
Jesus bliver nu strakt ud på pælen med hænderne over hovedet. Soldaterne slår derefter lange nagler ind i hans hænder og fødder. Han vrider sig af smerte mens naglerne trænger igennem kød og sener. Smerterne er ulidelige da pælen rejses op, eftersom kroppens vægt nærmest hviler på naglerne. Men i stedet for at true, beder Jesus for de romerske soldater: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.“
Pilatus har sat et skilt på pælen med ordene: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge.“ Dette skriver han åbenbart ikke blot fordi han respekterer Jesus, men også fordi han afskyr de jødiske præster som nærmest har tvunget ham til at dødsdømme Jesus. For at alle kan læse skiltet har Pilatus skrevet det på tre sprog — på hebraisk, på det officielle sprog latin og på det internationale sprog græsk.
De øverste præster, deriblandt Kajfas og Annas, er chokerede. Skiltets positive ordlyd tager glansen af deres sejr. Derfor indvender de: „Skriv ikke ’Jødernes konge’, men at han sagde: ’Jeg er jødernes konge.’“ Irriteret over at have været en brik i præsternes spil, svarer Pilatus med foragt: „Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.“
Præsterne samles nu med en stor hob omkring henrettelsesstedet, og de forsøger at argumentere imod skiltets ordlyd. De gentager de falske vidneudsagn som blev fremsat tidligere under processen i Sanhedrinet. Det er derfor ikke overraskende at forbipasserende begynder at spotte Jesus, idet de hånligt ryster på hovedet og siger: „Du som ville rive templet ned og bygge det op på tre dage, frels dig selv! Hvis du er søn af Gud, så stig ned fra marterpælen!“
„Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse!“ råber de øverste præster og deres religiøse medløbere. „Han er Israels konge; lad ham nu stige ned fra marterpælen, og vi vil tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad Ham nu befri ham hvis Han vil have ham; han har jo sagt: ’Jeg er Guds søn.’“
Ansporet af stemningen begynder soldaterne også at gøre nar af Jesus. Drillende tilbyder de ham sur vin som de sikkert holder op lige foran hans tørre læber. „Hvis du er jødernes konge,“ håner de, „så frels dig selv.“ Selv de to røvere — som hænger på henholdsvis højre og venstre side af Jesus — latterliggør ham! Tænk at det største menneske der nogen sinde har levet, den der sammen med Jehova Gud har skabt alt, må finde sig i en sådan hån og spot!
Soldaterne tager Jesu yderklæder og deler dem i fire dele. De kaster lod om hvem der skal have hvad. Underklædningen, som er uden sammensyninger, er af meget fin kvalitet. Soldaterne siger derfor til hinanden: „Lad os ikke rive den i stykker, men lad os afgøre hvem den skal tilhøre ved at kaste lod om den.“ Derved opfylder de uden at vide det skriftstedet som lyder: „De delte mine yderklæder imellem sig, og om min klædning kastede de lod.“
Det går imidlertid op for en af røverne at Jesus virkelig er en konge. Han irettesætter den anden røver: „Frygter du slet ikke Gud, nu da du er under samme dom? Og vi er det jo med rette, for vi får fuldt ud hvad vi fortjener for det vi har gjort; men denne mand har ikke gjort noget forkert.“ Derefter beder han Jesus: „Husk mig når du kommer i dit rige.“
„I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset,“ svarer Jesus. Dette løfte vil blive opfyldt når Jesus hersker som konge i himmelen og oprejser denne angrende forbryder til liv på jorden i det paradis som de overlevende efter Harmagedon og deres medarbejdere vil få den forret at opdyrke. Mattæus 27:33-44; Markus 15:22-32; Lukas 23:27, 32-43; Johannes 19:17-24.
▪ Hvorfor vil Jesus ikke drikke vin tilsat myrra?
▪ Hvad er grunden åbenbart til at der bliver sat et skilt på Jesu marterpæl, og hvilken meningsudveksling udløser dette mellem Pilatus og de øverste præster?
▪ Hvordan bliver Jesus spottet på marterpælen, og hvorfor?
▪ Hvilken profeti bliver opfyldt med hensyn til Jesu klæder?
▪ Hvordan ændrer en af røverne indstilling, og hvordan vil Jesus opfylde hans bøn?