Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har videnskaben modbevist Bibelen?

Har videnskaben modbevist Bibelen?

Kapitel 8

Har videnskaben modbevist Bibelen?

I 1613 offentliggjorde den italienske videnskabsmand Galilei et værk der kaldes „Breve om solpletterne“, hvori han fremlagde beviser for at det er jorden der kredser om solen, og ikke omvendt. Dermed gav han stødet til en række begivenheder der endte med at han blev stedt for den romersk-katolske inkvisition, mistænkt for kætteri. Til sidst blev han tvunget til at tilbagekalde sine synspunkter. Hvorfor blev den tanke at jorden kredser om solen betragtet som kættersk? Fordi Galileis anklagere hævdede at den var i strid med det Bibelen siger.

1. (Med indledningen.) (a) Hvad skete der med Galilei da han sagde at jorden kredser om solen? (b) Hvad finder vi når vi sammenligner Bibelen med moderne videnskab, selv om Bibelen ikke er en lærebog i naturvidenskab?

DET er en udbredt opfattelse i dag at Bibelen er uvidenskabelig, og nogle henviser til processen mod Galilei som et bevis for det. Men er det sandt? Når vi besvarer det spørgsmål, må vi huske at Bibelen er en bog der indeholder profetier, historie, bønner, love, vejledning og oplysninger om Gud. Den gør ikke krav på at være en lærebog i naturvidenskab. Når den alligevel berører videnskabelige spørgsmål, er den imidlertid helt nøjagtig.

Planeten Jorden

2. Hvordan beskriver Bibelen jordens stilling i verdensrummet?

2 Tag for eksempel hvad Bibelen siger om planeten Jorden. I Jobs bog læser vi: „[Gud] udspænder norden over det tomme, hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Sammenhold dette med Esajas’ ord om at Gud „bor over jordens kreds“. (Esajas 40:22) Denne fremstilling af en rund jord der ’hænger på intet’ i „det tomme“, leder tanken hen på de fotografier astronauter har taget af jordkloden.

3, 4. Hvordan foregår vandets kredsløb, og hvad siger Bibelen om det?

3 Tænk også på vandets forunderlige kredsløb. Et opslagsværk beskriver det på denne måde: „Vand . . . fordamper fra havoverfladen og stiger op i atmosfæren . . . Stadige luftstrømme i jordens atmosfære fører den fugtige luft ind over land. Når luften bliver afkølet bliver dampen kondenseret til små vanddråber. De kan for det meste ses som skyer. Smådråberne samles ofte og danner regndråber. Hvis atmosfæren er kold nok, dannes der snefnug i stedet. I begge tilfælde vil vandet som er kommet fra et hav hundreder eller tusinder af kilometer borte, falde ned på jordoverfladen. Dér samles det i vandløb eller siver ned i jorden og begynder sin rejse tilbage til havet.“1

4 Denne bemærkelsesværdige proces, der muliggør livet på det tørre land, blev beskrevet i Bibelen for omkring 3000 år siden med disse enkle og letforståelige ord: „Alle floder løber ud i havet, men havet flyder aldrig over; til det sted hvorfra floderne løber, vender de tilbage for at løbe igen.“ — Prædikeren 1:7, The New English Bible.

5. Hvordan stemmer salmistens ord om bjergenes historie med det vi ved i dag?

5 Endnu mere bemærkelsesværdig er måske Bibelens indsigt i bjergenes historie. En lærebog i geologi siger: „Fra prækambrisk tid til nu er bjerge stadig blevet opbygget og nedbrudt i en vedvarende proces. . . . Ikke alene er bjerge vokset op fra bunden af have som nu er forsvundet; mange er også blevet oversvømmet længe efter at de er blevet dannet, for siden at hæve sig igen.“Sammenhold dette med salmistens poetiske beskrivelse: „Med havdybet som en klædedragt dækkede du [jorden]. Vandet stod over bjergene. . . . bjerge steg, sletter sank — til det sted som du havde fastlagt til det.“ — Salme 104:6, 8.

„I begyndelsen“

6. Hvilken bibelsk udtalelse er i harmoni med videnskabelige teorier om universets oprindelse?

6 Det første vers i Bibelen siger: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Videnskabsfolk har på grundlag af deres iagttagelser udformet en teori om at det materielle univers faktisk har en begyndelse. Det har ikke eksisteret altid. Astronomen Robert Jastrow, som religiøst set er agnostiker, skriver: „Enkelthederne er forskellige, men de væsentlige elementer i den astronomiske og den bibelske beretning om skabelsen er de samme: Den kæde af begivenheder som førte til menneskets opståen, begyndte pludseligt, i et ganske bestemt øjeblik og med en voldsom udladning af lys og energi.“3

7, 8. Hvad er mange videnskabsmænd nødt til at indrømme vedrørende universets oprindelse, selv om de ikke erkender at Gud spiller nogen rolle i sagen?

7 Det er naturligvis sandt at mange videnskabsmænd som tror at universet havde en begyndelse, dog ikke godtager udtalelsen om at ’Gud skabte’. Men nogle indrømmer nu at det er vanskeligt at ignorere vidnesbyrdene om at der står en eller anden form for intelligens bag det hele. Professor i fysik Freeman Dyson siger: „Jo mere jeg undersøger universet og studerer detaljerne ved dets opbygning, jo flere vidnesbyrd finder jeg om at universet på en eller anden måde må have vidst at vi skulle komme.“

8 Dyson indrømmer videre: „Som videnskabsmand, oplært i det tyvende og ikke i det attende århundredes tænkemåde og sprogbrug, hævder jeg ikke at universets opbygning beviser Guds eksistens. Jeg hævder bare at universets opbygning stemmer med den hypotese at intelligens spiller en vigtig rolle i den måde det virker på.“4 Det er tydeligt at han ligger under for den skeptiske holdning der er så udbredt i dag. Men ser vi bort fra denne skepsis er der en bemærkelsesværdig harmoni mellem den moderne naturvidenskab og Bibelens udsagn: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden“. — 1 Mosebog 1:1.

Sundhed og sanitære forhold

9. Hvordan genspejler Bibelens lov om smitsomme hudsygdomme stor visdom og indsigt? (Job 12:9, 16a)

9 Lad os se hvad Bibelen siger om et andet emne: sundhed og sanitære forhold. Hvis en israelit havde pletter på huden og man havde mistanke om at det var spedalskhed, blev han sat i karantæne. „Alle de dage han er angrebet, vil han være uren. Han er uren. Han skal bo for sig selv. Uden for lejren skal hans bolig være.“ (3 Mosebog 13:46) Inficerede klæder blev brændt. (3 Mosebog 13:52) På den tid var det en effektiv måde at forhindre smittespredning på.

10. Hvordan ville det have været til gavn for mange lande at følge Bibelens vejledning om hygiejne?

10 En anden vigtig lov gjaldt menneskers ekskrementer. De skulle graves ned uden for lejren. (5 Mosebog 23:12, 13) Denne lov beskyttede uden tvivl Israel mod mange sygdomme. Selv i dag er der lande som har alvorlige sundhedsproblemer fordi menneskeekskrementer ikke bliver fjernet på tilbørlig måde. Hvis folk i disse lande blot havde fulgt de love der blev nedskrevet i Bibelen for tusinder af år siden, ville sundhedstilstanden have været langt bedre.

11. Hvilken bibelsk vejledning om mental sundhed har vist sig at være praktisk anvendelig?

11 Bibelens høje norm for hygiejne omfattede også den mentale sundhed. Et bibelsk ordsprog sagde: „Et roligt hjerte er liv for legemet, men skinsyge er råddenskab i knoglerne.“ (Ordsprogene 14:30) I de senere år har den medicinske forskning vist at vort fysiske helbred i høj grad påvirkes af vor sindstilstand. For eksempel har dr. C. B. Thomas fra Johns Hopkins-universitetet fulgt over tusind universitetsuddannede gennem en periode på seksten år og sammenholdt deres mentale karakteregenskaber med deres modtagelighed for sygdomme. Hun lagde blandt andet mærke til at de mest modtagelige for sygdomme var dem der blev mest vrede og mest bekymrede under stress.5

Hvad siger Bibelen?

12. Hvorfor hævdede den katolske kirke at Galileis teori om jorden var kættersk?

12 Hvis Bibelen er så nøjagtig i videnskabelige spørgsmål, hvorfor sagde den katolske kirke da at Galileis lære om at jorden bevæger sig rundt om solen, var ubibelsk? Det skyldes den måde kirkens ledere fortolkede visse bibelvers på.6 Var deres fortolkning rigtig? Lad os læse to af de steder de citerede, og se.

13, 14. Hvilke skriftsteder blev fejlfortolket af den katolske kirke? Forklar.

13 Det ene skriftsted lyder: „Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted.“ (Prædikeren 1:5, da. aut.) Kirken mente at udtryk som „sol står op“ og „sol går ned“ betød at det var solen, og ikke jorden, der bevægede sig. Men selv i dag siger vi jo at solen står op og går ned, skønt de fleste af os udmærket ved at det er jorden, og ikke solen, der bevæger sig. Når vi bruger disse udtryk beskriver vi bare solens bevægelse som den tager sig ud for en iagttager på jorden. Det var det samme bibelskribenten gjorde.

14 I det andet skriftsted står der: „Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ (Salme 104:5, da. aut.) Dette blev udlagt sådan at da jorden først var skabt, kunne den ikke mere bevæge sig. Verset understreger imidlertid hvor bestandig jorden er, ikke at den er ubevægelig. Jorden vil ’aldrig rokkes’ i den forstand at den aldrig vil blive ødelagt eller ophøre med at eksistere, hvilket bekræftes af andre skriftsteder. (Salme 37:29; Prædikeren 1:4) Dette skriftsted har heller ikke noget at gøre med jordens bevægelse i forhold til solen. Det var altså kirken, og ikke Bibelen, der hindrede en åben videnskabelig drøftelse på Galileis tid.

Udvikling og skabelse

15. Hvad går udviklingsteorien ud på, og hvordan er den i strid med Bibelen?

15 Der er imidlertid et område hvor mange vil sige at den moderne videnskab og Bibelen er håbløst uforenelige. De fleste videnskabsmænd tror på evolutionsteorien, som lærer at alt levende har udviklet sig fra en simpel livsform der blev til for millioner af år siden. Bibelen lærer derimod at hver hovedgruppe af livsformer blev skabt særskilt og kun formerer sig „efter sin art“. Og den siger at mennesket blev skabt „af støv fra jorden“. (1 Mosebog 1:21; 2:7) Er dette en alvorlig videnskabelig fejl i Bibelen? Før vi afgør det, bør vi se nærmere på hvad videnskaben ved, i modsætning til hvad den blot har teorier om.

16-18. (a) Hvilken iagttagelse bevirkede at Charles Darwin kom til at tro på en udvikling? (b) Hvordan kan vi påvise at det som Darwin så på Galápagosøerne, ikke er i strid med det Bibelen siger?

16 Evolutionsteorien fik stor udbredelse i forrige århundrede på grund af Charles Darwins arbejde. Under et ophold på Galápagosøerne i Stillehavet lagde Darwin mærke til at der var forskellige finkearter på de forskellige øer, og han drog den slutning at de alle stammede fra én art. Delvis på grund af denne iagttagelse fremsatte han en teori om at alle livsformerne stammer fra én oprindelig, simpel form. Han hævdede at drivkraften bag udviklingen fra laverestående til højerestående livsformer var naturlig udvælgelse og dét at de bedst egnede overlever. Han påstod at landdyr havde udviklet sig fra fisk, fugle fra krybdyr, og så videre.

17 Det som Darwin iagttog på disse isolerede øer var ikke i strid med Bibelen, for Bibelen giver rum for variation inden for hver hovedart. Alle de forskellige menneskeracer stammer for eksempel fra ét menneskepar. (1 Mosebog 2:7, 22-24) Der var derfor ikke noget mærkeligt i at de forskellige finkearter skulle stamme fra én oprindelig art. Men de var stadig finker. De havde ikke udviklet sig til høge eller ørne.

18 Hverken de forskellige finkearter eller noget som helst andet af det Darwin så, beviste at alle livsformer, det være sig hajer eller havmåger, rotter eller regnorm, har en fælles stamfader. Ikke desto mindre påstår mange videnskabsmænd at evolution nu ikke blot er en teori, men et faktum. Andre erkender at teorien byder på visse vanskeligheder, men siger at de tror på den alligevel. Det er populært at gøre det. Vi må imidlertid have klarlagt om udviklingsteorien er blevet så godt bevist at Bibelen må siges at tage fejl.

Er den bevist?

19. Støtter fossilernes vidnesbyrd læren om en udvikling eller læren om en skabelse?

19 Hvordan kan udviklingsteorien efterprøves? Den mest nærliggende måde er at undersøge fossilernes vidnesbyrd og se om der virkelig er foregået en gradvis forandring fra én art til en anden. Er der det? Nej, en række videnskabsmænd indrømmer ærligt at det er der ikke. En af dem, Francis Hitching, skriver: „Når man leder efter overgangsled mellem hovedgrupperne af dyrene, er de der simpelt hen ikke.“7 Denne mangel på overgangsformer i fossilmaterialet er så åbenbar at evolutionisterne har opstillet alternativer til Darwins teori om en gradvis forandring. Sandheden er imidlertid at dyrearternes pludselige tilsynekomst i de fossilførende lag støtter skabelseslæren langt mere end den støtter udviklingslæren.

20. Hvorfor giver cellernes formeringsproces ikke rum for en udvikling?

20 Hitching viser desuden at livsformerne er programmeret til at reproducere sig selv nøjagtigt, og ikke til at udvikle sig til noget andet. Han siger: „De levende celler laver kopier af sig selv med så godt som fuldkommen nøjagtighed. Fejlgraden er så lille at ingen menneskelavet maskine kan måle sig med den. Cellerne har også indbyggede bremser. Planter når en vis størrelse og bliver ikke større. Bananfluer er ikke under nogen af de forhold der hidtil er blevet udtænkt, blevet til andet end bananfluer.“8 Mutationer som forskere har fremkaldt hos bananfluer i mange årtier, har ikke fået dem til at udvikle sig til noget andet.

Livets oprindelse

21. Hvilken slutning som Louis Pasteur førte bevis for, udgør et alvorligt problem for evolutionisterne?

21 Et andet vanskeligt spørgsmål som evolutionisterne ikke har kunnet besvare, drejer sig om livets oprindelse. Hvordan blev den første enkle livsform til — den som vi alle skal have udviklet os fra? For nogle hundrede år siden ville dette ikke have forekommet at være noget problem. De fleste troede dengang at fluer kunne udvikle sig af råddent kød og at mus kunne opstå af sig selv i en bunke gamle klude. Men for godt hundrede år siden påviste den franske kemiker Louis Pasteur at liv kun kan komme fra allerede eksisterende liv.

22, 23. Hvordan mener evolutionisterne at livet begyndte, men hvad viser kendsgerningerne?

22 Hvordan forklarer evolutionisterne så livets oprindelse? Den mest populære teori går ud på at en tilfældig kombination af kemiske stoffer og energi fremkaldte liv spontant for millioner af år siden. Hvordan så med det princip Pasteur påviste? Et opslagsværk forklarer: „Pasteur viste at liv ikke kan opstå spontant under de kemiske og fysiske forhold der er på jorden i dag. Men for milliarder af år siden var de kemiske og fysiske forhold på jorden helt anderledes“!9

23 Selv under helt andre forhold er der imidlertid en enorm kløft mellem livløst stof og selv den enkleste livsform. Michael Denton siger i sin bog Evolution: A Theory in Crisis: „Mellem en levende celle og det mest velordnede ikkebiologiske system, for eksempel et krystal eller et snefnug, er der en afgrund så vældig og absolut som man overhovedet kan forestille sig.“10 Muligheden for at livløst stof skulle blive levende ved en tilfældighed, er så ringe at den slet ikke eksisterer. Bibelens forklaring, at ’liv kommer af liv’ i den forstand at det blev skabt af Gud, stemmer derimod med de faktiske forhold.

Hvorfor de ikke tror på en skabelse

24. Hvorfor holder de fleste videnskabsmænd stadig fast ved udviklingsteorien, på trods af de problemer der er forbundet med den?

24 Til trods for de problemer der knytter sig til udviklingsteorien, bliver troen på en skabelse betragtet som uvidenskabelig og tilmed excentrisk. Hvordan kan det være? Hvad er grunden til at selv en autoritet som Francis Hitching, som er ærlig nok til at påpege svaghederne ved evolutionsteorien, forkaster skabelsestanken?11 Michael Denton forklarer at evolutionsteorien med alle dens fejl og svagheder fortsat vil blive fremholdt fordi de teorier der er forbundet med skabelsestanken „viser hen til direkte overnaturlige årsager“.12 Det er med andre ord dét at skabelse forudsætter en Skaber der gør læren uacceptabel. Det er en cirkelslutning af samme slags som den vi stødte på i tilfældet med miraklerne: Mirakler kan ikke finde sted fordi de er mirakuløse!

25. Hvilken svaghed ved evolutionsteorien, videnskabeligt set, viser at den ikke er noget holdbart alternativ til skabelsesberetningen som en forklaring på livets oprindelse?

25 Desuden er evolutionsteorien i sig selv højst tvivlsom fra et videnskabeligt synspunkt. Michael Denton siger videre: „Eftersom [Darwins evolutionsteori] i det væsentlige er en teori som indebærer rekonstruktion af historien, er det umuligt at få den bekræftet ved forsøg eller ved direkte iagttagelse, sådan som det er almindeligt inden for videnskaben. . . . Desuden beskæftiger evolutionsteorien sig med en række unikke begivenheder — livets oprindelse, intelligensens oprindelse og så videre. Unikke begivenheder kan ikke gentages og kan ikke underkastes nogen eksperimentel undersøgelse.“13Faktum er at udviklingsteorien trods sin store popularitet er fuld af huller og problemer. Den giver os ingen gyldig grund til at forkaste Bibelens beretning om livets oprindelse. Det første kapitel i Første Mosebog indeholder en fuldt ud troværdig beretning om hvordan disse „unikke begivenheder“ der ’ikke kan gentages’, indtraf i løbet af skabelsesdage der strakte sig over tusinder af år. *

Hvordan med Vandfloden?

26, 27. (a) Hvad siger Bibelen om Vandfloden? (b) Hvor må noget af vandet være kommet fra?

26 Mange vil også pege på noget andet som de mener er en uoverensstemmelse mellem Bibelen og den moderne videnskab. I Første Mosebog læser vi at menneskenes ondskab for tusinder af år siden blev så stor at Gud bestemte sig til at udslette dem. Han befalede imidlertid den retfærdige mand Noa at bygge et stort fartøj af træ, en ark. Derefter sendte Gud en vandflod over menneskeheden. Kun Noa og hans familie overlevede, sammen med repræsentanter for alle dyrearterne. Vandfloden var så stor at „alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket“. — 1 Mosebog 7:19.

27 Hvor kom alt vandet fra, så det kunne dække hele jorden? Bibelen giver selv svaret. Tidligt i skabelsesprocessen, da „det udstrakte rum“ med atmosfæren begyndte at tage form, blev der ’vand under det udstrakte rum’ og ’vand over det udstrakte rum’. (1 Mosebog 1:7; 2 Peter 3:5) Da Vandfloden kom siger Bibelen at „himmelens sluser åbnedes“. (1 Mosebog 7:11) Det var tydeligvis ’vandet over det udstrakte rum’ der faldt ned og forårsagede en stor del af oversvømmelsen.

28. Hvordan betragtede fortidens tjenere for Gud, deriblandt Jesus, Vandfloden?

28 Moderne lærebøger er tilbøjelige til at se bort fra en verdensomspændende vandflod. Vi må derfor spørge: Er beretningen om Vandfloden bare en myte, eller har denne oversvømmelse virkelig fundet sted? Før vi svarer, bør vi mærke os at de der tilbad Jehova i senere tider, godtog denne beretning som historisk rigtig; de betragtede den ikke som en myte. Esajas, Jesus, Paulus og Peter var blandt dem der omtalte Vandfloden som noget der virkelig havde fundet sted. (Esajas 54:9; Mattæus 24:37-39; Hebræerne 11:7; 1 Peter 3:20, 21; 2 Peter 2:5; 3:5-7) Men der er visse spørgsmål i forbindelse med denne oversvømmelse der må besvares.

Vandet der oversvømmede jorden

29, 30. Hvordan viser jordens vandmængde at der udmærket kan have været en verdensomspændende vandflod?

29 Er det ikke lidt for fantastisk at hævde at hele jorden blev oversvømmet? Egentlig ikke. Faktisk er jorden stadig til en vis grad oversvømmet. Cirka 70 procent af den er dækket af vand, og kun 30 procent er tørt land. Desuden er 75 procent af jordens ferskvand bundet i gletschere og polaris. Hvis al denne is smeltede, ville vandstanden i havene stige betydeligt. Byer som New York og Tokyo ville forsvinde.

30 Et opslagsværk siger desuden: „Verdenshavenes gennemsnitsdybde er blevet anslået til 3790 meter, et tal som er betydeligt større end landmassernes gennemsnitshøjde over havet, som er 840 meter. Hvis gennemsnitsdybden bliver multipliceret med det respektive overfladeareal, er verdenshavenes volumen 11 gange større end volumenet af landmasserne over havoverfladen.“14 Hvis alt blev planeret — hvis bjergene blev jævnet ud og de dybe havbassiner blev fyldt — ville havet komme til at stå flere tusind meter over hele jorden.

31. (a) Hvordan må jorden have set ud før Vandfloden for at der kan have været en vandflod? (b) Hvoraf fremgår det at bjergene kan have været lavere og havbassinerne fladere før Vandfloden?

31 For at der kan have været en verdensomspændende vandflod må havbassinerne før Vandfloden have været fladere og bjergene lavere end de er nu. Kan de have været det? En lærebog siger: „Der hvor bjergene nu rejser sig til svimlende højder, var der engang for millioner af år siden have og sletter som strakte sig i flad ensformighed. . . . Kontinentalpladernes bevægelser får landmasserne til både at stige op til højder hvor kun de mest hårdføre dyr og planter kan overleve, og, som den anden yderlighed, at sænke sig og ligge skjult dybt under havoverfladen.“15 Eftersom bjergene og havbassinerne stiger og synker, er det indlysende at bjergene ikke altid har været så høje og de store havbassiner ikke så dybe som de er nu.

32. Hvor må vandet være blevet af efter Vandfloden? Forklar.

32 Hvor blev vandet af efter Vandfloden? Det må have samlet sig i havbassinerne. Hvordan? Videnskabsmændene mener at kontinenterne hviler på enorme plader. Disse pladers bevægelser kan føre til at jordoverfladen hæver og sænker sig. Nogle steder findes der i dag store, over ti kilometer dybe dybhavsgrave langs pladegrænserne.16 Det er sandsynligt at pladerne, måske som et resultat af selve Vandfloden, bevægede sig så havbunden sank og der blev dannet store render som ledede vandet væk fra landjorden. *

Spor efter Vandfloden?

33, 34. (a) Hvad kan være vidnesbyrd om at der har været en vandflod? (b) Er det tænkeligt at videnskabsmændene fejlfortolker vidnesbyrdene? Forklar.

33 Lad os nu forudsætte at der kan have været en stor vandflod. Hvorfor har videnskabsmændene da ikke fundet noget spor efter den? Det har de måske også, men tolker dem måske blot på en anden måde. Ortodoks videnskab lærer for eksempel at jordoverfladen mange steder er blevet formet af store gletschere i løbet af en række istider. Men det der tilsyneladende er vidnesbyrd om gletscheraktivitet kan undertiden skyldes vand. Det er derfor meget sandsynligt at nogle af vidnesbyrdene om Vandfloden bliver fejltolket som vidnesbyrd om en istid.

34 Der er før blevet gjort lignende fejl. Vi læser om den tid da videnskabsmændene udformede teorien om istiderne: „I overensstemmelse med uniformitetslæren fandt de istider på hvert eneste stadium af den geologiske historie. Men efter at vidnesbyrdene i de senere år er blevet grundigt undersøgt på ny, er mange af disse istider blevet forkastet; formationer der engang blev identificeret som moræner dannet af gletschervirksomhed, forklares nu som lag afsat af mudderstrømme, undersøiske jordskred og strømme af grumset vand der har ført slam, sand og grus ud over dybhavsbunden.“18

35, 36. Hvilke fossile og geologiske vidnesbyrd kan måske sættes i forbindelse med Vandfloden? Forklar.

35 Beretningen om Vandfloden synes også at finde støtte i fossilernes vidnesbyrd. Fossilerne viser at der engang fandtes store sabeltigre i Europa, heste større end de nulevende i Nordamerika og mammutter i Sibirien. Over hele verden uddøde så visse pattedyrarter. Samtidig indtraf der en pludselig klimaændring. Titusinder af mammutter blev dræbt og lynfrosset i Sibirien. * Naturforskeren Alfred Wallace, der levede samtidig med Charles Darwin, mente at denne omfattende ødelæggelse måtte være forårsaget af en eller anden usædvanlig, verdensomspændende begivenhed.19 Mange holder på at denne begivenhed var Vandfloden.

36 En lederartikel i tidsskriftet Biblical Archaeologist siger: „Det er vigtigt at huske at fortællingen om en stor vandflod er et af de mest udbredte sagn i den menneskelige kultur . . . Ikke desto mindre kan grundlaget for de ældste sagn som er fundet i nærøstlige kilder, udmærket være en virkelig vandflod af gigantiske dimensioner som har fundet sted i en af regnperioderne . . . for mange tusind år siden.“20 Regnperioderne var perioder hvor jordoverfladen var meget vådere end nu. Ferskvandssøerne var meget større. Der er fremsat en teori om at fugtigheden skyldtes kraftige regnskyl som sættes i forbindelse med afslutningen af istiderne. Nogle har imidlertid foreslået at den ekstreme fugtighed på jordoverfladen i et af tilfældene skyldtes Vandfloden.

Menneskeheden har ikke glemt den

37, 38. Hvordan viser en videnskabsmand at der kan have været en verdensomspændende vandflod, og hvordan ved vi at der har været det?

37 John McCampbell, som er professor i geologi, skrev engang: „De grundlæggende uoverensstemmelser mellem Bibelens katastrofeteori [Vandfloden] og den evolutionære uniformitetslære gælder ikke de faktiske geologiske data, men fortolkningerne af disse data. Hvilken fortolkning der bliver foretrukket, vil i det store og hele afhænge af den enkelte studerendes baggrund og forudsætninger.“21

38 At der virkelig har været en verdensomspændende vandflod, fremgår af at menneskeheden aldrig har glemt den. Over hele jorden, på steder der ligger så langt fra hinanden som Alaska og de sydlige Stillehavsøer, har de indfødte gamle beretninger om en stor vandflod. Civilisationer i Amerika før Columbus’ tid og urindbyggere i Australien har også sådanne beretninger. Detaljerne kan variere i nogle af dem, men noget som går igen i næsten alle versionerne, er at jorden blev oversvømmet af vand og at kun nogle få mennesker blev reddet i et menneskelavet fartøj. Den eneste forklaring på at en sådan beretning er så almindeligt udbredt, er at Vandfloden er en historisk begivenhed. *

39. Hvilket yderligere vidnesbyrd har vi nu om at Bibelen er Guds og ikke menneskers ord?

39 Vi ser altså at Bibelen på væsentlige punkter er i harmoni med moderne videnskab. Når der er en uoverensstemmelse mellem de to, er videnskabsmændenes vidnesbyrd usikkert. Når de stemmer overens, er Bibelen ofte så nøjagtig at vi må tro at den har fået sine oplysninger fra en overmenneskelig intelligens. At Bibelen stemmer overens med bevist videnskab, er endnu et vidnesbyrd om at den er Guds og ikke menneskers ord.

[Fodnoter]

^ par. 25 En langt mere indgående behandling af spørgsmålet om udvikling eller skabelse findes i bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?, udgivet i 1985 af Vagttårnets Selskab.

^ par. 32 Bogen Planet Earth — Glacier henleder opmærksomheden på hvordan vand i form af iskapper trykker jordens overflade ned. Den siger for eksempel: „Hvis indlandsisen på Grønland forsvandt, ville øen med tiden stige cirka 600 meter.“ I betragtning af dette kan en pludselig, verdensomspændende vandflod udmærket have haft en katastrofal indvirkning på dele af jordskorpen.17

^ par. 35 Én har anslået tallet til fem millioner.

^ par. 38 Flere oplysninger om Vandfloden findes i værket Insight on the Scriptures, udgivet af Vagttårnets Selskab, bind 1, side 327, 328, 609-612.

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 105]

„Af støv“

„The World Book Encyclopedia“ siger: „Alle de kemiske stoffer som livsformerne består af, findes også i livløst stof.“ Med andre ord: De grundlæggende kemiske stoffer som de levende organismer, mennesket indbefattet, er opbygget af, findes også i selve jorden. Det stemmer med Bibelens ord: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden.“ — 1 Mosebog 2:7.

[Ramme på side 107]

„I Guds billede“

Nogle peger på fysiske ligheder mellem mennesker og visse dyr for at bevise at de er beslægtede. De må imidlertid indrømme at menneskets mentale evner langt overgår noget dyrs. Hvoraf kommer det at mennesket er i stand til at lægge planer og organisere verden omkring sig, kan vise kærlighed, har en høj intelligens og en samvittighed, og kan gøre sig begreb om fortid, nutid og fremtid? Udviklingsteorien kan ikke svare på det. Men Bibelen svarer når den siger: „Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det.“ (1 Mosebog 1:27) Hvad mentale og moralske egenskaber og evner angår, er mennesket en afspejling af sin himmelske Fader.

[Illustration på side 99]

Bibelens ord om at jorden hænger i rummet stemmer godt overens med det astronauterne fortæller at de så

[Illustration på side 102]

Bibelen siger hverken at jorden kredser om solen eller at solen kredser om jorden

[Illustration på side 112, 113]

Hvis jorden blev jævnet ud og der ikke fandtes bjerge eller havdyb, ville vandet stå højt over hele jorden

[Illustration på side 114]

Der er fundet mammutter som blev lynfrosset da de døde

[Illustration på side 115]

Louis Pasteur påviste at liv kun kan komme fra allerede eksisterende liv

[Diagram/illustration på side 109]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bibelen giver en nøjagtig beskrivelse af vandets kredsløb