Det internationale stævne der blev holdt i London i England, var en spændende begivenhed både for de delegerede fra andre lande og for de lokale Jehovas Vidner. Andrew og Elizabeth gik ind på et hotel i London for at byde nogle af de internationale delegerede velkommen. De fik øje på en velklædt kvinde i receptionsområdet som de gik ud  fra var en af de delegerede, og Elizabeth bød hende velkommen med et varmt knus. Kvinden blev meget overrasket, så Elizabeth undskyldte og sagde: “Jeg troede du var en af de delegerede!”

“En delegeret? Til hvad?” spurgte kvinden.

Elizabeth pegede på skiltet i receptionen der bød Jehovas Vidner velkommen, og blev glædeligt overrasket over kvindens reaktion. “Hvor herligt!” sagde hun. “Ligner jeg en der hører til den gruppe?”

I løbet af den følgende samtale fandt Elizabeth ud af at kvinden hed Vivien, at hun oprindeligt var fra Nigeria, og at hun og Elizabeth kun boede få minutter fra hinanden. Vivien sagde ja tak til tilbuddet om et bibelstudium og ville gerne have sine børn med til det også. Andrew og Elizabeth tog hen og besøgte Vivien, og nu var det deres tur til at blive budt velkommen med et varmt knus. Der var ingen tvivl om at deres tilfældige møde midt i London havde gjort et positivt indtryk på Vivien. Da Andrew og Elizabeth viste Vivien Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, blev de overraskede over at høre at hun allerede havde bogen og læste den sammen med fire af sine børn. Efter at have fået at vide at det netop var den kursusbog der hører til et gratis bibelstudium, udbrød Vivien begejstret: “Så lad os begynde med det samme!”

I november 2014 blev den første romanitalende menighed oprettet i Slovakiet. Ved et kredsstævne der for nylig blev afholdt, blev 21 romanitalende forkyndere  døbt. Alle var fra den samme landsby. Ved mindehøjtiden var der 495 til stede i den romanitalende menighed. En bror der for nylig var blevet døbt, skrev følgende:

“Jeg er en af romaerne fra Žehra i Slovakiet. Der hvor jeg bor, betragter mange hvide os som sigøjnere, og de tror at vi er beskidte, og at vi lyver og stjæler. Jeg ville gerne i kirke, men da jeg kom til døren, fik jeg besked på at jeg ikke hørte hjemme dér, og bare skulle forsvinde. Efter at have oplevet sådan nogle ting kan I nok forestille jer hvordan jeg har det med hvide mennesker. Men så inviterede Jehovas Vidner mig hen i deres rigssal. Jeg tog af sted fuld af mistro og forventede at blive skuffet igen. Jeg blev helt overrasket, for allerede inden jeg kom ind i rigssalen, var der en hvid mand der kom og gav mig hånden og bød mig hjerteligt velkommen. Under det offentlige foredrag kunne jeg slet ikke koncentrere mig. Det eneste jeg kunne tænke på, var hvorfor alle mon var så venlige mod mig.

Den nat kunne jeg ikke sove fordi jeg blev ved med at tænke på hvad der var sket i rigssalen. Jeg besluttede at tage derhen igen for at finde ud af om det bare var tilfældigt at nogen havde været så venlige mod mig. Denne gang var folk endnu mere venlige, og de behandlede mig som en god gammel ven. Jeg holdt aldrig op med at komme til møderne, og til sidst blev jeg døbt. Efter min dåb blev brødrene ved med at være lige så venlige over for mig som de hele tiden havde været, og de bliver ved med at vise at de sætter pris på mig. Indimellem giver de mig endda noget mad som er bedre end den de selv spiser! Jeg ønsker altid at være en del af denne organisation, og Jehova er den Gud jeg ønsker at tjene for evigt.”

En søster der hedder Aysel, kørte med bus fra byen Gyandzha til Baku i Aserbajdsjan. Hun bad til Jehova og fortalte ham at hun meget gerne ville tale med en om Bibelen under køreturen. Aysel havde en pladsreservation i bussen, men en kvinde insisterede på at hun skulle sætte sig ved siden af hende i stedet. Aysel begyndte at tale med kvinden og fik lidt efter lidt drejet samtalen over på Bibelen. Kvinden sagde at hun elskede Jesus og gerne ville vide mere om ham. Aysel og kvinden udvekslede telefonnumre og aftalte at mødes igen. Kvinden spurgte Aysel om hun kunne skaffe hende en bibel.

Da Aysel kom tilbage til Gyandzha, besøgte hun den interesserede kvinde på hendes arbejdsplads. Kvinden nævnte at hun havde en “bønnebog” som hun læste i hver dag. Aysel blev overrasket da hun fandt ud af at den såkaldte bønnebog faktisk var hæftet Undersøg daglig Skrifterne fra 2013! Der blev påbegyndt et bibelstudium, og Aysel var glad for at Jehova havde givet hende mod til at forkynde uformelt.

Følgende brev kommer fra Spanien:

“Jeg har altid følt en tomhed i mit liv og drevet rundt på må og få i min søgen efter indre fred, men jeg fandt den aldrig,” fortæller Felicity, der er 68 år og bor i Sverige. Da hun ikke var tilfreds med sin katolske tro, begyndte hun at undersøge en lang række religiøse tanker og idéer, og hun endte med at blive dybt involveret i hekseri og spådomskunst.

At det ikke var lykkedes hende at finde nogen virkelig mening med livet, gjorde hende så fortvivlet at hun overvejede at tage sit eget liv. “Med tårerne strømmende ned ad mine kinder råbte jeg højt til Gud og bad ham fortælle mig hvad jeg skulle gøre. To uger senere blev der banket let på min dør. En smilende ung mand spurgte mig om jeg var interesseret i at lytte til Guds ord. Jeg tænkte ved mig selv: ‘Åh nej, Gud, det var ikke dét jeg mente – ikke Jehovas Vidner!’”

Selvom Felicitys første indskydelse var at lukke døren, besluttede hun at lytte og at sige ja til et bibelstudium ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? “Jeg fik Bibelen at se fra en helt ny vinkel,” siger hun. Felicity blev døbt ved et regionalstævne i Sverige i 2014. Nu siger hun: “Det er dét her jeg har ledt efter hele livet. Nu har jeg endelig fået fred i sindet.”