Ines fra Finland, der går i 4. klasse, fandt ud af at hendes klasse skulle lære om Jehovas Vidner i religionsundervisningen, så hun besluttede sig for at invitere dem alle hen i rigssalen. Både eleverne og læreren syntes det var en god idé.

Ugen efter var der 38 elever der cyklede de næsten fem kilometer hen til rigssalen. To lærere og skoleinspektøren kom  også. Der var to brødre og tre søstre der tog imod dem ved rigssalen. Mens eleverne fik lidt forfriskninger, stillede de spørgsmål om rigssalen og Jehovas Vidner: “Hvad sker der ved møderne?” “Hvad bruger I det rum dér til?” De talte om biblioteket. “Hvorfor står der 6 divideret med 10 oppe på væggen?” Årsteksten var fra Mattæus 6:10.

Skolen er med i et projekt der skal forebygge mobning, og brødrene viste dem derfor whiteboard-animationen Slå en mobber uden at slås på jw.org. De viste dem også andre ting fra vores hjemmeside og afspillede en af Rigets sange. Besøget varede omkring en time.

Både skoleinspektøren, lærerne og eleverne var begejstrede over besøget. Skoleinspektøren var interesseret i materialet fra vores hjemmeside, for han mente at det kunne bruges i religionsundervisningen. Han var glad for at høre at andre klasser også var velkomne til at besøge rigssalen. Allerede næste dag var der en lærer fra en anden klasse der kontaktede forkynderne og spurgte om de også måtte komme på besøg.

Cristina, der bor i Rumænien, havde aldrig gået i skole og kunne hverken læse eller skrive. Hun var meget fattig og klarede sig ved at samle dåser og plasticflasker på byens losseplads. En dag da hun gik ude på lossepladsen, var der noget der fangede hendes opmærksomhed – det var bibelsk læsestof med smukke billeder af glade mennesker. Hun sagde til sig selv: ‘Der må findes sådan nogle mennesker et eller andet sted i verden.’ Cristina var nysgerrig efter at vide hvad der stod i publikationerne, så hun bad en om at læse dem  for sig. Da hun hørte at de handlede om Bibelen og religiøse emner, blev hun ked af at andre havde smidt sådan noget ud. Cristina fortsatte med at lede efter brochurer, traktater og blade på lossepladsen. Nogle af dem hun fandt, var revet i stykker, mens andre var hele. Hun lærte at læse så hun kunne få noget mere at vide om hvad der stod i publikationerne.

 Senere blev Cristina kontaktet af Jehovas Vidner, og der blev påbegyndt et bibelstudium. Hun var meget glad for at finde ud af at Jehova havde draget hende til sig ved hjælp af publikationer som andre ikke havde værdsat. Hun overværer møderne og elsker det hun lærer. Noget hun glæder sig meget over, er at hun nu har nye blade, bøger og brochurer. Hun behøver ikke længere at lede efter dem på lossepladsen. Ja, Cristina fandt virkelig en skat mellem affaldet!

Hver morgen går Margret tur med sin hund i en skov i Tyskland. “Jeg forsøger at få en snak med dem jeg møder,” fortæller hun. “Hvis de ikke har travlt, leder jeg samtalen over på Bibelen.”

En dag mødte hun en kvinde i halvfjerdserne som også gik tur med sin hund. Margret indledte en samtale med kvinden. Kvinden kunne godt lide at snakke med hende og fortalte at hun beder til Gud og læser i Bibelen hver dag. Fra da af mødtes de dagligt og talte om religiøse emner. En dag spurgte kvinden Margret: “Hvorfor ved du så meget om Bibelen?” Margret forklarede at hun er et af Jehovas Vidner.

Flere gange tilbød hun kvinden et hjemmebibelstudium, men fik hver gang afslag. Samtalerne fortsatte dog. Nogle måneder senere tilbød Margret hende igen et hjemmebibelstudium. Denne gang forklarede kvinden at hun var bange for at studere fordi den mand hun levede sammen med, ikke kunne lide Jehovas Vidner.

 Næste gang Margret skulle ud at gå i skoven, tog hun en bibel og Hvad er det Bibelen virkelig lærer? med sig. Da hun så kvinden, sagde hun direkte: “Denne gang vil jeg ikke tilbyde dig et hjemmebibelstudium, men et ‘skovbibelstudium’.” Med tårer i øjnene tog kvinden straks imod tilbuddet. Hun kommer til sit “skovbibelstudium” seks dage om ugen. Alt afhængigt af årstiden og vejret kan det være nødvendigt for Margret at lede studiet med en paraply eller en lommelygte i hånden.

I Bulgarien studerede en søster ved navn Delphine Bibelen med Irina. Irina satte pris på det hun lærte, og kom til alle møderne. Men hendes mand ville ikke have at hun havde nogen som helst kontakt med Jehovas Vidner. Han flyttede hele familien til en lille by i Sverige, og Irina mistede kontakten med Delphine. To pionerer, Alexandra og Rebecca, mødte imidlertid Irina, der ikke kunne et ord svensk. Søstrene brugte brochuren Godt nyt til folk af alle nationer og fik Irina til at læse budskabet på bulgarsk. Ved hjælp af brochuren spurgte de hende bagefter om hun ville have noget læsestof på sit eget sprog. Irina rystede kraftigt på hovedet, så søstrene tænkte at hun nok ikke var interesseret, og gik igen.

Alexandra kom senere i tanker om at en svensk søster der hed Linda, og som var flyttet til Bulgarien, ville komme på besøg nogle uger senere. Hun tænkte at det måske ville gøre en forskel hvis der blev forkyndt for Irina på hendes eget sprog. Da Linda var ankommet, besøgte hun Irina sammen med Alexandra. Irina fortalte Linda at hun hver aften havde bedt Jehova om hjælp til  at kunne genoptage sit bibelstudium. Hun havde ofte den bulgarske udgave af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? med sig. Hun ville være klar til at vise den til Jehovas Vidner hvis hun skulle møde nogle af dem på gaden, men det skete aldrig. Hvor var hun glad for at hun kunne få mere læsestof på bulgarsk!

Linda spurgte Alexandra hvorfor hun efter det første besøg havde konkluderet at Irina ikke var interesseret. Alexandra fortalte at Irina havde rystet på hovedet for at vise dem det. Linda smilede og forklarede at bulgarere nikker når de er uenige, og ryster på hovedet når de er enige. Indtil Irina har lært svensk, fortsætter hun sit bibelstudium på bulgarsk. Hvordan det? Hun blev genforenet med Delphine, og de studerer ved hjælp af videoopkald.

Jemima, der bor i Spanien, blev oplært i sandheden, men da hun var syv år blev der vendt op og ned på hendes liv. Hendes mor besluttede nemlig at hun ikke længere ville være et af Jehovas Vidner og lod sig skille fra Jemimas far. I en alder af 13 holdt Jemima op med at komme sammen med Jehovas Vidner og afviste enhver åndelig hjælp fra sin far.

Efterhånden som Jemima blev ældre, blev hun involveret i sociale og politiske bevægelser i sin søgen efter retfærdighed. Da hun senere blev arbejdsløs, gav hendes far, Domingo, hende et job hos ham som maler.

En dag da de arbejdede sammen, tilbød hendes far hende et bibelstudium. Hun afslog det og sagde til ham at hvis hun nogen sinde blev interesseret, skulle hun nok sige til. Domingo lyttede til indspilninger af  Bibelen og bladene mens han arbejdede, men hans datter foretrak at tage sine høretelefoner på og lytte til popmusik.

I november 2012 modtog Domingo, som var blevet gift igen, en invitation til Bibelskolen for Kristne Ægtepar. Jemima var imponeret over at hendes far ville tage på en bibelskole i to måneder og derefter flytte til et hvilket som helst sted han blev sendt hen. For første gang forstod Jemima hvor meget sandheden betød for hendes far, og hun ønskede at finde ud af hvorfor.

Jemima holdt op med at lytte til sin musik og begyndte i stedet at lytte til farens indspilninger. Hun begyndte også at stille spørgsmål. En dag da Domingo stod på stigen og malede, sagde Jemima: “Kan du huske at jeg sagde at jeg nok skulle sige til når jeg var klar til et bibelstudium? Det er jeg nu.”

Dét var Domingo glad for at høre! I januar 2013 begyndte de at studere to gange om ugen. Skolen begyndte i april, men han fortsatte studiet med hende ved hjælp af videoopkald. Jemima overværede afslutningen for skolen og syntes godt om programmet. Den 14. december 2013 blev hun døbt.

“Jehova har virkelig vist mig stor tålmodighed, og jeg ved at han aldrig opgav mig,” fortæller Jemima. “Han har givet mig noget som jeg aldrig fandt ude i verden – rigtige venner. Det verdensomspændende brodersamfund får mig til at værdsætte Jehovas store kærlighed endnu mere.”

Vasilij, en bror der i mange år har tjent på Betel i Rusland, stod den 30. marts 2014 ved en mobil litteraturstand i nærheden af Afdelingskontoret da en politibil  ankom. En politibetjent stod ud af bilen og bad venligt Vasilij om at fjerne standen fordi nogle fra nabolaget havde klaget. En anden politibetjent filmede samtalen. Vasilij besluttede at det ville være bedst at adlyde politiet og ikke begynde at argumentere for sine rettigheder. En del forbipasserende var nemlig stoppet op for at se hvad der foregik. Vasilij gik, men to dage senere anmodede han om et møde med politiinspektøren. Hans anmodning blev efterkommet. Under mødet takkede Vasilij politiinspektøren for den vigtige tjeneste de udfører for samfundet, og for deres venlige opførsel da de talte med ham forleden dag. Politiinspektøren kiggede over på sin assistent og sagde: “I alle mine 32 år ved politiet har jeg aldrig hørt nogen takke os for vores arbejde!” Under samtalen blev politiinspektøren efterhånden klar over at vores offentlige forkyndelse er helt lovlig. Han spurgte Vasilij hvorfor han ikke sagde noget til de to politibetjente da de bad ham om at fjerne standen, når han nu var klar over at han havde lov til at stå der. Vasilij svarede: “Jeg har stor respekt for politiet. Forestil dig hvordan det ville have virket på dem der stod og kiggede, hvis jeg havde beskyldt politiet for ikke at kende loven.” Politiinspektøren og hans assistent var meget imponerede og forsikrede Vasilij om at der i fremtiden ikke ville være problemer når han forkyndte ved hjælp af litteraturstanden.