Sorg og glæde over Babylons undergang
Kapitel 37
Sorg og glæde over Babylons undergang
1. Hvordan vil „jordens konger“ reagere på Babylon den Stores pludselige undergang?
BABYLONS undergang er godt nyt for Jehovas folk, men hvordan vil nationerne reagere? Johannes fortæller: „Og jordens konger som har begået utugt med hende og levet i skamløs overdådighed, vil græde og slå sig selv af sorg over hende, når de ser på røgen fra ilden der opbrænder hende, mens de står langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og siger: ’Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!’“ — Åbenbaringen 18:9, 10.
2. (a) Hvorfor sørger „jordens konger“ over Babylon den Stores endeligt, når det er det skarlagenrøde vilddyrs symbolske ti horn der ødelægger det? (b) Hvorfor står de sørgende konger langt borte fra den domfældte by?
2 Det kan virke overraskende at nationerne vil reagere sådan, i betragtning af at Babylon blev ødelagt af de symbolske ti horn på det skarlagenrøde vilddyr. (Åbenbaringen 17:16) Men når Babylon er borte vil „jordens konger“ øjensynlig indse hvor nyttig den falske religion var for dem til at holde folket nede og i ro. Præsterne har erklæret krige hellige, optrådt som rekrutteringsagenter og prædiket de unge ud på slagmarkerne. Religionen har skabt et dække af hellighed bag hvilket korrupte herskere har kunnet operere og undertrykke det jævne folk. (Jævnfør Jeremias 5:30, 31; Mattæus 23:27, 28.) Læg imidlertid mærke til at disse sørgende konger nu står langt borte fra den domfældte by. De vover sig ikke så nær hen til den at de kan komme den til undsætning. De er kede af at se den blive ødelagt, men ikke nok til at ville risikere noget for dens skyld.
Købmændene græder og sørger
3. Hvem begræder også Babylon den Stores bortgang, og hvilke grunde til dette anfører Johannes?
3 Jordens konger er ikke de eneste der begræder Babylon den Stores bortgang. „Og jordens rejsende købmænd græder og sørger over hende, fordi der ingen er til at købe deres fulde lager mere, et fuldt lager af guld og sølv og kostbare sten og perler og fint linned og purpur og silke og skarlagen, og alt i duftende træ og enhver genstand af elfenben og enhver genstand af det kostbareste træ og af kobber og af jern og af marmor; også kanel og indisk krydderi og røgelse og vellugtende olie og virak og vin og olivenolie og fint hvedemel og hvede og kvæg og får, og heste og rejsevogne og slaver og menneskesjæle. Ja, den saftige frugt som din sjæl begærede, er forsvundet fra dig [Babylon den Store], og alle de elegante ting og alle de flotte ting er gået tabt for dig, og man vil aldrig mere finde dem.“ — Åbenbaringen 18:11-14.
4. Hvorfor græder og sørger de „rejsende købmænd“ over Babylon den Stores undergang?
4 Ja, Babylon den Store var en nær ven af de rige købmænd, og en god kunde hos dem. Kristenhedens kirker og klostre har således gennem århundrederne anskaffet sig enorme mængder guld, sølv, kostbare sten, værdifuldt træ og andre værdigenstande. Desuden er religionens velsignelse blevet udtalt over de overdådige indkøbs- og drikkeorgier der ledsager fejringen af den Kristus-vanærende jul og andre såkaldte helligdage. Kristenhedens missionærer er draget ud til fjerne lande og har åbnet nye markeder for denne verdens „rejsende købmænd“. I 1600-tallets Japan blev katolicismen, der var kommet med handelsmændene, endog involveret i feudalkrige. I beskrivelsen af et afgørende slag som stod foran fæstningen i Osaka fortæller The Encyclopædia Britannica: „Tokugawa-tropperne kom til at stå over for en fjende hvis bannere var prydet med korset og med billeder af Frelseren og Skt. Jakob, Spaniens skytshelgen.“ Den sejrende part forfulgte derefter katolikkerne og udryddede praktisk taget katolicismen i Japan. Kirkens deltagelse i verdslige anliggender i dag vil heller ikke bringe den nogen velsignelse.
5. (a) Hvordan beskriver stemmen fra himmelen videre købmændenes sørgen? (b) Hvorfor står købmændene også „langt borte“?
5 Stemmen fra himmelen siger videre: „De købmænd der rejser med disse ting og som er blevet rige i kraft af hende, vil stå langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og vil græde og sørge idet de siger: ’Ve, ve — den store by, klædt i fint linned og purpur og skarlagen og rigt smykket med guldornament og kostbar sten og perle, for på én time er så stor en rigdom blevet lagt øde!’“ (Åbenbaringen 18:15-17a) Ved Babylon den Stores undergang sørger ’købmændene’ over tabet af deres handelspartner. De siger: „Ve, ve,“ men læg mærke til at deres grunde til at sørge er helt igennem selviske, og at de — ligesom kongerne — ’står langt borte’. De kommer ikke tæt nok til at kunne hjælpe Babylon den Store.
6. Hvordan giver kaptajner og søfolk udtryk for deres sorg, ifølge stemmen fra himmelen, og af hvilken grund?
6 Beretningen fortsætter: „Og enhver kaptajn og enhver der sejler, uanset hvor, og sømænd og alle som har havet som levevej, stod langt borte og råbte mens de så på røgen fra ilden der opbrændte hende, og sagde: ’Hvilken by er ligesom den store by?’ Og de kastede støv på deres hoveder og råbte, grædende og sørgende, og sagde: ’Ve, ve — den store by, i hvilken alle som havde både på havet blev rige som følge af hendes overdådighed, for på én time er hun blevet lagt øde!’“ (Åbenbaringen 18:17b-19) Fortidens Babylon var en handelsby og havde en stor skibsflåde. I lighed med dette driver Babylon den Store mange forretninger med de „mange vande“ det hviler på. Dette giver beskæftigelse til mange af dets religiøse undersåtter. Dets undergang bliver et hårdt slag for dem. De finder aldrig et levebrød så godt som dette.
Glæde over dets tilintetgørelse
7, 8. Hvordan afslutter stemmen fra himmelen sit budskab om Babylon den Store, og hvem vil følge denne opfordring?
7 I sin profeti om fortidens Babylon, der blev omstyrtet af mederne og perserne, sagde Jeremias: „Og himmelen og jorden og alt hvad der er i dem skal råbe af glæde over Babylon.“ (Jeremias 51:48) Når Babylon den Store bliver ødelagt afslutter stemmen fra himmelen sit budskab med dette højdepunkt: „Glæd dig over hende, du himmel, og glæd jer, I hellige og I apostle og I profeter, for Gud har retsligt bragt straf over hende for jeres skyld!“ (Åbenbaringen 18:20) Jehova og englene vil fryde sig over tilintetgørelsen af Guds gamle fjende, og det samme vil apostlene og de oldkristne profeter, som nu er blevet oprejst og har indtaget deres plads i ordningen med de 24 ældste. — Jævnfør Salme 97:8-12.
8 Ja, alle de hellige — hvad enten de er blevet oprejst til himmelen eller stadig lever på jorden — vil råbe af glæde, og det samme vil den store skare andre får. Med tiden vil alle fortidens trofaste blive oprejst i den nye tingenes ordning, og vil tage del i glæden. Guds tjenere har ikke forsøgt at hævne sig på deres religiøse forfølgere. De har lagt sig Jehovas ord på sinde: „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“ (Romerne 12:19; 5 Mosebog 32:35, 41-43) Men nu har Jehova øvet gengæld. Alt det blod Babylon den Store har udgydt, er blevet hævnet.
En stor møllesten slynges i havet
9, 10. (a) Hvad gør og siger en stærk engel nu? (b) Hvilken tilsvarende handling fandt sted på Jeremias’ tid, og hvad var den en garanti for? (c) Hvad er den handling som den stærke engel udfører, en garanti for?
9 Det næste Johannes ser, bekræfter at Jehovas dom over Babylon den Store er uigenkaldelig: „Og en stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten og slyngede den i havet idet han sagde: ’Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.’“ (Åbenbaringen 18:21) På Jeremias’ tid blev der foretaget en lignende handling som havde stor profetisk betydning. Jeremias blev inspireret til i en bog at skrive om „hele den ulykke der ville komme over Babylon“. Han gav bogen til Seraja og pålagde ham at rejse til Babylon. Da Seraja var nået frem oplæste han, som Jeremias havde befalet ham, denne erklæring imod byen: „Jehova, du har selv talt mod dette sted for at udrydde det så der ikke vil være nogen der bor der, hverken mennesker eller husdyr, og det ikke bliver til andet end ødemarker for stedse.“ Derefter bandt Seraja en sten til bogen og kastede den ud i Eufratfloden idet han sagde: „Sådan vil Babylon synke til bunds og aldrig komme op igen, på grund af den ulykke som jeg bringer over det.“ — Jeremias 51:59-64.
10 At bogen med stenen bundet til sig blev kastet i floden var en garanti for at Babylon ville forsvinde, gå i glemme, og aldrig komme frem igen. At apostelen Johannes ser en stærk engel gennemføre en tilsvarende handling, er på samme måde en stærk garanti for at Jehovas vilje med Babylon den Store vil ske. Det gamle Babylons øde ruiner er i dag et magtfuldt vidnesbyrd om hvordan det i nær fremtid vil gå den falske religion.
11, 12. (a) Hvilke ord henvender den stærke engel nu til Babylon den Store? (b) Hvad profeterede Jeremias angående det frafaldne Jerusalem, og hvad peger det frem til i vor tid?
11 Den stærke engel henvender sig nu til Babylon den Store og siger: „Og lyden af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og af musikere og af fløjtespillere og af trompetblæsere skal aldrig mere høres i dig, og ingen håndværker af noget fag skal nogen sinde mere findes i dig, og ingen lyd af møllesten skal nogen sinde mere høres i dig, og lys af lampe skal aldrig mere skinne i dig, og brudgoms og bruds stemme skal aldrig mere høres i dig; for dine rejsende købmænd var jordens stormænd, og ved din udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt.“ — Åbenbaringen 18:22, 23.
12 I tilsvarende vendinger profeterede Jeremias om det frafaldne Jerusalem: „Jeg vil udrydde lyden af glæde og lyden af fryd fra dem, brudgommens stemme og brudens stemme, håndkværnens lyd og lampens lys. Og hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over.“ (Jeremias 25:10, 11) Som det malende er skildret ved Jerusalems øde og forladte tilstand efter 607 f.v.t., vil kristenheden, den mest fremtrædende del af Babylon den Store, blive som en livløs ruin. Den religiøse organisation der førhen var munter og sorgløs og summede af liv, vil blive overvundet og forladt.
13. Hvilken pludselig forandring kommer Babylon den Store ud for, og hvad kommer det til at betyde for de „rejsende købmænd“?
13 Ja, som engelen her fortæller Johannes, vil hele det store Babylon blive forvandlet fra et mægtigt, internationalt imperium til en gold og ørkenlignende ødemark. Dets „rejsende købmænd“, deriblandt store finansfyrster, har brugt dets religion til egen fordel eller som et skalkeskjul, og præsterne har fundet det fordelagtigt at dele rampelyset med dem. Men disse købmænd har ikke længere det store Babylon som forbundsfælle. Det kan heller ikke længere føre nationerne bag lyset med sine mystiske religiøse handlinger.
Forfærdende blodskyld
14. Hvilken grund anfører den stærke engel til at Jehovas dom er så hård, og hvilken tilsvarende udtalelse fremsatte Jesus da han var på jorden?
14 Til slut fortæller den stærke engel hvorfor Jehova fælder så hård en dom over Babylon den Store. Engelen siger: „Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Da Jesus var på jorden sagde han til de religiøse ledere i Jerusalem at de var ansvarlige for „alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, ... fra den retfærdige Abels blod“ og fremefter. Derfor blev denne forkvaklede generation udslettet i år 70. (Mattæus 23:35-38) I dag har en anden generation af religionsudøvere pådraget sig blodskyld ved at forfølge Guds tjenere.
15. På hvilke to måder pådrog den katolske kirke i Nazityskland sig blodskyld?
15 I sin bog The Catholic Church and Nazi Germany skriver Guenter Lewy: „Da Jehovas Vidner blev undertrykt i Bayern den 13. april [1933], påtog kirken sig endog den opgave der blev pålagt den af uddannelses- og kirkeministeriet, nemlig at indberette ethvert medlem af sekten som stadig udøvede den forbudte tro.“ Den katolske kirke har således et medansvar for at tusinder af Jehovas Vidner blev sendt i koncentrationslejre; dens hænder er plettede af blodet af hundreder af Vidner som blev henrettet. Da unge Jehovas Vidner, som for eksempel Wilhelm Kusserow, viste at de modigt kunne møde døden ved skydning, besluttede Hitler at denne død var for god for dem der af samvittighedsgrunde nægtede militærtjeneste. Wilhelms broder Wolfgang, som var 20 år gammel, blev derfor halshugget i guillotinen. Samtidig opfordrede den katolske kirke unge tyske katolikker til at gå ind i hæren og være villige til at dø for fædrelandet. Dens blodskyld er kun alt for tydelig!
16, 17. (a) Hvilken blodskyld må tilregnes Babylon den Store, og hvordan pådrog Vatikanet sig blodskyld i forbindelse med de jøder der mistede livet under de nazistiske pogromer? (b) På hvilken måde er den falske religion skyld i at millioner af mennesker har mistet livet i hundreder af krige i vore dage?
16 Profetien siger imidlertid at Babylon den Store må holdes ansvarligt for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Dette har i sandhed været tilfældet i nyere tid. Eftersom katolske intriger var med til at bringe Hitler til magten i Tyskland, må Vatikanet bære en del af den frygtelige blodskyld i forbindelse med de seks millioner jøder der mistede livet under de nazistiske pogromer. Og alene i vor tid er der blevet ført i hundredvis af krige hvori over hundrede millioner mennesker er blevet dræbt. Har den falske religion været medskyldig i dette? Ja, på to måder.
17 For det første kan mange krige sættes i forbindelse med religiøse uoverensstemmelser. De voldelige sammenstød mellem muslimer og hinduer i Indien i 1946-48 var således religiøst motiverede. Hundredtusinder af mennesker mistede livet. Konflikten mellem Iran og Irak i 1980’erne havde at gøre med sekteriske forskelle, og hundredtusinder blev dræbt. Volden mellem katolikker og protestanter i Nordirland har krævet i tusindvis af menneskeliv. Spalteredaktøren C. L. Sulzberger, som har forsket i dette emne, skrev i 1976: „Det er sørgeligt men sandt at måske halvdelen eller flere af de krige der for øjeblikket udkæmpes rundt om i verden, enten er åbenlyst religiøse konflikter eller har forbindelse med religiøse uoverensstemmelser.“ Sådan har det altid været i Babylon den Stores lange, omtumlede historie.
18. På hvilken anden måde har verdens kirker og religionssamfund pådraget sig blodskyld?
18 For det andet har verdens kirker og religionssamfund pådraget sig blodskyld i Jehovas øjne fordi de ikke på overbevisende måde har lært deres tilhængere sandheden om de krav Jehova stiller til sine tjenere. De har ikke med overbevisning lært folk at Guds sande tilbedere må efterligne Jesus Kristus og vise deres medmennesker kærlighed uanset hvilken nation de tilhører. (Mika 4:3, 5; Johannes 13:34, 35; Apostelgerninger 10:34, 35; 1 Johannes 3:10-12) At religionssamfundene i Babylon den Store ikke har ført denne lære, er årsagen til at deres tilhængere har kunnet hvirvles ind i krigenes malstrøm. Dette var kun alt for tydeligt i de to verdenskrige i første halvdel af det 20. århundrede, som begge begyndte i kristenheden og førte til at trosfæller myrdede hinanden! Hvis alle som hævdede at være kristne havde fulgt Bibelens principper, ville disse krige aldrig være blevet udkæmpet.
19. Hvilken forfærdende blodskyld hviler på Babylon den Store?
19 Jehova lægger skylden for al denne blodsudgydelse på Babylon den Store. Havde de religiøse ledere, specielt i kristenheden, lært deres hjorde sandheden fra Bibelen, ville dette blodbad aldrig have fundet sted. Det er derfor sandt at Babylon den Store — den store skøge og den falske religions verdensimperium — enten direkte eller indirekte må stå Jehova til ansvar, ikke alene for ’blodet af profeter og af hellige’ som det har forfulgt og dræbt, men også for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Der hviler en forfærdende blodskyld på Babylon den Store. Dets endelige tilintetgørelse vil være en stor befrielse!
[Studiespørgsmål]
[Ramme på side 270]
Kompromisets pris
Guenter Lewy skriver i sin bog The Catholic Church and Nazi Germany: „Havde katolicismen i Tyskland fra begyndelsen resolut modstået nazistyret, kunne verdenshistorien meget vel have fået et andet forløb. Og selv om denne kamp i sidste ende ikke havde knækket Hitler og afværget alle hans mange forbrydelser, ville den i hvert fald have hævet kirkens moralske anseelse betydeligt. De menneskelige omkostninger ved en sådan modstand ville unægtelig have været store, men disse ofre ville være blevet bragt for den største sag af alle. Med en upålidelig hjemmefront ville Hitler sikkert ikke have vovet at gå i krig, og millioner af menneskeliv ville være blevet skånet. ... Da tusinder af tyske antinazister blev torteret til døde i Hitlers koncentrationslejre, da de polske intellektuelle blev myrdet, da hundredtusinder af russere døde fordi de blev behandlet som slaviske Untermenschen, og da 6.000.000 mennesker blev ombragt fordi de var ’ikkeariere’, understøttede katolske kirkefolk i Tyskland det regime der øvede disse forbrydelser. Paven i Rom, den romersk-katolske kirkes åndelige overhoved og øverste morallærer, forholdt sig tavs.“ — Side 320, 341.
[Illustration på side 268]
„Ve, ve,“ siger herskerne
[Illustration på side 268]
„Ve, ve,“ siger købmændene