UNGE SPØRGER
Kærester – 1. del: Er jeg klar til at komme sammen med en?
I den her artikel
Hvad vil det sige at komme sammen med en?
Nogle ser på det at komme sammen med en som noget man bare gør fordi det er hyggeligt og sjovt. Men i den her artikel handler det at komme sammen med en om den periode hvor et par lærer hinanden at kende for at finde ud af om de passer sammen som ægtefæller. Så der er et formål med at være kærester. Det drejer sig ikke bare om at få opmærksomhed fra det modsatte køn.
Med tiden skal det at man kommer sammen med en, ende ud i en beslutning – enten at man bliver gift, eller at man slår op. Så når du begynder at komme sammen med en, må du være klar på begge udfald.
Pointen: Hvis du mener at du er klar til at få en kæreste, skal du faktisk også være klar til at blive gift.
Er du klar til at have en kæreste?
Det at komme sammen med en kan føre til at man bliver gift, så det vil være fornuftigt at overveje hvad du har at bidrage med til et forhold. Tænk for eksempel over de her punkter:
Hvordan er dit forhold til din familie? Den måde du behandler dine forældre og søskende på – især når du føler dig presset – siger noget om hvordan du ville behandle en eventuel ægtefælle.
Princip fra Bibelen: “Aflæg enhver form for ondsindet bitterhed, harme, vrede, skrigeri, sårende ord og alt andet der gør skade.” – Efeserne 4:31.
Spørg dig selv: ‘Ville mine forældre og søskende sige at jeg behandler dem med respekt? Hvis jeg er uenig med en af dem, er jeg så god til at tale om tingene på en stille og rolig måde, eller bliver jeg nemt vred og begynder at diskutere?’
Er du selvopofrende? Når man er gift, er man nødt til at tage hensyn til hvad ens ægtefælle gerne vil, og være villig til at tilpasse sig.
Princip fra Bibelen: “Den enkelte skal ikke være optaget af hvad der er godt for ham selv, men af hvad der er godt for andre.” – 1. Korinther 10:24.
Spørg dig selv: ‘Insisterer jeg altid på at tingene skal gå efter mit hoved? Ser andre mig som en der er rimelig? På hvilke måder har jeg vist at jeg sætter andres behov over mine egne?’
Er du ydmyg? En god ægtefælle indrømmer sine fejl og holder sig ikke tilbage fra at give en oprigtig undskyldning.
Princip fra Bibelen: “Vi begår jo alle mange fejl.” – Jakob 3:2.
Spørg dig selv: ‘Er jeg hurtig til at indrømme mine fejl, eller finder jeg på undskyldninger? Bliver jeg slået helt ud eller fornærmet når nogen giver mig konstruktiv kritik?’
Har du styr på din økonomi? En person der er ansvarsbevidst i forbindelse med økonomi, vil kunne undgå en af de mest almindelige årsager til konflikter i ægteskabet.
Princip fra Bibelen: “Hvem af jer som gerne vil bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har råd til at gøre det færdigt?” – Lukas 14:28.
Spørg dig selv: ‘Kan jeg styre mit forbrug, eller ender jeg ofte med at have gæld? Hvordan har jeg vist at jeg er fornuftig med min økonomi?’
Har du en god åndelig rutine? Hvis du er et af Jehovas Vidner, må du have en fast rutine med at studere Bibelen og komme til møderne.
Princip fra Bibelen: “Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.” – Matthæus 5:3.
Spørg dig selv: ‘Gør jeg en indsats for hele tiden at have en stærk tro? Kommer min åndelige rutine på førstepladsen, eller tillader jeg at andre ting kommer i vejen?’
Pointen: Den person du ender med at blive gift med, fortjener en god ægtefælle. Hvis du gør en indsats for selv at blive en god ægtefælle, er der større sandsynlighed for at du finder en der gør det samme.