19. SEPTEMBER 2023
TYSKLAND
Femten unge Jehovas Vidner får pris for projekt om Wilhelmine Pötter, et offer for nazisternes forfølgelse
Den 6. juli 2023 vandt en gruppe på 15 Jehovas Vidner fra byen Kassel i Tyskland førstepræmien for et projekt de havde lavet om søster Wilhelmine Pötter, en modig søster der døde som følge af nazisternes forfølgelse.
Rundt omkring i byen har foreningen Stolpersteine in Kassel placeret små plader i fortovene til minde om dem der mistede livet i nazitiden. Blandt dem der har fået en mindeplade, er Wilhelmine og hendes mand, Justus Pötter. Wilhelmine har også fået en gade i den nærliggende landsby Niestetal opkaldt efter sig. I forbindelse med foreningens tiårs jubilæum blev elever i hele byen opfordret til at udvælge en eller flere personer der havde været ofre for naziforfølgelsen, og skrive en rapport om deres liv og hvad de havde lært af dem.
En gruppe Jehovas Vidner, der var mellem 13 og 23 år gamle, valgte at lave et projekt om Wilhelmine. De lavede en 24-minutter lang video som de kaldte Lydig mod Gud og ingen anden. Videoen fortalte om hvordan Wilhelmine blev fængslet af nazisterne i 1937 og døde i 1942 i koncentrationslejren Ravensbrück, 49 år gammel. Eleverne lavede også plakater der viste nogle af de breve Wilhelmine havde sendt til sin mand og familie mens hun var fængslet. Plakaterne blev sat op på busstoppestedet i den gade der er opkaldt efter Wilhelmine.
I et brev som Wilhelmine skrev til sin mand den 25. april 1937, stod der: “Kære Justus! Jeg er meget glad for at vi begge bevarede roen og stolede helt på Jehova da vi modtog vores dom. Nu må vi lægge alt i Herrens hænder så han kan blive ved med at lede os. Frem for alt beder jeg Herren om at styrke os begge åndeligt og fysisk så vi kan holde vores løfte til ham om at være trofaste til det sidste. Han vil aldrig tillade at vi kommer til at bære en tungere byrde end vi kan klare. Derfor kan vi stole helt og fuldt på vores Herre.” Det er tydeligt at Jehova besvarede Wilhelmines bønner, for både hun og hendes mand holdt trofast ud helt indtil deres død.
Søster Alexandra Altemeier, der er 23, kom med den her kommentar i videoen: “Wilhelmine og hendes mand var klar over at de ville komme ud for modstand fordi de var disciple af Jesus. De var villige til at blive forfulgt, anholdt og endda dømt til døden for deres tro fordi de vidste at Gud aldrig ville glemme dem.” Bror Ole Schröder, der er 18, var også med til at lave projektet. Han sagde: “Søster Pötters eksempel er virkelig motiverende. Hun havde en stærk tro på Gud, stolede helt på ham og holdt ud. Og så mistede hun aldrig sin glæde. Alt det vil jeg gerne efterligne. Det hun oplevede, har lært mig hvor vigtigt det er at have et nært venskab med Gud.”
Ved prisuddelingen blev hele videoen vist til et publikum på 180 personer, deriblandt andre elever, pressefolk, byens borgmester, chefen for byens kulturinstitut og lederen af byens skoledistrikt.
Ligesom de brødre og søstre der var med til at lave projektet, bliver vi også opmuntret og motiveret af at høre om Justus’ og Wilhelmines stærke tro og mod. Vi er helt overbevist om at Jehova aldrig vil glemme dem der er trofaste mod ham. – Hebræerne 6:10.