FOR næsten 2000 år siden, under den jødiske påske i år 33, døde en uskyldig mand for at andre kunne leve. Hvem var denne mand? Det var Jesus fra Nazaret. Hvem kan få gavn af denne storslåede handling? Det kan hele menneskeheden. Et velkendt bibelvers opsummerer betydningen af Jesu livreddende offer på denne måde: „For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ — Johannes 3:16, den danske autoriserede oversættelse af 1992.

Mange kender dette skriftsted, men i virkeligheden er det kun få der forstår hvad det betyder. De tænker: ’Hvorfor har vi behov for Kristi offer? Hvordan kan en enkelt mands død redde menneskeheden fra den evige død?’ Men Bibelen giver et klart og tilfredsstillende svar på disse spørgsmål.

Nogle tror at mennesket blev skabt til at skulle leve et kort stykke tid på jorden, gennemgå nogle prøvelser, opnå et vist mål af lykke for derefter at dø og blive overført til et bedre sted. Ifølge den opfattelse er døden et led i Guds hensigt med mennesket. Bibelen viser imidlertid at døden har ramt menneskeheden af en helt anden grund. Den siger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Dette vers viser at vi mennesker dør som følge af synd. Men hvem er så det ’ene menneske’ gennem hvem syndens dødbringende virkning blev givet videre til hele menneskeslægten?

The World Book Encyclopedia gør opmærksom på at de fleste forskere mener at alle mennesker stammer fra den samme kilde, og Bibelen identificerer klart denne ene kilde — dette ’ene menneske’. I Første Mosebog 1:27 læser vi: „Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ Bibelen siger altså at det første menneskepar var kronen på den almægtige Guds jordiske skaberværk.

Beretningen i Første Mosebog giver os yderligere detaljer om menneskelivet efter at Jehova Gud havde skabt det første menneske. Det er bemærkelsesværdigt at Gud i hele den beretning  slet ikke omtaler døden, bortset fra som en konsekvens af ulydighed. (1 Mosebog 2:16, 17) Han ønskede at menneskene skulle leve på en smuk paradisisk jord, hvor de for evigt kunne være raske og lykkelige. Han ønskede ikke at de skulle udsættes for lidelser på grund af alderdom og til sidst dø. Men hvordan gik det så til at døden fik magt over hele menneskeheden?

I Første Mosebog, kapitel 3, findes beretningen om hvordan det første menneskepar bevidst valgte at være ulydige mod deres Livgiver, Jehova Gud. Konsekvensen var at Gud eksekverede den dom han på forhånd havde sagt ville ramme dem, hvis de ikke adlød ham. Han sagde til Adam: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Og som Gud havde sagt, døde de to første mennesker til sidst.

Men den skade der var sket, berørte ikke kun det første menneskepar. Deres ulydighed ødelagde også deres efterkommeres mulighed for at kunne glæde sig over et fuldkomment liv. Disse endnu ufødte mennesker var omfattet af Jehovas hensigt da han sagde følgende til Adam og Eva: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Med tiden skulle menneskene opfylde hele jorden og glæde sig over et lykkeligt liv uden nogen sinde at dø. Men deres forfader Adam — „ét menneske“ — solgte dem så de blev trælle af synden, med døden som det uundgåelige enderesultat. Apostelen Paulus, som var efterkommer af det første menneske, skrev: „Jeg er kødelig, solgt under synden.“ — Romerne 7:14.

Ligesom vandaler i nyere tid har ødelagt uvurderlige kunstværker, skadede Adam i alvorlig grad Guds underfulde skabning — mennesket. Adams børn fik selv børn, derefter børnebørn, og så videre. Alle efterfølgende generationer blev født, voksede op, fik børn og døde. Hvorfor døde de alle sammen? Fordi de alle sammen nedstammede fra Adam. Bibelen siger: „Mange døde ved den enes overtrædelse.“ (Romerne 5:15) Tendensen til at gøre det forkerte, sygdom, alderdom, ja selv døden er sørgelige konsekvenser af at Adam forrådte sin egen familie. Og den familie er vi en del af.

I sit brev til de kristne i Rom beskriver apostelen Paulus den sørgelige tilstand som han selv og alle andre ufuldkomne mennesker befinder sig i, og den frustrerende kamp de må kæmpe imod syndens virkninger. Han  udbryder: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ Et godt spørgsmål, ikke sandt? Hvem ville give Paulus — og alle andre som længes efter det — mulighed for at blive udfriet fra trældom under synd og død? Indirekte besvarer Paulus selv dette spørgsmål med ordene: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Romerne 7:14-25) Ja, vores Skaber har ved hjælp af sin Søn, Jesus Kristus, sørget for at vi kan blive reddet ud af denne ubehagelige situation.

Jesus har selv beskrevet hvordan han har medvirket til at befri menneskeheden fra den dødbringende trældom under synd. Han sagde: ’Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mange.’ (Mattæus 20:28, den danske autoriserede oversættelse af 1992) Hvordan fungerer Jesu liv som en løsesum? Hvordan kan hans død gavne os?

Bibelen beskriver Jesus som en der er „uden synd“ og „skilt fra syndere“. Jesus adlød Guds lov til fuldkommenhed i hele sit liv. (Hebræerne 4:15; 7:26) Derfor var hans død ikke et resultat af synd og ulydighed, som Adams død var. (Ezekiel 18:4) Nej, i virkeligheden accepterede Jesus en død som han ikke havde fortjent, for at han kunne gennemføre sin Faders vilje som gik ud på at redde menneskeheden fra synd og død. Som allerede nævnt kom Jesus frivilligt „for at . . . give sit liv som løsesum“. Motiveret af en kærlighed uden sidestykke i historien ’smagte han døden for ethvert menneske’. — Hebræerne 2:9.

Det liv Jesus ofrede, svarede nøjagtigt til det liv Adam forspildte da han syndede. Hvad var resultatet af Jesu død? Jehova tog imod dette offer som „en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Timoteus 2:6) Gud benyttede i virkeligheden værdien af Jesu liv til at tilbagekøbe, eller løskøbe, menneskeslægten fra trældom under synd og død.

Bibelen omtaler gentagne gange dette storslåede udtryk for kærlighed fra menneskets Skabers side. Paulus mindede de kristne om at de „blev købt for en pris“. (1 Korinther 6:20; 7:23) Peter skrev til de kristne at Gud ikke brugte sølv eller guld, men blodet af sin søn til at udfri dem fra det liv der fører til døden. (1 Peter 1:18, 19) Ved hjælp af det offer Kristus bragte som løsesum, også kaldet Kristi genløsningsoffer, sørgede Jehova for at redde menneskeheden fra den evige død som ellers var blevet dens skæbne.

Om de omfattende goder som Kristi genløsningsoffer medfører, skrev apostelen Johannes: „[Jesus Kristus] er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:2) Ja, Kristi offer står til rådighed for hele menneskeheden. Betyder det  at alle automatisk vil få gavn af denne uvurderlige foranstaltning? Nej. Tænk på den redningsaktion der blev omtalt i den foregående artikel. De der prøvede at redde de indespærrede minearbejdere, sænkede en redningsbeholder ned til dem, men hver enkelt af de indespærrede måtte gå ind i beholderen for at blive reddet. På tilsvarende måde kan de der gerne vil have gavn af Kristi genløsningsoffer, ikke blot vente passivt på Guds velgerning. De må selv gøre noget.

Hvad kræver Gud af dem? I Johannes 3:36 siges der: „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“ Gud kræver at vi viser tro på Kristi offer. Og ikke nok med det. „På dette kender vi at vi har lært [Jesus] at kende, om vi fortsat holder hans bud.“ (1 Johannes 2:3) Det fremgår altså tydeligt at vi for at blive reddet fra synd og død må tro på Kristi genløsningsoffer og adlyde hans bud.

En vigtig måde hvorpå vi kan give udtryk for vores tro på Jesu genløsningsoffer, er ved at mindes hans død, sådan som han gav befaling om, og på den måde vise værdsættelse af det han gjorde. Før sin død indstiftede Jesus mens han var sammen med sine trofaste apostle, et måltid der havde symbolsk betydning, og i den forbindelse sagde han til dem: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) Jehovas Vidner sætter stor pris på deres venskab med Guds søn, og de adlyder dette bud. I år vil højtiden til minde om Jesu Kristi død blive holdt lørdag den 22. marts efter solnedgang. Vi vil gerne invitere dig til at overvære dette særlige møde som afholdes i lydighed mod Jesu befaling. Hos de lokale Jehovas Vidner kan du få oplyst hvor og på hvilket tidspunkt denne begivenhed holdes i det område hvor du bor. Ved denne mindehøjtid kan du lære mere om hvad du må gøre hvis du ønsker at Kristi genløsningsoffer skal befri dig for de dødbringende konsekvenser af Adams synd.

I dag er det kun få der fuldt ud forstår og viser deres værdsættelse af det store offer som deres Skaber og hans søn har bragt for at redde dem fra udslettelse. De der viser tro på dette offer, oplever at det for dem er en særlig grund til glæde. Apostelen Peter skrev følgende til sine kristne trosfæller: ’I tror på Jesus og glæder jer overmåde med en uudsigelig og herliggjort glæde, idet I når endemålet for jeres tro, jeres sjæles frelse.’ (1 Peter 1:8, 9) Ved at opdyrke kærlighed til Jesus Kristus og tro på hans genløsningsoffer kan du fylde dit liv med glæde nu og se frem til at blive udfriet fra synd og død.