SOM dreng havde Antoine Skalecki altid enten en pony eller en hest som sin makker. I en mine 500 meter under jorden travede de gennem mørke gange med en kulvogn efter sig. Antoines far var blevet kvæstet da en mine styrtede sammen, så familien havde intet andet valg end at lade Antoine knokle i minerne. Han måtte arbejde ni timer om dagen, og en gang var han tæt på at miste livet i en sammenstyrtning.

Antoine var et af de mange polske børn der blev født i Frankrig i 1920’erne og 1930’erne. Hvad havde fået mange polakker til at flytte til Frankrig? Efter Første Verdenskrig var Polen blevet erklæret uafhængigt, og hurtigt blev der problemer med overbefolkning i landet. Frankrig havde derimod mistet mere end en million mænd i krigen og havde desperat brug for arbejdere til kulminerne. I september 1919 underskrev den franske og polske regering derfor en indvandringsaftale, og i 1931 var den polske befolkning i Frankrig nået op på 507.800. Mange slog sig ned i mineområderne i den nordlige del af landet.

De arbejdsomme polakker tog deres egen kultur med sig til det nye land, og det indbefattede deres stærke religiøsitet. “Min bedstefar Josef talte om Bibelen med en ærbødighed som han havde fået indprentet af sin far,” husker Antoine, der i dag er 90. Hver søndag iklædte de polske minearbejdere og deres familier sig deres bedste tøj og tog i kirke, ligesom de havde gjort i deres hjemland, selvom de blev set ned på af visse irreligiøse franskmænd i området.

Det var i Nord-Pas-de-Calais at mange polske immigranter for første gang kom i kontakt med Bibelstudenterne, der med ildhu havde forkyndt i området siden 1904. I 1915 begyndte Vagt-Taarnet at udkomme på polsk hver måned, og Den Gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) udkom på polsk fra 1925. Mange familier tog godt imod det bibelske budskab i disse blade og i bogen Guds Harpe, der også udkom på polsk.

Antoines familie fik kendskab til Bibelstudenterne gennem en onkel, som overværede sit første møde i 1924. Samme år afholdt Bibelstudenterne  det første stævne på polsk. Stævnet blev afholdt i Bruay-en-Artois. Knap en måned senere holdt en repræsentant for Hovedkontoret, Joseph F. Rutherford, et offentligt foredrag i samme by, hvor der kom 2.000. Fordi der var så mange til stede, og primært polakker, udbrød bror Rutherford: “Jehova førte jer til Frankrig for at I skulle lære om sandheden. Nu må I og jeres børn hjælpe franskmændene! Der er stadig et stort forkyndelsesarbejde at gøre, og Jehova vil sørge for forkyndere til dette arbejde.”

Og det var præcis hvad Jehova gjorde! De polske brødre var lige så helhjertede i forkyndelsen som de var hårdtarbejdende i minerne! Nogle af dem vendte tilbage til Polen for at forkynde de dyrebare sandheder de havde lært. Teofil Piaskowski, Szczepan Kosiak og Jan Zabuda var blandt dem der forlod Frankrig for at udbrede den gode nyhed i store dele af Polen.

Men mange polsktalende forkyndere blev boende i Frankrig og arbejdede ivrigt sammen med deres franske brødre og søstre i forkyndelsen. Ved generalstævnet i Sin-le-Noble i 1926 var der omkring 1.000 der overværede programmet på polsk, og 300 der overværede det på fransk. ‘Årbogen’ for 1929 beretter: “I løbet af året har 332 polske brødre og søstre symboliseret deres indvielse ved dåb.” Før Anden Verdenskrig brød ud, var hele 32 af de 84 menigheder i Frankrig polsktalende.

I 1947 tog mange Jehovas Vidner imod en invitation fra den polske regering til at vende tilbage til Polen. Men som følge af den indsats som de og de franske forkyndere havde gjort, var der samme år en 10 procents stigning i antallet af forkyndere i Frankrig. I årene fra 1948 til 1950 var den årlige vækst på henholdsvis 20, 23 og endda 40 procent! For at de mange nye forkyndere kunne blive oplært, udnævnte Afdelingskontoret i Frankrig i 1948 de første kredstilsynsmænd i landet. Af de fem der blev udvalgt, var fire polakker, og Antoine Skalecki var en af dem.

Mange Jehovas Vidner i Frankrig er efterkommere af de polakker der arbejdede hårdt både i minerne og i forkyndelsen, og har stadig deres polske efternavne. Også i dag lærer mange indvandrere i Frankrig om sandheden. Uanset om forkyndere fra andre lande vender tilbage til deres fødeland eller vælger at slå sig ned i deres nye land, efterligner de den indstilling som mange forkyndere af Riget, deriblandt de flittige polske immigranter, har vist. – Fra vores arkiver i Frankrig.