Hun fandt en mening med livet
Nyt fra Rigets arbejdsmark
Hun fandt en mening med livet
JESUS kender sine får. (Johannes 10:14) Den der har et godt hjerte og elsker fred og retfærdighed, vil føle sig draget til Jesu sande disciple. Han eller hun vil finde en mening med livet — sådan som det skete for en kvinde i Belgien. Hun fortæller:
„Da Jehovas vidner bankede på min dør, var jeg meget deprimeret og tænkte på at gøre en ende på mit liv. Jeg syntes godt om det forkynderne fortalte om løsningen på problemerne i denne syge verden, men jeg var ikke glad for at Gud var med i dette her. Jeg var selv holdt op med at gå i kirke otte år forinden, for jeg afskyede det hykleri jeg så dér. Det som Jehovas Vidner fortalte lød imidlertid rigtigt, og efterhånden indså jeg at det trods alt er svært at leve uden Gud.
Desværre mistede jeg kontakten med forkynderne efter nogle få besøg. Jeg havde det elendigt. Jeg røg to pakker cigaretter om dagen og begyndte også at tage narkotika. For at komme i kontakt med min afdøde bedstefader begyndte jeg også at undersøge spiritismen. Følgen blev at jeg til min rædsel blev angrebet af dæmoner en aften mens jeg var alene. Dette fortsatte i flere måneder, hvor jeg altid var rædselsslagen ved tanken om at være alene om aftenen.
En dag gik jeg så en tur ad en vej jeg ikke plejede, og kom til en stor byggeplads. Til min overraskelse var der en masse mennesker i gang. Da jeg kom nærmere, så jeg at det var Jehovas vidner der var ved at bygge en rigssal. Nu huskede jeg at disse folk havde besøgt mig, og jeg tænkte på at det ville være en skøn verden at leve i hvis alle var som disse mennesker.
Jeg fik stor lyst til at blive besøgt af Jehovas vidner igen, så jeg henvendte mig til nogle af dem der arbejdede på byggeriet. Jeg bad til Gud, og ti dage senere stod den mand der havde talt med mig første gang, uden for min dør. Han foreslog at vi genoptog vores bibelstudium, hvad jeg med glæde sagde ja til. Straks indbød han mig til møderne i rigssalen, hvad jeg også sagde ja til. Der mødte mig et syn jeg aldrig havde set før! Mennesker der var glade og holdt af hinanden — i lange tider havde jeg ledt efter sådan nogle mennesker, og her var de endelig!
Siden da er jeg kommet til alle møderne. Tre ugers tid efter afbrød jeg den dårlige vane at ryge. Jeg kasserede alle mine bøger om astrologi og mine plader med satanisk musik, og nu kunne jeg mærke at dæmonerne var ved at miste taget i mig. Jeg bragte orden i min tilværelse så jeg opfyldte Jehovas normer, og efter tre måneder begyndte jeg at forkynde. Efter seks måneder blev jeg døbt, og to dage efter min dåb begyndte jeg som hjælpepioner.
Jeg takker Jehova for alt det gode han har gjort for mig. Jeg har omsider fundet en mening med livet. Ja, Jehovas navn er et stærkt tårn hvor man kan finde redning og beskyttelse. (Ordsprogene 18:10) Nu føler jeg som salmisten, da han skrev i Salme 84:10: ’Én dag i dine forgårde er bedre end tusind andre. Jeg har valgt at være ved tærskelen til min Guds hus fremfor at færdes i ugudeligheds telte.’“
Denne retsindige kvinde fandt en mening med livet. Det samme kan enhver der oprigtigt søger Jehova.