Hvordan arabisk blev de lærdes sprog

AFSPIL

Hvordan arabisk blev de lærdes sprog

I FLERE århundreder var arabisk det fremherskende sprog blandt de lærde. Fra det ottende århundrede efter vor tidsregning oversatte og korrigerede arabisktalende lærde fra forskellige byer i Mellemøsten videnskabelige og filosofiske tekster som daterede sig helt tilbage til Ptolemaios’ og Aristoteles’ tid. Arabisktalende lærde sørgede således for at bevare og forbedre de gamle tænkeres værker.

En smeltedigel af idéer

I det syvende og ottende århundrede efter vor tidsregning opstod to stormagter i Mellemøsten — først det umayyadiske og så det abbasidiske dynasti. Eftersom deres undersåtter i Arabien, Egypten, Irak, Lilleasien, Palæstina og Persien havde været under indflydelse af både Grækenland og Indien, fik de nye herskere nu adgang til en mængde lærdom. Abbasiderne byggede en ny hovedstad, Baghdad, som blev en smeltedigel af idéer. Dér blandede arabere sig med armeniere, berbere, grækere, indere, jøder, kinesere, koptere, persere, sogdianere og tyrkere så langt væk fra som øst for floden Oxus, nu kendt som Amu Darja, i Centralasien. Sammen studerede og debatterede de videnskab og blandede deres forskellige intellektuelle traditioner.

Baghdads abbasidiske herskere tilskyndede store tænkere, uanset hvor de kom fra, til at bidrage til rigets intellektuelle udvikling. Der blev gjort en systematisk indsats for at samle titusinder af bøger om en mængde emner, deriblandt alkymi, aritmetik, filosofi, fysik, geometri, medicin og musik, og oversætte dem til arabisk.

Kalif al-Mansur, som herskede fra 754 til 775 e.v.t., sendte ambassadører til det byzantinske hof for at erhverve sig græske matematiske tekster. Kalif al-Mamun (813-833 e.v.t.) fulgte i hans fodspor og satte skub i udviklingen af græsk-arabisk oversættelse som varede i over to hundrede år. Ved slutningen af det tiende århundrede var næsten alle tilgængelige græske filosofiske og videnskabelige tekster derfor blevet oversat til arabisk. Men de arabiske lærde gjorde mere end at oversætte. De bidrog også med noget nyt.

Arabiske bidrag

Mange arabiske oversættere arbejdede med stor omhu og forbavsende hurtigt. Derfor har nogle historikere konkluderet at oversætterne må have haft kendskab til stoffet. Desuden brugte flere lærde de oversatte tekster som springbræt til deres egen forskning.

For eksempel bidrog lægen og oversætteren Hunayn ibn Ishaq (808-873 e.v.t.), en syrisk kristen, i høj grad til forståelsen af øjets synsevne. Hans tekster, som indbefattede anatomisk korrekte diagrammer af øjet, blev en lærebog for oftalmologi i både den arabiske verden og Europa. Filosoffen og lægen Ibn Sina, kendt i Vesten som Avicenna (980-1037 e.v.t.), skrev adskillige bøger om en mængde emner, lige fra etik og logik til medicin og metafysik. Hans store kompendium, Canon medicinae, støttede sig til datidens lægelige viden, herunder de berømte græske tænkere Galenos’ og Aristoteles’ idéer. Canon medicinae var i omkring 400 år den grundlæggende lærebog for lægekunsten.

Arabiske forskere tog den eksperimentelle videnskab, som ligger til grund for videnskabelige fremskridt, til sig. Det fik dem til på ny at beregne jordens omkreds og korrigere de geografiske oplysninger i Ptolemaios’ værk. „De dristede sig endda til at betvivle det Aristoteles havde fundet frem til,“ siger historikeren Paul Lunde.

De fremskridt der skete inden for lærdom, viste sig også i praksis. For eksempel blev der opført reservoirer, akvædukter og vandhjul, hvoraf nogle findes den dag i dag. Nye tekster om landbrug, botanik og agronomi gjorde det muligt for landmændene at udvælge de bedste afgrøder til et bestemt område og dermed øge udbyttet.

I 805 e.v.t. opførte kalif Harun al-Rashid et hospital, det første i hans vidtstrakte rige. Inden længe havde alle større byer i kalifatet et hospital.

Nye centre for lærdom

Flere byer i den arabiske verden havde biblioteker og specialiserede centre for lærdom. I Baghdad oprettede kalif al-Mamun oversættelses- og forskningsinstituttet Bayt al-Hikma, som betyder „Visdommens Hus“. Blandt staben var lønnede forskere. Hovedbiblioteket i Kairo siges at have indeholdt over en million bøger. Córdoba, hovedstaden i Spanien da landet var underlagt det umayyadiske dynasti, havde på det tidspunkt 70 biblioteker, som tiltrak forskere og studerende fra alle dele af den arabiske verden. I over to hundrede år var Córdoba et førende intellektuelt center.

I Persien blev græske matematiske traditioner blandet med traditioner fra Indien, hvor matematikerne havde udviklet et system for anvendelsen af tallet nul samt positionstalsystemet. I dette talsystem antager de enkelte cifre forskellige værdier alt efter deres position og placeringen af tegnet for nul. For eksempel kan tallet et betyde et, ti, hundrede og så videre. Dette system „forenklede ikke blot alle former for udregninger, men gjorde det også muligt at udvikle algebra“, skriver Paul Lunde. Arabiske lærde gjorde også store fremskridt inden for geometri, trigonometri og navigation.

Den arabiske videnskabs og matematiks guldalder stod i kontrast til den intellektuelle stilstand andre steder. I middelalderens Europa, især i munkeklostrene, blev der ganske vist gjort lignende forsøg på at bevare de gamle lærdes værker. Men bestræbelserne blegnede i sammenligning med det man opnåede i den arabisktalende verden. Allerede i det tiende århundrede begyndte dette imidlertid at ændre sig da oversættelser af den arabiske lærdom lidt efter lidt nåede frem til Vesten. Med tiden fandt en strøm af arabisk viden vej til Europa, hvilket førte til Europas videnskabelige renæssance.

Ja, et samlet overblik over historien viser tydeligt at ingen enkelt nation og intet enkelt folk kan tage æren for den indsigt man nu har i videnskab. De mere lærde kulturer i vor tid står i gæld til tidligere tiders kulturer som fremmede forskning, turde sætte spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse og samtidig ansporede enhver med et videbegærligt sind.

[Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

▪Det umayyadiske dynastis indflydelse

□Det abbasidiske dynastis indflydelse

SPANIEN

Córdoba

DET BYZANTINSKE RIGE

Rom

Konstantinopel

Oxus

PERSIEN

Baghdad

Jerusalem

Kairo

ARABIEN

[Illustration på side 27]

Hunayn ibn Ishaqs diagram over øjet

[Illustration på side 27]

En side fra Avicennas „Canon medicinae“

[Illustration på side 28]

Arabiske lærde i et bibliotek i Basra, 1237 e.v.t.

[Kildeangivelse]

[Kildeangivelser på side 27]

VÅGN OP!