Glad for at være hyrde

Fortalt af Alymbek Bekmanov

Jeg var kun tre år gammel da jeg begyndte at vogte får, og jeg kom til at elske at tage mig af dem. Som 17-årig var jeg allerede en erfaren hyrde. Senere lærte jeg at man også kan være hyrde på en anden måde, nemlig i åndelig forstand. Lad mig forklare hvorfor det har givet mig endnu større glæde at være hyrde på denne måde.

JEG blev født i 1972. Min store kirgisiske familie var bosat i landsbyen Tjyrpykty, som ligger ved bredden af den smukke sø Issyk Kul. Området omkring søen er et populært rejsemål for turister som besøger Kirgisistan, der tidligere var en af republikkerne i Sovjetunionen. Nu bor min kone, Gulmira, og jeg i Bisjkek, Kirgisistans hovedstad, omkring 200 kilometer fra det sted hvor jeg voksede op.

En hyrde og hans får

Dengang jeg var barn, førte vi fårene på græs højt oppe i bjergene hvert forår. Det var en stigning på over 3000 meter, og det tog os flere dage at komme derop. Der var andre hyrder som skød genvej og nåede hurtigere frem til græsgangene. Men så måtte de gå langs med farlige kløfter og slugter, og det skete at får kom på afveje og kom til skade eller døde.

Langs sådanne stier kom man ofte ud for at ulve prøvede at skræmme eller angribe fårene for at afskære nogle af dem fra hjorden og dræbe dem. Derfor valgte min farbror en sti der ikke var så farlig og vanskelig, selvom det kunne tage mindst en dag mere at gå den vej. Somme tider var jeg utålmodig, men min farbror bremsede mig. „Alymbek,“ plejede han at sige, „du skal ikke tænke på dig selv, men på fårene.“

Oppe på de smukke græsgange i bjergene lavede hyrderne nogle indhegninger for at beskytte fårene om natten. Nogle hyrder kunne godt lide at sove længe, og de fik ikke fårene på græs før længe efter solopgang. Når fårene endelig kunne begynde at græsse, var dagen allerede hed.

Så stod fårene sammen og hang med hovedet og kunne dårligt nok trække vejret. De kunne ikke spise sig mætte, og derfor blev de svage og magre. Min farbror, derimod, var oppe før daggry — ved firetiden om morgenen — og han sørgede for at de får han tog sig af, var ude på en god græsgang når solen stod op. Så fik de tid til at græsse i den friske morgenluft. Folk sagde ofte: „Når man ser på fåret, ser man hyrden.“

 Når fårene lå og hvilede sig efter at have græsset, var det et godt tidspunkt til at undersøge dem og måske behandle dem. Et af de største problemer vores får havde, var fluer som lægger æg i fårets navle. Når det sker, bliver navlen betændt og hævet. Hvis man ikke opdager det i tide, kan smerten blive så uudholdelig at fåret søger væk og lægger sig til at dø. Vi kiggede fårene efter hver dag så vi kunne hjælpe dem. Det krævede tid og kræfter, men lønnen var at fårene var sunde og tilfredse.

Hver aften når vi førte fårene fra græsning tilbage til indhegningen, talte vi dem. De kom ind i folden gennem et lille led — op til tre eller fire får ad gangen. Der var flere hundrede i hjorden, men vi blev så drevne at vi kunne tælle 800 får på 15-20 minutter. Det krævede stor øvelse, men vi klarede det!

Hvis det viste sig at der manglede et får, tog min farbror et gevær og en stav og begav sig ud for at lede efter det bortkomne, selvom det kun var et enkelt lam — også hvis det regnede eller var mørkt. Han kaldte højt på det. Stemmen skræmte vilde dyr bort. Men når fåret hørte den stemme, kunne man se at det straks følte sig trygt.

Vi gav hvert af fårene et navn, alt efter udseende og karaktertræk. I enhver hjord var der nogle får som var stædige. Af en eller anden grund ville de bare ikke lystre hyrden. Det skete også at nogle af de andre får fulgte de ulydige. Så prøvede hyrden at opdrage og måske tugte dem der ikke ville adlyde. Han kunne for eksempel lukke fåret ind i en fold for sig selv. Nogle af fårene tog ved lære og begyndte at følge hyrdens ledelse. De får der blev ved med at være stædige, endte på vores middagsbord.

En anden slags hyrde

I 1989 begyndte jeg at lære kampsport og blev ret god til det. Året efter blev jeg indkaldt til den sovjetiske hær. Mens jeg gjorde tjeneste i Rusland, dannede mine kampsportsvenner en kriminel bande. Da jeg kom tilbage til Kirgisistan, sagde de til mig at hvis jeg sluttede mig til dem, ville jeg aldrig mangle noget. Men omkring det tidspunkt lærte jeg Jehovas Vidner at kende.

De gav mig svar på nogle spørgsmål der havde plaget mig lige fra jeg var barn, som for eksempel: Hvorfor dør vi? Gennem vores samtaler kom jeg til at forstå at vi dør fordi det første menneske, Adam, syndede. (Romerne 5:12) Jeg lærte også ud fra Bibelen at Jehova, den sande Gud, sendte sin søn, Jesus, som genløser for os, og at vi kan opnå tilgivelse for vores nedarvede synd ved at tro på Jehova og hans søn. Dermed vil vi få udsigt til evigt liv i et paradis på jorden, sådan som det fra begyndelsen var Guds hensigt med menneskene. — Salme 37:11, 29; 83:18; Johannes 3:16, 36; 17:1-5; Åbenbaringen 21:3, 4.

De bibelske svar Jehovas Vidner gav på mine spørgsmål, var så klare og logiske at jeg spontant udbrød: „Ja, det er sådan det må være!“ Nu havde jeg ikke længere lyst til at være sammen med mine tidligere kammerater. De prøvede flere gange at få mig til at komme tilbage. Men min trang til at lære sandheden fra Bibelen at kende og følge det jeg lærte, var stærk. Det hjalp mig til at modstå deres fristende tilbud og til senere at blive åndelig hyrde.

Omkring samme tid begyndte min mor at få besøg af en kvinde der var ret kendt i området som healer. En dag da jeg kom hjem, var denne kvinde i gang med en spiritistisk seance. Hun sagde til mig at jeg havde en særlig gave, og at jeg skulle gå hen til moskeen for at få en amulet. Den ville hjælpe mig, påstod hun. Det var lige før hun fik mig overbevist om at hvis jeg gjorde det, ville jeg få evnen til at helbrede.

Dagen efter gik jeg hen til de forkyndere der studerede Bibelen med mig, og fortalte dem om besøget. De viste mig ud fra Bibelen at Jehova er imod enhver form for spiritisme, fordi det er onde ånder der står bag. (5 Mosebog 18:9-13) Der kom nogle nætter hvor dæmonernes  påvirkning gjorde det umuligt for mig at finde ro. Men da forkynderne lærte mig hvordan jeg skulle bede til Jehova i overensstemmelse med hans vilje, slap jeg snart af med mine mareridt. Nu var jeg overbevist om at jeg havde fundet den sande Hyrde, Jehova.

Jeg lærte at David, som har skrevet mange af Bibelens salmer, også var hyrde da han var ung. Han kaldte Jehova for „min hyrde“, og de følelser han nærede for Jehova, gjorde jeg til mine egne. (Salme 23:1-6) Jeg ønskede at efterligne Jehovas søn, Jesus, der kaldes „fårenes store hyrde“. (Hebræerne 13:20) Ved et stævne der blev holdt i Bisjkek i begyndelsen af 1993, symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe.

Et vigtigt møde

Nu begyndte et stort antal af mine slægtninge foruden nogle naboer at mødes til bibelstudium. Der var omkring 70 fra vores landsby der mødtes i nærheden af søen Issyk Kul. En af mine slægtninge stod i spidsen for landsbyrådet; han var meget interesseret. Han sagde at han ville arrangere et stort møde hvor vi kunne få lejlighed til at forklare vores nyfundne tro. Men de lokale religiøse ledere begyndte at ophidse folk på egnen til at gøre modstand mod vores forkyndelse. De lagde planer om at bruge mødet som en anledning til at vende befolkningen imod os.

Da den aftalte dag kom, mødte omkring tusind mennesker op, deriblandt folk fra tre nærliggende landsbyer. Der var nogle få Jehovas Vidner til stede, og et af dem begyndte at gøre rede for vores tro ud fra Bibelen. Der gik ikke fem minutter før en mand rejste sig og råbte nogle provokerende spørgsmål. Beskyldninger og trusler fløj gennem luften, og de forsamlede var så ophidsede at det var lige før vi blev overfaldet.

En af mine ældre brødre, som lige var begyndt at studere Bibelen, rejste sig op for at forsvare os. Han var god til at slås, så alle frygtede ham og holdt sig på afstand af ham. Nu stillede han sig modigt op imellem angriberne og forkynderne, og vi kom derfra uden at det kom til vold. I de år der fulgte, blev mange af dem som havde været med til mødet, Jehovas Vidner. Vores landsby har cirka 1000 indbyggere, og i dag er over 50 af dem Jehovas Vidner.

 En hyrdepige

Nogle få måneder før Jehovas Vidners store stævne i Moskva i august 1993 traf jeg Gulmira, et Jehovas vidne fra en kirgisisk landsby. Hendes familie var også hyrder. I 1988, endnu mens Vidnernes arbejde var forbudt i Sovjetunionen, var Gulmiras mor begyndt at studere Bibelen sammen med en forkynder der hed Aksamy. I 1970’erne var Aksamy blevet det første kirgisiske Jehovas vidne i området.

Gulmira havde snart efter sluttet sig til sin mor i bibelstudiet med Aksamy, og i 1990 blev de begge døbt. Gulmiras hjerte tilskyndede hende snart til at tage heltidstjenesten op, og hun blev pioner.

I løbet af de næste par år så jeg kun Gulmira en gang imellem, for hun boede over 150 kilometer væk. Men i marts 1995 besluttede jeg at lære hende bedre at kende, så en dag rejste jeg hen for at besøge hende med det i tanke. Til min bestyrtelse fik jeg at vide at hun skulle rejse dagen efter! Hun skulle tjene på det russiske afdelingskontor, som ligger over 5600 kilometer derfra!

På det tidspunkt var jeg begyndt at tjene som heltidsforkynder. Jeg var også begyndt at lære russisk, for dengang fandtes der ikke noget af vores litteratur på kirgisisk. I tre år skrev Gulmira og jeg til hinanden, og vi aftalte at vi hver for sig ville læse de samme stykker i Bibelen for at kunne udveksle nogle bibelske tanker. Samtidig var jeg begyndt at tjene i den første kirgisiske menighed, i byen Baliktji.

Gulmira og jeg tjener Jehova sammen

I 1998 kom Gulmira til Kirgisistan på ferie, og vi giftede os. Jeg blev indbudt til at tjene sammen med hende på det russiske afdelingskontor. Hvor var jeg glad for at jeg var begyndt at lære russisk! Senere fik jeg til opgave at arbejde sammen med dem der oversætter den bibelske litteratur til kirgisisk. Jeg bad Jehova om at give mig visdom og udholdenhed. Min medarbejder Gulmira var selvfølgelig også til stor hjælp for mig.

I 2004 blev vores oversætterhold sendt til Bisjkek, hvor jeg blev udnævnt til at være med i det udvalg der står for tilsynet med Jehovas Vidners arbejde i Kirgisistan. Dengang var der syv kirgisiske menigheder og godt 30 russiske menigheder i landet. Nu er der over 20 kirgisiske menigheder foruden mange kirgisiske grupper, og de udgør tilsammen omkring 40 procent af de cirka 4800 Jehovas Vidner der er i Kirgisistan.

Gulmira og jeg besluttede at vi ville lære engelsk, for det ville hjælpe os i vores tjeneste. Det betød at vi kunne tage imod en indbydelse fra Jehovas Vidners hovedkontor i USA i 2008. Der deltog jeg i et særligt kursus for dem der fører an i forkyndelsen i det land hvor de bor.

Nu føler Gulmira og jeg os bedre udrustede til at give åndelig hjælp til andre her i Kirgisistan. Alt hvad vi har oplevet, bekræfter at Jehova i sandhed er en kærlig hyrde. Jeg har personligt erfaret det som vi læser i den bibelske salme: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle. På grønne græsgange lader han mig ligge; ved vandrige hvilesteder leder han mig. Min sjæl giver han ny styrke. Han fører mig ad retfærdige spor for sit navns skyld.“ — Salme 23:1-3.

[Illustration på side 23]

Vores får på græs

[Illustration på side 23]

Vi talte fårene hver aften for at sikre os at de var der alle sammen

[Illustration på side 24]

Sammen med Gulmira