Saltudvinding i Sahara

GENNEM vinduet i vores firhjulstrækker ser vi den ene pæl efter den anden passere forbi. Pælene markerer vejen når sigtbarheden er lav på grund af sandstorme, og der er ofte sandstorme her i Sahara.

Vejen vi kører ad, følger en ældgammel kamelkaravanerute som forbinder byen Agadez i det nordlige Niger med den algeriske grænse. Vores bestemmelsessted er den lille landsby Teguidda-n-Tessoumt som ligger langt fra alfarvej — 200 kilometer nordvest for Agadez. Her følger 50 familier de hævdvundne metoder til udvinding af salt fra Saharas ler.

Menneskeskabte bakker og pastelfarvede bassiner

Forude på ørkensletten ser vi nogle små bakker som viser at vi er nået frem. Vores guide parkerer bilen ved en ti meter høj bakke og opfordrer os til at komme ud af bilen og klatre op på toppen for at se udsigten over landsbyen. Mens vi bevæger os op ad bakken, forklarer guiden os at denne og de andre bakker er menneskeskabte, dannet af resterne fra mange års saltudvinding i området.

Der er en betagende udsigt fra toppen af bakken. Næsten alt i landsbyen nedenfor — jorden, murene og tagene — har farve som brændt ler. Det eneste der bryder farven, er de grønne blade på to træer der står som skildvagter i hver sin ende af byen. Alle hegn og huse er fremstillet af ler. De ensfarvede bygninger står i kontrast til pastelfarverne på de hundredvis af saltbassiner som ligger i nærheden af landsbyen. Det summer af travlhed i området — mænd, kvinder og børn er alle i fuld gang med at arbejde.

En usædvanlig udvindingsproces

Idet vi går ned fra vores udsigtspunkt, fortæller guiden os noget om den ældgamle saltudvindingsproces som landsbyboerne benytter. „Faktisk er der kun to typer bassiner,“ siger han. „De større bassiner, hvoraf nogle er 2 meter i diameter, bruges til at omhælde det saltholdige vand. De mindre bassiner er fordampningsbassiner. Vandet fra de 20 kilder i området er i sig selv ret salt. Det meste salt kommer dog ikke fra vandet men fra jorden, og det er det der gør disse saltværker til noget særligt.“ Men hvordan udvindes saltet fra jorden?

Vi ser at en mand kaster jord ned i et stort bassin som er fyldt med vand fra kilden. Han  stamper i blandingen med sine fødder, som træder han en vinperse. Når han er tilfreds med sin indsats, lader han den salte blanding stå i flere timer og danne bundfald. Rundt om ham er der flere store bassiner med en lignende mudret blanding. Indholdet i bassinerne har forskellige brunlige nuancer fordi farven ændrer sig efterhånden som mudderet bundfælder sig.

Ikke så langt derfra er en anden mand i færd med at trække det salte vand op fra et bassin ved hjælp af en kalabas — et redskab fremstillet af skallen fra et græskar — og øse det over i mindre bassiner. Det er som regel mænd der står for denne del af processen. Mændene har også ansvar for vedligeholdelsen af bassinerne. Nogle af bassinerne er naturligt forekommende huller, mens andre er udgravet i klippen. På steder hvor det ikke er muligt at grave, former mændene en lav rund lervæg oven på klippen. De laver væggen med hænderne og slår derefter på den med en stav indtil den er helt fast. Disse bassiner må repareres eller formes på ny hvert år.

Hvad er kvindernes opgave? De henter og bærer den tunge saltholdige jord og sørger for at der altid er rigelige mængder klar til brug. De fjerner desuden saltkrystallerne fra fordampningsbassinerne. Derefter renser de bassinerne grundigt så de er klar til næste omgang.

Imens løber børnene omkring ved de mindre bassiner. Deres opgave er at holde øje med tørringsprocessen. Efterhånden som vandet fordamper fra bassinerne, dannes der saltkrystaller på overfladen. Hvis der ikke blev holdt øje med det, ville denne salte skorpe standse fordampningen. Børnene drypper derfor overfladen med vand for at bryde skorpen og få krystallerne til at synke ned på bunden af bassinet. Fordampningen fortsætter indtil der kun er det dyrebare salt tilbage.

Hvorfor har bassinerne så mange forskellige smukke farver? Guiden forklarer: „I det store og hele er der tre typer ler, eller mudder, i dette område, og hver type er med til at give vandet dets særlige farve. Desuden ændrer farven sig efter hvor meget salt der er i blandingen. I nogle af bassinerne er der alger, og de er også med til at farve vandet.“ Vi bemærker også at farvenuancerne på bassinerne skifter alt efter hvilken vinkel de skarpe solstråler kommer fra.

Salt som betalingsmiddel

I selve landsbyen former kvinderne det fugtige, uforarbejdede salt til brød eller kager, som de tørrer i den bagende sol. De renser ikke saltet, så ’brødene’ har en brunlig farve. Vi ser hvordan kvinder former saltet i tre faconer — ovale, runde og trekantede. En af kvinderne forklarer at de ovale og runde kager bliver solgt, mens de trekantede er til gaver.

Hvem køber saltet? Det gør nomader og saltkøbmænd. De vandrer gennem Teguidda-n-Tessoumt og køber saltet i bytte for mad og andre varer. Det meste af saltet bliver solgt på markeder i de større byer ved udkanten af ørkenen. Højst tænkeligt vil det uforarbejdede salt fra denne landsby ikke blive spist af mennesker, men derimod brugt som supplement til husdyrfoder.

På vej tilbage til bilen ser vi en mand der graver det resterende lag ler op fra et tømt omhældningsbassin. Han kaster det over mod affaldsstedet og bidrager dermed til at danne de menneskeskabte bakker. Idet vi kører derfra, tænker vi på hvordan disse bakker er et vidnesbyrd om de mange generationer der har udvundet salt, og som har levet og boet her i Teguidda-n-Tessoumt. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 22]

„Det meste salt kommer dog ikke fra vandet men fra jorden, og det er det der gør disse saltværker til noget særligt“

[Kort på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SAHARA

NIGER

Agadez

Teguidda-n-Tessoumt

[Kildeangivelse]

Baseret på NASA/​Visible Earth imagery

 [Illustration på side 23]

Saltudvinding af Saharas ler

[Kildeangivelse]

© Victor Englebert

[Illustration på side 23]

Fordampningsbassinerne har mange forskellige farver

[Kildeangivelse]

© Ioseba Egibar/​age fotostock

[Illustration på side 23]

Salt der er formet som brød, tørrer i den bagende sol