Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 18

Husker du at sige tak?

Husker du at sige tak?

HAR du fået noget at spise i dag? — Hvem havde lavet maden? — Måske din mor, måske en anden. Men hvorfor skal vi sige tak til Gud for maden? — Fordi det er Gud der har skabt de ting vi spiser. Vi skal selvfølgelig også sige tak til den der har lavet maden og serveret den for os.

Somme tider glemmer vi at sige tak til dem der gør noget for os, ikke? Da den store Lærer levede på jorden, var der nogle der glemte at sige tak til ham. Det var nogle der var spedalske.

Ved du hvad det vil sige at være spedalsk? — Spedalskhed er en meget slem sygdom. Den kan endda få noget af ens kød til at falde af. Dengang Jesus var på jorden, måtte de spedalske leve langt væk fra andre mennesker. Og hvis en spedalsk så et andet menneske nærme sig, skulle han råbe at den anden måtte holde sig borte. Det gjorde man for at undgå at folk kom så tæt på at de kunne blive smittet med sygdommen.

Men Jesus var venlig over for spedalske. Engang hvor han var på vej mod Jerusalem, skulle han igennem en lille by. Da han nærmede sig byen, kom ti spedalske mænd ud for at møde ham. De havde hørt at Jesus havde fået kraft fra Gud til at helbrede alle slags sygdomme.

De spedalske gik ikke helt hen til Jesus. De holdt sig på afstand. Men de troede på at han kunne fjerne deres spedalskhed. Da de så den store Lærer, råbte de til ham: ’Jesus, lærer, hjælp os!’

Synes du det er synd for folk når de er syge? — Det gjorde Jesus. Han vidste hvor forfærdeligt det var at være spedalsk. Han svarede mændene: „Gå hen og fremstil jer for præsterne.“ — Lukas 17:11-14.

Hvad sagde Jesus til de spedalske at de skulle gøre?

Hvorfor sagde Jesus at de skulle gøre det? Fordi Jehova havde givet sit folk en lov om spedalskhed. Loven sagde at den spedalske skulle lade en af Guds præster se på hans hud. Så kunne præsten fortælle den syge om hans sygdom var forsvundet. Når sygdommen var væk, kunne han vende tilbage og leve sammen med raske mennesker igen. — 3 Mosebog 13:16, 17.

Men disse spedalske var stadig syge. Gik de nu hen til præsten, sådan som Jesus havde sagt? — Ja, de gik derhen med det samme. De må have troet på at Jesus ville fjerne deres sygdom. Hvad skete der så?

Jo, allerede mens de var på vej hen til præsten, forsvandt sygdommen, og de blev helt raske! Deres tro på den kraft Jesus havde, var blevet belønnet. Hvor må de have været lykkelige! Hvad skulle de nu have gjort for at vise deres taknemmelighed? Ja, hvad ville du have gjort? —

Hvad huskede denne spedalske mand at gøre?

Én af de helbredte mænd kom tilbage til Jesus. Han begyndte at give ære til Jehova, sige gode ting om ham. Det var også rigtigt af ham, for han var blevet helbredt ved hjælp af en kraft der kom fra Gud. Manden lagde sig ned for fødderne af den store Lærer og takkede ham. Så taknemmelig var han for det Jesus havde gjort.

Men hvad med de ni andre? Jesus spurgte: ’Var der ikke ti mænd der blev raske? Hvor er de ni andre? Er der kun én der er kommet tilbage for at give Gud ære?’

Ja, desværre. Kun én af de ti gav Jehova æren for det der var sket, og kom tilbage for at takke Jesus. Og det var endda en samaritaner, en mand fra et andet land. De ni andre sagde ikke tak, hverken til Gud eller til Jesus. — Lukas 17:15-19.

Hvem af disse mænd ligner du? Vi vil gerne være ligesom samaritaneren, ikke? — Når nogen gør noget for os, hvad skal vi da huske? — Ja, vi skal huske at sige tak. Det er der mange der glemmer. Men det er godt at sige tak. Når vi gør det, glæder vi Jehova Gud og hans søn, Jesus.

Hvordan kan du efterligne den spedalske der vendte tilbage til Jesus?

Når man tænker efter, kommer man i tanker om mange ting som andre har gjort for én. Har du for eksempel nogen sinde været syg? — Måske ikke så syg som de ti spedalske. Men måske har du været meget forkølet eller haft rigtig ondt i maven. Var der nogen der sørgede for dig? — Måske gav de dig medicin eller gjorde andre ting for dig. Var du ikke glad for at de hjalp dig så du fik det bedre? —

Manden fra Samaria takkede Jesus for at have helbredt ham, og det blev Jesus glad for. Tror du ikke også at din mor og far vil blive glade hvis du siger tak for det de gør for dig? — Det vil de helt sikkert.

Hvorfor er det vigtigt at sige tak?

Nogle gør noget for dig hver eneste dag eller hver eneste uge. Måske er det deres arbejde, og de er glade for at gøre det. Men derfor må du alligevel ikke glemme at sige dem tak. Dine lærere i skolen anstrenger sig med at hjælpe dig så du kan lære mange ting. Det er deres arbejde, men de vil alligevel blive glade hvis du siger tak for at de hjælper dig til at lære noget.

Nogle gange er det bare en lille ting andre gør for én. Sker det at nogen holder døren for dig? Eller at nogen rækker dig maden når I spiser? Selv sådan en lille ting er det godt at sige tak for.

Hvis vi husker at sige tak til mennesker her på jorden, vil vi sikkert også huske at sige tak til vores Far i himmelen. Og der er vel nok meget vi kan takke Jehova for! Han har givet os livet og alle de gode ting der gør livet rart for os. Vi har god grund til at give Gud ære ved at sige noget godt om ham hver dag.