HISTORIE 66
Den onde dronning Jesabel
EFTER kong Jeroboam er alle kongerne over Israels nordlige ti-stammerige onde. Kong Akab er den værste af dem alle. Ved du hvorfor? For en stor del på grund af hans kone, den onde dronning Jesabel.
Jesabel stammer ikke fra Israel. Hun er datter af kongen af Zidon. Hun tilbeder den falske gud Ba’al, og hun får Akab og mange af israelitterne til også at tilbede Ba’al. Jesabel hader Jehova og dræber mange af hans profeter. Andre må gemme sig i nogle huler for ikke at blive dræbt. Hvis Jesabel vil have noget, er hun parat til at slå andre ihjel for at få det.
En dag er kong Akab misfornøjet. Jesabel spørger ham: ’Hvad er der i vejen med dig i dag?’
’Det er Nabot,’ svarer Akab. ’Jeg vil gerne købe hans vingård. Men han siger at han ikke vil sælge den.’
’Tag dig ikke af det,’ siger Jesabel. ’Den skaffer jeg til dig.’
Jesabel skriver nu nogle breve til de øverste mænd i den by hvor Nabot bor. ’Få nogle samvittighedsløse mænd til at sige at Nabot har forbandet Gud og kongen,’ skriver hun. ’Og før så Nabot ud af byen og sten ham til døde.’
Så snart Jesabel har hørt at Nabot er død, siger hun til Akab: ’Gå nu hen og tag din vingård i besiddelse.’ Synes du ikke at Jesabel bør straffes for at handle så ondt?
Efter nogen tid lader Jehova en mand der hedder Jehu straffe hende. Da Jesabel hører at Jehu er på vej, maler hun sine øjne og prøver at gøre sig smuk. Men da Jehu ankommer og ser Jesabel stå oppe ved et vindue, råber han til mændene i slottet: ’Kast hende ud!’ Mændene adlyder, som du kan se på billedet. De kaster hende ud, og hun dør. Sådan gik det med den onde dronning Jesabel.