Billede, billedtale
Det græske ord parabolēʹ (ordr.: det at stille ved siden af hinanden, at sammenligne) har en mere omfattende betydning end vore danske ord „lignelse“ og „ordsprog“. „Billedtale“ eller „billede“ er derimod ord der spænder vidt, og som kan dække „lignelse“ og i mange tilfælde også „ordsprog“. Et „ordsprog“ indeholder en sandhed udtrykt kort og fyndigt, ofte med anvendelse af et billede; og en „lignelse“ er en sammenligning, en kort, for det meste opdigtet, fortælling hvoraf man kan udlede en moralsk eller åndelig sandhed.
At Bibelen bruger ordet parabolēʹ i videre forstand end det danske „lignelse“, fremgår af Mattæus 13:34, 35, hvor Mattæus henleder opmærksomheden på at Jesus Kristus ifølge profetien ville benytte sig af „billedtale“ (NV), „lignelser“ (DA48, DA92, Ka, R-L, Rø, Sch, Se). I Salme 78:2, som Mattæus citerer i denne forbindelse, bruges det hebraiske ord masjalʹ, der betyder „ordsprog“, og evangelieskribenten gengiver det med det græske ord parabolēʹ. Taget i sin bogstavelige betydning er parabolēʹ en undervisningsmetode, en måde at formidle en tanke på, et middel til at forklare noget ved at ’stille det ved siden af’ noget lignende, at sammenligne det med noget andet. — Jf. Mr 4:30.
Ordet „lignelse“ dækker som nævnt ikke det græske ords fulde betydning i alle forbindelser. For eksempel har næsten samtlige danske oversættelser måttet ty til andre udtryk i Hebræerne 9:9 og 11:19. I det første skriftsted kalder apostelen Paulus tabernaklet, eller teltboligen, som Israel brugte i ørkenen, „et billede [parabolēʹ, „sindbillede“, DA48, R-L, Rø; „forbillede“, Ka; „billede“, DA92, Se; „symbol“, Sch] der gælder den fastsatte tid“. I det andet skriftsted fortæller apostelen at Abraham fik Isak tilbage fra de døde „på en billedlig måde“ (en parabolēiʹ, „billedligt“, DA92; „forbilledligt“, DA48; „som et forbillede“, R-L; „som et billede“, Se; „symbolsk“, Sch). Mundheldet „læge, kurér dig selv“ kaldes også en parabolēʹ. (Lu 4:23) I betragtning heraf kan det siges at de mere vidtspændende ord „billede“ og „billedtale“ (NV) har den fordel at de kan bruges overalt hvor parabolēʹ forekommer.
Et andet ord for en billedlig fremstilling er „allegori“ (gr.: allēgoriʹa). Paulus bruger det tilsvarende udsagnsord allēgoreʹō i Galaterne 4:24 i forbindelse med Abraham, Sara og Hagar. Ordet anvendes om en længere billedlig fremstilling hvori både handlinger og personer har en symbolsk betydning. Det gengives med ’være en allegori’ (KJ, JB, NE), ’være en allegorisk fremstilling’ (AT), ’have en billedlig betydning’ (DA48), „forstås billedligt“ (DA92) og ’stå som et symbolsk drama’ (NV).
Apostelen Johannes bruger ordet paroimiʹa (Joh 10:6; 16:25, 29), der oversættes med „billede“, „billedtale“, „lignelse“, „ordsprog“, „sammenligning“ (DA92, DA48, GD, KJ, NV). Peter bruger ordet i betydningen „ordsprog“ dér hvor han taler om hunden der vender tilbage til sit eget bræk, og soen der vælter sig i sølen. — 2Pe 2:22.
Billedtalens fortrin. Der er mindst fem grunde til at billeder eller lignelser er så effektive i undervisningen: (1) De vækker og fastholder tilhørerens opmærksomhed. Der er få ting der fængsler som en fortælling. Hvem kender ikke billederne med den fortabte søn og det mistede får? (2) De skærper tankerne. Det er en god træning at grunde over meningen med en sammenligning og at finde frem til den abstrakte sandhed i den. (3) De appellerer til følelserne og berører, ved deres åbenbare konsekvens, tilhørerens samvittighed og hjerte. (4) De er en støtte for hukommelsen. Man kan senere genkalde sig fortællingen og omsætte den i praksis. (5) De indeholder evige sandheder. De gælder til alle tider og kan forstås af alle mennesker da de handler om livet og dagligdags ting, hvorimod ord alene kan ændre betydning. Dette er en af grundene til at Bibelens sandheder stadig står lysende klare i dag, nøjagtig som da de blev udtalt eller nedskrevet.
Dens formål. Al billedtales hovedformål er at undervise. Men Bibelens billedtale tjener også andre formål:
(1) Den omstændighed at man somme tider må grunde over billederne for at få fat i deres fulde, dybere mening, frasorterer dem som ikke elsker Gud, men kun viser en overfladisk interesse og derfor ikke griber efter sandheden af hele deres hjerte. (Mt 13:13-15) Sådanne mennesker indsamler Gud ikke. Billedtalen fik de ydmyge til at bede om en nærmere forklaring. Det gjorde de stolte ikke. Jesus sagde: „Lad den der har ører, høre efter.“ De fleste af dem der hørte Jesus, gik deres vej igen, men disciplene kom og bad om en forklaring. — Mt 13:9, 36.
(2) Billedtale skjuler sandheden for dem der vil misbruge den og fange Guds tjenere i ord. Da farisæerne stillede Jesus det underfundige spørgsmål om man skulle betale skat, svarede han med et billede idet han fik forevist skattens mønt: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ Han overlod til sine modstandere selv at finde ud af meningen; men Jesu disciple forstod hvordan han på den måde belærte dem om neutralitetsprincippet. — Mt 22:15-21.
(3) Eftersom det overlades til tilhøreren at anvende billedtalens principper på sig selv, kan den tjene som en tydelig advarsel og irettesættelse, samtidig med at den afvæbner ham så han ikke har noget grundlag for at tage til genmæle. Det går med andre ord som ordsproget siger: „Den skoen passer, bør tage den på.“ Da farisæerne kritiserede Jesus fordi han spiste sammen med skatteopkrævere og syndere, svarede han: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge. Gå derfor hen og lær hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer.’ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.“ — Mt 9:11-13.
(4) Bruges billedtale ved en irettesættelse, kan den endog forhindre at tilhøreren fordomsfuldt og modvilligt lukker ørerne. Den udretter således mere end mange direkte ord. Det var på den måde Natan fik kong David til at lytte med åbent sind til den tilrettevisning han kom med da David havde syndet i forbindelse med Batseba og Urias. (2Sa 12:1-14) Det var også billedtale der fik den onde kong Akab til uhildet at dømme efter principper der også gjaldt i hans eget tilfælde, og fælde en dom der ramte ham selv dengang han i ulydighed havde skånet Guds fjende, kong Ben-Hadad af Aram. — 1Kg 20:34, 38-43.
(5) Billedtale kan bevæge mennesker til at handle sådan at de viser deres sande jeg, om de er sande Guds tjenere eller ej. Da Jesus sagde: „Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv,“ „trak mange af hans disciple sig tilbage og færdedes ikke mere sammen med ham“. På den måde skilte Jesus dem fra som ikke virkelig troede af hjertet. — Joh 6:54, 60-66.
Skal ses under den rette synsvinkel. Bibelens billeder kan ses fra mere end én side. De indeholder og belyser visse grundsætninger, og de har ofte en profetisk betydning. Nogle af de profetiske billeder gjaldt tiden dengang eller kort efter, og nogle ville endvidere få en opfyldelse på et langt senere tidspunkt.
Der er to almindelige misforståelser som kan gøre det svært at forstå Bibelens billedtale. Den ene er udelukkende at betragte disse billeder som opbyggelige fortællinger der skulle tjene enten til skræk og advarsel eller som eksempler til efterfølgelse. Lignelsen om den fortabte søn anses af mange som intet andet end et stykke fremragende litteratur, og billedtalen om den rige mand og Lazarus som en belæring om belønning og straf efter døden.
I denne forbindelse kan det bemærkes at selv om billederne er hentet fra livet og dagligdagen, er det der siges, ikke nødvendigvis noget som virkelig har fundet sted. Selv om nogle billeder begynder med ord som: „Der var engang,“ „En mand havde,“ „Der var et menneske,“ „Der var en rig mand,“ eller lignende udtryk, blev de fortalt under indflydelse af Guds ånd, og de var, sådan som de blev kaldt, billeder eller lignelser. (Dom 9:8; Mt 21:28, 33; Lu 16:1, 19) Om Jesus Kristus siges der: „Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. Ja, uden et billede talte han ikke til dem.“ — Mt 13:34; Mr 4:33, 34.
En anden fejl der ofte begås, er at man ved udlægningen går for vidt og tillægger alle fortællingens enkeltheder en symbolsk betydning.
Vil man forstå Bibelens billeder, er det bedst først at læse hele beretningen i sammenhæng idet man gør sig klart hvordan forholdene og omstændighederne var. Når for eksempel Israels herskere og folket blev omtalt som „Sodoma-førere“ og „Gomorra-folk“, får det os til at tænke på et folk som syndede groft imod Jehova. (Es 1:10; 1Mo 13:13; 19:13, 24) Når salmisten beder Jehova om at gøre med Guds og hans folks fjender „som med Midjan“, minder det os om det fuldstændige nederlag midjanitterne i sin tid led, idet der faldt mere end 120.000. — Sl 83:2, 3, 9-11; Dom 8:10-12.
Dernæst er det godt at kende Moseloven, de talemåder man brugte, samt datidens sæder og skikke. For eksempel hjælper kendskab til Moseloven os til at forstå billedet med voddet. (Mt 13:47-50; 3Mo 11:9, 10) At vide at man dengang betalte skat af frugttræer i Palæstina, og at man fældede ufrugtbare træer, hjælper os til bedre at forstå hvorfor Jesus lod et figentræ der ingen figner bar, visne og derpå brugte det som et eksempel. — Mt 21:18-22.
Endelig bør man være forsigtig med at tillægge de forskellige dele af et billede en betydning som beror på en privat fortolkning. For kristne gælder regelen: „Ingen [har] lært at kende hvad der er i Gud, undtagen Guds ånd. Nu har vi ikke fået verdens ånd, men den ånd som 1Kor 2:11-13.
er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os. Og det er dette vi taler om, ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med ord lært af ånden, idet vi forbinder åndelige anliggender med åndelige ord.“ —Hvordan denne regel skal anvendes, kan belyses i forbindelse med det profetiske billede i Åbenbaringen, kapitel 6. Her nævnes en hvid hest som den første af fire heste. (Åb 6:2) Hvad er den et billede på? For at finde svaret kan man vende sig til andre dele af Bibelen og til sammenhængen. I Ordsprogene 21:31 står der: „Hesten holdes klar til krigens dag, men frelsen tilhører Jehova.“ Hvidt bruges ofte som et symbol på retfærdighed. Guds domstrone er hvid; himmelens hære rider på hvide heste og er klædt i hvidt, rent, fint linned. (Åb 20:11; 19:14; jf. Åb 6:11; 19:8.) Ud fra dette kan man konkludere at den hvide hest står for retfærdig krigsførelse.
Rytteren på den sorte hest har en vægt i hånden, og fødevarer afvejes. (Åb 6:5, 6) Det er åbenbart hungersnød der skildres her, for Ezekiel fik bud på at profetere om en hungersnød på følgende måde: „Din mad som du spiser, skal være efter vægt . . . og de skal spise brød efter vægt og med ængstelse, og det vil være efter mål og med forfærdelse de skal drikke vand.“ (Ez 4:10, 16) Når man kender betydningen af Bibelens symboler — som for eksempel de dyr der omtales i billederne — letter det forståelsen. — Se DYR, SYMBOLSKE.
Adskillige billeder kan forstås ud fra Bibelens egen forklaring, idet de ofte efterfølges af en beretning om begivenheder der indtræffer som en opfyldelse af billederne. Blot to eksempler på dette: Ezekiel der brød et hul i muren og gik ud med tildækket ansigt (Ez 12:1-16; 2Kg 25:1-7, 11; Jer 52:1-15), og Abrahams forsøg på at ofre Isak, hvorefter han fik ham tilbage ved Guds indgriben (disse billeder var virkelige begivenheder, udført som billedhandlinger). (1Mo 22:9-13; He 11:19) Andre billeder forklares senere; for eksempel forklarede Jesus Kristus selv mange af sine billeder. Nutidige begivenheder der er indtruffet som en opfyldelse af Bibelens billeder, bidrager i mange tilfælde til forståelsen af dem.
I De Hebraiske Skrifter. De hebraiske profeter og bibelskribenter brugte under Jehovas ånds ledelse utallige rammende billeder. For eksempel siges der i Første Mosebog at Jehova ville gøre Abrahams afkom „talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1Mo 22:15-18) For at understrege hvor dårligt det stod til med Jehovas tjenere i Juda på grund af deres synd, lod Jehova Esajas sammenligne deres tilstand med en afskyelig fysisk sygdom: „Hele hovedet er sygt, og hele hjertet er sløjt. . . . Sår og mærker og friske striber — de er ikke blevet trykket ud eller forbundet, og der er ikke lindret med olie.“ (Es 1:4-6) Jehova gav kong Nebukadnezar profetiske budskaber i form af syner af en stor billedstøtte og et højt træ, og Daniel så nogle af jordens regeringer skildret ved vilddyr. — Da kap. 2, 4, 7.
Profeterne brugte ofte metaforer for at beskrive karakteristiske træk ved en person eller en gruppe af personer. For eksempel kaldes Jehova „Israels Klippe“, et „klippebjerg“ og en „borg“, udtryk der leder tanken hen på at Gud er et solidt grundlag for tryghed. (2Sa 23:3; Sl 18:2) Juda omtales som „en løveunge“. (1Mo 49:9) Assyrerne kaldes Guds vredes „kæp“. — Es 10:5.
Mange gange fremførte profeterne det budskab de havde fået til opgave at overbringe, som en billedhandling der forstærkede virkningen af deres tale. Jeremias profeterede om ulykke over Jerusalem og understregede sine ord ved at knuse en lertøjsflaske for øjnene af folkets forsamlede ældste og præster. Han forudsagde trældom i Babylon og levendegjorde det ved at sende bånd og ågstænger til flere konger. (Jer kap. 19, 27) Esajas gik nøgen og barfodet omkring for at vise israelitterne at sådan ville ægypterne og ætiopierne, som de ventede hjælp fra, blive ført i fangenskab. (Es 20) Ezekiel indridsede et billede af Jerusalem på en teglsten, byggede en belejringsvold imod den, stillede en bageplade af jern op mellem sig og modellen og lagde sig på siden med ansigtet mod den for at illustrere Jerusalems kommende belejring. — Ez 4.
Undertiden fortælles en historie for at fremhæve tanken i det der skal meddeles. Sådan gjorde Jotam for at vise Sikems indbyggere hvor dåragtigt de havde båret sig ad ved at vælge så skændigt et menneske som Abimelek til deres konge. (Dom 9:7-20) I Ezekiels Bog fortælles en beretning om to ørne og et vintræ for at vise hvordan Juda forholdt sig til Babylon og Ægypten. (Ez 17) På samme måde brugte Ezekiel søstrene Ohola og Oholiba, der begge blev prostituerede, til billedligt at vise hvordan Samaria (Israels tistammerige) og Jerusalem (Juda) havde handlet. — Ez 23.
De her nævnte eksempler er kun nogle få af de mange billeder der bruges i De Hebraiske Skrifter. Praktisk talt brugte hver eneste bibelskribent og profet billeder der blev givet dem direkte af Gud selv, enten i form af syner eller i direkte tale eller ligefrem i form af noget håndgribeligt, som He 9:9.
for eksempel teltboligen, der kaldes „et billede“. —I De Kristne Græske Skrifter. Også De Kristne Græske Skrifter er fulde af billeder. Om Jesus Kristus blev der sagt: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ Han havde et større kundskabsforråd at øse af end noget andet menneske der har levet på jorden. (Joh 7:46) Han er den ved hvem Gud skabte alt andet. (Joh 1:1-3; Kol 1:15-17) Han havde et indgående kendskab til hele skaberværket. Derfor var hans billeder yderst velvalgte, og derfor afspejlede hans beskrivelse af menneskets følelser en dyb forståelse. Han var som den vismand i fortiden der sagde: „Og foruden at den der samler menigheden var blevet vís, gav han med sin undervisning bestandig folket kundskab, og han overvejede og udforskede og ordnede mange ordsprog. Den der samler menigheden stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande.“ — Præ 12:9, 10.
Jesus betegnede meget rammende sine disciple som „jordens salt“ og „verdens lys“. (Mt 5:13, 14) Han tilskyndede dem til at „se nøje på himmelens fugle“ og ’lære af liljerne på marken’. (Mt 6:26-30) Han sammenlignede sig selv med en hyrde der var villig til at dø for sine får. (Joh 10:11-15) Til Jerusalem sagde han: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke.“ (Mt 23:37) Han kaldte de hykleriske religiøse ledere „blinde vejledere, som sier myggen fra men sluger kamelen“. (Mt 23:24) Og om en person der bragte andre til snublen og fald, sagde han: „Det ville være bedre for ham om en møllesten var hængt om halsen på ham og han var kastet i havet.“ — Lu 17:1, 2.
Jesu billeder kunne være korte og udtryksfulde som De Hebraiske Skrifters ordsprog, men for det meste var de længere og havde ofte karakter af en fortælling. Jesus hentede sine billeder fra skaberværket omkring sig, fra velkendte sæder og skikke, fra tilfældige hændelser eller kendte situationer fra dagligdagen og fra nylige begivenheder som hans tilhørere var bekendt med.
Nogle af Jesu bedst kendte billeder. Her følger en gennemgang af 30 af de billeder eller lignelser Jesus Kristus brugte i løbet af sin jordiske tjeneste, samt baggrunden for dem:
(1) De to skyldnere (Lu 7:41-43). Hensigten med lignelsen om de to skyldnere, hvoraf den ene skyldte ti gange så meget som den anden, og dens betydning fremgår af sammenhængen i Lukas 7:36-40, 44-50.
Anledningen til at Jesus brugte dette billede, var den indstilling som Jesu vært, Simon, lagde for dagen over for den kvinde der kom og indgned Jesu fødder med vellugtende olie mens han lå til bords. At en uindbudt var til stede, var ikke usædvanligt. Det lader til at uindbudte somme tider kunne gå ind i huset under måltidet og sætte sig langs væggen for at tale med dem der lå til bords midt i rummet. Jesus brugte træffende de to skyldneres situation til at påpege at Simon ikke havde sørget for vand til at vaske hans fødder med og ikke havde hilst ham med et kys eller indgnedet hans hoved med olie, alt sammen almindelig høflighed over for gæster. Men denne kvinde, som havde begået mange synder, viste Jesus større gæstfrihed skønt hun ikke var værtinde i huset. Derpå sagde han til hende: „Dine synder er tilgivet.“
(2) Sædemanden (Mt 13:3-8; Mr 4:3-8; Lu 8:5-8). I billedet selv ligger der ingen nøgle til fortolkningen, men den gives udførligt i Mattæus 13:18-23, Mr 4:14-20 og Lukas 8:11-15. Det er jordens beskaffenhed, et menneskes hjertetilstand, det drejer sig om, og hvad der kan hindre sæden, ordet om Riget, i at vokse.
På den tid såede man på flere forskellige måder. Almindeligvis havde sædemanden sædekornene i en sæk der var bundet fast over skulderen og rundt om livet; andre brugte en del af deres yderklædning som en slags pose til sædekornene. Man såede ved at sprede sædekornene ud med hånden mens man gik. De blev dækket til så hurtigt som muligt for at krager og ravne ikke skulle æde dem. Men de sædekorn der faldt på upløjede stier mellem markerne eller på den hårde jord langs vejen, blev ædt af fugle. „Stederne med klippegrund“ var, som det fremgår af Lukas 8:6, steder hvor der var skjulte klipper i undergrunden med et tyndt lag jord over. De planter der spirede op fra de sædekorn der faldt her, ville snart visne i solen. Den jord hvor de tornede planter voksede, var åbenbart blevet pløjet, men ikke renset for ukrudt, så de tornede planter voksede op og kvalte den nysåede sæd. Det nævnte udbytte af den produktive sæd — hundrede fold, tres fold og tredive fold — er ikke urealistisk. Jesu tilhørere var fortrolige med såning og de forskellige jordbundstyper.
(3) Ukrudtet blandt hveden (Mt 13:24-30). Forklaringen på denne billedtale gives af Jesus i Mattæus 13:36-43, hvor han sætter „hveden“, eller „rigets sønner“, i kontrast til „ukrudtet“, „den ondes sønner“.
Det at så ukrudt på en hvedemark som et udtryk for fjendskab er ikke ukendt i Mellemøsten.
’Ukrudtet’ menes at være giftig rajgræs (Lolium temulentum), der i umoden tilstand minder meget om hvede, men let kan skelnes fra den når planten er moden. Dens giftighed skyldes formentlig en svamp der vokser i frøene, og som ved indtagelse kan forårsage svimmelhed og, under visse omstændigheder, endda død. Selv hvis man kunne skelne de to plantearter fra hinanden, ville der gå megen hvede til spilde hvis man rykkede ukrudtet op før høsttiden, da dets rødder let filtres sammen med hvedens.(4) Sennepsfrøet (Mt 13:31, 32; Mr 4:30-32; Lu 13:18, 19). Det siges direkte at sammenligningen gælder „himlenes rige“. Som det fremgår af andre skriftsteder, kan dette sigte til nogle forhold der gør sig gældende i forbindelse med Riget. I dette tilfælde viser lignelsen to ting: for det første den forbløffende vækst i udbredelsen af Rigets budskab, og for det andet den beskyttelse som de der tager imod budskabet, opnår.
Et sennepsfrø er ganske lille og kunne derfor bruges til at skildre noget meget småt. (Lu 17:6) Nogle sennepsplanter kan nå en højde af 3 til 4,5 m når de er fuldt udviklede, og have kraftige grene, så et sennepsfrø kan blive et helt „træ“, som Jesus sagde. På lignende måde var den kristne menighed meget lille da den blev oprettet på pinsedagen i år 33. Men i løbet af det første århundrede voksede den hurtigt, og i nyere tid har sennepstræets grene bredt sig langt mere end de fleste havde forestillet sig. — Esa 60:22.
(5) Surdejen (Mt 13:33). Sammenligningen drejer sig igen om „himlenes rige“. De „tre store mål“ er tre saʹta, det vil sige tre sea, der er det samme som ca. 22 liter mel. Sammenlignet hermed var der kun en ringe mængde surdej, men der skal bare lidt surdej til for at gennemsyre hele dejen. Surdejen var som regel en klump dej der var blevet gemt fra sidste bagning. Man bør være opmærksom på at surdej i Bibelen bruges som et billede på falsk lære og fordærvende indflydelse. — Lu 12:1; 1Kor 5:6-8.
(6) Den skjulte skat (Mt 13:44). Dette billede brugte Jesus ikke over for skarerne, men kun over for sine egne disciple. (Mt 13:36) Som det siges i skriftstedet, er temaet „himlenes rige“, der er som en skat der glæder den der finder den. Samtidig kræves det at finderen gør forandringer i sit liv og søger Riget først idet han opgiver alt andet for det.
(7) Købmanden der søgte efter perler (Mt 13:45, 46). Fortalt af Jesus til disciplene. Han sammenligner himlenes rige med en smuk perle der var så kostbar at en mand solgte alt hvad han havde, for at erhverve sig den.
Perler er yderst værdifulde og dannes i perlemuslinger og visse andre muslinger. Ikke alle perler kan imidlertid kaldes „smukke“. Nogle er ikke klart hvide, men gule, eller de har et mørkt skær eller er ru. I oldtidens Mellemøsten var perler højt værdsat og glædede deres ejer. Købmanden i denne billedtale søgte efter perler; han besad den nødvendige skelneevne til at kunne vurdere hvor stor værdi denne ene perle havde, og han var villig til at tage de nødvendige skridt og skille sig af med alt andet for at købe den. — Jf. Lu 14:33; Flp 3:8.
(8) Voddet (Mt 13:47-50). Med dette billede beskriver Jesus hvordan de der ikke er egnede til himlenes rige, sorteres fra. I vers 49 omtales „afslutningen på tingenes ordning“ som det tidspunkt hvor opfyldelsen vil kulminere.
Et vod er et net af hørgarn som er beregnet til at blive trukket hen over hav- eller søbunden, og hvormed man kan opsamle alle slags fisk. Billedet var meget velvalgt over for Jesu disciple, hvoraf nogle var fiskere. De vidste at visse fisk, nemlig dem der ikke havde finner og skæl, var ubrugelige og måtte smides ud fordi de ifølge Moseloven var urene og uegnede til føde. — 3Mo 11:9-12; 5Mo 14:9, 10.
(9) Den ubarmhjertige træl (Mt 18:23-35). De omstændigheder der fik Jesus til at bruge dette billede, omtales i Mattæus 18:21, 22, og den lære der skal uddrages, findes i vers 35. Den understreger hvor lidt vore medmennesker skylder os i sammenligning med vor gæld til Gud. Billedet anskueliggør for os syndige mennesker, som Gud har eftergivet en stor gæld ved hjælp af Kristi offer, at vi skal tilgive vore medmennesker de forholdsvis ubetydelige synder de begår imod os.
En denar svarede til en dagløn, så 100 denarer, den mindste gæld, svarede til ca. en tredjedel af en årsløn. Ti tusind talenter sølv, den største gæld, svarede til 60 millioner denarer, eller en sum som det ville tage et menneske titusinder af år at spare op. Hvor enormt et beløb manden skyldte kongen, kan illustreres med at provinserne Judæa og Idumæa samt Samaria og visse vers 35) hvilket princip der kan udledes af denne billedtale: „På samme måde vil min himmelske Fader også behandle jer, hvis I ikke hver især af hjertet tilgiver jeres broder.“
andre byer, ifølge Josefus, i alt betalte 600 talenter i skat om året, mens Galilæa og Peræa betalte 200. Jesus sagde selv (i(10) Den næstekærlige samaritaner (Lu 10:30-37). Som det fremgår af Lukas 10:25-29, brugte Jesus dette billede som svar på spørgsmålet: „Hvem er egentlig min næste?“ Den slutning der skal drages, findes i versene 36 og 37.
Vejen fra Jerusalem til Jeriko førte igennem en øde og ubeboet egn hvor røveriske overfald ofte fandt sted. Det var så galt at man med tiden lagde en garnison derud for at beskytte de rejsende. Jeriko lå ca. 23 km østnordøst for Jerusalem. For at vise hvem den „næste“ var som Moseloven befalede at man skulle elske, fortalte Jesus om hvordan en præst og en levit reagerede over for en mand der var blevet overfaldet, udplyndret og efterladt halvdød. Præsterne havde til opgave at frembære ofre i templet i Jerusalem, og levitterne hjalp dem. Samaritanerne anerkendte Moseloven som den fandtes i Pentateuken, men jøderne viste dem ikke næstekærlighed, ja ville slet ikke have med dem at gøre. (Joh 4:9) De betragtede samaritanerne med foragt (Joh 8:48), og der var jøder som forbandede dem offentligt i deres synagoger og daglig bad Gud om ikke at give samaritanerne evigt liv. Det var almindeligt at behandle sår med olie og vin så de bedre kunne heles. De to denarer samaritaneren gav værten for at tage sig af manden, svarede til ca. to dages løn. — Mt 20:2.
(11) Den vedholdende ven (Lu 11:5-8). Billedet indgik i Jesu svar til sine disciple da de bad ham lære dem at bede. (Lu 11:1-4) Som man kan se af versene 9 og 10, er tanken med denne illustration ikke at vise at Gud føler sig plaget af vore bønner, men at han forventer at vi bliver ved med at bede.
Gæstfrihed er en dyd som folk i Mellemøsten lægger stor vægt på. Selv om en gæst ankom uventet ved midnat, muligvis som følge af datidens usikre rejseforhold, ville værten synes at han måtte give ham noget at spise. Da det kunne være vanskeligt at afgøre nøjagtig hvor meget brød en familie skulle bage, lånte naboer tit af hinanden. I dette tilfælde var naboen gået i seng. Da nogle huse, især de fattiges, kun bestod af ét stort værelse, ville det forstyrre hele familien hvis han stod op, og han tøvede derfor med at opfylde naboens bøn.
(12) Den ufornuftige rige mand (Lu 12:16-21). Dette billede indgik i Jesu svar til en mand som bad ham dømme i en arvesag. Det der skal understreges, er, som det ses af vers 15, at „selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer“. Dette bekræftes yderligere af hvad Jesus sagde til sine disciple fra og med vers 22.
Ifølge Moseloven skulle den ældste søn arve en dobbelt del af faderens ejendom. (5Mo 21:17) Striden var øjensynlig opstået fordi denne lov ikke var blevet respekteret, og Jesus advarede derfor mod havesyge.
(13) Det golde figentræ (Lu 13:6-9). Fortalt sidst i år 32 e.v.t., tre hele år efter Jesu dåb. Det var netop blevet fortalt at Pilatus havde ladet nogle galilæere dræbe, og Jesus selv nævnte at 18 mennesker var omkommet ved at tårnet i Siloam var faldet ned over dem, hvorpå han sagde til skarerne at medmindre de ændrede sind, ville de alle gå til grunde. (Lu 13:1-5) Derefter brugte han dette billede.
Det var almindeligt med bestemte mellemrum at plante både figentræer og oliventræer i vingårdene så man fik et vist udbytte selv om vinen skulle slå fejl et år. Nye træer der var plantet som stiklinger, gav som regel nogle få figner i det andet eller tredje år. Der ligger åbenbart en betydning i parallellen mellem de tre år der omtales i billedet, og de tre år Jesu tjeneste havde varet. Som skatteobjekt var træet en belastning, og det fortjente derfor at blive hugget om.
(14) Det store aftensmåltid (Lu 14:16-24). Baggrunden fremgår af versene 1-15; under et måltid blev billedet brugt over for en gæst som sagde: „Lykkelig er den som holder måltid i Guds rige.“
Når maden til en fest var færdig, var det almindeligt at sende bud til dem der allerede var inviteret. De der undslog sig for at komme til dette store aftensmåltid, var optaget af andre interesser, der i øvrigt normalt ville være helt acceptable. Men deres svar vidnede om at de slet ikke ønskede at komme, og de indbudte viste heller ikke værten det rette hensyn. De fleste af dem som derefter blev indbudt, de fattige, krøblingerne, de halte, de blinde og andre som kom med til sidst, var nogle som verden almindeligvis så ned på. — Jf. v. 13.
(15) Det ene mistede får (Lu 15:3-7). Lukas 15:1, 2 viser at det var farisæernes og de skriftlærdes vrede mumlen over at Jesus tog imod syndere og skatteopkrævere der var anledningen til Jesu billedtale. I Mattæus 18:12-14 findes et lignende billede som blev brugt ved en anden lejlighed.
Skatteopkrævere, og især de jødiske, blev hadet og foragtet fordi de inddrev skatter til de forhadte romere. Jesu billedtale om det ene mistede får var noget hans tilhørere kendte til fra dagliglivet. Et får der har forvildet sig bort, er hjælpeløst, og det er hyrden som leder efter det for at redde det. Glæden i himmelen over synderen der omvender sig, står i skærende kontrast til farisæernes og de skriftlærdes skumlen over Jesu omsorg for sådanne mennesker.
(16) Det tabte drakmestykke (Lu 15:8-10). Omstændighederne er beskrevet i Lukas 15:1, 2, og dette billede følger umiddelbart efter billedet med det mistede får. Pointen findes i vers 10.
En drakme svarede til ca. 4 kroner, næsten en dagløn; men den her omtalte mønt kan have været særlig værdifuld fordi den hørte til et sæt på ti mønter, måske et arvestykke eller en del af et smykke som ejerinden satte stor pris på. Det var nødvendigt at tænde en lampe når mønten skulle findes, fordi husets lysåbning, hvis der var en sådan, som regel var temmelig lille, og det ville lette eftersøgningen at feje gulvet fordi de fleste gulve kun var af ler.
(17) Den fortabte søn (Lu 15:11-32). Farisæerne og de skriftlærde skumlede fordi Jesus omgikkes skatteopkrævere og syndere og spiste sammen med dem. Efter at Jesus havde svaret dem, idet han brugte billederne med det mistede får og den tabte mønt, fortsatte han med denne lignelse.
Den yngste søns arv var efter jødisk lov halvt så stor som den ældstes. (5Mo 21:17) Ligesom den yngste søn drog af sted til et fjernt land, havde skatteopkræverne i jødernes øjne forladt dem for at gå i Roms tjeneste. At være tvunget til at arbejde som svinehyrde var nedværdigende for en jøde da svin ifølge Loven var urene. (3Mo 11:7) Da den yngste søn vendte hjem, bad han om at blive antaget som daglejer og ikke som søn. Daglejere havde ikke engang fast arbejde på bedriften, sådan som trællene, men blev hentet udefra, ofte bare for en dag ad gangen. (Mt 20:1, 2, 8) Faderen lod den bedste klædning hente frem til sønnen. Det var ikke bare et almindeligt klædningsstykke, men sandsynligvis en rigt broderet klædning af den slags man gav æresgæsterne på. Ringen og sandalerne var uden tvivl også en æresbevisning og et tegn på at han blev anset for at være en fri mand.
(18) Den uretfærdige husholder (Lu 16:1-8). Den lære der skal drages af denne billedtale, findes i versene 9-13. Husholderen roses ikke for sin uretfærdighed, men for sin klogskab.
Husholderen var sat over sin herres ejendom, en meget betroet stilling. (1Mo 24:2; 39:4) At husholderen i Jesu billedtale blev sat fra sin bestilling, vil sige at han blev sat på porten, uden underhold. At han havde nedsat sin herres skyldneres gæld, gav ham ingen penge, men han vandt derved venner som eventuelt kunne stå ham bi i fremtiden. Hundrede bat olivenolie svarer til 2200 liter, og 100 kor hvede er det samme som 22.000 liter.
(19) Den rige mand og Lazarus (Lu 16:19-31). Som det fremgår af Lukas 16:14, 15, var situationen den at de pengekære farisæere var blandt Jesu tilhørere og kom med hånlige bemærkninger; men Jesus sagde til dem: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter; for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.“
„Purpur og linned“, som den rige mand var klædt i, kan sammenlignes med den dragt som kun fyrster, præster og andre højtstående personer bar. (Est 8:15; 1Mo 41:42; 2Mo 28:4, 5) Det var en meget kostbar klædning. Hades, som den rige mand kom i, er menneskehedens fælles grav. Man kan ikke ud fra denne lignelse slutte at Hades er et sted med evig ild, for i Åbenbaringen 20:14 siges der at døden og Hades kastes i „ildsøen“. Det må derfor være i symbolsk forstand at den rige mand døde og blev kastet i Hades. Der er også tale om en symbolsk død andre steder i Bibelen. (Lu 9:60; Kol 2:13; 1Ti 5:6) Den rige mand blev altså martret i flammende ild mens han i billedlig forstand var død, men i virkeligheden var levende. Ild bruges i Guds ord som en beskrivelse af hans brændende domsbudskaber (Jer 5:14; 23:29), og Guds profeters forkyndelse af hans domme siges at ’pine’ dem der modstår Gud og hans tjenere. — Åb 11:7, 10.
Navnet Lazarus er en græsk form af det hebraiske navn Eleazar, der betyder „Gud har hjulpet“. Hundene der slikkede hans sår, var sikkert omstrejfende ådselædere og blev betragtet som urene. At Lazarus lå op mod Abrahams bryst, viser at han indtog en begunstiget stilling (jf. Joh 1:18), eftersom denne talemåde er hentet fra den skik at man ved måltider lå til bords på en sådan måde at man kunne læne sig tilbage mod en vens bryst. — Joh 13:23-25.
(20) Uduelige trælle (Lu 17:7-10). Vers 10 viser den lære der skal drages af dette billede.
De samme trælle som arbejdede på deres herres mark om dagen, serverede også tit aftensmaden for ham. Ikke alene var de vant til at måtte vente med at spise til herren var færdig, men de
kappedes endog tit om at få den ære at opvarte ham. For dem var denne tjeneste ikke en ekstra belastning, men noget herren var berettiget til.(21) Enken og dommeren (Lu 18:1-8). Som det hedder i vers 1, var det en billedtale om „hvor nødvendigt det var for dem altid at bede og ikke give op“. En yderligere forklaring findes i versene 7 og 8. I betragtning af hvad Jesus forud havde sagt, som berettet i det foregående kapitel, versene 20-37, var dette billede, som viste bønnens betydning, i høj grad på sin plads.
Dommeren var åbenbart ikke beskæftiget ved en jødisk domstol. I det 1. århundrede havde jøderne fire domstole: (1) landsbyens domstol, der bestod af tre mænd; (2) en domstol der udgjordes af syv af landsbyens ældste; (3) underretter i Jerusalem med hver 23 dommere; lignende domstole fandtes i byer af en vis størrelse overalt i Palæstina; og (4) højesteretten, Det Store Sanhedrin, med 71 medlemmer; den havde sæde i Jerusalem og havde jurisdiktion over hele landet. (Se DOMSTOL.) Dommeren i billedet passer imidlertid ikke ind i de jødiske forhold, hvor retten skulle bestå af mindst tre dommere, så han må have været en af de underretsdommere, måske ved politiretten, der var indsat af romerne. Det siges direkte at han ikke frygtede Gud eller havde respekt for mennesker. Det siges ikke i billedtalen at Gud er som den uretfærdige dommer. Tværtimod sættes Gud i kontrast til ham. Hvis denne dommer til sidst gjorde hvad der var ret, hvor meget mere ville Gud da ikke gøre det! Enkens udholdenhed fik den uretfærdige dommer til at skride ind. Guds tjenere må også være udholdende i bøn. Gud, som er retfærdig, vil besvare deres bøn og skaffe dem ret.
(22) Den selvretfærdige farisæer og den bodfærdige skatteopkræver (Lu 18:9-14). Baggrunden for og formålet med billedtalen fremgår af versene 9 og 14.
De der kom til templet for at bede, måtte ikke gå ind i Det Hellige eller Det Allerhelligste, men de havde tilladelse til at gå ind i forgårdene omkring templet. Disse to jødiske mænd stod sandsynligvis i den ydre forgård, den der blev kaldt Kvindernes Forgård. Farisæerne var stolte og selvretfærdige og foragtede andre. (Joh 7:47, 49) De fastede to gange om ugen selv om det ikke var påbudt i Moseloven. Det siges at de valgte at faste når der var mange mennesker i byen, som på de regelmæssige markedsdage, når der blev afholdt særlige gudstjenester i synagogerne, og når Sanhedrinet mødtes, så andre kunne lægge mærke til deres fromhed. (Mt 6:16; jf. 10:17, fdn.) De jødiske skatteopkrævere havde lov til at komme i templet, men de blev hadet fordi de var i romernes tjeneste.
(23) Denaren til arbejderne i vingården (Mt 20:1-16). Billedet indgår i Jesu svar på Peters spørgsmål i Mattæus 19:27: „Se! Vi har forladt alt og fulgt dig; hvad bliver der egentlig til os?“ Læg også mærke til Mattæus 19:30 og 20:16.
Vinhøsten var en travl tid for vingårdsejerne. Nogle arbejdere blev ansat for hele høsttiden, mens andre blev antaget efter behov. Ifølge Moseloven skulle lønnen af hensyn til fattige daglejere udbetales når dagen var omme. (3Mo 19:13; 5Mo 24:14, 15) Daglønnen var en denar, en romersk sølvmønt. Den svarer i dag til ca. 4,50 kroner. I det 1. århundrede gik dagen fra solopgang til solnedgang, og da jøderne opdelte den i 12 lige store dele, ville den 3. time være fra ca. 8 til 9; den 6. time fra ca. 11 til 12; den 9. time fra ca. 14 til 15, og den 11. time fra ca. 16 til 17.
(24) Minerne (Lu 19:11-27). Fortalt mens Jesus var på vej til Jerusalem for sidste gang, i år 33. (Lu 19:1, 28) Grunden til at Jesus fremholdt denne billedtale, var, som det fremgår af vers 11, at „de mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig“.
I Romerriget kunne det ske at en mand af fornem herkomst rejste til Rom for at bede om kongemagt. Herodes den Stores søn Arkelaus gjorde det, men jøderne sendte en delegation på 50 udsendinge til Augustus’ hof for at klage over ham og om muligt forhindre at han blev konge. Den sølvmine som hver træl fik, svarede dengang til 88 dages løn og ville have en nutidig værdi af 390 kroner.
(25) De to sønner (Mt 21:28-31). Fortalt i templet i Jerusalem som en del af Jesu svar på spørgsmålene i vers 23: „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting? Og hvem har givet dig denne bemyndigelse?“ Efter at have svaret på de religiøse lederes spørgsmål brugte Jesus nogle illustrationer for at vise dem hvordan de egentlig var.
Jesus giver forklaringen i versene 31 og 32. Han lader forstå at de øverste præster og de indflydelsesrige ældste som han talte til, kunne sammenlignes med den første søn, der foregav at tjene Gud, men i virkeligheden ikke gjorde det. I modsætning hertil var skatteopkræverne og skøgerne, der troede Johannes Døber, som den anden søn: Til at begynde med nægtede de at tjene Gud, men senere angrede de og omvendte sig.
(26) De morderiske vinavlere (Mt 21:33-44; Mr 12:1-11; Lu 20:9-18). Fortalt i templet i Jerusalem, kun tre dage før Jesus, Guds søn, blev dræbt. Også dette billede var et svar på spørgsmålet om hvor Jesus havde sin bemyndigelse fra. (Mr 11:27-33) Evangelieberetningerne siger at de religiøse ledere forstod at han talte om dem. — Mt 21:45; Mr 12:12; Lu 20:19.
Hegnet omkring en vingård kunne være et stengærde (Ord 24:30, 31) eller en hæk. (Es 5:5) Man udhuggede vinperser i klippen som to kar forskudt for hinanden så saften kunne løbe fra det ene ned i det andet. Man byggede tårne til en vagt der skulle holde tyve og dyr væk. I nogle tilfælde fik de ansatte vinavlere en del af høsten. I andre tilfælde betalte vinavlerne leje i form af penge, eller ejeren fik en del af udbyttet. Det sidste var åbenbart tilfældet i lignelsen. Da vinavlerne dræbte sønnen, der var arving, har de måske haft i tanke at tilrane sig vingården eftersom den der plantede den, var rejst udenlands. I Esajas 5:1-7 kaldes „Israels hus“ for „Jehovas vingård“. Som evangelieskribenterne viser, citerede Jesus Salme 118:22, 23 som en nøgle til at forstå billedet.
(27) Kongesønnens bryllupsfest (Mt 22:1-14). Som vist i vers 1 er denne billedtale en fortsættelse af den forudgående samtale og indgår som en del af Jesu svar på spørgsmålet om hvem der havde bemyndiget ham. (Mt 21:23-27) Hvordan billedtalen skal forstås, fremgår af versene 2 og 14.
Nogle måneder forinden havde Jesus fremsat en lignende billedtale om et stort aftensmåltid hvortil mange var indbudt. De indbudte var imidlertid optaget af deres egne gøremål og viste ingen respekt for værten. (Lu 14:16-24) Nu, blot tre dage før sin død, talte Jesus ikke blot om de indbudtes manglende vilje til at komme, men også om den morderiske indstilling nogle af dem havde. Deres mord på kongens sendebud var i realiteten oprør; derfor udryddede kongens hære morderne og brændte deres by af. Det var et kongeligt bryllup, og det er sandsynligt at værten sørgede for en særlig klædning til sine gæster ved en sådan lejlighed. Hvis dette er tilfældet, indebærer det at den gæst der ikke var iført en bryllupsklædning, hånligt må have afvist den klædning kongen havde sørget for og tilbudt ham.
(28) De ti jomfruer (Mt 25:1-13). Denne billedtale om „himlenes rige“ er en del af Jesu svar på det spørgsmål hans disciple stillede ham i Mattæus 24:3. Hensigten med illustrationen fremgår tydeligt af Mattæus 25:13.
På den tid var dét at bruden højtideligt blev ført fra sin faders hjem til brudgommens eller svigerfaderens hjem, en vigtig del af bryllupsceremonien. Iført sin bedste klædning forlod brudgommen om aftenen sit hjem for at gå til brudens forældres hjem, ledsaget af sine venner. Sammen med musikere og sangere og som regel med nogle der bar lamper, bevægede processionen sig derfra til brudgommens hjem. De der befandt sig langs vejen, viste stor interesse for processionen, og nogle sluttede sig til den, navnlig unge piger med lamper. (Jer 7:34; 16:9; Es 62:5) Det kunne blive sent før processionen drog af sted, og nogle af dem der ventede langs vejen, kunne derfor blive døsige og falde i søvn. Sangen og jubelen kunne høres på lang afstand, og de der hørte den, råbte: „Her er brudgommen!“ Når brudgommen og hans ledsagere var gået ind i huset og døren var lukket, var det for sent for andre gæster at komme ind. Lamperne der blev taget med i processionen, var olielamper der ofte skulle fyldes op.
(29) Talenterne (Mt 25:14-30). Denne billedtale om en mand som rejste udenlands, fortalte Jesus til fire af sine disciple kun tre dage før han døde, og kort tid før han skulle stige til himmelen. Den er ligeledes en del af Jesu svar på spørgsmålet i Mattæus 24:3. — Mr 13:3, 4.
Mens hver træl i billedet med minerne kun fik én mine, får hver træl i dette billede et vist antal talenter „efter hans evne“. (Lu 19:11-27) Det drejer sig åbenbart her om sølvtalenter, hvoraf én svarede til hvad en arbejder dengang kunne tjene på 14 år. Alle trællene skulle have været interesserede i hvad der tilhørte deres herre, og burde derfor flittigt og klogt have gjort forretning med de midler der var blevet dem betroet. Det mindste de kunne have gjort, hvis de ikke selv ville arbejde med summen så den voksede, var at sætte pengene i banken så de ikke lå uvirksomme, men ville have givet renter. Men den onde og dovne træl gravede den talent han havde fået, ned og modarbejdede dermed i virkeligheden sin herres interesser.
(30) Fårene og gederne (Mt 25:31-46). Som det siges i versene 31, 32, 41 og 46, illustreres det her hvordan Menneskesønnen vil adskille og dømme alle mennesker når han kommer i sin herlighed. Billedet er en del af Jesu svar på disciplenes spørgsmål om ’hvad der ville være tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. — Mt 24:3.
Får og geder græsser ofte sammen i Mellemøsten, og hyrden kan let identificere de to slags dyr når han ønsker at adskille dem. Jesu ord om gederne i denne billedtale blev ikke sagt i den hensigt at nedvurdere geder. (På den årlige forsoningsdag tjente blodet af en gedebuk til soning af Israels synder.) Gederne skildrer blot én skare Apg 2:33; Ef 1:19, 20) At „gederne“ stilles ved „venstre side“, betyder vanære. (Jf. Præ 10:2.) Læg mærke til at „fårene“, som stilles på højre side af den regerende Menneskesøn, ikke er de samme som Jesu Kristi „brødre“, som de handler vel imod. — Mt 25:34-40; He 2:11, 12.
mennesker, og fårene skildrer en anden skare. At „fårene“ stilles ved „højre side“, betyder at de kommer til at indtage en hædersplads. (Åbenbaringens Bog. Åbenbaringens Bog afslutter Bibelen med en af de mest bemærkelsesværdige samlinger af billeder i hele Bibelen. Som Johannes, der skrev Åbenbaringen, selv fortæller, blev den givet ham „i tegn“. (Åb 1:1) Man kan derfor med rette sige at Bibelen fra begyndelsen til enden udmærker sig ved sin brug af træffende billeder.
Billeder brugt af Kristi disciple. Foruden at de kristne bibelskribenter nedskrev de billeder Jesus benyttede sig af, brugte de også selv billeder. I bogen Apostelgerninger skrev Lukas om de udmærkede billeder apostelen Paulus brugte da han talte til ikkejøder i Athen. Paulus nævnte ting fra deres gudsdyrkelse som de var kendt med, og han citerede deres egne digtere. (Apg 17:22-31) Hvis man læser brevet til hebræerne, vil man opdage at samme apostel (om hvem det sædvanligvis antages at han skrev dette brev) ofte brugte billeder fra Guds folks historie. Da han skrev til korintherne, som var kendt med græsk sportsudøvelse, sammenlignede han den kristnes livsløb med et væddeløb. (1Kor 9:24-27) Særlig bemærkelsesværdigt er billedet med oliventræet og den dermed følgende advarsel mod selvtilfredshed og dernæst formaningen til de kristne om at udføre en fornuftmæssig hellig tjeneste for Gud. — Ro 11:13-32; 12:1, 2.
Jesu halvbroder Jakob brugte i sit brev mesterligt sådanne ting fra dagliglivet som et spejl, et bidsel til en hest og et ror på et skib for at indskærpe åndelige ting. (Jak 1:23, 24; 3:3, 4) Peter og Judas benyttede sig meget af hændelser der var berettet om i de allerede eksisterende inspirerede skrifter, for at illustrere det budskab de blev drevet af ånden til at forkynde. Alle disse billeder, som blev anvendt under Guds ånds ledelse, har tjent til at gøre Guds ord, Bibelen, til en levende bog.