DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK
“Jeg kæmpede som en løve”
Luis Eduardo Montás
-
FØDT 1906
-
DØBT 1947
-
PROFIL En tidligere embedsmand i Rafael Trujillos politiske parti. Han lærte sandheden fra Bibelen at kende og tjente Jehova trofast til sin død i år 2000.
LUIS, en slægtning til Trujillo, var kasserer i det regerende politiske parti, Partido Dominicano (Det Dominikanske Parti). Men Trujillos politik virkede frastødende på Luis, og selvom han ofte prøvede at træde tilbage fra sin post, tillod diktatoren det ikke.
Da Trujillo fik to af Luis’ brødre dræbt, prøvede Luis to gange at snigmyrde diktatoren. Han blev dog aldrig kædet sammen med mordforsøgene. Han opsøgte endda åndemedier for at få hjælp til at dræbe den mand som han omtalte på denne måde: “Han opførte sig som et uhyre og følte sig hævet over alle andre.” På et bord hos et af åndemedierne så Luis bogen “Sandheden skal frigøre jer” og begyndte at læse i den. Han syntes at bogen var så interessant at han tog den med sig hjem, og senere nåede han frem til at dette var den religiøse sandhed han ledte efter.
Da Luis rejste til Ciudad Trujillo, overværede han et af Jehovas Vidners møder og fik flere bøger og blade. Han brugte hele natten på at læse litteraturen og bad senere om et bibelstudium. Efterhånden som Luis gjorde fremskridt, besluttede han sig for at forlade Trujillos regime. Da diktatoren fandt ud af det, tilbød han Luis en høj stilling som dominikansk konsul i Puerto Rico. Men Luis afslog tilbuddet selvom han vidste at hans valg sandsynligvis ville resultere i forfølgelse.
Luis har fortalt: “Jeg blev udsat for enhver form for dårlig behandling, og myndighederne lagde alle mulige fælder for mig. Men jeg var fast besluttet på at give afkald på denne verdens goder.” Luis blev så frimodig en forkynder af den gode nyhed at de lokale katolske præster kaldte ham “prædikanten”. Den 5. oktober 1947, seks måneder efter at have overværet sit første møde, blev Luis døbt.
Efter sin dåb blev Luis jaget, fængslet og sat i isolationscelle, og flere gange forsøgte man at slå ham ihjel. Men hver gang han blev arresteret og kom for retten, benyttede han lejligheden til at forkynde. “Jeg kæmpede som en løve for at forsvare min tro,” har Luis fortalt, “og jeg husker tilbage på det med glæde.”
Luis var kendt som en trofast tjener for Gud, og det blev også bemærket af andre. I 1994 skrev den dominikanske avis, El Siglo, om Luis: “Hr. Luis Eduardo Montás er kendt i hele San Cristobal for at være en dybttænkende mand. Han er en gave, en medfølende mand med et mildt sind. Alt hvad der er at finde i San Cristobals historie om denne mand, har at gøre med hans kald som et kristent menneske.”